JUBEL: DEN FØRSTE HAVØRRED I 25 ÅR

– Jeg havde for nylig min første fisketur i 25 år, så jeg har faktisk ikke fisket siden jeg var 19 år gammel, fortæller Troels Jungsgård. – Historien startede med, at jeg for en måned siden fik lysten til at begynde at fiske igen. Jeg begyndte at se rigtig mange videoer på YouTube og hørte mange podcasts om havørredfiskeri, samt hvordan man binder knuder, laver ophængere og bruger de rette farver på gennemløberne til de rigtige årstider. 

– Forleden skulle jeg så på kursus i Vejle, og på en gåtur opdagede jeg en grejbutik, hvor jeg købte det grej, jeg skulle bruge til min første kysttur i lang tid. Jeg sagde til sælgeren, at jeg ville vente med fangstnet, da der sikkert gik længe, inden jeg fangede noget, men han overbeviste mig heldigvis om, at jeg ville blive træt af det, når jeg stod med den store fisk og ikke havde et net.  

– Et par dage efter tænkte jeg, at jeg lige måtte øve mig et par timer i at kaste og lære stangen at kende samt starte op på at få noget kendskab til de lokale fiskepladser i Venø Bugt. Og – efter blot en times fiskeri bed denne flotte sølvblanke overspringer, som du kan se ovenfor – på. Havørreden målte 59 cm og vejede 2.2 kg. Jeg rystede af glæde og lykke over, at det skete så hurtigt, og jeg var ved at springe ud af mine waders af begejstring. Jeg var faktisk så begejstret, at jeg tabte min telefon ned i nettet, da jeg havde landet den…

– Min fangst bragte mig så meget glæde og mæthed oven på oplevelsen, at jeg stoppede med at fiske, selvom der sikkert stod flere havørreder derude. Jeg havde egentlig forudset mange nulture, indtil jeg lærte lokalområdet og grejet at kende, så det var en MEGET tilfreds ny genfundet lystfisker, der kørte hjem den dag. Jeg tænker, at det var en den perfekte genstart på den fedeste hobby, slutter han og tilføjer at fisken skal tilmeldes Kinetic Fiskecup 2024, som du kan læse meget mere om her.

 

Grejxperten