maj 5, 2022 | Åfiskeri, Artikler, Biologi
Det sug en grov ”bækker” kan lave, når den går til overfladen efter en perfekt placeret majflue imitation kan ofte være så diskret og forsigtig, at man tænker det blot er en fisk i den mindre størrelse. Men når stangen løftes, og fluen placeres solidt i kæften på fisken.. ja så bryder helvede løs, og hele åen gynger. Det er bækørredfiskeri, når det er bedst..
Maj er den ultimative måned til bækørredfiskeri – fiskene er på finnerne, og vegetationen er endnu ikke kommet så langt op, at det besværliggør fiskeriet ved de små åer. Men fiskeriet er også skrøbeligt. Her får du en historie om, hvordan du ved at passe på din lille lokale å, kan forvandle den til en unik perle.
AF JESPER LINDQUIST ANDERSEN
JEG HUSKER tydeligt starten på mit bækørredfiskeri i den lille lokale å. Det startede næsten som noget, der var taget ud af en god gammel Morten Korch film. Idyllisk og med en lille flamingo-prop samt en frisk opgravet regnorm fra haven.
Det var den gang, hvor man cyklede afsted med fiskestangen i den ene hånd og altid kom for sent hjem til aftensmad. Mobilen var ikke opfundet dengang, så der var dejlig ro til at fordybe sig i proppen, som stille drev nedstrøms i åens sving, mens man intenst fulgte hver bevægelse i den lille prop. Her var ingen smarte selfies med den sidste nye fiskestang i kæften og grej-fikserede posts på de sociale medier for at få en masse likes. Nej det var dengang der var 100 % tid til fordybelse!
Fiskenes størrelse er ikke alt
Fiskenes størrelse betød ikke så meget, bare der var lidt action. Senere som årene gik, blev det et spørgsmål om mængden af fisk. Jo flere man kunne overliste, desto bedre. Man ændrer sig op gennem livet og ens fiskekarriere. Jeg husker som halvstor teenagerdreng, hvor den lille røde Vespa Ciao blev smidt i syrenhegnet, inden turen gik ned over levende hegn og marker for at komme til et lille spot i åen, hvor vi havde fået lov at fiske af en rar og gammel bondemand.
Det var selvsamme mand, som forinden ivrigt havde fyldt os i godt en times tid med gamle røverhistorier om, hvor store fiskene var i åen, dengang han var dreng. Og – at der desuden ikke var blevet fisket i åen siden dengang…

Når en stor bækørred kroges, kommer der for alvor spektakel i åen.
Vi var mega spændte, og engang i mellem fandt vi dog også en fisk eller to over de 30 centimeter. Men de steder vi besøgte dengang i det tidlige stadie var aldrig pladser, som vi var alene om at besøge. Derfor var fiskeriet også ofte derefter – nemlig for få og for små fisk. Med årene fandt vi dog nogle små, men ikke helt så ubetydelige stræk i de forskellige åer. Stræk som ikke bliver besøgt så meget som de foreningsvandene vi normalt brugte vores tid på at fiske. Her har vi gennem årene fundet fisk, i den helt rigtige kaliber. Men de er ikke kommet af sig selv.
Privat bækørredfiskeri
Det hele startede faktisk med, at vi fik et lille stykke af en å på hånden, som dengang kun blev fisket med ruse efter ål og brugt til jagt. Stykket lå godt skjult i en lille skov, hvilket gjorde det mere svært at fiske. Men – med en lille fem fods spinnestang og en flydende Rapala wobler eller en lille Mepps 2´er i kobber med de klassiske røde prikker – ja så var det ikke helt umuligt.

Forfatteren med en utrolig smuk fisk på den rigtige side af de 60 cm. Fisken blev taget på en lille majflue imitation en af de dage, hvor selv de store kommer til overfladen og tager del i festen.
Faktisk fik vi så godt gang i fiskeriet på det stræk af åen, at vi hver gang vi besøgte stykket ofte fangede flere fisk over 50 centimeter på samme tur – år efter år. Og det var på trods af, at stykket ikke var mere end 200 meter langt. Vi diskuterede ofte hvorfor dette stykke altid holdt så mange store fisk i forhold til de mange andre stykker, som vi fiskede dengang.
Vi kunne tydeligt se, at her var tale om rigtig mange forskellige fisk. Og da der ikke var bemærkelsesværdigt mange sving eller dybe huller til at holde fiskene netop her, havde vi svært ved at se, hvad som gjorde dette stykke å perfekt. Det skulle dog desværre vise sig, at træerne ikke voksede ind i himlen, da vi det ene forår ankom til åen og fandt nedtrådte siv, linerester og hjemmesnittede stangholdere ved bredden.
Der var nu andre end os, der fiskede dette lille private stykke, og velvidende, at ingen andre havde tilladelse til at fiske her, var fortvivlelsen kun det større, da vi over sommeren måtte erkende, at de andre som fiskede dette stræk ikke som vi, dyrkede catch and release. Det hele sluttede derfor med rekord fart, og vi har således aldrig siden fanget en eneste fisk over 30 centimeter på dette stykke å.

De helt grove bækørreder kan være svære at få i tale på tørflue, hvis ikke der er en større klækning i gang, så her kan en god wobler være det, der skal til. Her er det Jens Bursell, der har fundet rytmen.
Bækørred kan ikke klare højt fiskepres
Problematikken med et lille fiskevand, og for meget fiskepres ses hurtigt på både mængden og størrelsen af fiskene. Den desværre kun falder og falder for hver gang, at der fiskes der. I en mindre å, er der et begrænset antal stationære fisk, og der er længere mellem de større fisk, da de her vokser forholdsvis langsomt grundet det relativt begrænsede fødegrundlag af ofte mindre insekter og byttedyr.
Jeg har gennem årene været med i flere foreninger, som alle har super spændende stræk af forskellige mindre åer til rådighed for deres medlemmer. Men jeg har aldrig fundet et stræk, hvor fiskeriet, har været tilfredsstillende hvad angår antal og størrelse på fiskene. Ofte har jeg hurtigt fået fornemmelsen af, at der fiskes alt for meget i åen – og grunden er selvfølgelig de mange medlemmer, som naturligvis skal ud og fiske i foreningens vand, for man melder sig selvfølgelig ikke ind i en forening for ikke at benytte deres fiskevand.

Denne smukke ørred kom drønende med flere meters tilløb og hamrede en skatende Streaking Caddis i fuld fart.
Og foreningerne er afhængige af deres medlemmer, for ellers har de selvsagt ikke indtægter nok til’ at beholde deres fiskevand. Det er klart! Men kan det gøres anderledes og måske bedre?
Jeg er ikke sikker, men jeg ved at hvis man satte flere begrænsninger på mindstemål og hjemtagning ville man hurtigt få et bedre fiskeri med større fisk. Men desværre også medlemmer, som hurtigt ville forsvinde fra foreningerne. Tidligere satte man fangstklare fisk ud i åerne for netop at klare det større fiskepres, hvilket var en løsning som bestemt har givet noget godt fiskeri i bl.a. Odense Å i de gamle dage.
Det perfekte bækørredvand
Vores løsning på det perfekte fiskevand var at kigge tilbage på dengang da far var dreng. Vi fandt et mindre stykke å på under 1 kilometer og fik lejet dette med fiskeret på begge sider af åen. Åen lå godt væk fra offentlig tilgang og med et fornuftigt potentiale i form af stræk med både lave og dybe partier samt et par spændende sving.
Det første vi gjorde var at kigge lidt på, hvad der havde været udfordringerne for os gennem årene. Og så tænke lidt anderledes, end hvad vi måske ønskede os aller mest, nemlig at fiske så meget som over hovedet muligt. Vi lukkede ned for alt fiskeri, og lod det ligge øde hen i en periode på godt fem år. I denne periode var det eneste vi gjorde at vælte så mange store sten i åen som overhovedet muligt fra landmandens mark – netop for at optimere vores stykke af åen til fremtidigt brug.

Endnu en smuk bækørred har taget fluen – og efter en fantastisk, menhektisk fight, mellem siv og udhængende træer og grene er det en skøn følelse, når fisken glider ind i hånden til en kort afkrogning, inden den igen får friheden.
Vi brugte tiden på at lære åen at kende, og dyrkede kun ganske lidt opgangsfiskeri efter havørred. Vi var enige om, at vi kun skulle dyrke catch and release fiskeri, men tænkte også, at dette højst sandsynligt ikke var nok på den lange bane, så vi fik lidt inspiration fra vildtforvaltning i forbindelse med jagt. Man ser mere og mere inden for de større jagter, hvor vigtig forvaltning af jagten og afskydning af vildtet er – samt at det sjældent giver et større udbytte at besøge et revir mange gange på en sæson.
Ofte trykkes vildtet bare ud fra ens egens revir, og udbyttet står ikke mål med den mængde tid, der bruges på jagten.
Skelen til jagten har givet bedre bækørredfiskeri
Dette er en filosofi, som vi selv har set virke på vores jagt gennem årene, og derfor var det jo oplagt at tage denne forvaltning videre til vores fiskevand – altså fiske mindre, men fange flere og større fisk.
Vores strategi har nu båret frugt, og vi ser flere fisk over 50 centimeter end nogensinde før. Tilsvarende ser vi, hvordan gennemsnittet og ikke mindst størrelsen på de største fisk stiger år efter år. Vi har nu over en længere årrække fået skabt vores lille unikke perle – en perle som holder fisk i den helt rigtige størrelse. Men helt nemt er det dog stadig ikke, da vi desværre stadig kæmper med tyvfiskere og til tider i de kolde vintre, enorme mængder af skarver, som helt sikkert også udgør en stor trussel mod vores lille ørredvand. Den eneste måde at minimere begge dele på er, så ofte som muligt at besøge åen og skabe lidt uro. Men kun over overfladen og uden fiskestangen!

Ikke to bækørreder er ens. Tjek bare denne enestående fisk og dens smukke farver og aftegninger, som er en velfortjent flidspræmie efter mange års målrettet
fiskepleje og mådeholdenhed.
dec 22, 2021 | Artikler, Miljø og debat
Spørger man Stefan Meldgård, kan man med meget få midler udnytte vandløbenes potentiale meget bedre. Her giver han sit bud, hvordan produktionspotentialet i vore bække og åer kan øges, samt påpeger et par andre faktorer, der kan øge den økonomiske gevinst.
AF STEFAN MELDGAARD, FOTO: KAARE M. EBERT (DSF), JAN NIELSEN (DTU AQUA), STEFAN MELDGAARD OG JENS BURSELL
DER UDLÆGGES gydegrus og skjulesten som aldrig før. Mange steder spores der fremgang, og som et ud af få steder i verden, så er laksene i Danmark i fremgang. Men – det er stagneret de seneste år. Der gøres allerede meget, men spørgsmålet er, om der kan gøres mere? Svaret er efter min mening – ja. Og ofte vil det kunne gøres for små midler.
Lokalisering af forhindringer er uhyre vigtig, for adgangen til gydepladserne et ”must”. For kan laksene ikke finde egnede grusbanker, så kan de indlysende nok heller ikke gyde med succes.
Laksefisk vil have udsigt til lys
Et af de steder, der kan stoppe fiskenes vandring, er offentlige og private vejunderføringer. Hvis fiskene ikke kan se lys for enden af et rør eller underføring, har undersøgelser vist, at de ikke vil passere. Men flere steder kan det problem let løses. Private rørunderføringer ved fx markveje kan nemlig laves om til ”broløsninger” af køreplader, som er påsvejst vanger, så deres bæreevne øges.

Skitse af en forstærket køreplade med øget bæreevne efter 3 påsvejste 4-kantprofiler. En standard køreplade klarer et tryk på 22ton. Med påsvejsning fordobles bæreevnen, og den vil kunne anvendes som flytbar “bro”. Idemanden bag er Stefan Meldgaard.
Der er flere fordele ved den løsning. Dels er de flytbare og de evindelige opstuvninger af grene samt grøde undgås. Dels vil der ikke være behov for opgravninger før og efter en sådan konstruktion. Den naturlige forsinkelse af regnvand pga. de øgede vandmængder ved fx klimaforandringer, sker normalt ved, at vandløb får større og større sving, jo længere ned af et vandløb man kommer mod udløbet. Blokering af rørlægningerne, vil med en kørepladeovergang ikke forekomme, men de fjernede sving bliver det nødvendigt at genskabe, hvis man vil genskabe naturens egen forsinkelse af regnvandet efter et regnskyl. I svingene vil der opstå dybe partier, hvor fiskene kan opholde sig. Og imellem svingene vil der kunne udlægges gydebanker, der forsinker vandet uden at tilbageholder det. Så med disse løsninger vil vandafledningen forblive den samme som før. Løsningen er forbundet med et arealbehov, da forsinkelsen beror på en genskabelse af de naturlige sving, og derfor er må vi spørge lodsejerne. De forstår problematikken, og deltager gerne når deres vandafledning bibeholdes. Disse fysiske ændringer pågår allerede flere steder, men har ikke nået sit fulde potentiale.
Men skal det ske for alle vandløb? Et kontroversielt svar vil fra mig være – nej. Der er gennem tiden sket så massive udretninger, at det ikke vil kunne betale sig at restaurerer alle disse vandløb. Kun i de vandløb, hvor restaureringerne kan gennemføres fra kilde til udmunding, vil man kunne opnå fuldt produktionspotentiale. Konsekvensen af de totale udretninger er og vil, udover tab af unikke fiskestammer, være at broer ødelægges og landområder risikerer at blive oversvømmede på uønskede steder. Eksempelvis oplevede Skjern by i 2014, at byen blev oversvømmet og fire broer blev ødelagt af et regnskyl på 150mm på 12 timer. Det var virkelig en ekstrem situation, og dem vil der komme flere af. Ifølge DMI var nedbørsmængden i 1940’erne ca. 470mm/år og i de sidste ti år har den været ca. 780mm/år. Der er derfor et behov for at bække og åer kan oversvømme visse områder. Og vi har kun et sted at spørge om velvilje til at løse dette, og forståelsen er der.

En underføring som ikke fungerer for vandrefiskene. Vandfaldet skal udlignes med stenstryg eller gydegrus, så vandspejlet min. står 1 cm op i røret.

En korrekt underføring har lys for enden af røret, og har intet vandfald. Og bliver aldrig vandfyldt. Overholdes disse vil vandrefiskene passere.længere opstrøms.
Lav større underføringsrør
Med disse fakta i mente kan det derfor være nødvendigt med dobbelt så store underføringsrør, eller føromtalte køreplader. De broer der førhen blev ødelagt, er ikke designet til at klare nutidens vandmængder. Her vil det være nødvendigt med en konstruktionsændring, der tillader momentane ekstreme stigninger.
Forlader åvandet røret i et vandfald, kan det forsinke eller forhindre fiskenes opstrøms vandring. Selv et vandfald på 1cm kan stoppe opgangen. Her vil udlægning af et stenstryg eller en gydebanke, der hæver vandspejlet, så vandfaldet udlignes, genskabe den optimale passage. Der er kun behov for en vanddybde på 1cm ved udløbet og sollys for enden af røret i opstrøms retning.
En del småbække er samlet i et y-formet rør, og samlet til et vandløb nedstrøms. Her vil en forskydning af sammenløbet være nødvendigt, for at opnå effekten af sollys ved begge rørindløb. Et rør der er helt vandfyldt, stopper ligeledes opgangen, da intet sollys slipper igennem. Ved nogle rørføringer, vil det ligeledes være nødvendigt med store sten inden i dem. Det er ikke hensigten at stoppe vandafledningen, men at skabe strømninger som fiskene kan ride på, når de trækker opstrøms.
De beskrevne forslag løser i min optik adgangen og produktionspotentialet i åens øvre dele.

Bro- og rørunderføringen her har spærringer af sand og grene. Ophobningen af sand nedstrøms kan forhindres (se nedenfor).

Bro- og rørunderføring med efterfølgende mere optimal udlagt stenstryg der forhindre sandophobning uden at hindre vandafledningen.
Skjern Å er med sine omtrent 2200 kilometer – alle tilløb medregnet – et meget stort vandløbssystem. Men – det afspejles desværre ikke helt i den mængde fisk, som vandløbet i dag producerer. På trods af kommunernes og de frivilliges utrættelige arbejde gennem specielt de sidste 40 år, ses der via ørredkortet på fiskepleje.dk er kun fremgang på yngelstadiet (blå=optimal produktion), men ikke i mængden af fangstklare fisk. Laks fastholdes pt på 465stk. hjemtagne/år og en estimeret opgang på ca. 5800 stk./år. Opgangen har stagneret og har en nedadgående trend de seneste år. Samtidig er havørrederne i Skjern Å faldet i antal, og som en konsekvens heraf er den blevet fredet i 3 år af Skjern å-sammenslutningen.
I dag bruges der en simpel metode at måle bestanden af laks og ørred på, hvilket ikke er ment som negativ kritik. Det ville dog være mere hensigtsmæssigt at have et mere knivskarpt billede af den præcise opgang. Der findes tekniske løsninger i dag, som er bedre, men de er dyre. Et sonaranlæg til registrering af den eksakte opgang ville eksempelvis være en drøm, der gik i opfyldelse, fremfor estimerede og forholdsvis usikre tal. Et sådan anlæg anvendes eksempelvis i Torneelven på grænsen mellem Sverige og Finland, og et sådant set-up koster i omegnen af 10 millioner kroner.
Fredningen er kun et middel til ikke at udtynde genmassen. Men en fri passage helt op til kilderne er også nødvendig. Derfor er en lokalisering af de beskrevne forhindringer efter min mening en absolut nødvendighed for at øge bestandene fremover.
Prædation under smoltvandringen
Det har taget 40 år at bringe laksen tilbage på et niveau, hvor den nok skal overleve, men den kan stadig ikke klare sig selv. Med ovenstående løsninger er de første 2 trin sikret, men ikke tilendebragt. Det 3. trin i hjulet, er smoltvandringen til udmundingen i havet. Her har det vist sig at ca. 50 % forsvinder undervejs og yderligere 25 % ved slusen. Der er således forsvundet 75%, før vandrefiskene når havet. Den største enkeltsynder her er nok skarven, som reguleres for at mindske påvirkningen. Her må der i min optik træffes et valg: Fisk eller fugl. Det må forventes at stigende temperaturer, får flere skandinaviske skarv til at blive her i landet fremfor at trække sydover som normalt. Følgende tal er ca. 10 år gamle og estimeret udfra mærkningsforsøg: 33.000 ørredsmolt, 36.000 laksesmolt og 1.500.000 skrubbeyngel fortæres pr/år, foruden alle de andre arter som Ringkøbing Fjord rummer – eksempelvis brakvandsgedder, aborrer, helt og sild m.fl. Dertil kommer et stigende antal fouragerende sæler på begge sider af slusen, og disse er også observeret oppe i åløbet. Her mangler stadig en reguleringstilladelse, men der arbejdes på at opnå en sådan.
Der sker også en prædation af optrækkende fisk, og skarven kan fortære fisk på op til 50 centimeter. De optrækkende fjordørreder har for det meste denne 50 cm størrelse, og sælerne fortærer langt større fisk. De behøver cirka 4 kilo fisk om dagen. I samme område som fotoet er drivende laks uden hoved set drivende. Sælen spiser ofte kun hoved og rogn for at optimere sit fødeindtag,
Nu bliver det lidt nørdet: Hvis vi antager, at skarven af sit 100 % fødeindtag på 500 gr/dg, dækker 15 % af sit fødebehov med vandrefisk. 1 skarv fortærer således: 365dage/år x 0,5 kg/dag x 15 % = 27,4 kg/år (1 skarv fortærer i 41 uger 400-700gr/dag og i yngletiden på ca. 11 uger 1,7 kg/dag, i vores regnestykke for nemheds skyld sat til 500gr/dag)- Kolonien i Ringkøbing fjord er på 2000 fugle. Altså fortærer skarven 54,8 tons/år laks og havørred. Indtægten pr. tons opgangsfisk er 1mill.kr/ton (jævnfør seneste undersøgelse der påviste 12-14 mill.kr pr år i indtægt på de ca. 12 tons laks, der fanges i Skjern Å per år).
Desværre mangler vi tallene for dødeligheden i havet, men der er ingen tvivl om, at skarven spiser for temmelig mange millioner kroner laksefisk! Har vi råd til det at sige nej tak? Dertil kommer effekten af den rekreative gevinst, den enkelte opnår ved udøvelsen af sit fiskeri. Her er der kun vist hvor mange samfundskroner der tabes på laks, dertil kommer alle de andre fiskearter skarven fortærer.
Spørgsmålet er så: Har vi råd til ikke at gøre alt det vi kan? Har vi råd til at enkelte spærringer blokerer. Den seneste større genåbning, er adgangen til Kartofte Å.
Alternative løsninger for laksen
Men – skal alle spærringer fjernes. Ikke nødvendigvis. I Àtran i Sverige er der lavet en løsning ved et kraftværk på følgende måde: Opstemningen er lavet som et V, hvor spidsen i V’et peger opstrøms med et konstrueret stryg nedenfor. Der er et konstant 10cm’s overløb langs hele V’et. I spidsen af V’et er der en åbning opstrøms, som benyttes af vandrefiskene. Et videokamera har påvist en opgang på 1000 laks gennem denne åbning. Vandkraftværket får vand gennem et diffust net, der forlænger V’ets ene arm, hvor smolten ikke fysisk kan komme igennem. Grundet det konstante 10 centimeters overløb lider smolten heller ikke her overlast. Optimalt er det selvfølgelig ikke, men der findes steder – også her i landet- hvor kompromissets kunst bør vælges. Der arbejdes på en løsning ved Rind i Skarrild. Om det bliver som fotoet ovenfor vides ikke. Men den fungerer, og lokale fiskekontrollører i Átran beretter, at grilsene smutter opover langs kanten af V’et udenom videofælden. Denne løsningsmodel opretholder vandspejlet opstrøms, uden at den hindrer opgangen. Bo Skelmose’s 3,40 minutters video fra den eksisterende spærring ved Rind Å viser tydeligt behovet for en løsning. 10-20 Laks forsøger at passere, og det lykkes kun for en. Fra pålidelig kilde vides at Rind Å alene udgør 25 % af Skjern å’s produktionspotentiale, så spørgsmålet er: Har vi råd til ikke at vælge en lignende løsning. Jeg mener dog, at i nogle tilfælde er et kompromis vejen frem i stedet for at springe op på barrikaderne og kræve løsninger, der kun vanskeligt kan accepteres af andre interessenter end lystfiskere.

To generationer vandplejere ude at nyde frugterne af det frivillige arbejde ved Skjern Å. Ved “Åge’s hul” i “Fandens Eng”. “Den Gamle”, nu afdøde Sv. Aage Meldgaard og “Uldjyden”, Stefan Meldgaard.
Bedre forhold i opvækstområderne
Trin 4 i hjulet er opvækstområderne, hvor fiskene vokser sig store, før de vender tilbage til de danske åer. Laksene går på langfart nordpå – op til 3000 km. Ørrederne derimod forbliver i det kystnære område, oftest hvor deres hjemvand udmunder, men det er påvist at fx Karup ørreder i betydelig udstrækning trækker ned til Langeland/Fyn, hvor de bliver i de kystnære områder. En 1-sømils fredningszone rundt om de danske kyster, hvor kun rekreativt fiskeri tillades, ville derfor være ønskescenariet.
Bundskrabende fiskeri, bør omlægges. På de vestvendte kyster udøves der strandfodring med sand, der spules ind på kysten for at kystsikre. Begge metoder ødelægger spisekammeret for et bredt spektrum af fiskearter, som vi huser langs vore kyster. Spørgsmålet er så, om vi kan undgå strandfordringen, uden at komme på alternative nye metoder, for der er et reelt behov herfor. Måske vil kunstige rev/opvækstområder i de områder der udpeges til havvindmølleparker være en måde at kompensere for det, der mistes ved en fortsat strandfodring.
Mine betragtninger og løsningsforslag vil helt sikkert dele vandene, men set i lyset af de problematikker vi står over for, mener jeg ikke, vi har råd til overveje dem for grundigt, men i stedet træffe permanente valg. Der er især brug for hurtige løsninger på udfordringerne ved Skarrild i Skjern Å, Kraftværkssøen i Storåen, samt tangeværket i Gudenåen.
Og – der er mange flere trin i hjulet, som kræver andre aktører på banen. Det vil være deres opgave at tage stilling til eksempelvis fredning af fiskenes trækruter og spisekamre. Og så er der de udfordringer klimaforandringerne byder på. Det er parametre der kræver, at nogle giver afkald på noget og/eller kompenseres.
Tak til de få, der rundt om i landet, gør det muligt for os alle at nyde frugterne at deres utrættelige arbejde. Jeg selv kommer fra en familie, hvor jeg er 3. generations frivillig vandplejer, og der er brug for mange flere til at tage del i dette arbejde. Det kunne fx være med hjælp til registrering af rørudføringer og andre spærringer, udlægning af gydegrus og skjulesten. Knæk og bræk – ”Uldjyden”.