72 MILLIONER TIL AT ØGE BIODIVERSITET I ÅERNE

PRESSEMEDDELSE: Danmark skal leve op til målsætningerne i EU’s vandrammedirektiv om minimum for god økologisk tilstand i de danske vandløb. Fiskeristyrelsen har netop åbnet en tilskudsordning med en økonomisk ramme på 72 mio. kr. til gennemførelse af kommunale vandløbsrestaureringsprojekter. Ordningen skal sikre realisering af fastlagte miljømål i konkrete vandløbsforekomster, så vandmiljøet kan leve op til målsætningerne om minimum for økologisk tilstand.

Tilskudsordningen kan søges af kommunerne i Danmark og finansieres delvist af EU-midler fra den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond og delvist af nationale midler.

Direktør i Fiskeristyrelsen, Nanna Møller fortæller:

”Formålet med vandløbsrestaureringsordningen er at støtte indsatser, der kan bidrage til genopretning af gydepladser og passager for fisk, samt at forbedre forholdene for flora og fauna i øvrigt. Med åbningen af denne nye tilskudsordning håber jeg, at endnu flere kommuner vil igangsætte restaureringsprojekter for naturen og dyrelivet i de danske vandløb og åer.”

Kommunerne kan søge tilskud til vandløbsrestaureringsprojekter til og med den 2. oktober 2022. Ordningen støtter strækningsbaserede og punktbaserede restaureringer. Den giver både tilskud til forundersøgelsesprojekter og etableringsprojekter.

 

Tradera

 

Se eksempler på gennemførte vandløbsrestaureringsprojekter fra tidligere tilskudsrunder:

Hjørring Kommune

I Hjørring kommune har de forbedret forholdene for fisk og planter ved at restaurere 1,5 km vandløb. Et vandløb i Skrævad Bæk og Nordentoft Bæk, som før var rørlagt, er blevet åbnet, og der er blevet udlagt gydegrus og skjulesten. Dette har skabt bedre muligheder for gydning, skjul og opvækstmuligheder for yngel. På sigt forventes dette at øge ørredbestanden i vandløbet.

Aabenraa Kommune

I Aabenraa kommune har de afsluttet et projekt, som skulle forbedre tilstanden i vandløbet til gavn for fisk, planter og smådyr. Ved at opgrave sandede og bløde aflejringer samt udlægge 2.635 kubikmeter gydegrus og 109 kubikmeter større sten og skjulesten på 5,2 km af vandløbet Hvirlå, er der skabt forbedrede fysiske forhold til gydning for laks og ørreder.

Mariagerfjord Kommune

Ved at oprense bunden og derefter udlægge grus og skjulesten på en 5 km lang strækning i Korup å, har Mariagerfjord kommune skabt mere dynamik i vandløbet samt flere levesteder for smådyr og yngel og opholdssteder for ældre fisk. Samtidig har kommunen fjernet en spærring, som medvirker til fri passage for fiskene fra Mariager fjord og op igennem vandløbssystemet.

Perspektivering og afmelding:

Ansøgningsfristen er den 2. oktober 2022. Find vejledning og ansøgningsskemaer på tilskudsguiden under Vandløbsrestaurering EHFAF

 

Garmin

Hvidovre sport - hornfisk

100 MILLIONER EKSTRA TIL VANDLØBENE

Pressemeddelse:

Miljøstyrelsen har modtaget over 200 ansøgninger fra kommunerne til at forbedre og restaurere vandløb. Den store efterspørgsel betyder, at puljen øges til ca. 170 mio. kr. 

Der er stor interesse i de danske kommuner for at forbedre levevilkårene for dyr og planter i og omkring vandløbene. Tilskudsordningen til at forbedre og restaurere vandløb har i år modtaget over 200 ansøgninger fra kommunerne. Den store efterspørgsel gør, at ordningen i 2021 tilføres yderligere ca. 100 mio. kr.

Tilskudsordningen går til projekter, der bl.a. skal sikre, at vandløb kan slynge sig naturligt igen, plante træer, der giver skygge i vandløbene, udlægge gydegrus, så fiskene bedre kan yngle, eller fjerne spærringer, så fisk og smådyr frit kan vandre op og ned i vandløbene.

Derudover kan mere naturlige vandløb afbøde virkningerne af oversvømmelser og tørke. Når vandløbet bugter sig gennem landområder, så løber vandet langsommere og bremses, så der er mindre risiko for, at det f.eks. påvirker ejendomme og landarealer. Naturlige og bugtende vandløb mindsker også risikoen for tørke, da mere af vandet opmagasineres og dermed holder jorden fugtig i arealerne omkring vandløbene.

– Vi skal passe bedre på vores vandløb, så vi både tilgodeser hensyn til natur og miljø, klimatilpasning og fremtidssikrer vores landbrug. Restaureringen af vandløb gør, at man både kan håndtere større mængder vand og samtidig passe på det liv og den natur, der er i og omkring vandløbene. Det er godt at se, at kommunerne kan og vil være med i det arbejde, siger miljøminister Lea Wermelin.

Vil bl.a. åbne 102 kilometer vandløb i Nordjylland

I kommunerne er der tilfredshed med, at udvidelsen af tilskudspuljen gør, at alle kommunernes ansøgninger kan imødekommes, hvis de opfylder tilskudsbetingelserne.

– Den store søgning viser, at kommunerne i den grad er klar til at forbedre forholdene i vores vandløb. Mange kommuner søgte, og det er derfor en rigtig god nyhed, at der er fundet flere penge til at sætte mange flere projekter i gang end først antaget, siger Birgit S. Hansen, formand for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg.

Miljøministeriet forventer med de ekstra midler at give over 200 tilsagn til at forbedre og restaurere vandløb. Tilsagnene vil fordele sig på ca. 150 tilsagn til gennemførsel af restaureringerne og ca. 65 tilsagn til forundersøgelser. Et af disse projekter er fjernelsen af en spærring ved Sæby Vandmølle i Nordjylland, som forventes at kunne åbne for ca. 102 km. vandløb, så fisk og smådyr kan bevæge sig frit i hele vandløbet.

Miljøstyrelsen, som administrerer tilskudsordningen, er i gang med at give tilsagn til alle de ansøgninger, som er tilskudsberettigede. På grund af de mange ansøgninger forventer Miljøstyrelsen, at sagsbehandlingen vil være afsluttet med udgangen af 2021.

Fakta

  • Den nationale tilskudsordning til vandløbsrestaureringer er administreret af Miljøstyrelsen. Læs mere om ordningen her.
  • Indsatserne gennemføres som en del af anden vandområdeplanperiode (2015-2021).
  • I 2021 var der oprindeligt afsat 70 mio. kr. til ordningen. Det udvides nu til ca. 170 mio. kr.
  • I 2022 forventes to ansøgningsrunder til vandløbsrestaurering, hvor kommunerne kan søge: En national tilskudsordning i foråret og en EU-tilskudsordning i efteråret.
  • Kommunerne kan søge om tilskud til flere forskellige typer af restaureringer såsom fjernelse af spærringer, der hindrer fri passage i vandløbene, genslyngninger (hvor udrettede vandløb bugtes igen), åbning af vandløb, der er blevet rørlagte, plantning af træer langs vandløb og udlægning af gydegrus (så fiskene har steder, hvor de kan lægge deres æg).

Indsatserne er fastlagt på baggrund af forslag fra kommuner og vandråd.

 

Hvidovre sport - hornfisk

Hvidovre sport - hornfisk