HAVØRRED HOTSPOTS PÅ SYDVESTSJÆLLAND
Nikolaj Martins trodsede kulden og mødte op den dag Fisk & Fri havde sat ham i stævne til en snak om hvilke pladser og hvilke teknikker der giver fisk omkring området ved Knudshoved.
Glem alt om tunge pirke og udstyr i sværvægtsklassen, når det gælder de sydvestsjællandske havørreder. Områdets kyststrækninger er kendetegnet ved lavt vand, så fiskeriet fungerer bedst på let grej og med fokus på detaljen. Med hjælp fra to skrappe lokaleksperter zoomer Fisk og Fri ind på nogle af smålandshavets mest oplagte havørredlokaliteter.
AF KIM FABER
MED STORFANGER KYSTPLADSEN ved Møn og Stevns lige i nærheden skulle man måske tro, at det udelukkende var her, alle sydvestsjællands kystfiskere valfartede til for at få stillet havørredsulten. Men faktisk trækker de lokale kyststræk dagligt fiskere i hobetal til sig – og forklaringen skal ikke kun findes i den nære placering.
Hvor sildeæderne på de mere kendte kystlokaliteter tit og ofte står på dybt vand eller meget langt ude, og derfor fiskes med kraftige stænger og agn, så er sydvestsjællands ørreder at finde på relativt lavt vand. Fiskeri på lavt vand egner sig ideelt til lettere udstyr – og mange kystfiskere nyder den liren med detaljerne, som det lidt mere nipsede grej indbyder til. Og tag ikke fejl – selvom området er hjemsted for forholdsvis mange mindre fisk, så gemmer her sig bestemt også større havørreder.

Kobberbassen er Nikolaj Martins foretrukne flue, da den glimrende efterligner mange små byttedyr i brune nuancer på en gang.
Med Claus Christensen efter havørred på Sydvestsjælland
Claus Christensen lagde ud med vand i de lune waders på en tur til Klinteby for et par år siden. Ikke den bedste start på dagens fiskeri, men kystentusiast som han er, fortsatte Claus dog med fiskeriet og fik på sit lille 15 gram Mørasilda-blink en mindre fisk og to undermålere de næste timer – de typiske størrelser på Klintebys havørreder. På ved mod bilen skulle den sidste strækning lige fiskes igennem, og så faldt et tungt hug fra en stor fisk. Stille og roligt blev ørreden presset mod land, og da omkring et kvarter var gået, kunne Claus nette sin til dato største fisk fra hjemmebanen på fire kilo rent og en længde af 70 centimeter. Jo – de store havørreder er her også!
Claus blev selv fanget for evigt af kystfiskeriet, da han var med en garvet veteran på Røsnæs, fik sin første fisk på 2,6 kilo. Siden er de lokale kyststrækninger blevet besøgt til hudløshed, og det med en klar forkærlighed for blinkfiskeriet. – Og det må gerne være lette, tobislignende blink med en livlig gang, fortsætter Claus. – Især Mørasilda i hvide og grønne nuancer på 15 gram ryger altid på linen som førstevalget, fortsætter han. – Føling med agnen er et afgørende element i teknikken. Stangen må meget gerne være lidt blød i det, så der er fuld kontrol over blinkets gang. Jo mere blinket fiskes på præcis den rigtige måde, desto mere fanger man.
– Præsentationen er virkelig vigtig, fortsætter Claus. Højvande er klart det bedste tidspunkt at besøge pladserne, ifølge Claus. – Om vandet er stigende eller faldende betyder ikke så meget. Til gengæld virker det som om, at højvande fisker bedst, fortæller Claus, før vi får ham til at afsløre en stribe af hans favorit pladser.

Claus Christensen
starter oftest sit fiskeri
med et lille 15 grams
Møresilda blink med
grøn ryg.

Fiskeriet omkring Knudshoved er ekstra godt som så mange andre steder lige omkring solnedgang og solopgang. Men derudover har Claus Christensen erfaret, at fiskeri også topper omkring perioder med højvande.
Efter kystørred ved Bisserup
Bisserup er med sit charmerende havnemiljø et virkelig hyggeligt sted at tage til. – Og så er fiskeriet samtidig rigtig fint, fortsætter Claus. – Kørsel til pladsen er simpel, da man blot sætter kursen mod Bisserup Campingplads. Parkering er nemt tilgængelig foran campingpladsen, og så er man allerede tæt ved vandet. I venstre side af P-pladsen går en sti helt ned til stranden. Derfra kan man gå til sejlrenden og påbegynde fiskeriet. Renden kan have ørreder stående både højt og dybt, så det kan godt betale sig at gennemfiske den grundigt.
Mod venstre vades der til stranden, og i dette område er kystfiskeri, som man traditionelt kender det. Der er meget lavvandet, og det bør man være lidt opmærksom på for at undgå bundplanter, sten og lignende. Der er dog både revler og badekar mellem land, og det mørke ålegræs længere ude. Her gælder det selvfølgelig om varsomhed under vadningen. Med lidt forsigtighed kan man faktisk godt få listet sig helt ud til kanten af den mørke bundplantebevoksning, og herfra fisker man direkte ind over de bedste standpladser. Samtidig bliver fiskeriet også lidt lettere, da dybden øges til cirka to meter.
Fede havørredspots ved Klinteby
Klinteby kommer du til ved at køre ad Skælskør Landevej og dreje fra mod Karrebækstorp. Denne lille by kører man igennem, og følger vejen et par kilometer, indtil en lille vej drejer fra mod venstre ved et gult hus – der vil man have vandet i sigte. For enden af vejen er en P-plads beliggende helt ned til stranden. – Jeg fisker først og fremmest mod højre, hvor flere rev går ud fra spidserne af klinten, pointerer Claus. – Strækningen frem til anden spids har jeg haft mest held med, og blandt andet havørreden på fire kilo er fanget på vejen mellem P-pladsen og første spids.
Frem til anden spids er bunden meget varieret med sten og tangplanter. Her er en dybde på to til tre meter, med adskillige gode standpladser for havørrederne, både hvor sten og tang løber helt tæt til land, og hvor et sandbælte ligger foran tangplanterne. Når man passerer anden spids, og fortsætter mod den fjerde ændrer bundforholdene sig til det mere sandede. – Det kunne godt ved første øjekast se mindre spændende ud, men ørrederne er med garanti også her, bekræfter Claus.
Omkring vindforholdene har han en klar favorit. – Vestenvind har givet det bedste fiskeri – det vil jeg anbefale alle at køre efter for at få de bedste chancer på pladsen.

Et af Claus Christensens foretrukne hotspots er omkring skrænterne ved Enø.
På kysten efter havørred ved Enø
Vejen til Enø går via Karrebæksminde By. Her fortsætter man lige ud ad vejen og over broen til øen. Samme vej fører videre til en P-plads grænsende tæt op til vandet. Fra P-pladsen er der et godt fiskeri både mod højre og venstre, fortsætter han. – For det meste fisker jeg til højre langs klinten – her er bunden fuld af sten og tit helt tæt ind mod stranden.
Strækket varierer mellem bugter og revler, store sten og pletter med sand helt frem til Scheibels Hjørne, cirka en kilometers fiskeri nordpå. Hele strækket vrimler med mulige pladser, da havørrederne trækker rundt på fødejagt mellem bundvegetationen og stenene, beretter Claus. – En klassisk plads er den sidste spids, hvor der ligger en lavvandet revle med sten og ålegræs. Her står så godt som altid havørred, og ofte er her regnbueørred som sidegevinst. – Vær opmærksom på hård vestenvind, advarer Claus. – Så kan der være problemer med rigtig meget drivende tang i vandet. Nogle gange så meget, at fiskeriet næsten er umuligt. Går man i stedet mod venstre ved P-pladsen er der også adskillige gode pladser. Bunden er her lidt mere sandet, og der er længere ud til leopardbunden, men kaster man ud til bundvegetationen kan der nemt gemme sig en havørred, slutter Claus.

Her kan du se en række af de bedste havørredpladser langs Sydvestsjællands kyst.
Havørredmagi på kysten ved Knudshoved
Nikolaj Martins fik for alvor magien ved det smukke Knudshoved i blodet kort tid efter kystfluefiskeriet havde fået tag i ham. En aften sad han i den lokale lystfiskerforening, da én af stedets skrappe veteraner, kom forbi. Med sig havde han en stuvende fuld trækasse på slæb, der var læsset med dagens fangst fra Odden. I kassen bugnede det med havørreder og Martins øjne blev store ved synet af stablen på ni fisk og en vældig krabat på 5,6 kilo. Fiskene var fanget ved Knudshovedpladsen Paradiset, og snart var en tur planlagt med Nikolajs far. En tidlig morgen var de fremme ved stedet, og fiskeriet gik i gang med fynd og klem. Nikolaj med sin fluestang og faderen med blinket for enden af linen. Efter en resultatløs stund nåede de en pynt, hvor en gevaldig ørred pludselig inhalerede blinket, og satte i et mægtigt spring fri af vandet.
Nikolaj blev tilkaldt, og kunne ved selvsyn konstatere, at fisken i rasende flugt med faderens blink solidt plantet i mundvigen var den største han til dato havde set – større end det ellers imponerende monster i kassen. Tæt ved land, efter flere udløb og spring, skulle landingen omsider ske, men ak – pokker tog ved fisken der i en kraftanstrengelse af et udløb sprang linen med et smæld, og fisken stak til havs. Fuldstændig målløse stod Nikolaj og hans far tilbage mere end overbevist om Oddens formidable fiskeri…
Fiskeriet ved odden er noget helt særligt. – Ikke kun på grund af havørrederne, der holder til her – men også på grund af den storslåede natur med kilometervis af kyststrækning, som man ofte kan have helt for sig selv, fortæller Nikolaj begejstret. – Nord for Vordingborg har vi dog også kystpladser, som er noget nemmere tilgængelige end trave- eller cykelturene på de store vidder ved Knudshoved, der nok skræmmer enkelte.
For at få det fulde billede af områdets kystfiskeri bør man næsten unde sig at prøve begge dele. Fluefiskeriet er som skræddersyet til pladserne, der generelt er lavvandede og med fisk tæt på land. Da de fleste af smådyrene i vandet har brunlige nuancer er det farvespektret jeg normalt vælger fra flueæsken, fortæller Nikolaj. – Skulle jeg fremhæve en enkelt flue, der gør sig ideelt ved de fleste forhold, må det nok blive Kobberbassen. Med den på forfanget går man aldrig helt galt i byen. – For at give sig de bedst mulige odds for en fisk i nettet, er det en god idé at tage af sted, når vinden er let til frisk. For lidt vind giver sky fisk og for meget gang i blæsten giver et svært fiskeri på grund af det relativt lave vand, slutter Nikolaj, inden han går i gang med at afsløre sine pladser:

Ifølge Claus Christensen efterligner Mørsilda blinket glimrende en lille tobis. Han bruger oftest modellen med grøn ryg, men den røde kan provokere yderligere og måske
gøre forskellen på visse dage.
Fint havørredfiskeri ved Badevej og Fyret
– Badevej og Fyret er en fin plads som du kommer til ved at køre til Ore Camping, hvor der er parkeringsmulighed helt tæt til stranden, forklarer Nikolaj om en af sine foretrukne pladser. – 500 meter fiskeplads findes ved enten at gå mod venstre eller højre på stranden, og begge pladser er karakteriseret ved et stort badekar.
Havørrederne æder sig tykke i kutlinger, rejer og tanglopper, så det er imitationer af disse byttedyr, der er oplagte, Enkelte stimer af tobis kommer også forbi, så slanke blink kan være god medicin på de rigtige dage – igen tilpasset den moderate dybde som ved højvande er omkring halvanden meter. Vader man ud til revlen dropper vandstanden helt ned til mellem en halv og en meter, og så skal der virkelig fiskes højt i vandet.
Havørred ved Klitrosevej og Det Grønne
– Klitrosevej og Det Grønne ligger en smule længere mod nord, fortsætter han. – Man kan køre til sommerhusene og parkere for enden af vejen ved et grønt areal. Her er det igen et mindre badekar, der ligger og venter med en spændende, varieret bund af større sten, ålegræs og pletter med sand – en plads der strækker sig et par hundrede meter til begge sider. Er man mere til spin end flue er stedet her et godt bud på dette. Små, lette blink er kendt for at give de bedste fangster.
– Skydebanen kræver en lille gåtur, men pladsen har et fiskeri der bestemt er værd at komme efter, understreger Nikolaj. – Ved at køre helt til enden af Orevej og parkere her, kan man gå det sidste stykke ad en sti, som ligger ud mod markerne. Når vandet nås, er der stribevis af gode pladser på vejen mod skoven i nord. Jeg vil skyde det til tre kilometers fiskestrækning, hvor havørrederne kan lure overalt. Den bedste metode at gribe fiskeriet an på er ganske enkelt at gå stykket igennem, og fiske så mange pladser man orker. Fiskene er der, og et forår fik en bekendt en velvoksen havørred på 4,1 kilo netop på dette stræk, slutter Nikolaj.

Nikolaj Martins poserer med en fin fluefanget ørred.
Kystpladser ved Det Gamle Fiskerleje
Det Gamle Fiskerleje er den første Knudshovedplads som Nikolaj anbefaler. Fra Næstvedvej kører man ad Purrevej, Stubyvej og Orebyvej indtil vejen til Odden starter ved Knudsskovvej. Her kan man parkere og gå gennem skoven, til den deler sig i et T-kryds. Mod venstre kommer man til et rev, der strækker sig 20-30 meter ud. – Det er en fantastisk flueplads med ganske lavt vand, hvor store sten og ålegræs ligger lige under vandoverfladen, fortæller Nikolaj. Bestemt blandt mine absolutte forårsfavoritter. Mod højre kommer man i stedet til en lavning hvor kysten kommer tæt på skovvejen. Her er der nogle steder ret dybt under land, så fiskene kan stå nærmest lige foran fødderne – lav derfor altid et par kast inden du vader ud, slutter Nikolaj.
Havørredhotspottet ved Den Sorte Fiskerhytte
– Den Sorte Fiskerhytte når man ved at forsætte ad vejen mod Knudshoved Odde, indtil der kommer et åbent stykke, hvor en lille sidevej fører dels til vandet og dels en parkeringsplads, afslører Nikolaj. – Igen er dette er ret langt stræk med fiskeri omtrent en kilometer til hver side.
Kysten har adskillige badekar, så kast fra land først. Men når de er fisket af, så kan det godt lade sig gøre at vade ud på den første revle. Ind mod Vordingborg fisker man langs en ret ensartet og lige strandkant over sandbund med »øer« af sten og ålegræs. I den modsatte retning mod Odden løber et mere varieret kyststræk med pynter og bugter. Helt hen til den sorte fiskerhytte er bunden fyldt med lange, stenfyldte badekar, og igen er det værd at huske fiskene ofte står tættere på land end man skulle tro ved første øjekast, beretter Nikolaj.

Claus Christensen med en fin havørred på fire kilo fra området omkring Klinteby.
Havørredparadiset
Paradiset kommer man først til når bilen er parkeret ved enden af Knudsskovvej og man er nået et godt stykke videre til fods eller cykel. Og der er langt til pladsen – nok tre til fire kilometer indtil man kommer til en gård, hvorefter man bevæger sig videre til den første lille grusvej på højrehånd, som ender ved vandet. Her ser man en bugt og to pynter. Begge er rigtig gode rev og fiskes på begge sider, men hele bugten er en god stille plads, med revler og ålegræs på skift. – Ude ved pynten til højre, er der en dybde kurve som går ind under land, så der bliver dybere end normalt. Dette kan trække rigtig gode fisk til, fortæller Nikolaj der tydeligvis har gode erfaringer på netop denne plads.
På spidsen af Knudshoved Odde efter havørred
– Spidsen er det fjerneste punkt på Knudshoved Oddes fjerneste punkt og muligvis et af de bedste bud i Danmark på at have kilometervis af fremragende havørredfiskeri helt for sig selv, smiler Nikolaj – Ja, ofte kan man kan nyde pladsen fuldstændig ugeneret. – Ud over muligheden for den ultimative frihedsoplevelse kan Spidsen beskrives som et klassisk rev med meget strøm, store sten, blandet bundvegetation og gode vademuligheder. Men pas på strømmen, der kan overraske! Fiskeriet på begge sider er godt, og når man passerer Draget – som er et smalt stykke land, der forbinder det yderste af spidsen på Knudshoved med resten af Odden – så kan der bogstaveligt talt fiskes med chance for havørreder overalt. Således runder Nikolaj sine mange, værdifulde erfaringer med Knudshoved af.