Nye stør-rekorder fra Nordvestsjællands Fiskepark
Størerne i Nordvestsjællands Fiskepark vokser fantastisk, og rekorderne bliver slået gang på gang. Henrik Carl har netop besøgt søen for et par dage siden: – I 1997 var jeg nogle uger på fiskertur i Canada med nogle kammerater, og en del af tiden boede vi hos en karpefisker, der hedder Fritz, fortæller han. – Jeg har holdt kontakten lige siden, og da han for nylig meddelte, at han ville komme til Europa for at fiske, var det nærliggende at invitere ham til at bo hos mig. Han ville bl.a. prøve kræfter med størfiskeriet, så jeg planlagde naturligvis et par ture.
– Fiskeriet gik rigtig godt, og især den sidste tur, som gik til Nordvestsjællands Fiskepark, gav nogle helt fantastiske fisk. Fritz lagde hårdt ud med en ny potentiel danmarksrekord i stjernestør på 10,4 kg, og kort efter fik han en beluga på godt 42 kg, der huggende på agnen under indspinningen få meter fra land.
– Jeg fik også selv nogle rigtig fine fisk. Først blev det til en flot diamantstør på 38,2 kg, og senere fulgte en tromletyk sibirisk stør på 40,7 kg. Også denne fisk er en potentiel danmarksrekord. Der gik ikke lang tid, før armene måtte på overarbejde igen, og denne gang kunne jeg lande en belugastør på 60,7 kg. Turen gav også mange andre flotte fisk, så det var en glad canadier, jeg kunne sende afsted mod lufthavnen dagen efter.