jan 14, 2021 | Artikler, Miljø og debat
I december 2020 gav DSFs formand Torben Kaas sit bud på forbundets overordnede holdninger til sandarten på fiskogfri.dk, som er positive. Men – for at få de nødvendige ændringer i forvaltningen af vores sandartbestande, der reelt set skal til for at forbedre vilkårene, så kræver det, at DTU Aqua bliver konfronteret med det hidtil fagligt kritisable grundlag for deres rådgivning, så de ændrer kurs. På dette punkt virker det desværre som om, at DSFs biolog Kaare M. Ebert er mere optaget af at være loyal over for DTU Aqua – end for at stå vagt om den biologiske faglighed og tale de danske lystfiskeres sag.
AF JENS BURSELL
I del 1 af artikelserien om DSFs holdninger til sandarten kunne vi konstatere, at DSFs nye formand tilsyneladende er uenig med DTU Aqua i det fundamentale spørgsmål om, hvorvidt sandarten er hjemmehørende i Danmark. DTU Aqua betragter sandarten som ikke hjemmehørende i alle danske vande på nær Haderslev Dam – mens DSFs formand mener ”at sandarten er hjemmehørende i mange danske vande”. Spørgsmålet er så, om DSF vil tale de danske lystfiskeres sag – og agere på denne uenighed.
For rent lavpraktisk at komme videre med de tiltag, der skal til for at fremme sandartbestandene, er det bidende nødvendigt at tage helt konkret stilling til, hvor den er hjemmehørende, og hvor den ikke er hjemmehørende – samt hvor sandarten helt præcist bør have krav på samme beskyttelse som andre hjemmehørende arter.
Som du kan se nedenfor virker det desværre ikke som om, at en proaktiv indsats for dette er interessant at prioritere for DSF, men det vender vi tilbage til. Såfremt man vælger den politiske kurs, at sandarten er en art, der har samme forvaltningsstatus som fx ørred – så skal der naturligvis også afsættes de ressourcer det kræver at få sandartbestandene op igen. Her er der heldigvis noget der tyder på at DSF formand har gode intentioner – og fremover til søge at afsætte flere penge til pleje af søernes fiskebestande.
Hvor skal sandartbestandene beskyttes og plejes?
I den sidste artikel om de danske sandartbestande stillede vi DSFs formand Torben Kaas følgende spørgsmål: I hvilke områder regner DSF ikke sandarten som hjemmehørende? – og i hvilke områder mener DSF, at sandarten rent forvaltningsmæssigt skal behandles som hjemmehørende? Hertil svarede Torben Kaas: – Det vil jeg lade være op til sagkundskabens vurderinger på vores forskningsinstitutioner. DSF har nu haft et par måneder til at undersøge sagen og diskutere den med sagkundskaben.
FISK & FRI: I hvilke områder og regioner mener DSF, at man skal søge at beskytte og pleje sandartbestandene på linje med andre arter som fx ørred og gedde? Er det fx kun i de områder, hvor sandarten har kunne sprede sig naturligt til via den forhistoriske Ancylus Sø og tilhørende Danaelv – fx SØ Danmark? Og bør de Nordsjællandske sandart i fx Mølleå systemet samt Arresø også regnes som en del af Ancylus systemet, og derfor også beskyttes som var de hjemmehørende? Eller hvad med fx Midt- og Nordjylland, hvortil sandarten måske kun har kunnet sprede sig naturligt via fuglespredning? Lad os få en helt klar udmelding om DSFs holdning til mål for bestandsplejen af sandart i alle disse kategorier af områder:
DSF: Jeg mener ikke, man skal skelne mellem hvilke spredningsveje, en art har benyttet sig af. Har arten spredt sig uden menneskelig hjælp, så er den hjemmehørende de steder, den dukker op. Gør menneskelig påvirkning efterfølgende, at arten bliver udryddet eller truet de steder, den selv er dukket op, så har vi en opgave med at beskytte den. Om arten har spredt sig i kraft af forhistoriske landsænkninger og -stigninger, om den har spredt sig med fugle, eller om den har spredt sig på anden vis, har ingen betydning for, om man kan regne den for hjemmehørende.
Joe Hochmut var en af landets dygtigste sandartfiskere indtil sin alt for tidlige bortgang for cirka 10 år siden.
I øvrigt forvaltes sandart lovgivningsmæssigt ligesom ørred, gedde og andre hjemmehørende arter med fredningstider og mindstemål. Problemet er ikke den almindelige forvaltning men derimod de forældede regler omkring erhvervsfiskeri på søerne, hvor der ingen regulering er i forhold til mængder.
FISK & FRI: Du skriver ”Har arten spredt sig uden menneskelig hjælp, så er den hjemmehørende de steder, den dukker op.” Jo tak – men når der diskuteres, hvorvidt en art er hjemmehørende i en forvaltningsmæssig sammenhæng, bliver man jo nødt til at tage et standpunkt. Eftersom man ikke kan spørge mennesker, der er døde – og der ikke er nedskrevne kilder, der rækker mere end et par hundrede år tilbage, så bliver man jo nødt til at ræsonnere sig frem, om arten kan have været oprindeligt og naturligt forekommende i et område ud fra den viden man nu har. Det har man gjort for ørred – så man kan spørge sig selv, hvorfor DSF ikke ønsker at ræsonnere på samme måde og efter samme logik, når det gælder sandart?
At sandarten rent lovgivningsmæssigt forvaltes med fx fredningstider og mindstemål er jo ikke det samme som, at den i praksis har samme forvaltningsstatus som fx ørred og gedde. Ørreden har eksempelvis ikke fået prædikatet ”ikke hjemmehørende” eller ”invasiv” – på trods af, at ørreden – hvis man overførte DSF og DTU Aquas sandartlogik på denne art – lige så vel kunne fejlplaceres i disse forvaltningsmæssige uønskede kategorier. Reelt set har sandarten derfor historisk ikke fået samme gode behandling som ørreden, hvilket understreges meget godt ved, at der aldrig er brugt så meget som én eneste krone af Fisketegnsmidlerne på at fremme bestandene – tværtimod er pengene brugt på rådgivning om at decimere vores bestande af sandart.
Til dette svar fra DSF – samt til stort set alle DSF-svar nedenfor er det oplagt at konfrontere DSF ikke blot med kommentarer, men også med uddybende spørgsmål. DSFs biolog Kaare M. Ebert har desværre ikke ønsket at stille op til opfølgende spørgsmål med henvisning til, at han har for travlt. Men kritiske søfiskebriller kunne man argumentere, at det er en prioriterings sag – og præcis dette argument med manglede ressourcer har Fisk & Fri før hørt adskillige gange fra DSF, når der blev stillet spørgsmål, som udstillede biologisk faglige svagheder i DSFs linje.
Vil DSF søge at ændre DTU Aquas kurs?
Meget tyder som sagt på, at DSF faktisk er uenig med DTU Aqua om, hvor sandarten bør have samme forvaltnings status som andre arter. Hvis det er tilfældet, hvad vil man så gøre ved det?
FISK & FRI: Vil man fra DSF side stille krav til at få DTU Aquas rådgivning på området ændret? Og hvad hvis de ikke ændrer deres rådgivningspraksis? Vil vi så se et DSF, der fremlægger problematikken på højeste niveau i de relevante ministerier, så DTU Aqua ultimativt set tvinges til at ændre kurs?
DSF: Vi vil i DSF altid arbejde for, at de hjemmehørende fiskebestande skal være sunde. Kan vi se, at vi mennesker ødelægger vilkårene for bestemte bestande eller arter, så vil vi nu som før arbejde for at få de pågældende bestande på fode igen. Det gælder også for sandarten. Jeg oplever ikke en konflikt med DTU Aqua sådan som den bliver fremstillet i præmissen for spørgsmålet, men vi har helt sikkert gode diskussioner med DTU Aqua. I de diskussioner bliver vi hørt, ligesom vi også lader os påvirke af DTU Aquas faglige argumenter. Netop med baggrund i Fisk og Fris kritik af DTU Aqua var jeg måske forudindtaget i mine første samtaler med DTU Aqua, men jeg har oplevet en imødekommende institution, som helt naturligt står vagt om sin faglighed, men som også er lydhør overfor politiske eller interessebårne ønsker.
FISK & FRI: DSF lader sig altså påvirke af DTU Aquas faglige argumenter. OK – det kunne være interessant at høre hvilke faglige argumenter, som DSF tænker på her. Vi vender tilbage og spørger ind til dette i december. Så har DSF haft alt den tid i verden de måtte ønske sig til at komme i tanke om, hvad DTU Aquas gode argumenter var.
Joe Hochmut med en flot sandart fra Furesøen.
Er sandarten invasiv?
I den første artikel stillede Fisk & Fri følgende spørgsmål: ”Anderkender DSF, at sandarten ikke er invasiv. Hvis DSF mener den er invasiv – begrund venligst”. Hertil svarede Torben Kaas: ”For at en art er invasiv skal den dels ikke være hjemmehørende og dels sprede sig ukontrollabelt på bekostning af andre arter. Ingen af delene er tilfældet for sandart”.
Hvis DSF mener dette – selv om det er et indirekte svar, så er DSF jo jfr. ovenstående igen fundamentalt uenig med DTU Aqua. Vi stillede derfor Torben følgende spørgsmål: ”Vil DSF tage konsekvensen af dette på de danske lystfiskeres vegne og konfrontere DTU Aqua med problemet – eksempelvis ved at bede dem om at få teksten rettet i ”Søhåndbogen” så sandarten 1) ikke omtales som invasiv og 2) ikke fremover forvaltes som invasiv?”
Til dette svarede Torben Kaas: – Jeg har en god dialog med DTU Aqua, som tegner et andet billede, så jeg er ikke enig i præmissen for spørgsmålet.
FISK & FRI: Hvad er det så helt præcist DTU Aqua siger, som giver et andet billede af deres vurderinger i denne sammenhæng? På hvilke områder er DSF enige med DTU Aqua – og på hvilke områder er DSF uenige? Og kan DSF bakke om DTU Aquas holdninger? Det er jo vigtigt for læserne at vide, hvis dit svar skal give mening?
DSF: Her har jeg rådført mig med vores fiskebiolog Kaare Maniche Ebert, som oplyser mig, at DTU Aqua ikke kalder sandarten invasiv men skriver, at sandart har ”invasive egenskaber” (https://www.fiskepleje.dk/soeer/arternes-fiskepleje/bedre-fiskeri-sandart), hvilket er noget andet. Vi har ikke kunnet finde udtalelser fra DTU Aqua om, at sandarten skulle være invasiv. Vi kan sikkert få en god diskussion med DTU Aqua om, præcis hvilke vande, sandarten er hjemhørende i, og hvilke den er udsat i. Den diskussion vil vi tage vand for vand i den takt, der bliver behov for det.
FISK & FRI: For det første har DTU Aqua – inden den massive kritik fra Fisk & Fri blev publiceret – dokumenterbart kaldt sandarten invasiv, så det er ikke korrekt, hvad Kaare Maniche Ebert skriver. DTU Aqua har dels kaldt sandarten invasiv på fiskepleje.dk (SANDART: DTU AQUA ”INDRØMMER” FEJL – NÆSTEN… – Fisk & Fri (fiskogfri.dk) – og det at Søren Berg fra DTU Aqua har opført den danske sandart på den officielle Nobanis Invasive Species list dokumenterer og underbygger blot dette.
Det er derimod korrekt, at efter Fisk & Fri har kritiseret DTU Aqua, står der nu ”kun”, at sandarten har ”invasive karakterer” på fiskepleje.dk. Men at skrive ”at sandarten har invasive karakterer” er lige så fagligt ukorrekt som at skrive, at den er invasiv. Og – det har samme negative effekt rent forvaltningsmæssigt, fordi det på et forkert grundlag legitimerer hård befiskning og nedprioritering i fiskeplejen. At den skulle have ”invasive karakter” er jo et negativt ladet ord, der fejlagtigt udtrykker, at sandarten skulle være skadelig ud fra den præmis, at den er ”ikke hjemmehørende”. Og – eftersom den 1) dokumenterbart er hjemmehørende og derfor er en naturlige del af systemet og 2) der ikke findes dokumentation for skadelige effekter af sandart i dens naturlige udbredelsesområde, så er det jo fagligt forkert at give den dette negativt ladede prædikat.
Det ville have været væsentligt at vide, hvorvidt DSF tilsyneladende giver DTU Aqua ret i, at sandarten har ”invasive egenskaber” og i givet fald hvilke ”invasive egenskaber” den har. Også dette spørgsmål vil vi vende tilbage med til DSF i december.
Uddøde sandarten naturligt i SØ-Danmark?
Netop for de arter, som vi snakker om her – ørred og sandart – så er den tidmæssige referenceramme for decimering eller udryddelse af bestandene identisk. Eller sagt på en anden måde – går vi efter det, som vi rent faktisk ved, og det der reelt set er dokumentation for – så er der intet der taler for, at sandarten skulle være ”udryddet” tidligere end ørreden på Fyn og Sjælland. Og når ”udryddet” står i citationstegn, så er det fordi, at vi rent faktisk ikke ved med 100 % sikkerhed om bestandene af fx sandart og ørred nogensinde har været totalt udryddet – eller om de bare har været så fåtallige, at man har valgt at lave supplerende udsætninger, fordi man ville have flere.
Hvis ørred og sandart bestandene rent faktisk er decimeret parallelt rent tidsmæssigt, hvilket noget måske tyder på – så kunne dette oplagt være en indikation på, at begge bestande er decimeret af de samme årsager – eksempelvis spærringer og dårligere gydeforhold. Og så har et umådeholdet overfiskeri i den periode, hvor den danske natur generelt blev allermest forarmet nemlig i løbet af 1600-1700 tallet, sikkert også bidraget til at tvinge mange bestande af både sandart og ørred i knæ.
I sidste artikel kom Torben Kaas med følgende udtalelse: ”Vi mener, at enhver art, som er naturligt hjemhørende i et område, har krav på at være i det pågældende område. Er en art uddød af naturlige årsager i nogle vande, så mener jeg, naturen har talt, og at den ikke længere er hjemmehørende i de vande”.
Dette vil vi meget gerne have uddybet, for det har stor forvaltningsmæssig betydning. Der findes flere sandsynlige forklaringer på, at sandartbestandene kan være decimeret voldsomt gennem de sidste tusind år på grund af menneskelig aktivitet – dels er deres muligheder for føde og gydevandringer reduceret drastisk på grund af utallige spærringer på åerne (https://fiskogfri.dk/red-sandarten-stop-dtu-aquas-magtmonopol-del-1/) og dels er deres gydemuligheder forringet på grund af sedimentation af egnende gydepladser (https://fiskogfri.dk/flere-sandarter-hvad-kan-vi-goere/)
Torben Kaas nævnte altså, at undtagelsen for at ikke at søge at fremme en oprindeligt hjemmehørende art er, hvis en art er naturlig uddød, og det giver jo god mening. Dette leder helt naturligt videre til et meget vigtigt spørgsmål.
FISK & FRI: Mener DSF, at de SØ Danske sandartbestande uddøde naturligt, inden man begyndte de store udsætninger i slutningen af 1800-tallet? Hvis ja – så underbyg og sandsynliggør det venligst med afsæt i videnskabeligt dokumenterbare fakta.
DSF: Igen har jeg måtte søge hjælp hos vores biolog. Det er i bund og grund en debat, som skal tages af eksperter. Et modspørgsmål kunne være: Er det muligt at bevise, at sandartbestandene ikke uddøde naturligt? Vi er nu heller ikke enige i, at ørreden blev udryddet på Fyn så tidligt, som du skriver. I Krøyers værk, som du selv beskriver som en troværdig kilde, skriver han således i bind II side 622 om grålaks (Salmo eriox, der med meget stor sandsynlighed er arten Salmo trutta):
”I Kattegat og Østersøen er den her beskrevne fisk ret hyppig; på Jyllands vestkyst har jeg ikke set den”.
Og så har han denne fodnote:
”Ved Nyborg, hvor en del ørredfangst drives, fortaltes mig, at ørreden trækker efter det ferske vand omtrent fra juli måned til langt ud på efteråret”.
Set herfra er det derfor mere sandsynligt end usandsynligt, at der fandtes ørreder på Fyn i 1800-tallet, og i resten af Østersøområdet. Og derfor med stor sandsynlighed også på Sjælland.
Samme Krøyer skriver i øvrigt sådan om mallens udbredelse i danske farvande: Krøyer bind III side 133:
”Hos os har den tidligere været at finde i Sorø Sø, men dels er der næppe tvivl om, at den dertil er indført fra Tyskland, dels synes den i temmelig lang tid udryddet i bemeldte sø. Dens indlemmelse i den danske fiskefauna ville altså ikke være retfærdiggjort ved dette habitat. Men den forekommer desuden i Elben nær Altona, og den går stundom fra de større tyske floder ud i Østersøen, og strejfer da undertiden hen til de danske kyster. For nogle få år siden fangedes således et individ i en å nær Køge.”
For at vende tilbage til sandartens, så står der i Atlas Over Danske Ferskvandsfisk ret meget om artens forhistoriske udbredelse. Der nævnes, at udbredelsen næppe har været stor, da fund af sandartknogler er langt sjældnere end fund af gedde- eller aborreknogler. Det kunne tyde på en naturlig forklaring på artens begrænsede tilstedeværelse i vores søer. Men som nævnt – så er det en diskussion mellem eksperter.
FISK & FRI: DSF besvarer ikke spørgsmålet, men kommer blot med modspørgsmålet: ”Er det muligt at bevise, at sandartbestandene ikke uddøde naturligt?” Der findes som skitseret ovenfor adskillige gode argumenter, der sandsynliggør, at en decimering af sandartbestande helt eller delvist kan have skyldes menneskelig påvirkning – men så vidt vi kan se ikke ét eneste argument, der giver en god forklaring på at sandarten skulle være decimeret eller måske udryddet naturligt.
Som biolog, der er ansat til at tale de danske lystfiskeres sag, forekommer det derfor besynderligt, at Kaare Maniche Ebert tager denne vinkel på sagen, uden tilsyneladende at have et eneste reelt fagligt argument for, at sandarten skulle have været uddød naturligt. Bruger man denne ”omvendte bevisbyrde” efter samme logik på ørred – så ville man jo heller ikke entydigt kunne bevise hvorvidt ørreden ”uddøde” naturligt eller som følge af menneskelig påvirkning på Fyn og Sjælland. Man pudsigt nok har man aldrig hørt DSF eller DTU Aqua bruge denne retorik om ørred…
Hvis man fra DSFs side mener, at det er rimeligt og giver fagligt mening at stille modspørgsmålet ”Er det muligt at bevise, at sandartbestandene ikke uddøde naturligt?”, så må det jo være fordi Kaare M. Ebert er af den opfattelse, at det er mere sandsynligt, at sandarten blev ”udryddet naturligt”, end at den blev uryddet helt eller delvist pga menneskelige påvirkning. Såfremt det er tilfældet, ville han fremstå langt mere troværdig som biolog ved enten at være i stand til at argumentere for det – eller også bare indrømme at han ikke kan komme på nogle gode faglige argumenter, for det han ellers nok så frejdigt antyder indirekte. Men spørgsmålet er – hvorfor ønsker DSFs biolog ikke at besvare dette helt centrale spørgsmål. Mest af alt virker det som om, at han desperat forsøger at forsvare sine venner på DTU Aqua – uden reelt set at have fagligheden til at komme med nogle gode saglige argumenter for det.
Endvidere virker det som om, at DSF ikke har forstået pointen med at diskutere hvilke arter, der er oprindeligt naturlige i diverse områder. Pointen er IKKE, at jeg ikke ønsker alt det bedste for ørredbestandene – tværtimod. Pointen er udelukkende, at udstille det fagligt tvivlsomme i, at DTU Aqua og DSF bruger én logik, når det drejer sig om at legitimere ørredudsætning og bestandspleje af ørred – men en helt anden logik, hvis det drejer som om andre naturligt forekommende arter som fx sandart og malle. Når snakken går om ørred vendes alle argumenter, så det taler for at man bruger mange ressourcer på at fremme bestandene – og omvendt når det gælder fx sandart og malle…
Når det gælder ørred, så er det tilsyneladende helt OK at DSF og DTU Aqua kan nøjes med at ”sandsynliggøre” artens naturlige forekomst, mens når det gælder bestandsfremmende foranstaltninger for fx sandart og malle – så skal man kunne dokumentere den naturlige forekomst… Men – det kan man så heldigvis også. Pointen med, at jeg skriver, at det ikke kan dokumenteres, at ørreden har været naturligt forekommende ynglefisk på Fyn og Sjælland, er altså blot at sige, at hvis man bruger én logik til ørred – så må man også bruge den samme logik og dokumentationsniveau til at bedømme den naturlige forekomst af andre arter, hvis man vil fremstå fagligt troværdig.
DSF siger således, at Krøyer skriver: ”Ved Nyborg, hvor en del ørredfangst drives, fortaltes mig, at ørreden trækker efter det ferske vand omtrent fra juli måned til langt ud på efteråret” – og DSF konkluderer ”Set herfra er det derfor mere sandsynligt end usandsynligt, at der fandtes ørreder på Fyn i 1800-tallet, og i resten af Østersøområdet. Og derfor med stor sandsynlighed også på Sjælland.”
Ja – det har DSF da helt ret i – alt dette er vi klar over – og her på Fisk & Fri er vi helt enige i, at ørreden sandsynligvis har været naturligt forekommende i hele landet – inklusiv Fyn og Sjælland. Pointen er, at ovennævnte sætning selvfølgelig ikke kan betragtes som en endegyldig dokumentation for en fast gydende ynglebestand – men blot en information, der tyder på, at der ”sikkert” har været en gydebestand. Reelt set står der jo intet konkret om gydende ørred og en ynglebestand i åen – og måske kunne der blot være tale om store koncentrationer af ørred i Holckenhavn Fjord om vinteren.
Vedrørende Krøyers kommentar om mallen, bør man som kildekritisk biolog i DSF med ansvar for at varetage alle danske lystfiskeres interesse, naturligvis forholde sig til, at de kvartærzoologiske fund, der sort på hvidt dokumenterer oprindeligt naturlige mallebestande på Fyn og Sjælland – jo er fremkommet efter Krøyers død. Eller sagt på en anden måde. Krøyer kunne jo ikke vide, at man flere hundrede år efter ville finde malleskeletter, der ville modbevise hans teori sort på hvidt. Så ja – vi betragter som de fleste andre biologer Krøyers faktuelle observationer for gode varer og ”best available science” i sin samtid – men hans teori om, at mallerne var indført, er altså skudt i sænk af de nyere forhistoriske fund, hvilket er beskrevet i malleafsnittet i ”Atlas over danske ferskvandsfisk” fra 2012. Dette bør være en sammenhæng man som biolog er i stand til at gennemskue og formidle – hvis ellers det man ønsker, er at give et retvisende billede af mallens udbredelseshistorie. Det ville derfor klæde DSFs biolog at anderkende, at adskillige videnskabeligt veldokumenterede kvartærszoologiske fund fra nyere tid både rent videnskabeligt og dermed også forvaltningsmæssigt selvfølgelig bør overrule en udokumenteret teori fra 1840´erne? Men – man har desværre ikke tid på DSF til at besvare flere spørgsmål, så den må vi lade ligge til vi stiller Kaare M. Ebert det samme spørgsmål til december.
FISK & FRI: Hvis DSF ikke mener, at sandarten er uddød naturligt – vil man så fra DSFs side så konfrontere DTU Aqua med det eventuelt fagligt kritisable i deres hypotese om, at sandarten skulle være uddød naturligt – samt kræve at få deres rådgivning og dermed forvaltningen ændret på baggrund af dette?
DSF: Hvis vi mener, sandarten er hjemmehørende i et vand, så vil vi også arbejde for, at bestanden skal nå sit potentiale dér. Den diskussion vil vi også tage med DTU Aqua og med andre, hvis de ikke er enige med os.
FISK & FRI: Jo tak, men hvis DSF har en reel ambition om proaktivt at fremme de danske sandartbestande, så kan det vel kun gå for langsomt med at tage konkret stilling til i præcist hvilke vande sandartbestandene skal fremmes? Hos DSF ved man jo ikke, hvem man er enig eller uenig med, før man selv har taget stilling til, hvad man mener…Vi vender retur med spørgsmål til dette, når DSF lige har haft tid til at tænke lidt over det.
Er det sværere at hjælpe sandart end ørred?
I sidste artikel spurgte vi DSF: ”Selvom sandart og ørred selvfølgelig er to forskellige arter, har de begge fundamentalt set brug for fri passage og gode gydepladser. Hvor i består den store forskel i forhold til fx udsætninger? Hertil svarede Torben Kaas: ”Fedtfinnefisk hjælpes på vej ved fysiske forbedringer af vandløbene og ved udsætninger, fordi de er langsomme til at opformere sig naturligt. Søernes rovfisk er langt hurtigere til at etablere sig selv, når de rigtige vilkår er til stede, så her giver støtteudsætninger ikke lige så ofte mening.”
Samme argumentation har DSF brugt til at ”forsvare”, at der reelt set aldrig nogen sinde er brugt så meget som en krone fra Fisketegnsmidlerne til ophjælpning af søernes fiskebestande.
FISK & FRI: Er det noget DSF kan dokumentere, at søernes rovfisk skulle være hurtigere til at opformere sig naturligt end fx ørred? – der er jo normalt kæmpestore forskelle på fx æg og yngelfitness, prædation, fødeudbud, intra- og interspecifik konkurrence om gydesubstrater og mange andre lokale faktorer, der påvirker opformeringshastigheden og dermed gør, at det er fuldstændig umuligt at sammenligne og drage sådanne konklusioner over en bred kam?
DSF: Der er faktisk for år tilbage brugt fisketegnsmidler på at ophjælpe geddebestande i forskellige søer. Udsætningerne blev stoppet, fordi de ikke gav resultater. Primært fordi der var miljømæssige problemer i søerne.
Men det er heller ikke vigtigt – for det handler jo om, hvilke begrænsende faktorer, der findes. Når sandarterne i Arresø, som er en meget forurenet og stærkt belastet sø, kan få gydesucces og skabe en stor bestand, der kan give ophav til et meget omfattende erhvervsfiskeri, så kunne det tyde på, at det ikke er miljøet i søen, der her er problemet. Lokale sportsfiskere med erfaring fra Tissø kan også berette om, at der i år med kun lidt garnfiskeri i søen plejer at være masser af små sandarter. Det siger mig, at det i stedet er forvaltningen af fiskeriet, der er problemet. Men vi vil selvfølgelig gerne være med til at sætte fokus på, om der er miljømæssige udfordringer i de søer, hvor der er sandart.
FISK & FRI: På Arresø og flere andre søer er jeg enig i, at erhvervsfiskeriet er hovedproblemet. Men det ændrer ikke på, at man skal have muligheden for at kickstarte bestande, der eksempelvis er fisket helt i bund med udsætninger, hvor det er nødvendigt, og hvor det kan forsvares biologisk i vande, hvor sandarten allerede findes eller har fandtes. For at have denne mulighed, er man også nødt til at tage den forvaltningsmæssige diskussion om hvilke kriterier, der skal ligge til grund dette. Fisk & Fri mener i øvrigt IKKE, at man bare skal sætte sandarter ud overalt. Habitatsforbedringer og et reduceret erhvervsfisketryk er helt klart de bedste virkemidler for at få bestandene hurtigt op i langt de fleste situationer. På den front er Fisk & Fri helt enig med DSF.
FISK & FRI: Hvis ikke DSF kan dokumentere eller som et minimum sandsynliggøre, at det skulle være sværere at hjælpe søernes rovfisk med afsæt i ovenstående variable faktorer, så betyder det jo i praksis, at DSF og DTU Aqua i årtier har brugt en undskyldning for ”ikke at bruge penge på søernes rovfisk” – som reelt set ikke holder vand rent fagligt. Hvad mener I om det – er det OK? Og skal det have en konsekvens?
DSF: Jeg mener, at vi under alle omstændigheder skal hjælpe søernes rovfisk, hvis der er behov. Giv dem fred fra alle former for garnfiskeri og skru ned for næringsstoftilførslerne, så skal søernes rovfisk langt hen ad vejen nok kvittere med bestandsfremgang. Så kan der være nogle lokale og konkrete situationer, hvor det ikke er nok – måske fordi en bestand trods alt er for langt nede i knæ til, at den indenfor rimelig tid kan genetablere sig. Her er det vigtigt, at man kigger på, hvorfor bestandene ikke kan finde fodfæste – det er jo den eneste mulighed for at ændre udviklingen. Med hensyn til at udføre støtteudsætninger, så har vi absolut intet principielt imod det. Men samtidig er det vigtigt at sige, at når jeg taler med foreningerne omkring vores sandartvande, så hører jeg, at man ikke er særlig interesseret i udsætninger, fordi man har et dybt følt ønske om ikke at blande fremmede gener ind i sin lokale bestand. Det synes jeg, man skal respektere i stedet for blot at flytte rundt på genpuljerne for at opnå en hurtig bestandsfremgang.
FISK & FRI: Med udgangspunkt i svaret ovenfor kan DSF tilsyneladende hverken dokumentere eller som et minimum sandsynliggøre, at det skulle være sværere at hjælpe søernes rovfisk end åernes laksefisk med afsæt i ovenstående variable faktorer. Meget tyder således på, at DSFs biolog Kaare M. Ebert og DTU Aqua i årevis har brugt en undskyldning for ”ikke at bruge penge på søernes rovfisk” – som reelt set ikke holder vand rent fagligt. Vi tror og håber på at den nye ledelse vil gøre det bedre fremover. Støtte udsætninger behøver i øvrigt ikke at udvande de lokale sandartgener – man kan jo bare basere sit avlsarbejde på lokalt indfangede avlsfisk. Vi vender retur med opfølgende spørgsmål til dette i december.
FISK & FRI: Fakta er, at der er igennem 10-15 år reelt set ikke er brugt penge fra Fisketegnsmidlerne til ophjælpning af søernes fiskebestande. Og – helt specifikt er der ikke brugt så meget som én eneste krone på sandart. Vil vi se et DSF, der inden næste §7 møde fremlægger et forslag om projekter til den næste treårs plan, der specifikt går på at forskning i tiltag som, der kan fremme vores sandartbestande. Det kunne fx være forskning i hvordan man genskaber gyderområder eller på andre måder fremmer bestanden.
DSF: Det er for længst besluttet, hvordan fisketegnsmidlerne skal bruges i 2021, og der har vi fået presset et projekt ind, som har til formål at give os mere viden om, hvordan vi får mest mulig værdi ud af de rovfiskebestande, vi har i søerne. Det vil give os nogle argumenter, når vi skal fremme lystfiskeriets sag. Fisketegnsmidlerne disponeres i treårige forløb, hvor 2021 er det sidste år i den nuværende treårige periode. Når disponeringen af midlerne for den kommende treårige periode i løbet af i år skal lægges på plads, så vil man se os i en meget aktiv rolle og også med ønsker vedrørende viden om fiskebestandene i vores søer.
Prioritering af Fisketegnsmidler
Som nævnt ovenfor er der historisk set stort set ikke brugt så meget som en eneste krone på at forbedre forholdene for søernes rovfisk: 1) DTU Aquas ”Søhåndbogen” gør næppe nogen positiv forskel for søernes rovfisk – snarere tværtimod, eftersom den råder til a) biomanipulation, der blot fjerne fødegrundlaget for rovfiskene og b) rådgiver til hårdbefiskning af sandartbestandene. Meget tyder på, at de beløb der igennem tiden har været afsat til ”Søhåndbogen”, reelt set er penge der er brugt på noget helt andet end det man siger de har været brugt til, hvilket er grundigt dokumenteret her og her. 2) Skarvprædations studierne har nok primært haft til formål at dokumentere prædation på smolt, og kan derfor næppe betragtes som et projekt, der er sat i søen for at hjælpe søernes rovfisk og 3) Projektet omkring fredfiskens vandringer er et grundforskningsprojekt, der er uden den store direkte relevans for pleje af rovfiskebestandene – og dermed et projekt der reelt set ikke burde være betalt af Fisketegnsmidlerne.
Spøgsmålet er nu – skal man gøre noget reelt for søernes rovfisk, må der også investeres idet. Men – det bliver der jo ikke flere Fisketegnsmidler af. Og skal man kompensere rimeligt for årtiers mangel på pleje af søernes rovfiskebestande, så så betyder det jo i praksis, at man vil blive tvunget til at skære ned på andre projekter – eksempelvis de penge der bruget på pleje af ørred og laksebestandene.
FISK & FRI: Hvis DSF mener, at der skal bruges flere penge på søfiskeriet, hvorfra skal disse penge så komme? Skal der eksempelvis bruge færre penge på laks og ørred – eller er det saltvandsrelaterede projekter, der skal skæres ned på for at kunne have råd til for at kunne gøre noget for vores rovfiskebestande i søerne?
DSF: Lige nu er vi i den lykkelige situation, at vi i kraft af mange nye lystfiskere også har nye penge i fisketegnspuljen. Dermed er det ikke sikkert, at der skal prioriteres på den måde, som spørgsmålet lægger op til. Heldigvis kommer der desuden gode ting ud af de projekter, der hidtil er brugt fisketegnsmidler på. Vi ser, at mange vandløb nu er fysisk bedre, mange ørred- og laksebestande klarer sig med færre eller helt uden støtteudsætninger, og vi har allerede vigtig viden på mange andre områder. Der er en naturlig udvikling i, hvad det giver mening at bruge fisketegnsmidler på, og i den udvikling er vi nået langt med ørreder og laks og knapt så langt med søernes rovfisk, så jeg kunne godt se nogle penge skvulpe den vej.
Men samtidig fortæller vores biolog mig, at en af de vigtigste erfaringer fra fiskeplejen har været, at vi kun får bedre fiskeri ved at kigge på alle elementer i fiskenes livscyklus og herunder sikrer en god og bæredygtig forvaltning. Der findes ikke et quick fix, der hurtigt og effektivt kan bringe søfiskeriet op i den absolutte verdensklasse, men med en forbedret lovgivning og et større fokus på de miljømæssige faktorer, der begrænser bestandene, kan vi sandsynligvis relativt hurtigt opnå gode resultater.
FISK & FRI: Torben skriver, at der er kommet flere fisketegnsmidler – implicit at der måske kunne gå nogle af dem til søfiskeriet uden, at det nødvendigvis tager ressourcer fra de andre igangværende projekter. Men – hvis man kigger på budgetterne for de forskellige projekter i de kommende år, så er det eneste nye på søfronten jo et lille projekt til 400.000 kroner (”Søfiskeriets socioøkonomiske værdi”) (?) – på trods af, at der er i omegnen af 4 millioner ekstra på grund af de mange ”Coronafiskere”.
FISK & FRI: En anden måde at skaffe flere penge til søernes rovfisk, kan være at gentænke hele den måde Fisketegnsmidlerne bliver brugt og fordelt på. Kunne det fx give mening at foreslå markante ændringer i fordelingen af midler der anvendes til administration, udsætninger, habitatsforbedringer og forskning? Hvilke tanker har DSF gjort sig om dette?
DSF: Jeg nævnte ovenfor, at vi i løbet af 2021 skal fastlægge rammerne for disponeringen af fisketegnsmidlerne for en kommende treårig periode. I det arbejde vil det være naturligt at se på den samlede fordeling af midlerne. Vi har været godt tilfredse med den nuværende fordeling, fordi vi ved siden af udsætningerne vitterligt har fået meget god viden gennem forskningen og ikke mindst er helt enige i værdien af habitatforbedringer. Men det er ikke det samme som, at den fordeling er mejslet i granit.
Hvad gør DSF – og hvornår?
Vi vil naturligvis følge sandartsagen nøje – og følge op på, hvad DSF så rent praktisk får gjort for vores søfiskeri – inklusiv sandarten. Dette vil ske i en artikel til december, hvor vi vil vende retur med de super vigtige spørgsmål, som DSFs biolog Kaare M. Ebert ikke havde tid til at svare på lige nu. Så kan det i hvert fald ikke blive dette, der er hans undskyldning for ikke at besvare dem.
aug 25, 2020 | Artikler, Miljø og debat, Predatorfiskeri
Tine Landtved med en flot sandart fra en af de sjællandske søer.
Sandarten har i århundreder haft trange kår i Danmark, og det bliver ikke lettere af, at DTU Aqua har monopol på rådgivningen: De opfordrer nemlig til hård befiskning, når der endelig er en god årgang, hvilket ikke blot går ud over sandarten, men også vandkvaliteten. Dette – kombineret med, at DTU Aqua på et fagligt inkonsistent grundlag i årtier har blokeret for støtteudsætninger, gør det ikke let at skabe store og stabile bestande af denne fantastiske fisk.
AF JENS BURSELL
SANDARTEN er en suveræn spisefisk, og den har derfor alle dage været et efterstræbt bytte som konsumfisk. Af samme årsag kan især fritids- og erhvervsfiskeriet med garn være noget, der tolder gevaldigt på sandartbestandene i vores store søer, fordi der både er et godt kulinarisk og økonomisk incitament til at fiske igennem. I hvert fald på den korte bane.
SANDART BESTANDENE kan svinge en del i størrelse, og i flere søer kan der gå år imellem, at der kommer en rigtig god årgang. DTU Aqua rådgiver generelt til hård befiskning af de gode årgange på fiskepleje.dk, men hvad kan det egentlig have af konsekvenser – dels for vandkvaliteten og dels for fiskebestandene.
For at afklare det første kan man eksempelvis tage et kig på sigtdybden i fx Arresø og Tissø, hvor der i begge tilfælde er rådgivet og givet tilladelse til en hård befiskning af store årgange.
I det første tilfælde gav myndighederne på baggrund af rådgivning fra DTU-Aqua, tilladelse til kraftig befiskning – angiveligt 200 tons sandart fra Arresø, da sandartbestanden toppede med nogle virkelig store årgange i 2000-2003. I det år hvor sandartbestanden toppede, havde man den højeste sigtedybde på 69,5 cm og det laveste chlorofyl (alge) indhold målt i 30 år. En del af stigningen i klarhed skyldes sandsynligvis eftervirkningen af nedsat forurening i halvfemserne, men det er ligeledes sandsynligt, at en væsentlig del af stigningen i klarheden kan skyldes de mange sandart (se grafen nedenfor). Årsagen er, at mange sandart gør et solidt indhug i skaller og brasen, som æder den zooplankton, der spiser algerne. Og med færre fredfisk, kommer der mere zooplankton, som nedgræsser algerne mere effektivt, hvorved vandet bliver klarere. Tilsvarende nedsættes med mindre mængder af fredfisk graden af re-suspension af fosfor i vandet, fordi bunden ikke rodes så meget op af bundfouragerende fisk som større skaller og brasen. Dette medvirker ligeledes til at øge klarheden af vandet ved et højt prædationstryk fra fx sandart.
Det er netop den effekt, man prøver at skabe ved at betale millioner for en biomanipulation, men her har man fået det foretaget ganske gratis af et par store årgange af sandart, som oven i købet er til glæde for både sandartbestanden og de mange lystfiskere – både på den korte og lange bane. I stedet vælger man at rådgive samt give tilladelse til at befiske bestanden hårdt i 2002-2004 – hvorefter søen igen bliver mere uklar og har en kraftigt decimeret sandartbestand. At sandart har en opklarende effekt på vandet er yderst veldokumenteret i flere videnskabelige undersøgelser, som du vil kunne læse mere om nedenfor (se referenceliste).
Som det ses på grafen havde klarheden en stor peak de år, hvor sandarterne toppede omkring 2014. Den grønne graf viser chlorofyl indholdet som er et mål for mængden af alger. Den blå graf viser den gradvist stigende klarhed i vandet som følge af faldet i algemængden. Den lige sorte graf er et groft gennemsnit af stigningen i klarheden. Den lodrette stiplede linje viser, hvornår forureningsreduktionen begyndte at slå igennem. Y viser den del af stigningen i klarheden, der sandsynligvis skyldes reduceret forurening, og x viser den del af den forøgede klarhed i perrioden omkring 2014, der sandsynligvis kan tilskrives effekten af de mange sandart. X og Y værdierne skal ikke betragtes som eksakte værdier, men er blot lavet for at illustrere princippet i at en del af den forøgede klarhed skyldes sandart og en andel del af den forøgede klarhed skyldes det generelle fald i forueningen over tid.
Samme mønster har vist sig i Tissø, hvor man her havde den højeste sigtdybde og det mest klare vand i over 23 år, da den sidste gode årgang af sandart toppede omkring 2014. Da sandartbestanden toppede her, var den gennemsnitlige sommersigtedybde næsten dobbelt så høj, som den plejer at være – nemlig 3,76 meter. Men også her valgte DTU Aqua – på trods, at man samtidig med sandartboomet havde det mest klare vand i årtier – at rådgive til at befiske bestanden hårdt. Ifølge erhvervsfisker Axel Karlshøj var det Sørens Berg fra DTU Aqua, der også er ansvarlig for den fagligt inkonsistente rådgivning omkring sandart i både Fiskeatlasset og Søhåndbogen, der rådgav til dette: D. 18/12-2019 skriver Axel Karlshøj således til Ander Bylov fra facebook gruppen ”geddefiskeri (predator fiskeri) i Danmark (dk)”: ”Da jeg talte med Søren Berg om Tissø i 2015 regnede han med, at bestanden ville kollapse, så han anbefalede, at vi fangede så mange vi kunne nå, inden det skete”. Hvad han mere siger i dette citat om fiskeriet efterfølgende vender vi tilbage til.
Også på Tissø kan en del af opklaringen under sandartboomet skydes en forsinket effekt af reduceret forurening med næringsstoffer op igennem slutningen af halvfemserne og starten af 00´erne. På Tissø er sandarternes positive effekt på vandets klarhed dog langt mere tydelig end i Arresø, som det ses på grafen nedenfor.
Datamaterialet tillader ikke at sætte helt præcise tal på, hvor meget af opklaringen, der skyldes reduceret forurening, og hvor meget der skyldes sandarternes effekt – men grafernes markante store peaks i klarhed, der på både Arresø og Tissø falder sammen med tilsvarende peaks i sandartbestanden, giver en fin indikation på princippet: På et ”bagtæppe” af et generelt faldende fosforniveau er de store positive udsving i klarheden sandsynligvis i høj grad forårsaget af sandartbestandens positive påvirkning af økosystemet og vandets klarhed.
Alt tyder altså på, at sandarterne påvirker vandkvaliteten positivt i retning af højere sigtedybde. Og at det derfor ikke giver god mening at fiske de gode årgange ned, fordi man derved blot får mere uklart vand, end man ville have haft, hvis man ikke havde befisket bestanden så hårdt.
Hvornår de store reduktioner i forureningen fandt sted kan man læse mere om her. En stor del af de forurenende næringstoffer (N) er vandopløselige, og effekten af den reduktion i forureningen vi snakker om ovenfor er derfor relativt hurtig. Typisk vil reduktionen af forureningen have sin fulde effekt på et tidsrum, der er mindre end eller lig med opholdstiden af vandet, som i hhv Arresø og Tissø er 3 og 1 år. Reduceret forurening med N er derfor næppe en del af forklaringen på de peaks vi ser i klarhed, når sandarterne topper. Fosfor, der ikke er vandopløseligt opfører sig derimod anderles, fordi det i høj grad bundfældes i søens sediment. Det betyder, at effekten af reduceret forurening med fosfor er forsinket – og at en del af den relative forøgelse i klarhed overårene, skyldes den forsinkede positive effekt af reduceret fosfortilførsel.
Bjarke Hooge med en flot sandart fra de sjællandske søer.
Hvorfor varierer sandarten i antal – og hvad er effekten?
Men hvad siger en af landets førende eksperter på akvatiske stofkredsløb og ferskvandsfisk, Theis Kragh – Associate Professor på Syddansk Universitet. Vi har stillet ham et par spørgsmål:
FISK & FRI: Hvad er det der gør, at sandarterne ofte varierer så stærkt i antal – og er det naturligt?
– En meget generel tendens for sandartbestandene er, at øgede sommertemperaturer påvirker sandartens årsyngel positivt (Lehtonen and Lappalainen, 1995; Lehtonen et al., 1993; Svärdson, 1973; Willemsen, 1977), svarer Theis. – Monitering over lang tid af årsklasser af sandart og miljøfaktorer har vist, at der er en signifikant sammenhæng mellem styrken af årsklassen og den kumulative temperatur gennem sandartens fire første leveår (Lappalainen et al. 1995). Forskelle i temperatur kan derved være en af forklaringerne på, at sandarten ofte varierer meget i antal. En anden typisk miljøparameter, der karakteriserer typiske akvatiske økosystemer, hvori der er sandart, er uklart vand. Uklart vand er forbundet med at fremme sandartlarvernes udvikling (Woynarovich 1960). Når vandet er uklart grundet alger, øges fødegrundlaget for zooplankton, som derfor øges i biomasse. Winkler (1994) har ligeledes vist, at der er en positiv korrelation mellem biomasse af zooplankton og antallet af årsyngel af sandart, hvilket er samstemmende med ovenstående. Endvidere er prædation fra ældre årgange en vigtig faktor, så størrelsen af årgange spiller også en rolle.
–Hvis man ser på en enkelt isoleret sø, vil det derfor være naturligt, at der er kraftigt svingende rekruttering af sandart, i og med at både temperatur, vandets klarhed og antallet af ældre artsfæller vil variere fra år til år, fortsætter han. – I større sammenhængende vandsystemer vil der være mulighed for rekruttering fra nærtliggende søer, hvilket kan være med til at stabilisere populationen (Kristensen et al., 2020). I Danmark er en meget stor del af vores søer dog opstemmede for at kontrollere vandstanden. Dette er med til at øge de naturlige svingninger i bestandene.
FISK & FRI: Udgør disse fluktuationer i bestandene et problem for de øvrige arter – og søens tilstand generelt?
–En mulig effekt af prædation er en nedgang i antallet af fødefisk, hvilket kan medføre intra- eller interspecifik konkurrence, såfremt at der er tale om fødebegrænsning, forklarer Theis. – Det har været vist i flere studier, at voksne sandart har potentialet til at påvirke antallet af deres fødeemner (Benndorf, 1987; Holčík, 1977; Jeppesen et al., 2001; Linfield and Rickards, 1979; Persson et al., 1993). Det har været foreslået, at der er er konkurrence mellem årsyngel af sandart og aborre (Thiel, 1989), mens Benndorf (1987) viste at store udsætninger af sandartyngel for at forsøge at biomanipulere småfisk væk ikke påvirkede antallet af store aborre over en årrække. Brabrand og Faafeng (1993) har vist, at introduktion af sandart påvirkede skallernes valg af habitat i en skalledomineret sø. Skalleynglet flyttede fra de frie vandmasser til bredzonen, hvor prædationen fra aborre var høj. Den undersøgte sø skiftede fra at være domineret af skalle til at være domineret af aborre efter udsætningen af sandart. Generelt regner man ikke nedgang i bestande af fredfisk som et problem, da de fleste søer har store bestande af fredfisk, som man gerne ser begrænset af et højt prædationstryk, da de er med til at forringe den økologiske tilstand. Hvis man ser på ovenstående eksempler, hvor der kontrolleret er udsat et stort antal sandartyngel, ser det ikke ud til at et stort antal sandarter påvirker søens økologiske balance negativt, men derimod er der flere positive effekter så som færre skaller og skift til en aborredomineret sø. I det andet tilfælde blev der markant flere store dafnier og der opstod længerevarende klarvandsfaser med op til 4 til 7 meters sigt, hvilket ikke havde været tilfældet før. Klart vand eller klarvandsfaser kan være vigtige for undervandsplanter, som er med til at stabilisere søens økosystem.
–Sandart påvirker, lige som gedder, smolttrækket med en betydelig prædation, hvilket kan anses som at være en del af den naturlige selektion af smolten. Prædationstrykket fra rovfisk øges kraftigt, når der introduceres menneskeskabte opdæmninger, hvilket er med til at forsinke/forhindre smoltens træk og derved kraftigt øge dødeligheden (Jepsen et al., 2000).
FISK & FRI: I de tilfælde, hvor man har en virkelig stor årgang af sandart – hvad kan det have af positive eller negative effekter – både for sandartbestanden og bestanden af de øvrige fisk?
Det er naturligt, at sandart varierer i antal, da bestanden er påvirket af temperatur, fødetilgængelighed og prædation, siger Theis. Når man sammenholder dette med at danske vandsystemer generelt er små og fragmenterede grundet opstemninger, der også påvirker negativt (Sonesten, 1991), vil sandartpopulationerne kunne være endog meget svingende i den enkelte sø. Når der er store årgange af sandart, vil langt de fleste sandarter dø naturligt inden de bliver 10 år gamle. En lille andel kan blive markant ældre, som opsummeret i reviewet af Sonesten (1991), men der er også dokumentation af fangster både i Danmark og Sydsverige af fisk, der er mere end 20 år gamle. Gamle fisk kan være vigtige for bestanden. De har gode gener, der er tilpasset til at overleve og trives i det givne miljø, og de sikrer ligeledes en stabil reproduktion over mange år. Et stort fiskepres både fra lystfiskere og/eller erhvervsfiskere vil medføre en høj dødelighed og selektere mod mindre fisk. Sandart bliver kønsmodne fra 3 til 5-årsalderen og små hunner omkring 31 – 34 cm producerer ca. 35.000 æg, mens en store hunner på 84 – 86 cm producerer 2.5 – 3 millioner æg (Lehtonen et al., 1996).
–Hvis man nedfisker gode årgange af sandart, vil det være med til at øge den samlede tidlige dødelighed på populationen, understreger han. – Dette vil potentielt medføre større udsving i bestanden, da fisk der potentielt kan blive meget gamle også opfiskes. Store fisk har gode gener, som er tilpasset miljøet, og de er derfor meget vigtige, hvis man vil sikre et økosystem, der er domineret af en sund bestand af rovfisk. Ved opfiskning af en stor del af sandartbestanden risikerer man også at foretage en ”omvendt biomanipulation”, hvor man øger bestandene af karpefisk, så søens økologiske tilstand forværres, slutter Theis.
Alt tyder altså på, at store årgange af sandart blot medvirker til en højere klarhed i vandet, en mindre svingende bestand og et gennemsnitligt højere niveau for bestandens størrelse og vandets klarhed. Eller sagt på en anden måde – man vinder ikke noget ved en hård befiskning af store årgange – tværtimod. Man kan derfor undre sig over, at DTU rådgiver til en hård befiskning af de store årgange – på trods af at alt taler for, at det har en negativ effekt for både sandarterne og vandmiljøet. Som du vil se nedenfor, er DTU Aqua tilsyneladende heller ikke selv i stand til at argumentere for de faglige argumenter, der ligger til grund for deres rådgivning i denne sammenhæng.
Hvad siger DTU Aqua selv?
Fisk & Fri har selvfølgelig konfronteret DTU Aqua med den tilsyneladende negative effekt på vandmiljøet af deres rådgivning. Vi har stillet dem følgende spørgsmål – og fået disse svar fra vicedirektør Anders Koed på vegne af Søren Berg, som foretog rådgivningen i sin tid:
Fisk & Fri: Ifølge Axel Karlshøj har Søren Berg i 2015 sagt, at sandartbestanden på Tissø nok ville kollapse, hvorefter han har anbefalet Axel Karlshøj at fange så mange som muligt inden dette skete: Er det korrekt? Hvis ja: Begrund venligst det faglige grundlag for denne anbefaling inkl. relevante referencer. Hvis nej: Fortæl venligst hvad I så mener om den måde Axels Karlshøj har befisket sandartbestanden på Tissø: Har han gjort det rette for søen ved at nedfiske bestanden benhårdt? – og hvis ja – forklar hvorfor med afsæt i relevante referencer.
Med hensyn til dit spørgsmål om at fiske hårdt på sandarterne i Tissø, har DTU Aqua i sin tid rådgivet Naturstyrelsen om at sandartbestanden i Arresø godt kunne tåle en betydelig erhvervsmæssig udnyttelse dengang bestanden voksede voldsomt i årene 2002-2004 grundet to stærke årgange, svare Anders Koed fra DTU Aqua. På samme måde rådgav vi også Naturstyrelsen om at reducere fisketrykket eller helt at undlade fiskeri efter sandart i søen i perioder, hvor bestanden er lav. Udviklingen i landingerne kan ses her: https://www.fiskepleje.dk/soeer/fiskeregler-og-fiskeri/sandart/statistik. Som det beskrives i Atlas Over Danske Ferskvandsfisk (2012) og i afsnittet om fiskebiologi hos sandart på fiskepleje.dk (https://www.fiskepleje.dk/Fiskebiologi/sandart), er fænomenet med varierende årgangsstyrke hos sandart almindelig kendt. Dette kan påvirke såvel sandartbestanden som den øvrige fiskebestand i en sø markant både i positiv og negativ retning. Det er derfor ud fra et fiskerimæssigt synspunkt en fordel at undgå disse store udsving i bestandsstørrelse hos sandart, både i opadgående og nedadgående retning. Den rådgivning giver vi generelt både for erhvervsmæssigt og rekreativt fiskeri og den kan læses på fiskepleje.dk her: https://www.fiskepleje.dk/Soeer/arternes-fiskepleje/bedre-fiskeri-sandart/fiskeregulering.
–I øvrigt er det DTU Aquas vurdering, at der ikke er blevet fisket specielt hårdt på sandarterne i Tissø i perioden 2015-2019, uddyber Anders Koed. – I de år har det gennemsnitlige erhvervsmæssige ha-udbytte været på 3,7 kg/ha (varierende mellem 1,7 og 4,5 kg/ha)(Tissø er 1233 ha, svarende til en samlet fangst årligt på 4,5 tons af erhvervsfiskeren fra 2015-2019, baseret på DTU Aquas tal. Fisk & Fri har tjekket tallene hos Fiskerstyrelsen, der i alt angiver en samlet fangst på 24 tons i perioden svarende til gennemsnitligt 4,8 tons årligt – se skema (RED)). Dahl (1982) opgiver årligt ha-udbytte ved erhvervsmæssigt fiskeri fra seks danske søer i 1970’erne. Det lå i gennemsnit på 4,7 kg/ha (varierende mellem 2,5 kg/ha (Saltbækvig) og 8,8 kg/ha (Mossø)). Til sammenligning blev der i Arresø i 2003 og 2004 erhvervsmæssigt landet henholdsvis 23 og 20 kg/ha.”
Erhvervsfisker Axel Karlshøjs landinger af sandart fra Tissø fra 2010 til 2020.
FISK & FRI: Mange tak – men I besvarer jo ikke spørgsmålene: Vi spørger: ”Ifølge Axel Karlshøj har du i 2015 sagt, at sandartbestanden på Tissø nok ville kollapse, hvorefter I har anbefalet Axel Karlshøj at fange så mange som muligt inden dette skete: Er det korrekt?”.
– Vi har ikke anvendt udtrykket ”kollaps” i vores rådgivning om sandart, da dette vil dække over, at en fiskebestand reduceres i en grad så den stort set forsvinder, svarer Anders Koed. – Når en stærk årgang kontrollerer i en sandartbestand, er det en ganske naturlig hændelse når årgangen opnår den alder, hvor individerne dør af alderdom. Vi har ikke anbefalet, at der i fx Tissø skal fanges så mange individer som muligt, men derimod, som vi har svaret tidligere, at en sandartbestand, der domineres af 1-2 stærke årgange, kan tåle en fiskerimæssig udnyttelse, rekreativt såvel som erhvervsmæssigt.
FISK & FRI: I forbindelse med ovenstående spørger vi: ” Hvis ja: Begrund venligst det faglige grundlag for denne anbefaling inkl. relevante referencer. Hvis nej: Fortæl venligst hvad I så mener om den måde Axels Karlshøj har befisket sandartbestanden på Tissø: Har han gjort det rette for søen ved at nedfiske bestanden benhårdt? – og hvis ja – forklar hvorfor med afsæt i relevante referencer”. Dette er således reelt set heller ikke belyst i svaret, så lad mig uddybe det lidt mere, så det ikke kan misforstås:
Med spørgsmålet menes:
- Hvad er jeres argumentation for, at en god årgang af sandart skal reduceres kraftigt? I må jo have en faglig begrundelse, for en naturlig selvregulerende svingning er vel ikke nødvendigvis skadelig i sig selv? Hvilke arter/fysiske parametre kan skades/ændres af en god årgang af sandart i en grad og på en måde, så man kan argumentere for, at det bringer søen i en uønsket unaturlig og/eller usund balance?
I skriver på fiskepleje.dk: ”Denne form for løbende justering af fisketrykket kan sikre, at bestanden ikke bliver overfisket og kan muligvis også medvirke til at dæmpe udsvingene”.
- Man modvirker vel ikke overfiskeri ved at rådgive til at bortfiske så meget som muligt?
- Og når I skriver ”muligvis dæmpe udsvingene” – så må I jo have noget konkret dokumentation for, at en kraftig dæmpning af toppene på bestandskurven skulle betyde, at man efterfølgende kommer til formindske bestandskurves negative udsving? Uddyb venligst, så dette bliver belyst.
– I forlængelse heraf, er det som sagt vores vurdering, at sandartbestanden i Tissø ikke er blevet befiske specielt hårdt i perioden 2015-2019, svarer Anders Koed. Talmaterialet bag den vurdering fremgik af vores tidligere svar. Data til disse beregninger stammer fra Fiskeristyrelsens officielle landingsstatistik, som kan findes her: https://dwp.fiskeristyrelsen.dk/landingsrapport/landingsrapport__front_matter
– Vi har, som sagt, ikke rådgivet om, at stærke årgange af sandart skal reduceres kraftigt eller at ”der skal bortfiskes så meget som muligt”, men derimod om at disse årgange godt kan tåle fiskerimæssig udnyttelse, rekreativt såvel som erhvervsmæssigt. Når vi på fiskepleje.dk skriver, at det muligvis kan dæmpe udsvingene at styre fiskeriet i forhold til årgangsstyrkerne, er det netop fordi det aspekt ikke er udtømmende belyst i litteraturen. Den faglige baggrund for vurderingen er fx behandlet i Atlas over Danske Ferskvandsfisk side 594-595, her finder du også relevante referencer. Her finder du også eksempler på den effekt introduktion sandart kan have på andre arter af fisk i søer.
FISK & FRI: Tak for feedback – selvom I faktisk stadig ikke svarer, på det jeg spørger om: I skriver ”som vi har svaret tidligere, at en sandartbestand, der domineres af 1-2 stærke årgange, kan tåle en fiskerimæssig udnyttelse, rekreativt såvel som erhvervsmæssigt”. Jo tak – men som I skriver nedenfor er dette jo en rådgivning i siger I har givet vedrørende Arresø – ikke Tissø, og dermed har I ikke besvaret spørgsmålet. Morten Bak har i juni søgt aktindsigt om den rådgivning DTU Aqua har givet erhvervsfisker Axel Karlshøj om sandartfiskeriet på Tissø. Her svarer Søren Berg d. 25 juni: ”Vi har ikke ydet godset v./ Aksel Karlshøj rådgivning om fiskeriet på Tissø. Jeg ved at Aksel Karlshøj gerne henviser til at fiskeriet udøves efter retningslinjer givet af os, men det er hans udlægning af at læse ting vi har skrevet, bl.a. på fiskepleje.dk. Vi har ikke konkret rådgivet om fiskeriet i Tissø.” Nu skriver du som svar til min kommentar på Axel Karlshøjs brug af ordet kollaps i rådgivningen specifikt omkring Tissø, at I rent faktisk har rådgivet Axel Karlshøj omkring sandartbestanden. Hvis det er rigtigt, det du skriver nu – så er det jo et tilsyneladende et usandt svar DTU Aqua/Søren Berg har givet i svaret på agtindsigten til Morten Bak. Kan du godt forstå, hvis det opfattes som utroværdigt, at DTU Aqua giver modstridende forklaringer på det samme spørgsmål afhængig af hvem der spørger?
DTU Aqua har desværre ikke ønsket at besvare disse spørgsmål.
I artiklen her gives mange gode grunde til, at mennesket sandsynligvis i høj grad har bidraget til, at sandarten mere eller mindre blev totalt udryddet i dens naturlige danske udbredelsesområde gennem årene op til 1800-tallet. På trods af dette mener DTU Aqua, at “alt tyder på, at den er uddød naturligt” – uden dog at være i stand til at komme med et eneste fagligt argument for ¨hvad “alt” er. Eller med andre ord – meget tyder på, at DTU Aqua søger at legitimere “at sandarten er en uønsket fisk i Danmark” – uden tilsyneladede at have fagligt belæg for det.
FISK & FRI: DTU Aqua skriver: ”Vi har, som sagt, ikke rådgivet om, at stærke årgange af sandart skal reduceres kraftigt”. Men på fiskepleje.dk skriver I netop i jeres rådgivning: ”Mange sandartbestande har meget store naturlige udsving i bestandstæthederne. Det kan derfor være nødvendigt at lade fiskeriet og fisketrykket følge disse udsving. Det vil sige, at når bestanden topper, kan man fiske hårdt, og når den er i bund, lægges der restriktioner på fiskeriet.”. Kan I godt se, at det let kan opfattes som selvmodsigende, når I med den ene hånd siger ” Vi har ikke rådgivet om, at stærke årgange af sandart skal reduceres kraftigt”, hvorefter I henviser til fiskepleje,dk hvor I rådgiver ”, at når bestanden topper, kan man fiske hårdt”? Er ”reduceres kraftigt” og ”befiskes hårdt” ikke præcis det samme? Hvis I selv godt kan se at ”det aspekt (hvorvidt man vinder noget godt for vandet ved en kraftig reduktion af gode årgange) ikke er udtømmende belyst i litteraturen”, hvorfor rådgiver i så overhovedet til ”at når bestanden topper, kan man fiske hårdt” – uden yderligere forbehold? DTU Aqua hylder ellers normalt forsigtighedsprincippet i andre sammenhænge, men åbenbart ikke når det gælder en hos DTU Aqua ”uønsket art uden en genetisk bevaringsværdig status”?
DTU Aqua har desværre ikke ønsket at besvære spørgsmålene, men givet følgende kommentar: ”For god ordens skyld kan jeg også bekræfte, at vi ikke har ydet Selchausdal Gods v./ Aksel Karlshøj specifik rådgivning om udøvelsen fiskeriet på Tissø. Aksel Karlshøj har telefonisk spurgt Søren Berg til råds og fået det generelle svar, der også står at læse på fiskepleje.dk (at en stærk årgang af sandart kan tåle fiskerimæssig udnyttelse). Men vi har ikke undersøgt og/eller forholdt os til Tissø og sandartbestanden i søen specifikt.”
FISK & FRI: Du skriver ”Aksel Karlshøj har telefonisk spurgt Søren til råds og fået det generelle svar, der også står at læse på fiskepleje.dk (at en stærk årgang af sandart kan tåle fiskerimæssig udnyttelse).” Her fejlciterer I jo – på fiskepleje.dk står der ”når bestanden topper kan man fiske hårdt”. Hvordan synes I det harmonerer med at I lige har sagt: ”Vi har, som sagt, ikke rådgivet om, at stærke årgange af sandart skal reduceres kraftigt”. Kan du godt selv se, at det virker som om, at I forsøger at bortforklare en situation, hvor DTU Aquas Søren Berg reelt – direkte eller indirekte – har rådgivet til nedfiskning af sandartbestanden på Tissø?
DTU Aqua har desværre ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.
Fisk & Fri: På fiskepleje.dk skriver Søren Berg fra DTU Aqua: ”Da dyreplankton jo æder alger, kan en meget stor bestand af sandart derfor medføre øget sigt i vandet og dermed et bedre miljø. Det er dog en tilstand, som kun vil bestå, mens sandartbestanden er så stor. Derefter vil miljøet forværres igen, når bestanden dykker. Sandart kan på den måde medføre et mere ustabilt miljø. Det er typisk kun i situationer, hvor sandarterne trives, at de kan blive mange nok til, at disse udsving opstår. Og da sandart trives bedst i forholdsvis uklare søer, er det i disse, man kan se den svingende miljøtilstand”. Søren Berg skriver altså, at sandarten ”kan medføre et mere ustabilt miljø”. Hvilken dokumentation har I, for at en nedfiskning af sandartbestanden fører til en bedre og mere stabil tilstand med en mere stabil høj klarhed i vandet – eller at det skulle føre til en højre baseline for sandartpopulationernes størrelse?
DTU Aqua har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.
Fisk & Fri: Anderkender i at svingninger i sandartbestandes størrelse kan skyldes menneskelig påvirkning – fx i form at spærringer der besværlige- eller umuliggør føde og/eller gydevandringer?
DTU Aqua har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.
Fisk & Fri: På fiskepleje.dk skriver I i afsnittet ”Aborrerne kan komme i klemme”: ”I søer med en moderat grad af næringsstofbelastning og dermed let uklart vand har undersøgelser vist, at bestanden af aborrer har svært ved at konkurrere med sandarten. Uden tilstedeværelse af sandart er aborren i den type søer den dominerende rovfisk i det åbne vand, og den klarer sig fortsat godt, selvom vandet er blevet uklart. Men hvis sandarten introduceres, vil den blive dominerende i det åbne vand, hvor aborren ikke kan konkurrere med den. Da gedden er den dominerende rovfisk i bredzonen, kan aborren heller ikke finde plads dér. Det betyder, at aborren populært sagt ”kommer i klemme” mellem sandarten og gedden, som optager de levesteder, aborren vil kunne trives i. Undersøgelser har vist, at dette medfører en tilbagegang i aborrebestanden generelt, men især blandt de store effektive rovaborrer.” I denne tekst lægger DTU Aqua det op som noget negativt, at aborren får konkurrence, men holder denne udlægning, hvis man antager, at sandarten er en naturligt hjemmehørende art? For så er det jo i virkeligheden blot den naturlige balance i systemet, at de forskellige rovfiskearter konkurrerer med hinanden? Men det forholder sig måske sådan, at DTU Aqua stadig fastholder at sandarten er ”ikke hjemmehørende” og/eller ”invasiv” i Danmark?
DTU Aqua har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.
FISK & FRI: På fiskepleje.dk skriver I i afsnittet: ”Og miljøet forringes”: ”Der er udført undersøgelser i et stort antal danske søer, hvor man har sammenlignet den forventede miljøtilstand, vurderet ud fra mængden af næringsstoffer (målt som sigtedybde), med den miljøtilstand, man faktisk kan observere. Her har man fundet, at søer, hvor aborren er den dominerende rovfisk, faktisk har en bedre miljøtilstand end forventet, hvorimod miljøet er netop som forventet i søer, hvor sandarten er dominerende. Det betyder at, hvis der er udsat sandarter, er der risiko for at en given sø har en dårligere miljøtilstand, end den kunne have”. Har du som forsker overvejet, at årsagen til det simpelthen kan være, at sandarten er mere konkurrencedygtig end aborren i uklart vand – og ikke som Søren Berg kommunikerer, at det er sandarten der gør vandet mere uklart?
DTU Aqua har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.
FISK & FRI: Der findes videnskabelig dokumentation fra 1993 (Brabrand & Fafeng 1993) på at tilstedeværelsen af sandart fører til ændret anti-predationsadfærd hos skaller – hvilket betyder markant flere aborrer i bredzonen. Hvordan synes I dette harmonerer med det, som DTU Aqua skriver ovenfor? Hvis i på fiskepleje.dk gerne vil give et retvisende billede af sandartens indflydelse på fiskesammensætningen i en sø, hvordan kan det så være, at I ikke har det med?
DTU Aqua har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.
FISK & FRI: Kan du, Anders Koed, som forsker og vicedirektør for DTU Aqua stå inde for Søren Bergs faglighed i sin rådgivning omkring sandarten – samt at han i sin fremstilling af sandartens historik og økologi ikke har undladt vigtige oplysninger, der har betydning for at tegne et retvisende billede af sandartens positive/negative påvirkning af vandkvaliteten samt de øvrige fiskearter i Danmark? Og – kan du stå inde for Sørens Bergs faglighed omkring rådgivning af re-introduktion af malle i Danmark?
DTU Aqua har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.
Salige Josef Hochmut genudsætter en fin sandart på Furesøen.
Hvor meget er sandartfangsterne gået ned?
I teksten ovenfor opgiver DTU Aqua, at de fangster som erhvervsfiskeren selv har opgivet ikke indikerer, at der er blevet fisket specielt hårdt på sandarterne. Selv siger erhvervsfiskeren på Tissø Axel Karlshøj jfr. screendumpet ovenfor, at han valgte en mere lempelig befiskning end det, som DTU Aqua faktisk anbefalede, og at det resulterede i et i følge ham ”unikt fiskeri efter seks kilos sandarter”. Tjekker man Lystfiskeriforeningens fangststatistikker kan man dog se, at fangsterne af sandart i grove tal er halveret efter befiskningen i 2015-2017 – og at snitvægten blot er steget til 3,5-3,7 kilo i takt med den kraftige udtynding og sandarternes øgede alder. Disse tal er dog behæftet med en stor fejlkilde, da mange slet ikke indberetter deres nulture og/eller fangster, og alt dette skete i øvrigt i en periode, hvor der var en kraftig vækst i vertikalfiskeriet på Tissø. Det er derfor ikke usandsynligt, at fiskeeffektiviteten på lystfiskerbådene er steget markant fra 2014-2019, hvilket kan betyde en underestimering i faldet af sandartpopulationens størrelse efter den øgede fiskerindsats.
Af officielle fiskeriundersøgelser foretaget af biologer fra Miljstyrelsen har man fra Tissø i den relevante periode og op til i dag kun undersøgelser fra 2008 og 2014. – De to undersøgeler viser baseret på samme standardiserede oversigtsgarn en forøgelse af bestanden med faktor 64 fra 2008-2014, siger ferskvandsbiolog Lars Båstrup-Spohr fra Biologisk Institut under KU. Der er altså ikke nogen tvivl om, at Tissø sandarterne havde en markant højere biomasse i perioden omkring 2014 sammenlignet med 2008.
Når det er sagt, er det vigtigt, at vi lystfiskere også forholder os kritiske til vores eget fiskeri, for det kan ligesom erhvervsfiskeriet også kan have en negativ effekt på populationen, hvis fisketrykket går hen og bliver for højt – både når der er tale om catch & kill samt catch & release fiskeri. Set i et rekreativt og samfundsøkonomisk perspektiv er der dog ingen tvivl om, at langt flere mennesker vil få glæde af vores sparsomme naturressourcer i de ferske vande, hvis erhvervsfiskeriet bringes til ophør og forbeholdes lystfiskeri.
Hvad siger erhvervsfisker Axel Karlshøj?
– Jeg har brugt Søren Berg som sparingspartner siden 1989, hvor jeg skrev ”Projekt Sorø-søerne”, når det gjaldt sø-økologiske emner, fortæller Axel Karlshøj, der er erhvervsfisker på bl.a. Tissø. – Udgangspunktet for snakken om Tissø har altid været, at Søren ikke ville udtale sig specifikt om søen, fordi han aldrig havde undersøgt den og derfor ikke kendte den godt nok. Derfor har Anders Koed 100 % ret, når han udtaler, at DTU Aqua aldrig har rådgivet mig omkring Tissø. Søren har svaret på mine spørgsmål ved at referere til undersøgelser og erfaringer fra andre søer. Den udskrift Jens Bursell vedlægger, som dokumentation for mine udtalelser, er et uddrag af en lang kommunikation imellem mig og Anders Bylov, og er absolut uegnet som udgangspunkt for, at angribe Søren Berg. Det er mig der har lagt strategierne for udviklingen af Tissø, ud fra sparing, tidligere erfaringer, samt iagttagelser fra søen.
– Situationen i 2015: Da jeg påbegyndte fiskeriet på Tissø, var der en voldsom stor bestand af sandart bestående af to på hinanden følgende generationer. Vi blev opmærksomme på, at de fisk vi fangede, enten havde tomme maver eller havde ædt fiskeyngel på to til tre cm. Gedderne var magre, fulde af sår, og der drev dagligt døende gedder på land. Jeg diskuterede naturligvis disse iagttagelse med Søren Berg, og han fortalte om erfaringerne fra Arresø og jeg tror det var Mossø. På den baggrund tog jeg beslutningen om, at udtage et antal tons sandart hurtigst muligt (6,292 tons). Formålet var, at få mad i maverne på de tilbageværende fisk, samt sikre tilgangen af nye sandarter.
– De følgende år har gennemsnits fangsten ligget mellem 3 og 4,5 tons. Altså en lempelig og bæredygtig befiskning. Den kendte lystfisker Simon Machholdt Sorø, fangede da også 100 sandarter i Tissø i 2019, så der altså stadig fint med fisk i søen. Vi fangede i samme periode omkring 800 fisk. Der har, siden vi startede fiskeriet, været en voldsom rygtedannelse på forskellige sociale medier. Jeg var naiv nok til at tro, det kunne gavne at deltage i debatten. Jeg tænker stadig, at kommunikation er vejen frem, men det kræver et forum, hvor man kan føre en respektfuld dialog med det formål at udvikle Tissøs fulde potentiale.
– De to generationer af sandarter som udgjorde tusindbrødrene i 2015, vejer nu 5,5 -6,5 kg, så lystfiskerne kan glæde sig over at fiske på mange generationer af sunde sandarter. Dertil kommer, at gedderne i søen er blevet runde og trinde. Antallet af storgedder lider fortsat under den store dødelighed fra 2015 -2016, men de 27.000 gedder Selchausdal udsatte i 2017, samt to store naturlige årgange fra 2018 og -19 er slået an og har fyldt alle hylder af fisk op til tre kg.
– Tissø er fortsat en fantastisk sø at fiske i, derfor tager Gordon til søen, når han skal lave film om vertikalfiskeri, Simon kører lige forbi Tuel sø og videre til Tissø og mange af L.F.,s medlemmer kører til Tissø hvor der fiskes med garn, selv om Furesøen, Esrum sø og andre af deres søer ligger meget tættere på.
– Der er to ting, som bekymrer mig, når det gælder Tissøs fremtid. Det er, at søen hver vinter er vært for tre tusinde skarver. Dem så jeg gerne, at lystfiskerne hjalp mig med at stresse. De udgør en reel trussel for søens fiskebestande. Den anden er, at sandarterne er meget sårbare over for håndtering. Dels kan de ikke trykudligne, og dels har de et tyndt slimlag. Når fiskene bliver berørt af tørre fingre, får de svamp, som til sidst tager livet af dem. I takt med, at lystfiskerne får stadig bedre muligheder for at ”se ” fiskene, forværres dette problem, siger Axel Karlshøj.
FISK & FRI: Vi har krydstjekket de oplysninger om Simon Machholdts fangster af sandart, du ovenfor præsenterer som et faktum – både med Simon Machholdt og hans fiskemakker Peder Lictenberg. De kan slet ikke genkende de tal, som du nævner, og tilføjer at de udelukkende fisker catch & release. Synes du, at det er en god sammenligning at holde dine fangster af døde garnfangede fisk op mod navngivne lystfiskeres fangster, som du dels ikke kan dokumentere – og hvor du ydermere glemmer at fortælle, at der i deres tilfælde er tale om catch & release om foråret på relativt lavt vand, hvor dødeligheden vad C & R kan forventes at være lav?
– Jeg har kendt Simon siden jeg lavede ”Projekt Sorø søerne sammen med hans far Peter, og jeg har ikke noget problem med at han kryber i flyverskjul, siger Axel. Det var ikke mit forehavende at genere Simon, kun konstatere at Tissø stadig er et spændende fiskevand.
FISK & FRI: DTU Aqua svarer i en aktindsigt til Morten bak følgende: ”Vi har ikke ydet godset v./ Aksel Karlshøj rådgivning om fiskeriet på Tissø. Jeg ved at Aksel Karlshøj gerne henviser til at fiskeriet udøves efter retningslinjer givet af os, men det er hans udlægning af at læse ting vi har skrevet, bl.a. på fiskepleje.dk. Vi har ikke konkret rådgivet om fiskeriet i Tissø.”
Vores spørgsmål til dig er nu:
– Hvorfor skriver Søren Berg som svar på spørgsmål specifikt på Tissø at ”at Aksel Karlshøj gerne henviser til at fiskeriet udøves efter retningslinjer givet af os” når du lige selv siger at ”Udgangspunktet for snakken om Tissø har altid været, at Søren ikke ville udtale sig specifikt om søen, fordi han aldrig havde undersøgt den og derfor ikke kendte den godt nok. Derfor har Anders Koed 100 % ret, når han udtaler, at DTU Aqua aldrig har rådgivet mig omkring Tissø. Søren har svaret på mine spørgsmål ved at referere til undersøgelser og erfaringer fra andre søer.”? Kan du godt selv se, at de to udtalelser ikke rigtig harmonerer, for hvis det er sandt det du siger, så må det jo være usandt det som Søren Berg siger i aktindsigten – eller omvendt? Eller sagt på en anden måde – du siger nu, at DTU Aqua taler sandt, men hvis de taler sandt i aktindsigten, så har du jo faktisk henvist til, at fiskeriet i Tissø udøves efter retningslinjer fra DTU Aqua… Så hvis det du siger nu er sandt, så er det DTU Aqua siger i aktindsigten usandt? Hvem har ret?
– Jeg tænker, at der er flere lag i alle menneskers udtalelser, fortsætter Axel. – Når jeg f.eks. skriver sammen med Anders Bylov (læs en person), tænker jeg ikke så meget på, om den præcise ordlyd kan misforstås eller misbruges, han kan jo bare spørge, hvis der er noget han er i tvivl om. Skriver jeg derimod med en journalist fra ”Fisk og Fri” er det tvingende nødvendigt, at jeg er så præcis som muligt. For jeg ved jo, at en unøjagtighed vil føre til en masse forviklinger, idet mange forskellige mennesker skal læse beskeden. Jeg har i mit svar gengivet præcist på hvilket grundlag Søren Bergs og min kommunikation hviler. Jeg tænker det er interessant for læserne at vide.
FISK & FRI: Spørgsmål 1 referer ikke til din kommunikation med Anders Bylov, men med det Søren Berg selv har udtalt i Morten Baks aktindsigt, at du har udtalt, men lad nu det ligge.
– DTU Aqua skriver som sagt i aktindsigten til Morten Bak: ”at Aksel Karlshøj gerne henviser til at fiskeriet udøves efter retningslinjer givet af os, men det er hans udlægning af at læse ting vi har skrevet, bl.a. på dk.” Hvis det er sandt, at du i forbindelse med jeres ”uformelle snak om Tissø” kun er blevet rådgivet af Søren Berg til at befiske i henhold til ”de generelle råd” på fiskepleje.dk, som jo netop helt konkret er ”at fiske hårdt, når bestanden topper” – så er du vel også indirekte blevet tilrådet at befiske bestanden på Tissø hårdt af DTU Aqua?
– Søren Berg har ikke rådet mig til en hård befiskning af sandartbestanden, men med baggrund i de erfaringer der er fra andre søer og den generelle tilstand hos Tissøs gedder, var det klart for mig, at jeg skulle handle hurtigt, pointerer Axel. -Der døde rigeligt mange af Tissøs gedder i den periode. På samme måde som tidligere beskrevet, blev beslutningen til, via de iagttagelser jeg gjorde på søen, det jeg kunne læse mig til i undersøgelser og de eksempler som Søren Berg kunne præsentere mig for. I må vide, at det er et stort ansvar at forvalte en sø. Jeg søger al tænkelig information for at gøre det rigtige i den givne situation. Lystfiskerne vil kunne give mig ret i ,at geddernes tilstand i 2015 var så ringe, at det var nødvendigt at handle hurtigt, slutter han.
Konsekvenserne af DTU Aquas rådgivning
Som vi har set ovenfor tyder alt på, at DTU Aquas rådgivning om hård befiskning af de gode sandartårgange – både har betydet markant færre sandart på den korte bane, mindre og mere ustabile sandartbestande på den lange bane og – som en afledt effekt af dette – generelt mere uklart vand end man ville have haft uden hård befiskning. Dette er selvsagt ikke et ønskescenarie – hverken for naturen, lystfiskerne eller de samfundsøkonomiske interesser.
Set i min optik er det ikke acceptabelt, at DTU Aqua tilsyneladende forsøger at skjule, at de på naturens og miljøets bekostning har rådgivet til en hård befiskning af de gode sandartårgange i Arresø og Tissø. Og – det er slet ikke acceptabelt, at de tilsyneladende ikke en gang er i stand til at stå på mål for fagligheden af deres rådgivning.
Det er på tide, at de ansvarlige politikere kræver en forklaring fra DTU Aqua – og de kan passende starte med at forlange svar på de spørgsmål, som DTU Aqua ikke har villet besvare her i denne artikel.
Litteratur:
Benndorf J. Food web manipulation without nutrient control: a useful strategy in lake restoration? Swiss journal of hydrology 1987; 49: 237-248.
Brabrand Å, Faafeng B. Habitat shift in roach (Rutilus rutilus) induced by pikeperch (Stizostedion lucioperca) introduction: predation risk versus pelagic behaviour. Oecologia 1993; 95: 38-46.
Holčík J. Changes in fish community of Klíčava reservoir with particular reference to Eurasian perch (Perca fluviatilis), 1957–72. Journal of the Fisheries Board of Canada 1977; 34: 1734-1747.
Jeppesen E, Jensen JP, Skovgaard H, Hvidt CB. Changes in the abundance of planktivorous fish in Lake Skanderborg during the past two centuries—a palaeoecological approach. Palaeogeography, Palaeoclimatology, Palaeoecology 2001; 172: 143-152.
Jepsen N, Pedersen S, Thorstad E. Behavioural interactions between prey (trout smolts) and predators (pike and pikeperch) in an impounded river. Regulated Rivers: Research & Management: An International Journal Devoted to River Research and Management 2000; 16: 189-198.
Kristensen E, Sand-Jensen K, Kristensen JSB, Pedersen ME, Baastrup-Spohr L, Kragh T. Early fish colonization and community development in a shallow re-established lake. Ecological Engineering 2020; 155: 105956.
Lehtonen H, Hansson S, Winkler H. Biology and exploitation of pikeperch, Stizostedion lucioperca (L.), in the Baltic Sea area. Annales Zoologici Fennici. JSTOR, 1996, pp. 525-535.
Lehtonen H, Lappalainen J. The effects of climate on the year-class variations of certain freshwater fish species. Canadian Special Publication of Fisheries and Aquatic Sciences 1995: 37-44.
Lehtonen H, Rahikainen M, Hudd R, Leskelä A, Böhling P, Kjellman J. Variability of freshwater fish populations in the Gulf of Bothnia. Aqua Fennica 1993; 23: 209-220.
Linfield R, Rickards R. The zander in perspective. Aquaculture Research 1979; 10: 1-16.
Persson L, Johansson L, Andersson G, Diehl S, Hamrin SF. Density dependent interactions in lake ecosystems: whole lake perturbation experiments. Oikos 1993: 193-208.
Sonesten L. Gösens biologi – En litteraturstudie, 1991.
Svärdson G. THE IMPACT OF CLIMATE ON SCANDINAVIAN POPULATIONS OF THE SANDER, STIZOSTEDION LUCIOPERA (L.). 1973.
Thiel R. Food resource utilization and dietary relationships of juvenile perch (Perca fluviatilis L.) and pike-perch (Stizostedion lucioperca (L.)) in a shallow Baltic inlet. Rapport et proces-verbaux des réunions. Conseil Permanent International pour l’Exploration de la Merra 1989; 190: 133-138.
Willemsen J. Population dynamics of percids in Lake IJssel and some smaller lakes in the Netherlands. Journal of the Fisheries Board of Canada 1977; 34: 1710-1719.
Winkler H, Debus L, Thiel R, Franek D. Variability of young and small sized fish community in a southern Baltic estuary from 1983 to 1992. Proc. VIII Congress of SEI, Oviedo Spain. 26, 1994.
