FALSTER: SØNNIKES FØRSTE HAVØRRED OVER MÅLET

– Forleden var jeg på kysten på en kort søndagstur med min søn Bastian og Henrik Provstgaard, fortæller Henrik Ottesen. – Og for at gøre en lang historie kort, så udfiskede min søn os totalt med et SG Seeker blink i hvid. Vandet var perfekt, og vinden stod let ind på Falsters sydkyst.

– Vi gik knædybt, og Bastian gik forrest, så kunne jeg se, hvad han lavede. Vi var ikke nået langt, da hans stang stod i fleks første gang, men fisken slap desværre. 100 meter længere nede himlede han lige pludselig op, da en lille fin 35cm fisk tumlede rundt i overfladen, og den blev landet samt genudsat.

– Han var ikke til at skyde igennem, imens Provsten og jeg begyndte at være lidt undrende over, at nybegynderen nu havde haft to kontakter og vi ingen. Men vi masede på i vinden, og Bastian knoklede derudaf som kun en 15 årig med fiskefeber kan: Kaste kaste, kaste, kaste, kaste – og så smask! 15 meter ude sprang en fin blankfisk ud af vandet, og drengen var top koncentreret i fighten. Fisken sprang lystigt, og for hver gang den sprang, holdt vi alle tre op med at trække vejret af spænding.

– Til sidst gled fisken dog over netkanten, og en ny kystfisker var født! Bastian insisterede på at genudsætte den fine fisk, så den fik friheden igen; der blev far lige lidt ekstra stolt. Bastian var glad, kold, træt og lige så stolt som faren, da turen gik hjem. Han havde jo både fanget en rigtig fin fisk samt tævet sin far og Provstgård. Ikke dårligt.

 

drømmerejse til Amazonas fiskogfri.dk iFish Travel

Friluftsland

REVANCHE: HAVØRRED I FØRSTE KAST

Forleden var det sønnike, der gav far baghjul, men i går var det med omvendt fortegn: – Oliver startede ud med en målsfisk i 3. kast på hans Seeker ISP, så meget irriterende stiller jeg mig ud ved siden af og kaster min Sticklebait Pencil ud, hvor der var fisk før, fortæller Flemming Langerskov Miller. – Jeg laver det obligatoriske spinstop, da wobleren kommer indover sandbunden, men uden resultat.

– Herefter spinner jeg langsomt ind, så jeg lige kan se woblerens gang. Ud af øjenkrogen ser jeg en god havørred komme hamrende henover sandbunden, der uden tøven tager wobleren på 50 cm vand. En del rul og plasken i overfladen i starter, inden den trækker ud på dybere vand, hvor det er nemmere at fighte den. Fisken er umiddelbart kroget godt, så jeg tager den tid, som det nu tager, inden den kan glide indover netkanten. Da fisken er i nettet og vi kan juble, slipper krogen sit tag. Lidt held tæller også, og første kast kan noget. Sværere behøver det åbenbart ikke være at fange havørreder.

 

Daiwa Open 2025

Friluftsland

HÅRDT HUG PÅ SEEKEREN

– Efter en masse små fisk kom der endelig lidt størrelse på. Sådan lyder det fra Flemming Miller. – Vandstanden var noget over det normale, så jeg søgte mod en plads, der før har givet godt under de forhold. Jeg får fisket de første 20 meter af på pladsen, og får tre små havørreder. Lidt efter kommer der et større hug: To hurtige omgange på hjulet efterfulgt af et spinstop med Seekeren, så sidder den der. Stangen spændes og bremsen giver lyd, for fisken skal en anden vej end ind. 

– Det bliver til en god tung fight, hvor den til sidst presses lidt mere end jeg normalt ville gøre, da der er meget blæretang, som den prøver at bore sig ned i. I første forsøg over netrammen er den heldigvis hjemme – en god tyk og bred havørred på +65 på vej mod åen. Havørreden blev efter et par hurtige billeder genudsat, så den kunne fortsætte sin tur. 

– Kastet efter er opskriften den samme. Forsigtig hug, to hurtige omgange på hjulet og spinstop. Denne gang en blank havørred på 54 cm, der røg med hjem. Efter en times tid, hvor mindre fisk havde indtaget pladsen, sluttede en absolut godkendt dag, slutter han.

Har du selv været på kysten, så husk at sende os din beretning til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

Hvidovre Sport

 

Friluftsland

GROV HAVØRRED SNUPPER SEEKER

– Forleden dag tog jeg min ven Kim Kristensen med ud for at fiske efter store havørreder, fortæller Lasse Nardo Søbjerg Pedersen. – Jeg havde planlagt, hvor vi skulle hen allerede fire dage tidligere, fordi jeg var helt sikker på, at det ville give en god fisk. Kim var ikke helt lige så vild med pladsvalget, og mistede hurtigt tålmodigheden. – Hold kæft og bliv ved med at kast, sagde jeg. Jeg ved, at de er derude…

– Kim skiftede så til en 16 grams ISP Seeker i sort/rød og tog så et enkelt kast – BANG. Overfladen eksploderede i et ordentligt plask, og allerede der vidste jeg, at det var en god fisk. Den grove havørred leverede et brag af en fight med mange spring og en del lange udløb, men efter et stykke tid blev fisken så træt, at jeg kunne nette Kims nye PR for havørred på 76 centimeter og 5,1 kilo. Jeg tror, det er sidste gang, at Kim tvivler på mit pladsvalg. Grejet var en ni fods SG4 stang kombineret med et SG2 fastspolehjul, der uden problemer klarede skærene i fighten med den store fisk.

 

Daiwa Open 2025

 

Den flotte havørred blev taget på det nye SG2 hjul

Friluftsland

SPONTAN HAVØRREDTUR MED SUCCES

– Jeg skulle egentlig ikke afsted ud for at fiske søndag, men midt på eftermiddagen så trak det alligevel: På med udstyret og afsted. Ud fra gamle fangstrapporter vidste jeg, at havørrederne højst sandsynligt gik efter hundestejler nu, så det var Seeker blinket i hvid, der kom på.

– Der gik kun 10 minutter, så var den første følger med inde og vende – og inden længe var der tre mere, hvoraf ingen dog var særlig store. Jeg fortsatte ned ad kysten efter noget større, der kunne gabe over krogen. 15 minutter efter start falder hugget cirka 20 meter ude, og efter en kort god fight, hvor havørreden ikke helt ved, hvad den vil, bliver den fine fisk, du ser ovenfor, trukket indover netrammen før tid. Maven var helt tom, så om det var hundestejler, den gik efter vides ikke med sikkerhed, men teorien og erfaringerne holdt.

 

drømmerejse til Amazonas fiskogfri.dk iFish Travel

 

Friluftsland