SEATROUT OPEN – MED VINDERENS EGNE ORD
– Så kom dagen endelig, hvor konkurrencen startede, og jeg en hel weekend skulle på jagt efter nogle store og flotte havørreder, fortæller Steffen Hansen. – Jeg havde dagen forinden været i Go-Fishing for at købe nyt hjul til konkurrencen – ”Vinder hjulet”, som det blev døbt i butikken, imens ekspedienten smilede. Planen var en tur i fjorden, men ved ankomsten var det tydeligt, at her blev det ikke til fisk pga meget grumset vand.
– En ny plan blev lagt, for min onkel havde et hemmeligt spot, der skulle prøves. Ved ankomsten steg humøret. Vandet var klart og vejret perfekt til havørrederne. Min onkel startede med at gå stille og roligt ned over strækket, og da jeg havde fået skiftet agn til min favorit – en kobberfarvet Zerling gennemløber, gik jeg i krig.
– Efter små 30 minutters fiskeri fik jeg et godt hug. Fisken blev kroget og stak af, hvilket den gjorde et par gange, inden den gled over netkanten. Vi stod nu tre mand i waders ude i suppen og kiggede ned i nettet. Det var en god fisk og helt sikkert en ny PR, hvilket lige blev fejret med en sejrsdans, så dem der gik på land må have troet, at vi var tossede.
– Fisken skulle nu indvejes, så afsted det gik mod Go-Fishing. Humøret var højt, og det blev endnu højere, da vægten viste 3310g og en længde på 66cm. Fisken hoppede lige ind på 1 pladsen, da stævnet var 2 timer gammelt. Jo tættere vi kom på søndag, desto mere nervepirrende var det – og fisken lå stadig nummer 1. Da klokken blev 14.00, og indvejningen sluttede, steg pulsen markant, for jeg havde lige vundet Seatrout Open som den første junior nogensinde. Der var næsten tårer i øjnene – også hos familien, da jeg fik overrakt den ene 1. præmie, som var et gavekort på 4.000kr til Go-Fishing. Derefter fik jeg overrakt den anden 1. præmie – den store hovedpræmie – som var et gavekort på 25.000 kr til jagten på en stor tropisk fisk, men jeg ved ikke hvilken en endnu.