apr 19, 2025 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Nyheder
Hvert forår vandrer Østersøens sild til brakvandsområderne ved den tyske ø Rügen – og i hælene på dem følger store, sølvblanke laks, der kun har en ting i hovedet: Sildegilde. Selv om fiskeriet ikke er lige så godt, som det har været, får du med denne artikel fra 2009 en inspirerende forsmag på, hvilke oplevelser der – hvis du spiller dine kort rigtigt – måske venter blot halvanden times sejlads fra Klintholm Havn på Møn.
AF JENS BURSELL
VINDEN er så småt ved at løje af en anelse, da vi stævner ud fra Klintholm Havn, klokken er syv, men da indblæsningsfladen strækker sig helt fra Rostock, kan vi forvente, at de krappe bølger først begynder at lægge sig ved ti-tiden. – Det har været en kold vinter, så temperaturen er et par grader lavere end på samme tid sidste år, fortæller vores skipper Jan Svenstrup, mens båden hugger godt i bølgerne og kaskader af vand, står ind over kabinen. – Fiskeriet har derfor været svært det sidste stykke tid, men der skal nok komme gang i fiskeriet, når blot det bliver et par grader varmere.
Områderne nordvest for Rügen er ofte en anelse varme end resten af Østersøen, og det er derfor heller ikke tilfældigt, at det er netop her fiskene begynder at samles, når senvinterens kulde afløses af forårets komme.

Jan Svenstrup får sig en VHF-sladder med de andre småbåde i området. Ved at hjælpe hinanden er det nemlig lettere at pejle sig ind på, hvor fiskene befinder sig.
Laksetrolling ved Rügen
Vandtemperaturen er kun 3,5 grader i modsætning til sidste år, hvor de mest hektiske laksekalaser ud for den tyske kyst foregik ved vandtemperaturer på 5-7 grader. – Alligevel har vi dristet os til en forpremiere på fiskeriet, der som forholdene har været i år, kan forventes at toppe i april. Byttefiskene står relativt spredt, men laksene har allerede indfundet sig. Der er langt til land og det skal derfor helst ikke blæse meget mere end 5-7 sekund meter, før der går en del af fornøjelsen fløjten ved fiskeriet. Vi har derfor ventet i flere uger på at vinden skulle løje af, og nu har vi endelig chancen for at komme ud. Dagen før, hvor der for første gang i over en uge var et ordentlig hul i vinden blev der landet en pæn håndfuld laks over ti kilo med den største på 16,5 kilo taget af danskeren
Ole Dahl.
– Det går lidt sløjt i starten af dagen, fortæller Ole over mobilen, men kl. 15.30 falder hugget på et Grizzly Salmon blink med gul ryg, hvid bug og rød bagende. Fisken, der tager blinket 60 fod nede over 40 meter kurven 8-10 sømil NVfor Kap Arkona, lægger hårdt ud med at tage 100 meter line i første udløb, hvorefter den stiller sig blytungt nede ved bunden. Da vi har hevet de andre liner ind, sejler vi op mod fisken for at ændre presset, hvilket da også resulterer i, at jeg får flyttet den lidt. Efter et stykke tid får vi dog sejlet den træt, og efter små tyve minutter kan vi se den massive blankside blinke 10 meter under båden. Kort tid efter løfter min makker – Kenneth Bang den imponerende fisk indenbords. Kenneth har dog også selv fanget en rigtig stor fisk på Rügen her i år. Det skete allerede i februar, hvor han på nogenlunde samme sted og dybde fangede en utrolig flot fisk på 16,3 kilo og 118 centimeter. Denne fisk lod sig overliste af skeblinket Klovnen, der er hvidt med sorte prikker.
Fisken, der næsten tømte spolen med flere hundrede meter line i første udløb, leverede en fantastisk fight, hvor den var fri af vandet flere gange. På det tidspunkt var vandtemperaturen kun 2 grader, og det var – udover et par småtorsk – dagens eneste fisk. Men når den er helt oppe i den kaliber, så er det vel også til at leve med slutter Ole.

En flot trollinglaks ryger i nettet ved Rügen.
Jan Svenstrup – dansk laksetrollingpioner ved Rügen
Jan Svenstrup var i 2007 en af de første danske småbådsfiskere, der tog udfordringen op og tog til Rügen for at få del i det fantastiske laksefiskeri. Først efter tre ture blev de belønnet med den første
danskfangede Rügen laks på 7,3 kilo. – Det var dog først i 2008, at vi fik hul på bylden, beretter Jan idet han firer det første blink ned på downriggeren. – Men herefter gik det slag i slag, godt hjulpet af andre danskere, der havde fået nys om det spændende fiskeri. Og jo flere man er om at finde fiskene og dele sin viden – desto lettere går det med at få lokaliseret fiskene, der kan være svære at finde, hvis man ikke samarbejder med de andre både, pointerer Jan.
Inden længe er alle ni stænger ude, men der kommer til at gå et godt stykke tid, inden er sker noget. Pludselig giver det et solidt ryk i nederste downrigger stang på venstre siden af båden, hvorefter min kammerat – Michael kaster sig over stangen med et tigerspring, mens Jan og jeg lynhurtigt går i gang med at tage nogle af de andre liner ind for at undgå for meget kludder. – Den er vist ikke så stor, råber Michael, mens jeg hjuler som en besat. Jeg når dog kun lige akkurat at hive dipsy diver stangen halvvejs ind, før den anden stang smækker fuldstændig stammen. Båden fortsætter fremad, mens vi lynhurtigt får de andre stænger ind, og da jeg får stangen op ad stangholderen, har fisken stadig fuld fart på sit første udløb.
Der er godt fleks på den bløde downrigger stang, og solide dunk i linen signalerer, at der er lidt mere størrelse på denne fisk. Jeg tager det stille og roligt, så Michael kan nå at få landet sin fisk, inden den anden fisk i dobbelthugget når bådsiden. – Michaels fisk har taget Ismo Magnum blinket i 40 fods dybde, og der er ingen tvivl om, at der har stået to fisk, som har hidset hinanden den op, råber Jan, idet han begynder at gøre klar med nettet. – Når der er dobbelthug er det oftest den nederste agn, der bliver taget først. Skulle der stå en forsmået fisk tilbage, der er gået glip at et godt bytte tilbage i vandet, så passerer den øverste downriggerstang, der fisker lidt længere bagude, nemlig næsten lige forbi snuden på den, mens den stadig er godt gnaven over, at dens befinnede makker snuppede det lokkende måltid for snuden af den.
Et par flotte trollinglaks i båden
Snart er Michaels laks, som vejer knapt fem kilo, sikkert inde i båden, hvorefter jeg stille og roligt lægger lidt mere pres på fisken, for at få den op i overfladen og ind til båden. Da den bryder bølgerne godt 20meter væk, leder den rejste rygfinne tankerne hen på en lille haj, men de sølvblanke blink i de grågrumsede bølger efterlader ingen tvivl om, at det er en fin laks… Få minutter efter kører den sikkert ind over netrammen, hvorefter Jan løfter den gudesmukke fisk op på dækket. Vægten balancerer ved 10 kilo rent, mens vi fulde af betagelse beundrer dens smukke hoved, elegante form og det flotte iridiscerende violette farvespil i de, sølvblanke skæl. Findes der noget bedre end et dobbelthug? Det skulle da lige være et trippelhug…
Da stængerne er klar igen afsøger vi området et par gange og inden længe er der igen bud efter Michals stang med en flot sølvblank havørred på omkring 3,5 kilo. Jo – det kan godt være, at den vilde laksefest ved Rügen ikke for alvor er kommet op i svingninger, men vi er mere end lykkelige med dagens fine fisk, som uden diskussion har været det hele værd. Det bliver ikke sidste gang, vi tager på laksetrolling til Rügen, og det kan kun blive bedre i de kommende uger, når du sidder med dette blad i hånden. Og – skulle der blæse en god aprilvind fra øst gennem længere tid, så kan du glæde dig over ikke at skulle sejle helt så langt. Under disse forhold trækker præcis de samme laks, som i februar-april fanges ved Rügen, nu helt op til de dybe områder sydøst for Møn, hvortil der kun er ganske kort sejlads fra Klintholm Havn.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2009. Reglerne er siden da ændret til at man kun må tage en finneklippet laks om dagen.
Få mere inspiration til din laksetrolling i denne video på Fisk & Fris YouTube, hvor den svenske trollingguru Pelle Karlsson deler guldkorn ud.
jan 15, 2025 | Artikler, Nyheder, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri
Jens Bursell med en velnæret 10,7 kilos gedde, som faldt for en Kypoto Shad fra Relax. Shad’en blev fisket med to små syleskarpe str. 4 Gamakatsu T13 nickel trekroge på separate stingers. Forfanget var 1,0 mm Climax fluorocarbon forfang.
Store softbaits er ofte den helt rette medicin til de træge vintergedder. Følg med et smut til brakvandsområdet ved tyske Rügen, hvor geddeeksperten Mathias Fuhrmann har specialiseret sig i netop denne form for fiskeri.
AF JENS BURSELL
EFTER TO DAGES FISKERI med både få og små fisk, er optimismen stor, da Mathias over mobilen får at vide, at en indgående strøm aftenen forinden har betydet nye indtrækkende fisk ved Rassower Strom i Wieker Bodden. Dette smalle sund er hovedpassagen til nogen af de største laguneområder ved Rügen. For at komme ind til Kubitzer Bodden og Grosser Jasmunder Bodden, skal de store brakvandsgedder nemlig alle passere en smal passage på få hundrede meter mellem Insel Hiddensee og halvøen syd for Dranske. – De fleste fisk trækker langs skrænten i sejlrenden, fortæller Mathias, idet han stopper motoren og lægger båden til et perfekt drev hen langs nordkanten af renden.
Et af de helt tunge geddehug
– Det er nu tænker jeg, idet min 23 centimeters Relax Kopyto Shad flyver gennem luften og lander i midten af sejlrenden. Fiskene er der, det ved vi. Der er nemlig lige landet en flot fisk over meteren på en af de andre både blot 100 meter væk. Min fiskekammerat Jokeren – alias Christian Møller, der står en halv stanglænge fra mig, har en times tid forinden fået en fin femkilos fisk helt oppe i overfladen på en 25 centimeters 4-Play, men de seneste par kontakter på både vores og de andre både tyder på, at fiskene er ved at rykke lidt længere ned i vandsøjlen.
Dybden i midten af renden er seks meter, og da jeg netop har affisket i tre meters dybde, lader jeg agnen synke en anelse længere, så den kommer ned til cirka fire meter, inden jeg med rolige nøk i stangtoppen spinner min gummifisk gennem det kolde vand. På denne måde kan jeg systematisk affiske vandsøjlen ovenfra, så jeg ikke risikerer at fiske agnen nede ved bunden, hvis fisken står i overfladen eller midtvandet. Det kan nemlig ofte bedre svare sig at fiske lidt for højt end lidt for lavt, da fisken lettere ser et bytte, der kommer lidt ovenover den, end et bytte som bevæger sig under den. Placeringen af geddens øjne på oversiden af hovedet – samt dens markante underbid er et evolutionært vidnesbyrd om, at dens krop er optimeret til jagtformer, hvor byttes især spottes, jages og angribes nedefra eller fra siden.

Jokeren i færd med at montere en Alien Eel på forfanget. Den viste i blå/sølv er super til klart vand.
Jeg har næppe taget mere end tre omdrejninger, da det giver et stenhårdt ryk i stangtoppen. Et splitsekund efter står stangen spændt i en massiv bue, der ikke efterladen nogen tvivl om, at det er en fin fisk. Da jeg fisker min shad med ret små og tynde kroge i str. 4, for at give en bedre krogning, løsner jeg med det samme bremsen lidt, så fisken lige kan rende den værste energi af sig i et par korte, men tunge udløb. Der er dog sjældent den vilde fight i selv store vintergedder – og denne fisk er ingen undtagelse.
Efter kort tid kommer fisken tættere på båden. Helt henne ved bådsiden fortryder jeg dog ikke, at jeg har stillet bremsen lidt løst, for i det samme den nærmer sig overfladen, tager den pludselig et lynhurtigt udløb ind under båden og ud på den anden side. Et par mindre udløb senere bliver fisken dog hurtigt træt, og snart kan Mathias guide netrammen omkring en bredskuldret gedde, der oppe i båden viser sig at være 110 centimeter og 10,7 kilo. Selv om det efter Rügen målestok langt fra er en kæmpefisk, så, luner det alligevel godt med en fin fisk i båden.

Mathias Fuhrmann med en af sine største gedder – en pragtfisk på 17 kilo og 129 centimeter. Hans to næststørste er en majfisk på 130 cm og 14 kilo samt en januar fisk på 123 cm og 17 kilo. Har du selv fået lyst til at prøve fiskeriet, kan du kontakte ham på www.bodden-angeln.de
Et unikt geddefiskeri på Rügen
– Geddefiskeriet ved Rügen er godt – selvom det har været meget bedre, siger Mathias, der om nogen ved, hvad han snakker om. I over tredive år har han nemlig arbejdet som fuldtids geddeguide på de enorme brakvandsområder ved Rügen. De første mange år fiskede vi med blink og wobler, men de sidste mange år har vi stort set udelukkende fisket med belastede gummidyr, fortsætter han. – Årsagen er, at de giver en meget større fleksibilitet under det praktiske fiskeri end fx blink, spinner og wobler.
Softbaits kan fiskes både højt, dybt, hurtigt og langsomt. Og så har gummidyr som fx shads den helt store fordel, at de ikke giver nær så mange ophægtninger af drivende ålegræs, som til tider kan være en pestilens ved Rügen. Når først der er meget ålegræs, hægter blink og wobler ofte op efter 10-20 procent af indspinningslængden.
Med softbaits kan man derimod ofte spinne sit softbait halvvejs ind, før man hægter op. Og det betyder selvsagt noget for, hvor effektivt agnen fisker, og gedder er som bekendt ikke vegetarer…
– Optimalstørrelsen på gummidyret varierer efter årstiden og forholdene, pointerer Mathias. – Den perfekte størrelse er ofte nogenlunde den samme som det mest almindelige eller eftertragtede byttedyr på et givet tidspunkt. Om efteråret og vinteren, hvor der er mange sild, er 23 centimeter et godt udgangspunkt, og går vi helt op i gummidyr over 30 centimeter er det også i de koldeste måneder, at det er mest effektivt. Her har vi især haft rigtig gode erfaringer med de store shads fra Action Plastics, som var de første i verden, der producerede paddletail shads.
– Et af de softbaits vi har haft aller mest held med er den gigantiske gummiorm XXL-Tail, der har den helt rigtige form, blødhed og størrelse. Agnen er designet af Fisk & Fri skribenten Jochen Bøttcher og sælges via hjemmesiden www.pikeworld.de. I løbet af efteråret fik min kammerat og guidekollega Christian Maier 50 metergedder inklusiv 10 gedder over 120 centimeter på denne fantastiske agn.
Mange af vores fiskere har også fået rigtig godt med fisk på Savage Gears Alien Eel i den hurtigst synkende version – især i de mere naturlige farver. Jokeren nikker genkendende til Mathias’s kommentar oppe fra stævnen, hvor han netop er ved at sende en af slagsen ud over vandet. Han har i 2009 fået tyske søgedder op til over femten kilo på netop denne agn i en blå/sølv/lilla variant. Om sommeren, hvor føden i højere grad består af mindre fisk, giver 15 cm shads ofte flere fisk end de større agn. I forårsmånederne er geddernes kost tit præget af mindre fisk, hvilket afspejler sig i, at det på dette tidspunkt ofte er endnu mindre agn på tolv – og nogen gange helt ned til otte centimeter, der giver flest hug.

Christian Maier med XXL-tail i hvid/glitter – en favorit til klart vand.

Mathias Fuhrmann og Jokeren fulde af forventninger på vej mod Rassower Strom.
De bedste pladser og dybder til gedder ved Rügen
– Fiskepladser og dybder varierer konstant, understreger Mathias. Lige som det er vigtigt hele tiden at eksperimentere med farverne, er det derfor også essentielt at prøve sig frem med pladser og fiskedybder. Om vinteren kan fisken nemlig stå praktisk talt over alt fra 0,5-6 meters dybde. Om foråret er fisken ofte at finde på lavt vand, men når vandtemperaturen kommer over 14 grader, går de ud mod dybere vand. Det kan enten være de dybeste dele af brakvandslagunerne eller helt ud i det åbne vand i Østersøen. Hvad dybderne angår, skal der også konstant eksperimenteres. Ofte står fiskene i overfladen eller midtvandet om morgenen, men søger dybere ned senere på dagen. Men der er ingen regler, så afsøg altid forskellige vandlag løbende, indtil der måske tegner sig etmønster.
Uanset hvad vil du ikke komme til at fortryde dine anstrengelser, for Rügen er nok det sted i verden, hvor der er aller størst chance for at komme i kontakt med en megagedde over 17-18 kilo, slutter Mathias med et drømmende blik i øjnene.
Grejet til softbaitfiskeri efter gedder
Den bedste kombination af gode kast, indikation, fight og modhug fås med relativt stive stænger på 7-8 fod med en kastevægt på 20-70 gram eller 50-100 gram. Mathias’s favoritstang er en Shimano Anteres på 270 cm med en kastevægt på 50-100 gram. Til de helt store megaorme foretrækker han de lidt kraftigere udelte stænger Lamiglas LGM 86 XH (240 cm) eller LGM 80 XH (260 cm). 20-70 grams stænger er pefekte til mindre shads op til 23 cm.
– Hjulet kan både være fastspole eller multihjul i mellemstørrelsen, beretter Mathias. Vores favorithjul er ABU Cardiff 404. Vælger du fx en fletline på 0,15-0,20 har du et godt kompromis mellem gode kasteegenskaber, og en line der har rigelig med buffer for mekanisk slid under praktisk fiskeri med shads op til 23 centimeter. Til de helt store shads bør du bruge samme typer af liner, der normalt anvendes til tungt jerkbaitfiskeri – dvs fletliner i 0,35-0,40 mm klassen. Ikke af hensyn til geddernes fightpotentiale, men snarere for at forebygge, at den tunge agn knækker linen i kastet, hvis du får kludder på hjulet.
– 0,8-1,0 mm fluorocarbon er det bedste forfangsmateriale, som sammenføjes til hovedlinen med en dobbelt grinner knude. Husk store blinklåse – vores kunder har nemlig mistet mange store gedder på at selv ret kraftige blinklåse har åbnet sig under fighten. Vi bruger derfor altid ekstra kraftige blinklåse som fx Duo Lock Snap Str. 4 eller Stay Lock Snaps 250-300 lbs, slutter Mathias.

En flot storgedde fra Rugen – en flot 14,5 kilos fisk taget af en af Mathias gæster på en isfri dag lige efter nytår.
Rügen – de forskellige brakvandsområder
– Brakvands lagunerne på Rugen er ekstremt store. De mest populære og stabilt fangende er Kubitzer Bottenmod vest og Greifswalder Botten mod øst, fortæller Mathias. Førstnævnte har en snitdybde på 4-5 meter og fisker stabilt hele året rundt. Sidstnævnte er især god i nordenden, som fisker godt om vinteren samt i køligt vejr i sommerhalvåret.
Når der bliver rigtig varmt, skal man dog ud på den dybeste del af området for at få et godt fiskeri. Her står fiskene ofte ved bunden over stenrev på 5-6 meters dybde. Store dele af denne bugt er 8-10 meter dyb.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2010

Så er der dækket op med et udvalg af Mathias yndlingsshads. Skrigende farver er rigtig gode i uklart vand, mens de mere neutrale/lyse farver er gode i klart vand. Action Plastics
shad’en med chatreuse ryg, hvid bug ogh orange hale har givet Mathias sin største gedde.
jan 5, 2024 | Nyheder
Populationerne af brakvandsgedder i den sydvestlige del af Østersøen er særligt sårbare, da de lever i et grænseområde, hvor saltpromillen er lige på grænsen af, hvad de kan klare. Og det kan give problemer, når der kommer øgede mængder af saltvand – eksempelvis under en storm.
Seneste videnskabelige studie af fiskene kommer fra Tyskland og er netop publiceret i form af et preprint af artiklen “Combining movement ecology and genetics to understand the ecology and evolution of a freshwater top predator (northern pike, Esox lucius) that has colonized brackish lagoons in the southern Baltic Sea: implications for management and conservation of weakly connected metapopulations”.
Formålet med studiet har været at via akustisk biotelemetri og genetiske prøver ved Rügen at belyse populationernes økologiske og genetiske sammenhængskraft for dermed at få et bedre indblik i, hvordan man fremover bedre kan beskytte bestandene.
Resultaterne peger på, at bestandene i høj grad består af mindre lokalpopulationer med en ringe grad af udveksling det meste af året. Der var dog en højere grad af opblanding af fiskene i gydetiden – blandt andet fordi gedderne migrerer til egnede gydeområder – hvad enten det er op i åer og oversvømmede enge – eller særligt velegnende brakvandslaguner med meget lav saltholdighed. Som i Danmark har man kunnet konstatere, at nogle stammer primært gyder i ferskvand og nogle i brakvand, hvilket yderligere bidrager til at adskille de enkelte småbestande både fysisk og genetisk.
De adfærdsmæssige og genetiske træk, som afdækkes i undersøgelsen, peger på, at de enkelte lokale småbestande kan have meget svært ved at komme sig hurtigt, hvis først de er presset i bund. Af samme årsag kræver en god forvaltning af bestandene, at man nøje følger de enkelte lokalbestande og løbende har styr på de forskellige faktorer, som influerer på dødeligheden. Samtidigt er det vigtigt rent fysisk at sikre fri adgang til alle egnede gydeområder for at øge lokalpopulationernes muligheder for at regenerere – og på den lange bane sikre høj genetisk diversitet i bestanden.
Læs mere om undersøgelsen her.
FOTO: JENS BURSELL
apr 29, 2023 | Nyheder
Brakvandsområderne ved Rügen giver mulighed for et god geddefiskeri – om end ikke nær så godt, som det var for nogle år tilbage. Der er dog stadig fisk – og har man gåpåmod og rigeligt med energi er der stadig mulighed for at opleve fiskeeventyr – eksempelvis iført waders og spinnegrej. Præcis dette har Dennis ”Bom Bom” Schou gjort sammen med sine kammerater Kasper, Sven og Michael:
– Vi havde efterladt kajakker og båd derhjemme, og kun pakket waders samt det allermest nødvendige. Det her ville bliver fedt. Det vidste vi bare! Se vores video om, hvordan det gik – og hvorledes vi greb det fiskeri an, som var mere eller mindre nyt for os alle – her.
Hvis du interesserer dig for brakvandsgedder så læs fx denne artikel om brakvandsgeddernes histoire i Danmark – eller se den nye video om de danske brakvandsgedder på Fisk & Fris Youtube.
apr 16, 2020 | Nyheder
Inden vinden tog til, blev der fanget rigtig godt med laks i Østersøen: – Endelig blev det fiskevejr, og vi valgte at bruge et par dage på Møn, fortæller Flemming Nielsen. – Fredag var forholdene nærmest perfekte med jævn vind, og det blev til et par gode fisk på 6,5 og 9,5 kilo.
– Lørdag var forholdene knapt så perfekte fiskemæssigt med høj sol og ingen vind, fortsætter han. – Vi sejlede ud af havnen klokken 6 i det skønneste vejr, og kursen blev sat som dagen før – nemlig mod området syd for separeringen ved Rügen. Ret hurtigt efter vi havde sat grejet, var der bud efter nederste agn på styrbord rig, men den stod af. Cirka en time senere var der bud efter den samme igen, og denne gang blev den hængende. Fisken vejede 4,5 kilo.
– Timerne gik i det fantastiske vejr. Kort før fyraften fik vi et tilbud på samme stang, som jeg i kort tid var overbevist om var torsk, fordi den bare stod tung og dybt uden at tage særlig meget line. Men – jeg tog fejl, for efter kort tid viste den sig i overfladen. Det var IKKE en torsk, og så startede en time lang fight, hvor den tog udløb på over 250 fod helt ned mod 90 fod under båden. Flere gange var den ude under alle planerboard liner, som vi jo ikke havde bjærget, fordi det “bare var en torsk”. Men træt blev den, og da den kom om bord, viste den 121 centimeter lange laks sig at veje 19,0 kilo, hvilket var både ny BR og PR, slutter Flemming.
Har du også fanget en flot fisk, så husk endelig at sende os din rapport og et par gode fotos til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
apr 11, 2020 | Nyheder
Coronakrisen påvirker i høj grad det tyske trollingfiskeri, hvilket er en af årsagerne til, at de danskere, der tager turen hele vejen over til den tyske side af Østersøen ved Rügen, har relativt god plads at boltre sig på:
– Covid-19 krisen har også haft vidt rækkende konsekvenser for det tyske lystfiskeri, fortæller den tyske biolog og småbådsfisker Sven Hille. – I Schleswig-Holsten har alle havne således været lukket ned I de sidste fire uger, og lystfartøjer herfra må ikke længere sejle på Østersøen. Lokale lystfiskere i Mecklenburg og det vestlige Pommern må dog stadig fiske I området på trods af de mange lukkede havne, men folk fra det øvrige Tyskland må ikke tage ud at fiske på Østersøen. På trods af det gode fiskeri lige nu ved Rügen, er der derfor relativt få både i området – og en del af dem er danske.
– De områder, der fisker bedst lige nu hernede, er især det dybe område lige under trafiksepareringszonen, fortsætter han. – De fleste både, som fisker her, får to-tre laks om dagen – ofte med fisk i området omkring de magiske 15 kilo. Selv har jeg fået rigtig godt med fisk på mine favorit blink fra Danish Lures som fx Nasty Boy´s i skrappe farver.
Overalt gælder de generelle regler for at begrænse smitten. Der må således maksimalt være to fiskere ombord på hver båd, men lad os håbe, at corona-krisen snart er overstået, så vi snart kan dele vores hyggelige fællesskab på trollingbådene, som vi plejer. Glædelig påske, slutter den tyske småbådsfisker Sven Hille.