RØDVIG: NYT HÅB FOR FLADFISKERIET
I går åbnede projektet ”Den Levende Fiskerihavn” officielt i Rødvig Havn på Sydøstsjælland, og der var masser af aktiviteter – samt en sprudlende aktivitet med liv og glade dage. Man kunne blandt andet møde projektets initiativtager Karl Michael Sloth – samt smage på fiskesuppe fra fiskerikajen.dk og klappe moderfiskene, der tidligere på året leverede yngel til året pighvarudsætning. For børnene var der også krible-krable-jagt ved stranden, og den lokale fisker Elo inviterede folk om bord på sin kutter til en rundvisning.
Idéen med projektet er at genoplive havet og det lokale fiskeri på Stevns. Målet er at bygge et havcenter med fokus på forskning, opdræt af fisk og tangdyrkning. – Det er super interessant – ikke blot for lokalmiljøet, men også for lystfiskerne, fortæller Per Fischer, der er medstifter af fladfiskeforeningen. – En del af planen er nemlig, at Østdanmarks Fladfiskerforening rykker ind til nye og markant bedre faciliteter, hvor det er planen at der på sigt skal produceres omkring 100.000 fladfisk til udsætning årligt – med fokus på især skrubber og pighvar.
– Projektet ”Den Levende Fiskerihavn” er skudt godt i gang og har allerede modtaget 1,5 mio. kr. fra Landdistriktspuljen og er godt i gang med at søge yderligere finansiering. Der er flere universiteter fx RUC der er gået ind i projektet for at kunne benytte centret til fremtidig havmiljøforskning. Projektet har virkelig et fantastisk potentiale både nationalt og international – her og nu er eksempelvis det svenske Naturum Øresund gået ind i projektet. Gårsdagens arrangement på havnen blev afsluttet med et arrangement på Stevns Klint Experience Center, hvor kokke fra Fiskerikajen havde sammensat en gourmet middag af lokale råvarer –
selvfølgelig!
Læs mere om Østdanmarks Fladfiskeforening her og Fiskerikajens arbejde for et skånsomt og bæredygtigt fiskeri her.
Se hvordan man fanger fladfisk i denne video
– samt hvordan du flår og/eller renser fladfiskene her.