TREMARELLA I PUTTEN

Vibrationerne fra stangen overføres til rasleflåddet og agnen. De mange små ringe i vandet omkring flådet viser, at der fiskes korrekt.

Når italiensk fisketeknik møder tysk effektivitet – skabes et spændende og top-tunet fiskekoncept. Vi har mødt et gæng tyske P & T fiskere, som folder talenterne ud ved putten – og der er masser af inspiration at hente.

 

AF KARSTEN BECH

 

SOLEN SKINNER fra en skyfri morgenhimmel, og selv om klokken kun lige har passeret ni, er det allerede halvvarmt. Jeg venter på to repræsentanter fra det tyske grejfirma Zebco, som skal vise mig en ny teknik, der har revolutioneret det tyske P&T-fiskeri.

Efter et par minutter ankommer Marc Bauer og Fabian Frenzel,fra Zebco. Bagagerummet i deres bil er fyldt til randen med grej. Jeg når lige at tænke, at der kommer til at gå en time før de får pakket ud, da Marc siger »alles klar«. Det er tysk effektivitet, og mit første møde med tremarella teknikken, som er mere end en egentlig fisketeknik.

 

drømmerejse til Amazonas fiskogfri.dk iFish Travel

Med tremarella fisketeknik i put and take´en

Tremarellafisketeknikken stammer oprindelig fra Italien, og italienskfødte Fabian Frenzel har været med til at introducere teknikken i Tyskland. Hvis man går fem år tilbage fiskede de fleste tyskere P&T nogenlunde på samme måde, som vi gør det her i Danmark nu. Man kastede et flåd ud, og ventede så på at fisken tog agnen.

I Tyskland er fiskeriet i P&T meget konkurrencepræget, og efterhånden som Fabian Frenzel vandt flere konkurrencer, fik tyskerne øjnene op for den specielle teknik han benyttede. Og i dag fisker cirka 80 procent af alle tyskere med tremarella teknikken. Oversat til dansk, betyder det italienske ord tremarella »at ryste«, og det er netop et af hovedelementerne i fisketeknikken. Teknikken går kort fortalt ud på, at man spinner langsomt ind, mens man »ryster« stangen, så stangtoppen svinger op og ned. Disse svingninger/rystelser overføres til enten flåd eller belastning, som er udformet, så der udsendes lydbølger i vandet, som skulle minde om lyden af foderpiller, der rammer vandet i de anlæg hvor P & T fisken er opdrættet. Lydbølgerne skulle derfor tiltrække fiskene, som er vant til de lyde, som betyder mad.

 

Marc Bauer med en fisk fisk taget med tremarella teknikken.

Marc Bauer med en fisk fisk taget med tremarella teknikken.

 

Desuden får agnen en ekstra lokkende gang i vandet. Agnen er som regel naturlig agn som maddiker, regnorm eller melorm, som monteres på krogen, så agnen roterer under indspinningen. De tyske P&T-fiskere har videreudviklet teknikken, og i dag er tremarella fiskeriet mere et koncept frem for en enkelt teknik. Mit møde med det grejfyldte bagagerum, der blev pakket ud på under to minutter, herunder otte! Stænger gjort klar til fiskeri, var mit første møde med dette koncept. En blanding af italiensk teknik og tysk effektivitet.

Tremarella – med et super effektivt set-up

Tyskernes otte stænger står i en speciel stangholder, hvorved en mand kan bære både stænger og grejtaske, samt det to meter lange landingsnet tyskerne benytter. Så på trods af de store mængder grej, er de forbavsende mobile. Ved vandet går der mindre end 30 sekunder før både Fabian og Marc er i gang med fiskeriet.

Vi kan spotte flere fisk, der cruiser i overfladen. Både Fabian og Marc kaster til fiskene i overfladen, som reagerer tydeligt på vibrationerne og lyden fra flåddene med raslekugler. Flere fisk svømmer hen til flåddet, og et par enkelte fisk »smager« endda på flåddet. Men der er ikke nogle af fiskene, der tager agnen. Mens Marc korter sit forfang ned, så agnen kommer tættere på flåddet, fortæller Fabian, at i Tyskland udsættes mange mindre fisk. Disse er ofte mere aggressive i fodringssituationer end større regnbuer, som ikke går helt så mange sammen, og er derfor de mindre tyske ørreder ofte mere hugvillige end de større danske ørreder.

 

Fisken er klar til landing. Bemærk det langskaftede net, som er standardudstyr til tremarella fiskeriet. Tasken på jorden rummer alt grejet pakket i bestemt rækkefølge.

Fisken er klar til landing. Bemærk det langskaftede net, som er standardudstyr til tremarella fiskeriet. Tasken på jorden rummer alt grejet pakket i bestemt rækkefølge.

 

At temperaturen efterhånden har sneget sig op omkring 22-23 grader, og solen stråler ned fra en skyfri himmel, gør nok heller ikke fiskene mere hugvillige. På trods af, at Marc har kortet forfanget ned til under en meter, kan han stadig ikke få fiskene til at tage agnen. Vi oplever flere gange, hvordan fisk først går op til flåddet, vender rundt og svømmer hen lige bag agnen og inspicerer den – hvorefter de svømmer videre. Flere af fiskene har endda agnen i munden et kort øjeblik.

Fabian knækker koden: I stedet for at kaste til enkelte spottede fisk, vælger han at kaste ud til fisk der svømmer rundt i små stimer af 3-6 fisk. Fiskene reagerer meget aggressivt, og kæmper nærmest om at tage agnen. Han kroger en fin fisk, som hurtigt udtrættes med den lange bløde stang. Fisken landes, aflives og afkroges hurtigt, så han kan fiske videre. I løbet af dagen fanger vi fint med fisk, og dette på trods af det varme vejr. Faktisk er vi i tre timer de eneste, der fanger fisk i søen, selvom der er 25-30 fiskere. Så tremarella teknikken må derfor helt klart siges at være godkendt.

Grejet til tremarella fiskeriet

Stængerne, der benyttes til tremarella fiskeri, er teleskopstænger på 3,9-4,5 meters længde. Teleskopstængerne er lette at transportere, og det er vigtigt, når der specielle. De har en meget blød top, som overfører de vibrationer, man laver med stangen ud til agnen. Stængerne opdeles i 8 klasser, hvor klasse 1 kaster 1-4 gram, mens klasse 8 kaster 20-40 gram.

Stængerne transporteres monteret med flåd, belastning, krog, og er således klar til brug, så snart man ankommer til søen. Til fiskeriet kan benyttes et hvilket som helst spinnehjul, men det er vigtigt, at det har en god blød bremse, da der fiskes med nylonline i 0,16-0,20 mm tykkelse. Den tynde line gør det muligt, at kaste agn på få gram, og da stængerne er meget bløde, er den tynde linediameterikke noget problem, og selv større fisk udtrættes let. Tyndere liner betyder desuden bedre præsentation og flere hug.

De mange stænger er alle monteret forskelligt. Marc og Fabian kan skifte fiskedybde, teknik, agnstørrelse, kastevægt osv. på ingen tid, og har derfor ingen spildtid, når der rigges om.

De mange stænger er alle monteret forskelligt. Marc og Fabian kan skifte fiskedybde, teknik, agnstørrelse, kastevægt osv. på ingen tid, og har derfor ingen spildtid, når der rigges om.

 

Ud over vibrationerne fra stangen, benyttes der raslekugler i de forskellige flåd, og lyden skulle som sagt efterligne foderpiller, der lander på vandet. Om det er helt korrekt, skal jeg ikke kunne sige, men raslekugler benyttes i mange typer fiskeri med stort succes, så hvorfor ikke i P&T. Da Fabian og Marc viste mig metoden var flere fisk oppe og snappe i flåddet, så der er ingen tvivl om, at regnbuerne reagerer på lyden fra flådet.

Hvis fiskene skræmmes af flåddet, eller man ønsker at fiske noget dybere, benyttes specielle kæder med enten glas- eller tungstensperler på. Under indtagningen slår glasset eller tungstenene mod hinanden, så der udsendes lydvibrationer i vandet.

Sådan rigger du op til tremarella fiskeri

Taklet under flåddet består af en enkeltkrog størrelse 6-10 alt efter agnens størrelse. Tyskerne benytter ofte færdigbundne krogtakler med en hvinende skarp spade-end krog. Hvis krogen ikke er spids mere, eller får et bøj, er det hurtigt at skifte til et nyt takel. Over krogen fastmonteres belastningen, der skal passe til flåddet. Det er vigtigt, at belastningen er fastmonteret, da det giver den bedste overførsel af vibrationer fra stangen. Selve flåddet monteres glidende på linen, og flåddybden indstilles med et lille flådstop af siliconegummi. På den måde er det hurtigt at ændre afstanden fra flåd til agn.

I Tyskland handler selve tremarella teknikken om indspinning kombineret med de små ryk med stangen. Grunden til, at jeg kalder det et koncept, er den radikalt anderledes tilgang tyskerne har til fiskeriet. Stænger og hjul er toptunet. Her er ikke noget med gammel line og hjul, der mangler smørelse. Alt grejet er sorteret og placeret i tasken, så det er let og hurtigt at komme til. Et godt eksempel er, at priest, tang, håndklæde og agn er placeret øverst i tasken. Når fisken er landet, bliver den lynhurtigt aflivet og afkroget, hvorefter der på et splitsekund kommer ny agn på krogen.

Man er simpelt hen klar til at fiske videre på under et minut. Alt er simpelthen placeret og klargjort, så man kan udnytte fisketiden fuldt ud. Jeg har efterhånden set flere forskellige »superteknikker«, hvor der nærmest loves fangstgaranti. Jeg vil ikke ligefrem love fangstgaranti, men hvis man efterligner tyskernes koncept, vil man uden tvivl booste sin fangstrate væsentligt.

 

Hvidovre Sport

 

Med de nye rasleflåd fra Zebco kan man imitere lyden af foderpiller, som falder i vandet – hvilket for dambrugsopdrættede fisk selvfølgelig trykker på nogle interessante knapper.

Med de nye rasleflåd fra Zebco kan man imitere lyden af foderpiller, som falder i vandet – hvilket for dambrugsopdrættede fisk selvfølgelig trykker på nogle interessante knapper.

Friluftsland

MED GENNEMLØBER I PUTTEN

Marcs måde at takle gennemløbere er lidt anderledes. Han foretrækker at benytte sig at to hårde perler, og en trekrog, hvor kroggabet er bredere end gennemløberen. Fordelen ved to perler er, at efter spinstop udsendes en lille ”klik” lyd, når de to perler rammer sammen. Derved trigger blinket også ørredernes hørelse.

Gennemløbere til P&T-fiskeri er ikke nogen nyhed, og siden de første modeller kom ud i starten af halvfemserne, er gennemløbernes popularitet kun blevet større. I dag kan man købe utallige forskellige variationer samt modeller – og det med god grund. Gennemløberne er nemlig storfangere i put and take´en.

AF KARSTEN BECH

GENNEMLØBEREN er en storfanger i P&T – og det er ikke nogen tilfældighed. Den er simpelthen designet til fiskeriet efter P&T-søens regnbuer: Den kan fiskes langsomt, og stadig bibeholde sin lokkende gang, hvilket skyldes, at blinket ”skubbes” gennem vandet, i stedet for traditionelle blink der ”trækkes” gennem vandet. Desuden er der mange gennemløbsblink, der roterer om egen akse ved spinstop. Det udsender trykbølger i vandet, hvilket kan få en følgende fisk til at hugge, eller tiltrække fisk i området. Samtidig er de fleste gennemløbere malet i to forskellige kontrastfarver fx rød og grøn, hvilket er med til at trigge ørredernes hugrefleks, da ørred skiftevis vil se de to farver.

 

Hvidovre Sport

 

Blink af gennemløber-typen er kort sagt en regnbuedræber, der stimulerer fiskenes hugrefleks på flere parametre. Inden for de sidste 6-7 år, er der sket en del inden for udviklingen af gennemløbere. Både form, farver og materialet, som gennemløberne er lavet af, har været under udvikling, og flere af de store grejfirmaer har udviklet deres egne gennemløbere specifikt til P&T-fiskeri.

En spændende nyhed, inden for gennemløbernes verden, er den kortere ”afstand” mellem Danmark og Østen på grund af internettet. Flere og flere grejbutikker og små grejfirmaer udvikler deres egne gennemløbere, som de får produceret i østen.

Det at mindre virksomheder og butikker selv kan udvikle deres eget grej, giver et større og mere varieret udvalg. Der findes sågar gennemløbere, der er udviklet lokalt til bestemte søer. Så hvis du skal ud og købe gennemløbere, så tjek udvalget af modeller ude på nettet først, inden du køber. Ofte kan man finde forskellige fiskeforums, hvor man kan læse om andre fiskeres erfaringer med de forskellige modeller.

 

Forår og efterår er topmånederne for fiskeri med gennemløber. Her er det Mark Bauer med en fin fisk taget på en Magic Trout Fat Bloody Inliner på 8 gram. Bemærk i øvrigt polaroid brillerne. Selv når vandet er koldt, er det muligt at fiske direkte til spottede fisk.

Forår og efterår er topmånederne for fiskeri med gennemløber. Her er det Mark Bauer med en fin fisk taget på en Magic Trout Fat Bloody Inliner på 8 gram. Bemærk i øvrigt polaroid brillerne. Selv når vandet er koldt, er det muligt at fiske direkte til spottede fisk.

Montage af gennemløbsblink i putten

Gennemløbsblink kan monteres på forskellig vis. Den klassiske metode er, at benytte en trekrog, hvis kroggab er lidt større end gennemløberen er bred. Gennemløberen monteres på linen, så monteres en perle, og efter perlen monteres trekrogen, enten direkte på linen, eller i en springring. Jeg foretrækker at benytte springringe af den ovale type, hvor wiren kun ligger dobbelt i den ene ende.

Linen bindes ind der, hvor wiren er enkelt, og trekrogen monteres i enden, hvor wiren er dobbelt. Denne type springring forhindrer, at knuden trækkes ind mellem wirerne, hvorved springringen vil frigøres, eller at wirerne risikere at skære linen over. Perlen skal være lavet af hård plast, og haven et gennemløbshul, hvori lineknuden på trekrogen/springringen kan gå igennem. Derved er knuden godt beskyttet inde i perlen, samtidig med, at den hårdere plast giver gennemløberen den bedste gang i vandet.

Ved små og lette gennemløbere, foretrækker jeg at benytte en enkeltkrog som fx Quantum Big Eye Hook. Dette er med til at bevare de små gennemløberes gang i vandet. Enkeltkrogen monteres på samme vis som en trekrog. Den seneste tid, er jeg begyndt at eksperimentere med at montere mindre trekroge i et L-rig på mine gennemløbere. Specielt på dage, hvor fisken hugger forsigtigt, mistes mange hug og fisk på de forholdsvis store trekroge. Mindre trekroge i størrelse 10-14 kroger, og giver et væsentlig bedre kroghold. Når der benyttes L-rig, er det vigtigt, at perlens gennemløbshul har en lille diameter, så knuden stoppes bag perlen. Derved eksponeres krogen helt perfekt asymmetrisk bag gennemløberen, hvilket giver den bedste krogningsrate. Læs mere om dette i bogen “Havørred – Refleksioner på Kysten”. Alternativt kan man benytte et såkaldt vinkelrig.

Året rundt kan der fanges godt på gennemløberne. Det er dog vigtigt, at man benytter forskellige størrelser alt efter årstiden. Generelt er det en god idé at bruge de helt små størrelser om sommeren. Fisket langsomt i overfladen, er det et godt våben til de sommerdovne regnbuer.

 

Gennemløbere til put and take´en.

Tips til fiskeri med gennemløbere i put and take´en

Et godt trick er at fiske med løftet stang, så blinket går lige under overfladen, så man visuelt kan se fiskens reaktion på gennemløberen. Af og til har jeg oplevet fisk, der tager blinket i munden, uden at man har kunnet mærke hugget, for derefter at åbne munden, og lade gennemløberen fortsætte sin gang mod land. Disse fisk kan kun kroges, hvis man har visuel kontakt til blinket, og kan give modhug, når fisken har gennemløberen i munden.

Ved at hæve stangen, kan man også nedsætte indspinningstempoet. Ofte er det netop det langsomme tempo på gennemløberen, der får fisken til at hugge. Er der ikke hugvillige fisk i overfladen, handler det om at få gennemløberen til at ”kravle” hen over bunden. Det er en teknik, som går ud på at fiske gennemløberen så langsomt som overhovedet muligt lige over bunden.

Gennemløberen må faktisk gerne ramme bunden af og til. Brug eventuelt en enkeltkrog i stedet for trekrog for at minimere fangsten af planter og andet skidt.

 

Her er det Kennet Bertelsen, der driver Facebooksiden Lystfiskeren, som er ved at lande en fin regnbue. Kennet fisker med meget let grej, og har kun det grej med, der kan være i lommen på hans jakke. Han er derfor meget mobil, og kan hurtigt affiske forskellige områder af P&T-søen.

Her er det Kennet Bertelsen, der driver Facebooksiden Lystfiskeren, som er ved at lande en fin regnbue. Kennet fisker med meget let grej, og har kun det grej med, der kan være i lommen på hans jakke. Han er derfor meget mobil, og kan hurtigt affiske forskellige områder af P&T-søen.

Fiskeri med gennemløbere i foråret

De store gennemløbere på 10-12 gram bruger jeg i efteråret og i forårsmånederne. Her handler det ofte om at finde den dybde, som fisken hugger i. Når gennemløberen rammer vandet, tæller jeg indtil linen bliver slap, hvilket fortæller, at gennemløbere har nået bunden. I næste kast begynder jeg så indspinningen et par sekunder før, så gennemløberen går lige over bunden. I det efterfølgende kast begynder jeg endnu tidligere og så fremdeles. På den måde fisker man hele vandsøjlen af.

Når man finder den rigtige dybde, hvor fiskene hugger, er det bare at starte indspinningen på samme tidspunkt, hvorved man fisker effektivt i den rette dybde. En anden måde at affiske de forskellige dybder effektivt, er at fiske med gennemløbere med forskellige vægt. Start med 8 gram, efter noget tid skiftes til 10 gram, derefter 12 gram og så videre. På den måde fisker man ned gennem vandlagene, indtil man finder fiskene.

Jeg har oplevet dage hvor en 12 grams gennemløber fangede fisk, mens der ikke var et eneste hug på samme farveudgave bare i 10 gram.

 

Kennet med en lille regnbue taget på hans ”egen” gennemløber. For at få sine gennemløbere så lette som muligt, sliber Kennet, færdig købte gennemløbere ned, og maler dem i de farver han selv ønsker. Det er muligt at slibe 3-5 gram af en 10 grams gennemløber uden at den får en mindre bæreflade. Derved får man et blink, der kan fiskes ultra langsomt.

Kennet med en lille regnbue taget på hans ”egen” gennemløber. For at få sine gennemløbere så lette som muligt, sliber Kennet, færdig købte gennemløbere ned, og maler dem i de farver han selv ønsker. Det er muligt at slibe 3-5 gram af en 10 grams gennemløber uden at den får en mindre bæreflade. Derved får man et blink, der kan fiskes ultra langsomt.

 

Når frosten bider, og regnbuernes aktivitetsniveau falder i vintermånederne, kan det være en god ide at eksperimentere lidt med størrelserne. Jeg har oplevet vinterdage, hvor det var de allermindste gennemløbere, der gav fisk på tasken. Fisket ultra langsomt lige over bunden, var det simpelthen den rigtige medicin.

Omvendt har jeg også oplevet vinterdage, hvor det var de største modeller i skrigende farver, der skulle til for at fremprovokere hug. Dog er det en god regel at fiske så tæt på bunden som muligt, og så langsomt som overhovedet muligt. Der er dog ingen regler uden undtagelser, og det er derfor en god ide, at hvert femte kast fiskes højere i vandet.

Mobilt fiskeri i putten med gennemløbere

Den største fordel ved fiskeri med gennemløber er i mine øjne ikke blinkenes effektivitet, men at det giver et aktivt og mobilt fiskeri. Det kræver ikke meget grej at fiske med gennemløbere: En let spinnestang, der kaster op til 10-15 gram samt et hjul med god bremse, påspolet en fletline i 0,05-0,10 mm. Hertil kommer et forfang af 0,20 mm flourocarbon eller almindelig nylon. Gå helst ikke under 0,20, da gennemløbsblink kan slide på linen. Så husk efter 5-6 kast at tjekke, at linen er ok. Det gøres ved at mærke om overfladen stadig er glat. Er den det, så fisk videre, er den ridset eller flosset, der hvor gennemløberen er monteret, så skift forfanget.

Da man kun behøver én stang, grejæske og en rulle forfangsmateriale, er man meget mobil. Derved kan man bevæge sig rundt langs søen. Det giver klart flere fisk, end hvis man affisker samme plads hele tiden. Desuden giver det et godt kendskab til P&T-søen, da alle søer har områder, hvor der er flere fisk. Der er altså masser af gode grunde til at fiske med gennemløber i putten, det er bare med at komme i gang.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2018

Daiwa Open 2025

 

Kennets måde at takle gennemløbere. En enkelt hård perle, og en trekrog der er lidt mindre end blinket er bred. Bemærk, at krogen er bundet direkte i linen uden springring. Det giver lidt mindre vægt, og en mere elegant præsentation.

Kennets måde at takle gennemløbere. En enkelt hård perle, og en trekrog der er lidt mindre end blinket er bred. Bemærk, at krogen er bundet direkte i linen uden springring. Det giver lidt mindre vægt, og en mere elegant præsentation.

Friluftsland