Peru Arkiv - Fisk & Fri

AMAZONAS: PÅ ARAPAIMAJAGT I JUNGLEN

maj 20, 2024 | Artikler, Rejsefiskeri

Artiklens forfatter Mikkel Matzen med sit livs arapaima på krogen. Man skal ikke have sarte nerver, hvis man skal fiske efter så store fisk fra en lillebitte foldekano!

For et par år siden tog et gæng danske lystfiskere til den peruvianske jungle for at fange arapaima – en af verdens største ferskvandsfisk. Spænd sikkerhedsselen og tag med på en uforglemmelig tur, hvor der på trods af svære forhold bliver fanget nogle utrolig flotte fisk.

AF MIKKEL MATZEN, EFFEKTLAGERET

DET ER SVÆRE FORHOLD på grund af ekstrem høj vandstand i regnskoven i den peruvianske del af Amazonas, men allerede en af de første dage fanger Henrik Carl en flot arapaima, der vejer omkring 60 kilo, hvilket er til stor glæde for os alle, da det beviser, at det kan lade sig gøre på trods af de dårlige forhold, og de enormt mange mistede fisk, som vi allerede har haft de første dage. Årsagen til, at vi mister så mange fisk er blandt andet, at det er svært at lande dem pga. den høje vandstand.

Der er ingen steder, hvor vi kan bunde og dermed håndtere fisken. Faktisk er Daniel med en af sine fisk, nødt til at stå på en gren i vandet for at få et nogenlunde billede – og de efterfølgende dage kommer de fleste på tavlen med fisk over 50 kilo. Blandt andet går Andreas Rasmussens store drøm i opfyldelse, da han lander en flot arapaima taget på flue!

drømmerejse til Amazonas fiskogfri.dk iFish Travel

Geir Aasjord og Henrik Carl med Henriks flotte arapaima på cirka 60 kilo.

Arapaima i en gigantisk sø

Min kanomakker Jacob har endnu ikke landet en større arapaima, så vi skal prøve et nyt sted, hvor selv Geir Aasjord – vores turleder – ikke havde været. Der er mange timers kanosejlads ind gennem tæt, oversvømmet krat, så vi er ekstra tidligt afsted denne morgen.

Da vi har fået kæmpet os igennem junglen, kommer vi til en gigantisk sø. – Vi kigger på hinanden og er enige om, at det her ikke kan gå galt. I dag er det vores dag! Vi ser hurtigt en rigtig stor fisk komme op efter luft. Den er langt væk, men vi beslutter at tage chancen, så vi nærmer os den Vi sidder helt stille og spejder ud over vandet. Pludselig kommer fisken op blot 20-25 meter fra båden og trækker luft. Jeg ser tydeligt hvilken vej den går, og placerer et kast lige foran snuden på den!

Flåddet når knap at ramme vandet, inden det forsvinder! Endelig er der fast fisk – og det er en af de helt rigtige. Fisken er så stor, at vores kano bliver trukket ud midt på søen, selvom Jacob gør alt for at padle kontra. Fighten er ekstrem intens de første 5-10 minutter med flere vanvittige spring, men herefter falder fisken til ro. Igen har vi desværre problemer med at finde et sted at lande fisken. Geir guider os ind til et lille hul, og Jacob får kanoen placeret. Fisken går frem og tilbage foran os, Geir har fået fat i forfanget, men fisken er ikke klar endnu. Den tager et heftigt udløb og sætter sig i noget på bunden, og så tror jeg, det er slut. Heldigvis får jeg den på mirakuløs vis ud igen, og fisken er nu helt klar til at blive landet. Jeg løfter stangen og presser den hen mod Geir, for at han kan få armene omkring den, men en halv meter før han kan nå om den, sker det eneste der ikke må ske: Krogholdet ryger – igen, igen… Vi står alle målløse tilbage. Det her burde ikke kunne lade sig gøre.

Det er fra små foldekanoer som disse, at arapaimafiskeriet foregår.

Forrygende arapaimafiskeri

Vi sejler tilbage for at mødes med de andre. Her hører vi, at Christian Boyum har fanget en arapaima på 70-80 kilo – og på vejen tilbage, ser vi Daniel Hein stå på en gren i vandet med en flot fisk. Vores eftermiddag går forrygende, da Jacob lander en flot arapaima på over 60 kilo. Jeg kan godt mærke, at frustrationen fra om formiddagen stadig sidder i kroppen, men hvor var det fedt at være med til at Jacobs mål blev indfriet. Vi sejler tilbage, mens solen går ned over junglen – og får os en snak om dagens oplevelser.

Jacob er ovenpå efter den flotte fangst, og han er derfor en kæmpe motivation, der får peppet mig op til, at det i morgen også skal lykkes for mig. Næste morgen sejler vi afsted til en sø, hvor vi tidligere på ugen, har set og mistet kæmpestore fisk. Ud af øjenkrogen ser jeg en fisk trække luft. Jeg kaster i nærheden af den, og flåddet forsvinder kort efter. Det her bliver starten på en af mine største fiskeoplevelser til dato. De første minutter gør fisken ingenting, og jeg sikker på, at der ikke er tale om en stor fisk, men det skal vise sig, at jeg tager grueligt fejl.

En hård arapaimafight

Fisken ruller i overfladen 15 meter fra kanoen, og jeg bliver chokeret over hvor stor den i virkeligheden er. Geir har nu også set, hvor stor den er, og råber at vi ikke må lade den komme ind, før fisken er træt, for så stor en fisk kan gøre meget skade i en lille foldekano. Det virker som om, at fisken er totalt ligeglad med at trække rundt med to mand i en kano, og lige meget hvor hårdt jeg tager den, trækker den bare kanoen roligt afsted. Jacob kæmper og pruster for at få kanoen ind til land, men fisken er så stærk, at vi må have en anden kano til at hjælpe os med at få vendt rundt, så han får bedre mulighed for at styre. Vi nærmer os roligt Geir, som står klar. Tankerne flyver igennem hovedet på mig, men Jacob beroliger mig med, at fisken er kroget perfekt. Jeg tumler med den fem gange inde foran hullet, for det er et ekstremt lille område at skulle lande så stor en fisk på. Jeg må bruge alle min kræfter på at presse fisken det sidste stykke hen til Geir.

Men pludselig, da vi alle tror, at den er klar til at blive landet, eksploderer fisken og går næsten fri af vandet. Jeg sidder med al line på hjulet, så det er hårdt mod hårdt, og pludselig lyder noget, der minder om et riffelskud, idet linen springer, og fisken er tabt… Sjældent har jeg råbt så højt og været så frustreret. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. – Den her fisk var 2.5-3 meter og sandsynligvis over 120 kilo, siger Geir. Det var min ”once in a lifetime” arapaima – og formentlig en potentiel verdensrekord, som nu er gået tabt.

Arapaima på flåd er ikke for sarte sjæle.

Flådfiskeri efter arapaima

Jeg er færdig og ødelagt. I virkeligheden vil jeg gerne bare væk, men Jacob tvinger mig til at fiske videre og endda samme sted. Alt er lort, men Jacob prøver ihærdigt på at få mig i bedre humør på trods af, at han godt ved, hvordan jeg har det. Om det er skæbnen ved jeg ikke, men nøjagtigt samme sted, ser vi nu en stor hvirvel i vandet, og jeg skynder mig at kaste flådet derhen. Først forsvinder flåddet, men inden jeg overhovedet når at gøre noget, kommer det til syne igen. Det næste der sker, er at jeg kan se arapaimaen i overfladen, og det er næsten lige før, at halen rører ved flådet, men så forsvinder den ellers lynhurtigt igen med agnen i munden.

Fisken er alt andet end medgørlig. Arapaimaen tænder fuldstændig af og tager et 60-70 meter udløb ind under rødderne i junglen. Normalt vil det betyde, at fisken er mistet, men Jacob starter op for den store motor. – Den kan fandme tro nej, råber Jacob og trækker bogstaveligt talt fisken ud på søen igen. Fisken har brugt mange kræfter på de eksplosive udløb samt spring – og kampen imod Jacob gør, at den hurtigt bliver medgørlig. Geir står klar samme sted som før, klar til at assistere, og helt efter bogen presser vi fisken hen til Geir som denne gang får fat rundt om den. Jeg er lykkelig og skriger højt. Det er så vildt, at man kan gå fra den værste til den bedste følelse i verden på under en time. Det er totalt euforisk.

Sådan så lejren ud – de hvide lagenoverdækker er sovekabinerne.

Farlige toiletbesøg i junglen

Lejrlivet er en fantastisk oplevelse. Geir har sørget virkelig godt for os, men der er én ting vi alle frygter – og det er det afsidesliggende toilet, der er hjemmebane for alskens kryb… Vi er nu engang indrettet sådan, at når der kommer noget ind, så skal der også noget ud – og vi frygter alle toiletbesøget. Der går ikke lang tid før de første benytter toilettet, og efter Daniel og Henrik har været afsted, bliver det Jacobs tur. Han er påpasselig og tjekker som den eneste – bare for en sikkerheds skyld – toilettet og ganske rigtigt sidder der under brættet en stor skorpion!

Toiletbesøget bliver udskudt og i stedet indleder vi en jagt på skorpionen med vores machete og får den likvideret. Så er der fri bane igen. Der er heller ingen af os, som har specielt meget lyst til en badetur i floden, da vi både har set kaimaner og slanger. Men den høje luftfugtighed gør det næsten ulideligt, så da Christian som den første springer i og larmer så meget, at han må have skræmt alle farlige dyr væk, går der ikke lang tid, før vi andre godt tør springe i også. Rådet fra de lokale lyder således: Hvis du ser en kaiman – så svøm!

Når vi sejler, bruger vi den store båd, som vi fylder med vores grej. Herefter stabler vi de små kanoer oven på båden. Det første stykke sejler vi med motor, hvorefter vi stævner ud i små kanoer med to mand i hver – og hakker os vej gennem junglen til nogle søer langs floden. Nogle steder er det fuldstændigt ufremkommeligt, og selvom vi har en machete med, er vi nødt til at trække os frem ved håndkraft, da bevoksningen er for tæt til at bruge pagajen. Alt i junglen kan forsvare sig eller gå til angreb.

Træernes stammer er beklædt med pigge, mens blade og grene som hænger ned fra træerne er fyldt med insekter, som vil æde dig. Vi bliver meget hurtigt opmærksomme på, at man ikke skal ryste eller banke på træerne, da nedfaldet ofte viser sig at være en stor, levende, lodden og uvelkommen gæst i en lille kano! Normalt vandrer man på land til søerne, men vandmængden gør, at vi bliver nødt til at sejle ind til dem. Det betyder, at vi sidder 14 timer om dagen i vores små kanoer, og den mest brugte sætning på hele turen bliver ”Fuck jeg har ondt i røven!”. Der er sågar nogle af os som får blå baller!

Mikkel Matzen og Geir med Mikkels flotte 60 kilos arapaima, der huggede på en halv wolffish monteret på cirkelkrog, som det ses til højre.

Fisketeknikken til arapaima

Vi fisker efter arapaimaerne ved at spejde ud over vandet, mens vi venter på, at de kommer op til overfladen for at trække luft og samtidigt afslører, hvor de befinder sig. Derefter sejler vi så hen, hvor vi har spottet dem og venter på, at de viser sig igen. Kunsten er at holde øje og forudse, hvilken vej fisken bevæger sig – for derefter at placere agnen så tæt på arapaimaens hoved som muligt, næste gang den viser sig.

En anden måde, de viser sig på, er når de jager. Her kommer de også til overfladen og afslører sig selv, idet de slår et hårdt slag med halen for at lamme byttefisk. Når det sker, så er man ikke i tvivl, for det lyder som et riffelskud, når deres hale rammer vandet. Når arapaimaen jager, så er den fuldstændig fokuseret på jagten, og her er chancen størst for at fange dem. Alt, der lander i nærheden af fisken, bliver spist!

Efter mange fiskerejser har jeg lært, at den vigtigste ingrediens for at skabe en god tur, er at rejse med de helt rigtige kammerater – i dette tilfælde Jacob Juul, Andreas Rasmussen, Christian Boyum, Daniel Hein og Henrik Carl, som alle har bidraget med noget positivt på turen. Jeg kunne ikke drømme om et bedre hold at tage på tur med! Vi har haft mange odds imod os, men på trods af det, så har vi alle fået arapaima over 50 kilo, hvilket var vores mål. Det var mega hårdt – og til tider var det surt med surt på – men turen har været en af de bedste fiskeoplevelser, jeg nogensinde har haft. Jeg er overbevist om, at det ikke er sidste gang vi rejser sammen, og Peru skal helt sikkert afprøves igen. Vi vil tilbage og have revanche i selskab med vores skrappe og erfarne turleder – Geir, som er en af de mest fantastiske mennesker, jeg har mødt.

Store cirkelkroge er et godt valg, når der flådfiskes efter arapaima.

Grejet til arapaimafiskeri

– Stangen: Spinnestang på 8’-10’ med en kastevægt på 100-150 gram med en parabolisk aktion

– Hjulet: Spinnehjul str. 4000-5000 med en pålidlig bremse og som kan indeholde nok line

– Linen: flettet line med en høj kvalitet og med en brudstyrke på min. 100 lbs

– Endegrej: glideflåd monteret op med en cirkelkrog og kevlar eller fluocarbon som leader

Fiskeriet efter peacockbass

Peacock bass´en er en utrolig smuk fisk – dem vi fangede var på 2-3 kg og er fanget midt på dagen, hvor arapaima fiskeriet var dødt. Vi fiskede med små poppere inde i mangroven, på let grej. En helt fantastisk oplevelse, da de kommer med 120 km/t og tager popperen i overfladen. Det var noget alle havde stor fornøjelse af.

Facts om arapaimaen

Arapaimaen skulle som art eftersigende være omkring 150 millioner år gammel og bliver derfor af nogle også kaldet for en urfisk. Den er blandt de største levende ferskvandsfisk og lever i Amazonas regnskovsfloder. Den har ikke lunger som sådan, men trækker vejret gennem en svømmeblære hvor blodet bliver iltet, derfor skal arapaimaen ca. hver 20 min. op til overfladen for at få luft. Det er mest normalt at de bliver omkring 2-2,5 m og har en vægt på ca. 150 kg men der er særtilfælde hvor den kan blive helt op til 3 m og veje omkring 200 kg. Arapaimaen er en rovfisk og lever for det meste af andre fisk, men den kan fint finde på at spise fugle og andre dyr på floden. Arapaimaen er truet og der er flere områder, hvor de slet ikke findes, da de lokale spiser den fordi det er en eftertragtet spisefisk – derfor har man de senere år næsten fisket dem helt væk.

Skal du selv på tur efter fx arapaima eller andre spændende fisk, kan du altid få tips & tricks fra Mikkel Matzen fra Effektlageret.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2018

Den peruvianske del af Amazonas byder på nogle fantastiske naturoplevelser – her en flok skildpadder, der tager sig en slapper.

ARAPAIMA`ER I UNDTAGELSESTILSTAND

feb 21, 2024 | Artikler, Rejsefiskeri

Det første arapaima hook-up til Kristian.

I januar var fire friske danskere i Amazonas for at indfri deres store drøm om at fange et eksemplar af verdens største skællede ferskvandsfisk – arapaimaen. Og det gik bedre end godt.

AF KRISTIAN KØLBY KRISTENSEN

I MIDTEN AF JANUAR var vi fire unge gutter, som drog til Peru i håbet om at fange den sagnomspundne Arapaima gigas. Vores tur mod Perus jungle startede i Ecuadors hovedstad, Quito, hvor vi mødtes med vores svenske kontakt Jonathan, som havde erfaring med arapaimaerne i junglen. Den første aften i Quito tog vi på bar, hvor de overraskende lukkede kl. 22, hvilket vi ikke helt forstod, før den lokale bartender via Google translate fik forklaret at det var pga. ’udgangsforbuddet’. Vi slog det hen og grinede lidt af den dårlige oversættelse, men næste morgen viste det sig dog, at Google havde haft helt styr på det. På vores ankomstdag var den berygtede Ecuadorianske kartelleder Fito nemlig flygtet fra sit fængsel, og hans bander var løs i Quitos og Guayaquils gader, hvor de kidnappede politifolk og indtog TV-studier. Grundet balladen havde regeringen indført undtagelsestilstand i landet.

Johannes med en flot arapaima på 80-90 kilo fanget på død agn med cirkelkrogen stadigt siddende lige i saksen.

Arapaimafiskeri på trods af uro

Efter en kort diskussion af situationen besluttede vi at fortsætte turen mod junglen og arapaimaerne – uroen til trods. Udgangsforbuddet gjorde, at vi ikke kunne bevæge os rundt mellem kl. 23 og 5 om morgenen, så vi måtte derfor straks afsted med bus. Vi pakkede sammen og kørte 8 timer for at nå en by ved Rio Napos bred. Også her skulle vi holde os på hotellet pga. balladen. Næste morgen fortsatte vi yderligere 10 timer op ad Rio Napo med båd mod en lille flodby ved grænsen til Peru. Båden var tungt pakket med alt, hvad der skal til for at holde en lejr kørende, og grundet lav vandstand betød det, at vi gik på grund adskillige gange, og måtte i floden for at skubbe os fri fra de utallige sandbanker. En enkelt gang var vi kilet så godt fast, at vi måtte have hjælp af et par lokales båd til at trække os fri.

Efter en ulidelig varm nat på grænsehotellet drog vi de sidste 4 timer mod campen. På vejen stoppede vi først med lidt sprut til den lokale ecuadorianske militærcheckpost og efterfølgende med gryder og lidt mere moonshine til de peruvianske parkrangers; så var alle glade til trods for ”gringoerne” i båden på vej gennem deres kontrolposter. Ved grænsen mellem Ecuador og Peru bevægede vi os fra den store brune Rio Napo op ad en klar bi-flod hvor naturen, og særligt dyrelivet, ændrede sig dramatisk. I denne del af Perus jungle kommer kun parkrangerne, de lokale Secoya-indianere og så et par fiskere et par gange om året. Allerede på vej op a bi-floden mod campen så vi lyserøde floddelfiner og et utal af papegøjer samt andre farvestrålende fugle.

Johannes og Lasse i kano på vej ind mod den skjulte sø gennem den oversvømmede regnskov.

Kristian med 70-80 kgs. landet på reletivt dybt vand midt i mangroven. Kristian i orange, jonathan i grøn.

Kristian tv med 70-80 kilos arapaima landet på relativt dybt vand midt i mangroven.

Efter arapaimaer i høj vandstand

Vel ankommet til lejren gennemgik vi planen for de kommende dages fiskeri. Vandstanden var relativ høj i området, hvilket pressede vand ind i selve junglen, sammen med byttefisk, kaimaner og, desværre, arapaimaer. I området omkring campen er der nogle store søer som arapaimaerne kan blive ”fanget” i, når vandet trækker sig tilbage til floden, og planen blev derfor at vi ville starte i disse søer, og forsøge os med kastefiskeri med store gummiagn. Fiskeriet med gummiagn er som geddefiskeri i maj. Vi brugte primært store brune/motoroil-farvede shads (ala McRubber og giant Pigshads) rigget op med en enkelt krog med en 1.2 mm forfangs-line. Vi fiskede med MadCat stænger som var relativ bløde for ikke at miste fisk, når de springer; hovedlinen var en 150 lbs Whiplash line som potentielt ville kunne klare en tur rundt om forskellige jungle-snags.

Søerne lå bag ved floden og vi måtte derfor bære vores to foldbare kanoer gennem junglen for at komme til spottet. Spændte som flitsbuer satte vi os i kanoerne og stævnede ud. Knap have vi taget de første åretag før en stor fisk rullede i sivkanten og satte gang i adrenalinen. De var her! Og der var mange! Igen og igen gik store fisk i overfladen og plaskede rundt, og med bævrende arme sendte vi Mcrubberne afsted mod de voldsomme fisk. I hver vores kano var vi omgivet af fisk, men Johannes var første mand på pletten!

Thomas med arapaima, 70-80 kg fanget i den lille sø jeg beskriver. thomas med solbriller og langt hår.

Thomas (tv) med arapaima, 70-80 kg fanget i den lille sø.

Turens første arapaima

Efter en intens kamp og lidt af en sejltur over søen var den første arapaima på turen en realitet! Med flotte røde skæl på bagkroppen og kulsorte øjne var denne ca 180 cm fisk den perfekte introduktion til disse 23 mio. år gamle levende fossiler.

Med spinnestangen i hånden giver de store fisk noget af et brutalt hug! Efter 10-15 minutters hård fight, med udløb og hop, skal arapaimaerne som regel op efter luft, for fiskene kan trække vejret gennem deres svømmeblære). Herefter bliver fighten tungere, og ofte med et par sidste eksplosive hop, så det gynger godt i de små kanoer. Grundet den høje vandstand var det ikke let at lande fiskene. Vi måtte derfor ofte padle langt under fighten, for at finde semi-fast grund under fødderne, inden vi hoppede ned i det mørke vand for at afkroge og tage billeder.

Morgendagen efter fiskede vi i en ny sø med kontakt til floden, og igen så vi mange store fisk rulle i overfladen. Sight-fiskeriet med kastegrej er helt vildt efter de store overfladesøgende fisk. Efter at have fisket en bugt uden meget liv, så vi et ordenligt drøn i kasteafstand fra kanoen. Min makker, Thomas, og jeg lagde begge kast i nærheden af fisken. Langsom indspinning. Total stilhed og fuld koncentration. SMÆK! ”Den er der fandme!”, råbte jeg til Thomas. Straks gik fisken i overfladen med et hovedrystende hop. Det var kun vores anden fisk på turen, så vi råbte på hjælp, mens vi kæmpede fisken væk fra det ene oversvømmede træ efter det andet.

Efter en intens kamp var fisken under kontrol og vi kunne starte padleriet mod land. Det var nervepirrende hver gang at trække de store fisk gennem vandet mod landingspladserne, velvidende at ethvert øjeblik kunne udvikle sig til et kraftfuldt line-eller-kroghold-tabende spring. Efter et par forsøg fandt vi et passende spot under et træ, hvor vores svenske guide og jeg hoppede i. Med vand til brystet wrestlede vi med den store fisk, inden vi skød et par billeder og sendte den retur. Min lykke var gjort, men vi manglede stadig arapaimaer til to mand.

Lasse med sin første arapaima fanget ude foran lejren, mens de havde besøg af de peruvianske grænsevagter, som synes det var fantastisk at se de store fisk.

Lasses tur til en arapaima

Senere, midt under frokosten, så vi en fisk, der blev ved med at rulle i floden uden for lejren. Selvom vores guide og de lokale rystede på hovedet, gav vi den et skud, og snart kunne man høre Lasse råbe på hjælp, og se Thomas padle baglæns mod strømmen. Efter en intens fight i den brusende flod, kunne Lasse lande sit første eksemplar, som Thomas dog fik de ømmeste arme af.

Dagen efter fiskede vi fire gutter på to forskellige spots. Alle var enige om at Thomas hellere måtte fange en fisk for freden i campen. Derfor var det med store smil på læberne, da kanoerne mødtes til frokost og Thomas holdt en knyttet næve i luften! Med fisk til alle mand var turen en succes. Det blev fejret med høj cigarføring og velfortjente øl. I campen var der altid god stemning og masser af mennesker. De lokale secoya-indianere yndede at hænge ud i skyggen, kigge på mærkelige gringoer og få serveret mad de ikke skulle jage først. De hjalp os også med at sejle de lidt større kanoer og til tider håndtere de voldsomme fisk.

Kristian i orange, jonathan i grøn på vej gennem en flydende ø mod den lille skjulte sø

Kristian og Jonathan på vej over en flydende ø på vej mod den lille skjulte sø.

En glemt arapaima-perle i regnskoven

Mens vandstanden var høj, fortalte vores guide om en gemt perle, der ikke havde været besøgt i flere år, men turen derind ville blive hård. Vi var klar og tog afsted med guides dagen efter. Indgangen til vildnisset var gemt under væltede træer, som dog skulle vise sig at være den mindste forhindring. I en times tid kæmpede vi kanoerne igennem oversvømmet jungle og flydende øer, mens vores lokale mand hakkede løs med mancheten for at lave en improviseret ”kanal” til kanoerne. De lokale fortalte os, at hvis vi skulle se en anaconda, så var det her. Spændt kiggede vi efter en, men som vi begav os længere ind, samt oftere of oftere hoppede i sumpen for at skubbe kanoerne afsted, var det med stigende nervøsitet, at vi spejdede efter de store slanger og kaimanerne. Vi så hverken kaimaner eller anacondaer på vores tur ind til søen, men de nedtrådte græstuer i solen indikerede, at de havde været der, og at det nok var dem som kiggede på os.

Efter strabadserne ankom vi til søen som viste sig at være propfyldt med arapaimaer. I et hjørne så vi 15-20 fisk rulle inden for 30 minutter. Søen var fyldt med fisk i en sådan grad at Thomas, efter at have fanget en arapaima, kækt proklamerede om han lige skulle vise os, hvordan man fangede to i to kast. Og som sagt, så gjort! To kast, to flotte arapaimaer på land. Det lykkedes os at fange fem i den lille sø, hvoraf Johannes fik turens største på ca 2 m omkring 90-100 kg, inden vi igen begav os retur gennem vildnisset.

Bundfiskeri med agn efter arapaima

I løbet af den næste uges tid faldt vandstanden i floden, og derfor også i de omkringliggende sumpområder. Dette trak flere arapaimaer ud i vores retning, og med dem fulgte også Peacock bass, kaimaner og ikke mindst piratfisk. Snart var det dybest set umuligt at fiske med vores softbaits, som piratfiskene tydeligvis havde smag for. Med den lave vandstand begyndte vi derfor at fiske på bunden med halve agnfisk, et fiskeri som også var yderst effektivt og mindre plaget af piratfisk. Bundfiskeriet var utrolig simpelt; et 80 g lod med en meter 1,2 mm forfangsline og en 10/0 cirkelkrog agnet med en halv fisk. Vi havde også et par strikes på flåd, men disse tabte alle krogholdet. Adrenalinsuset i at se flådet gå under var dog næsten nok. Næsten. Medefiskeriet havde en vanlig karakter af ro, og mens vi lå i kanoerne omgivet af papegøjer, flagermus, kæmpe-oddere samt lyserøde delfiner følte vi os som en del af junglen. Altså lige indtil der var bid, og helvede brød løs igen.

Alt i alt var turen og campen et helt fantastisk sted, som vi alle havde svært ved at tage hjem fra. I løbet af vores tur fangede vi 20 arapaimaer og mistede mindst lige så mange. Ud over arapaimaerne fangede vi 10 andre arter, heriblandt peacock bass og piratfisk. Særligt var det virkelig sjovt at fiske peacock bass på helt let spinnegrej mellem alle de oversvømmede træer. Efter en uge i junglen uden WIFI, anede vi ikke hvad vi der foregik i byerne, og det slog os, at vi ikke havde skænket undtagelsestilstanden eller Fito en eneste tanke, hvilket ikke helt kunne siges om nervøse familier og kærester hjemme i Danmark.

Da turen gik hjemad kom vi godt tilbage til Quito og havde et par gode dage i byen, hvor militæret havde fået styr på det værste ballade, inden vi fløj retur mod Danmark.