maj 30, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Johnny Skovlund og hans søn Sebastian har været i Norge på en superhyggelig far & søn-tur:
–Forventningerne hos familiens junior-lystfisker på 14 år – og til dels hans far – var bygget op gennem længere tid, og bilen var lastet med lige dele fiskegrej og forhåbninger om den store fangst, da turen gik mod den norske kyst. 4 dage, hvor der bare skulle fiskes. Og nå ja, en tur til Preikestolen kunne forhåbentlig også presses ind. Men hvordan er det nu med fiskeri fra kysten i Norge? Hvilket grej er det bedste? Hvor dybt går fiskene? Spørgsmålene var mange, og vi var på ukendt grund, men heldigvis havde både Sebastian og jeg haft fødselsdag inden for den sidste måned, så alt fra nyt fangstnet til diverse blink og pirke var sikret. Og det med gaverne kommer vi tilbage til.
– Fyldt af spænding balancerede vi den første morgen hen over de store klippeblokke neden for hytten og gjorde klar til de første kast ud i det ukendte vand. Drømmen var en stor sej, og måske en torsk, hvis vi kunne nå ned i dybet til dem. Og sikke en start! Allerede i første kast var der hug hos farmand, og to kast senere var der igen fisk på krogen. Første fisk var en lubbe eller lyr på norsk. Den er i tæt familie med torsken, fandt vi senere ud af. Så meldte Sebastian sig også ind i kampen med både lubbe og sej i nettet. Alle vores seks fisk var dog af beskeden størrelse, så de svømmer stadig rundt derude. Humøret var dog højt efter den start, og troen på noget større var helt intakt!
– Hvis vi troede, at vi næste dag skulle krane fisk ind i stride strømme, blev vi dog slemt skuffede. Der skete i første omgang ikke det store på vores “hotspot”, så vi rykkede tilbage til basen lige neden for vores hytte. Her kunne vi hyggefiske lidt i solen, mens lillebror legede på klipperne, og mor nød solen på terrassen i selskab med en god bog. Der var således helt ro på, da Sebastian fra toppen af sin store sten meldte om fisk på krogen, og der var ikke meget fight, så alt tydede på endnu en mindre fisk.
– Det nye justérbare net (et absolut must på den type kyst) blev gjort klar, og sekunder senere kom så det udbrud, som med ét ændrede stemningen: “Den er stor!”, råbte Sebastian, da han kunne se fisken, og så steg pulsen omgående mindst 50 slag i minuttet, mens farmand febrilsk fik sig balanceret helt ud på det yderste af stenene for at hjælpe med at nette fisken. Og ja, den var stor! Nu skulle den i nettet. Nej, nej, – nettet sad fast i krogen. Panik, det må ikke ske det her! Heldigvis fik jeg den fri, og så kom den i nettet. “Jaaaaa, en kæmpe sej!!!” lyder det fra Sebastian, som jublende og med rystende stemme samt ben kom han ned fra sin sten og var helt vild. Mor blev naturligvis tilkaldt med et begejstret råb, og med et smil, der strakte sig hele vejen fra Oslo til Nordkap, blev der taget billeder og målt fisk. 66,5 cm lød dommen på, og ferien var i den grad reddet. Det var lige netop den sej, han han havde drømt om, og den glæde, som strålede ud af den unge lystfisker i timevis – ja nærmest dagevis – efter fangst. Det er noget, der ikke kan købes for penge. Det kan til gengæld det blink, som lokkede fisken på krogen, nemlig et Westin F360 26 gram i farven Hottie Pearl. I øvrigt endnu en fødselsdagsgave.
– Om det var glædesrusen eller bare manglende forberedelse ud i norske fiskearter, som gjorde, at ingen af os tænkte nærmere over, om det nu også var en sej, skal være usagt, men efter at fisken allerede var på vej til at gå sin sejrsgang på de sociale medier, kunne et norsk familiemedlem venligt meddele, at “det kanskje er en lyr”. Og det var det selvfølgelig, selvom den ikke var helt så karakteristisk i farven, som sine mindre artsfæller, men det fjernede absolut ikke det mindste af glæden. En times tid senere smagte lubben himmelsk på frokostbordet, stegt i hvidløg og ingefær. Det der med fra fjord til bord kan altså noget – og specielt når de helt unge er med.
mar 11, 2022 | Nyheder
– Starten gik klokken klokken 04.15, da vækkeuret ringede, fordi vi skulle ud at fiske, fortæller Jørgen Holk, der forleden var på Nordsøen for at fiske med pirk og forfang. – Vi sejlede fra Thyborøn op mod nordvest cirka 27 mil, Det var lidt bulet på vejen ud til fiskepladserne, men da vi kom frem var det bøvlet værd. Der var ikke mange af de store, min vi fik dog en enkelt god lubbe samt nogle torsk op til 5,5 kg, slutter han.
Har du selv været på havet så send os meget gerne en beretning om din tur samt et godt billede af din fisk. Du kan skrive til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
jan 27, 2021 | Nyheder
Der er en del meldinger om gode fangster på Nordsøen de eneste dage. En af dem er Anders Bjørn Wolff:
– Sikke en dag på havet, fortæller han. – Efter nogle dage med blæst/storm her i det Nordjyske blev det endelig havvejr. Så var det bare op kl 5 samt afsted med bil og båd til Hirtshals. Vi var de første på rampen, og fik hurtigt båden i vandet. Running Angel kom også til ,og vi sejlede sammen ud i mørket. Uha der var sort. Plotter, radar og Flir kamera blev derfor nøje overvåget af alle ombord, og farten blev tilpasset efter forholdene.
– Vandet var helt fladt. Efter cirka 45 minutter var vi ved det første vrag, og det var så småt blevet lyst. Men der var garn på vraget, så vi sejlede hurtigt videre. Det samme var der på de næste pladser, vi havde udset os, så vi sejlede vi ind på revet og afsøgte nogle forskellige pladser – og det var ikke dumt. Vi fandt nogle toppe og sten, hvor der var godt med fisk. Her fik vi store, flotte lubber op til 5,5 kg og mange lige under. Der var også lidt torsk på nogle kilo samt lidt små sej. På revet mødte vi Bluefinn2, som var sejlet fra Skagen af, samt en svensk lystfisker båd, der var sejlet helt fra Gøteborg. Der var faktisk ikke særligt mange både ude, hvilket var underligt med det flotte vejr. Men alt i alt en super dag, i godt selskab samt fantastisk fiskeri og vejr.
jan 16, 2021 | Nyheder
I går var Team Stabicraft Denmark alias Morten Østergaard og Jacob Søholm, en tur på Nordsøen med udgangspunkt fra Hanstholm.
– I det flotteste vejr sejlede vi mod pladserne et godt stykke ude, fortæller Morten Østergaard. – Vandet var roligt, og solen skulle snart bryde mørket. Godt man har radar og AIS!
– De første positioner kastede mindre fisk af sig, som behørigt blev returneret. Senere på dagen fik vi virkelig knækket koden, og havde rigtig mange fisk oppe og vende. Torsk, lange og lubbe var dagens udbytte. Der var torsk op til omkring 8,5kg, lange på godt 10kg og lubber op til omkring 5 kilo, så det var nogle virkelig flotte fisk! En del skulle med hjem til lækker mad, men vi vurderede, at lige så mange flotte torsk, langer og lubber i 3-8 kilos klassen fik friheden igen. Flertallet af de hjemtagne torsk, havde allerede smidt rognen for at sikre de næste generationer. Et dejligt syn.

Team Stablecraft fik godt med fisk – men genudsatte også rigtig mange.
dec 22, 2020 | Nyheder
– Langelandsbæltet slår til igen. Sådan lyder det fra Henrik Agner, der er skipper på det gode skib Amigo. – Vi har idag netop fået en kæmpestor lubbe eller lyssej på ikke mindre end 8,39 kg, hvilket er noget af en sensation. Den ekstremt flotte fisk blev fanget af Martin Bjergsø på MS Amigo i dag, og den store fisk var virkelig tæt på at have slået den gamle danmarksrekord på 8,5 kilo taget af Mona-Lisa Sofie Jensen på Det Gule Rev i 2002. Fisken huggede på 35 meters dybde.
– Mange kender Martin for hans utallige ture på Neptun og Amigo, og han har også 4 målere – torsk over 10 kilo – på samvittigheden i 2020 fanget på Neptun
Hugget kom på vej ned på en 200 grams pirk i rød og sort, og linen blev helt slap for herefter at blive temmelig stram… Den kæmpestore lubbe give en kanon fight.
aug 14, 2020 | Nyheder
Svenske Leif Krause, som du også tidligere har kunnet læse om her på fiskogfri.dk, har netop været to dage på dybhavsfiskeri med sin kammerat Andreas Ekfeldt, som virkelig gerne ville fange en kulmule.
– Selv var jeg mest opsat på det lidt mere tunge fiskeri, hvor jeg fangede seks brosmer over 10 kilo på hhv 10,8 – 11,3 – 11,5 – 11,9 – 12,3 – 12,8 under vores tur på Skagerrak. Brosmerne på 12,8 og 10,8 kilo var ret glubske, for da de slås om en makrel, der var agnet på to kroge nede i dybet, blev de begge hængende på hver sin krog!! Det er noget af det sygeste, jeg nogensinde har oplevet.
– Midt i det vilde lubbefiskeri kroger jeg en virkelige tung fisk cirka 500 meter under båden, og så får jeg ellers revanche for den store grønlandshaj, som jeg mistede for et par år siden. Det tog en times stenhård pumpen, før jeg fik den 282 centimeter lange haj til overfladen. Udover denne vilde fangst fik jeg også en hvidrokke på 8,9 kilo.
– Men hvordan gik det så med de mindre fisk? Vi fiskede en del efter guldlaks og fik virkelig mange med topfisk på 370 gram til Andy og 420 gram til mig. Og til sidst – blandt alle guldlaksene fik vi en kulmule på 300 gram. Heldigvis huggede den på Andreas´s krog…Og med den rundede han 70 fiskearter på sin meritliste. Undervejs så vi også flere springende tun, så de er der allerede – og en af bådene har også spottet en sværdfisk

Leif Karuse med en af turens store brosmer.
aug 10, 2020 | Nyheder
– I går havde vi Gæster fra Berlin, fortæller Emil Engelbrecht. – Sandra, Moritz og hunden Maja havde lejet hele båden for en dag. Vi havde forsinket afgang pga vejret, og sejlede først kokken syv om morgenen. Store dønninger fra Nordsøen rullede mod Hanstholm, og vi fangede hurtigt 30-40 makreller foran havnen til brug som agn senere. Med fine agn om bord sejlede vi mod de første vrag med 15-17 knob. Her fangede vi kun én lille torsk, så vi måtte hurtigt videre for at prøve nogle stentoppe længere ude.
– På stenene var der masser af torsk, men der var langt mellem de store. Bølgerne havde nu lagt sig, og vi satte kursen mod vrag på dybere vand, hvor vi skiftedes til at fiske med makreller. De første par drev var der et par gode hug, men desværre slap krogen begge gange. I tredje drev var fiskene varmet op, og Sandra fik et solidt hug. Glæden var stor, da en lubbe på næsten 6 kilo dukkede op. Derfra gik det stærkt, og de næste træk gav langer på 9 og 12,5 kilo. Vi stoppede, mens legen var god og satte endnu længere nordvest på. Desværre kom en tyk tåge rullende fra Norge, og vi måtte vende om for at finde nogle stenrev tættere på havnen. Her fandt vi lidt småtorsk, som alle blev sat ud igen, for hvis det er muligt, sætter vi alle fisk under tre kg og over 10 kilo ud igen. Dagen sluttede med en omgang makrelsjov, og vores gæster kunne se frem til en menu med hjemmefanget lubbe, lange, torsk og makrel i den kommende uge.

Sandra med en flot lubbe fra Det Gule Rev.