nov 3, 2024 | Nyheder
Norske Kristine Lekven på 34 år er en erfaren havfisker, der har fisket masser af år sammen med sin far, siden hun var en lille pige. Indtil forleden var hendes PR lange ”kun” 21,4 kilo, men det blev der lavet om på, da hun fiskede på 350 meter dybde i Skudefjorden – som altid med sin far:
– Min far og jeg er lige vilde med at fiske, så vi giver den gas, når vi er ude. I går fiskede vi på bunden med hele og halve makreller med bom og bundlod – samt farverige sprutter som ophængere. Det gav to store langer, en brosme på 12,35 kilo samt nogle mindre hajer. Den største var en massive lange på 162 centimeter og 27,07 kilo, som med god margin er ny personlig rekord, slutter hun. Den norske rekord for lange er hele 46,7 kilo og 182 centimeter.
Læs mere om hav- og småbådsfiskeri generelt i artikelarkivet på fiskogfri.dk, hvor du kan finde en masse inspirerende artikler om alle former for havfiskeri – lige fra torsk og langer til fladfisk, sild, makrel og laksetrolling.

På en og samme tur fik Kristine både en kæmpe lange og en storbrosme. Her ser du en store lange.
sep 25, 2024 | Nyheder
– Kalendergymnastikken var i sidste uge gået op, så jeg havde fundet et hul til en fisketur, fortæller Nis Lauterbach. – Jeg havde booket en plads hos Marek, der sejler ud med Joanna, og vejrudsigten så lovende ud, så Marek havde annonceret, at vi skulle ud og se til nogle dybe vrag med udgangspunkt fra Hanstholm.
– Jeg havde taget godt med agn med i form af makrel, sild, tobis, rejer og blæksprutter – delvist på fruens opfordring, da der åbenbart dels er grænser for hvor meget agn, der må være i familiens fryser, og dels fordi jeg oplever, at medefiskeriet kan være særdeles effektivt.
– Afgangen var sat til 05:30, og jeg var der lidt over fem, hvor Marek allerede var i fuld gang med at sætte Joanna i vandet fra dens trailer, og kort efter stævnede vi ud. Selvom vinden var svag, var der lidt gamle dønninger, som desværre fik sat et par af turens øvrige lystfiskere ud at spillet, inden vi nåde det første vrag. Efter ca. en times sejlads var vi ved det første vrag, og vi startede blødt ud på godt 40 meter vand.
– Der var ikke meget liv at se på loddet, så jeg valgte at starte ud med at fiske med pirk og ophænger, da vraget var blevet annonceret som et “torskevrag”. Jeg nåde knapt nok ned, før der var bid, og det blev til en doublet med et par 3-4 kilos torsk. Der kom også lidt torsk til de øvrige lystfiskere, men det døde hurtigt ud, og vi satte kursen videre til næste vrag. Her var vi på 70 meter, og der var heller ikke meget liv at se her.
– Jeg satsede nu på medefiskeriet, og startede med at agne med makrel, og der kom hurtigt bid. Denne gang var det en lange, der havde ladet sig friste. Det skal siges, at vragfiskeri fra Joanna er blevet noget nemmere, efter at der i sommers er blevet monteret en elmotor i stævnen på den. Uden elmotorens hjælp drev vi nemlig med ca. 1,5 knob, men med elmotoren kan vi ligge bomstille, og fiske vraget systematisk af. Der kom flere andre langehug på vraget, men der var også noget andet der “nippede” nede i dybet, og jeg mærkede flere gange noget, der føltes anderledes end langer og torsk plejer at gøre. Det var dog svært at kroge, og når grejet kom op, var agnen pillet, og ikke bare flået af. Til alt held lykkedes at få kroget en af “pillerne”, til trods for at jeg medefisker med Owner longshaft i 7/0. På vej op var der ikke noget der ledte tankerne hen på noget vildt, men da fisken kom til syne var overraskelsen stor, for det var en rødspætte, der kom til syne. Og det var en særdeles velvoksen en af slagsen.
– Marek fik den sikkert gaffet, og vægten sagde 2,5kg. Det er helt sikket et vrag jeg godt kunne tænke mig at genbesøge, med fladfiske-takler i grejkassen. Vi rykkede efterfølgende ud til et vrag på ca. 100 meter, men igen var der dødt på loddet. Dette sted gav dog også lidt langer og få torsk.
– Derefter stod den på et stort vrag på 135 meter, her var heller ikke noget at se ved ankomsten, men der var fint gang i langerne, og vi fik også lokket lidt torsk til at bide. Her var størrelsen på torskene lidt større, og vi fik dem op til 8kg. Da det døde ud her, og armene begyndte at være lidt trætte oven på den lange vej fiskene skulle hives op, satte vi kursen hjem, og afprøvede et sidste vrag, hvor der igen var langer der lod sig friste.
– På vej til havnen blev tiden brugt på at gøre status over dagens fiskeri, og medefiskeriet havde vist sig klart mest effektivt på dagen. Jeg havde delt ud af agnen, så de øvrige deltagere også kunne få langerne i tale, men agnen fisket på takler med et lys, der blinkede, havde resulteret i, at jeg havde fået fyldt to baljer med 11 langer, 5 torsk og så den ene rødspætte. De øvrige lystfiskere havde fra en halv til en hel balje fyldt.

Nis Lauterbach med en fin torsk fra turen.
okt 4, 2023 | Nyheder
– Vel ude af havnen var vi alle spændte på, hvor store bølgerne var på Nordsøen, men heldigvis var det ikke så slemt, som vi havde frygtet, fortæller Brian Nielsen, der forleden var ude med M/S Heidi. – På det første rev fik jeg en enkelt fin torsk, men vi sejlede hurtigt videre, da fiskene ikke rigtig gad og bide.
– På det andet rev gik det bedre, og her fik jeg fik 1 torsk og en sej. Derefter sejlede vi videre til det tredje rev, og her begyndte folk at få fisk i bajlerne, og jeg fik en lange på cirka 2kg. Herefter gik turen til det fjerde rev, hvor jeg hurtigt fik hug fra to små torsk. Men så lige pludselig sad der noget tungt på min gul/orange gummisprutte. Den sad godt, kunne jeg mærke, og stangen bøjede helt vildt. I første omgang troede jeg, at jeg havde bundbid, da den stod helt stille. Jeg tænkte straks på den rokke, jeg for år tilbage havde fanget ved Gran Canária, og tanken strejfede mig, at det måske godt kunne være en helleflynder. Den tanke droppede jeg dof, da fisken begyndte at bevæge sig dernede i dybet.
– Så var fighten i gang, og den tog line fra hjulet, selvom jeg havde spændt bremsen ret hårdt på mit Penn Squall II hjul. Jeg lagde min kræfter i stangen, og snart kunne jeg mærke, at den blev træt, så jeg begyndte jeg at rulle line ind, så hurtigt som jeg kunne. Det tog noget tid at udtrætte den helt, men efter noget tid kunne vi se den komme op. Min far Jan og jeg blev helt vildt glade, da vi kunne se, at det var en stor flot lange. Min far fik fisken hevet op på båden, og så kom der en og vejede den til otte kilo. Alt i alt var det var en mega hyggelig dag på Heidi, hvor både skipper og besætningen gjorde meget for, at alle fangede fisk.
sep 12, 2023 | Nyheder
– Søndag morgen klokken tidligere end tidligt, tog vi afsted ud på Nordsøen med masser af agn i båden, fortæller Jesper Myhre Christensen. – De havde nemlig lovet rimelig fornuftigt vejr, med kun en smule vind. Så afsted det gik, og da det blev helt lyst på vandet var vi allerede ude over 80 meters dybde.
– Først fik jeg en kuller, så en lille lange, og tredje gang der pilles ved agnen, er det en noget større fisk. Efter en god fight kommer fisken op og det viser sig at være en stor lange. Vægten vides ikke præcis, da sådan en vægt åbenbart skal have nye batterier indimellem, men ombord kom en fin lange på 20kg+ 164cm i en sund foderstand, slutter han.
Husk, at der er masser af artikler om hav- og småbådsfiskeri i artikelarkivet på fiskogfri.dk. Dem finder du her.

Jesper Christensen med sin massive lange fra Nordsøen.
sep 17, 2022 | Nyheder
– Sommeren har vært vældig spændende, og der er fanget mange store langer, fortæller norske Amund Gjeitnes. – Min personlige rekord på 12 kilo blev hurtigt forbedret til 18, så til 25 – og så til 26 kilo. Jeg havde således set sommerens fiskeri som en god succes. Men – det skulle gå hen og blive endnu vildere.
– Jeg havde studeret søkortene hvor jeg selv bor ved Molde i Møre og Romsdal, og havde fundet et sted, som jeg virkelig troede på. Pladsen, der står markeret som Kua på kortet, har et kraftigt fald fra 0-200 meter i et sund med meget strøm og bevægelse. Vejrmeldingerne var gode, så jeg ringede til en kammerat med båd i nærheden, og spurgte ham, om han var interesseret i at tage ud på fisketur. Og det blev et rungende ja.
– Aftenen før klargjorde jeg et takel bestående af et 800 grams lod, solide svirvler og split-ringe med 1,2mm fluorcarbon – monteret med grønne lightsleeves, knæklys og grønt blinklys. Jeg havde også bestemt mig for at teste nye kroge – nemlig en mallekrog str. 14/0 og en trekrog fra Owner i str 5/0. Agnen var en hel makrel.
– Vel ude over det dybe vand begyndte vi at fiske. Det tog ikke mange minutter, før turkammeraten råbte ”Fish on” – og snart efter kunne vi lande en flot 18 kilos lange. Vi lagde os på præcis det samme sted igen, og så var det min tur til at råbe.
– Jeg har tidligere fisket meget efter helleflynder, og dette hug føltes lidt på samme måde. Bremsen var stillet ret hårdt, men uanset hvad jeg gjorde, flådede fisken line af hjulet. Der gik et stykke tid, hvor jeg ikke fik noget som helst line ind igen, men så begyndte den store fisk langsomt at komme tættere på. Pludselig kunne jeg se noget lyst nede i vandet – og inden længe kom der en enorm lange på 180 cm og 37 kilo på dækket, hvilket var en ny PR.
sep 7, 2022 | Nyheder
– Midt om natten klokken 03.10 startede motoren op i Lemvig havn, og vi satte kursen mod Thyborøn, hvor jeg skulle samle en ven op, fortæller Jesper Sandholm. – Herefter sejlede vi stik nord-nord vest i små tre timer med omtrent 20 knob. Da vi kom til pladsen, var der så småt ved at blive lyst.
– Vi lavede en 3-4 stop uden det store held, så vi besluttede at sejle 9 mil længere ud, hvor vi kom ud over 90 til 120 meter vand. Her skulle det vise sig, at der var noget i det mørke, dybe vand, for kort tid efter fik vi store torsk op på små 10 kg samt både langer, kuller og sej.
– På et tidspunkt fik jeg bid igen og tænkte, at det var en okay torsk, men efter 10 meter kunne jeg mærke, at det måske ikke var en torsk. Kort efter kom der en pæn havkat op på 6 kilo. Vi fik den op i kassen, og var lidt oppe at køre, da det er den første havkat, vi har fanget fra båden.
– Vi sænkede hurtigt ned igen, og så gik der ellers kun to minutter, før jeg havde hug igen. Først troede jeg, at jeg havde fat i bunden, men der tog jeg helt fejl: Kampen med en virkelig god fisk varede i nok 12-14 minutter, men så knækkede stangen, og fisken hoppede af. Der er ingen tvivl om, at vi nok snart kommer tilbage igen til denne plads. Jeg vil gerne tilmelde fisken Kinetic Fiskecup 2022, slutter han. Læs mere om konkurrencen her.
jun 21, 2022 | Nyheder
– Efter to års venten gik turen i søndags igen til Værøy, hvor vi ”Team Blop” havde arrangeret en fiskeoplevelse med Guide Per Sjøstrøm, som vi har brugt tidligere både til lakse- og helleflynderfiskeri, fortæller Bobbi Leth.
– Vi lagde ud søndag morgen, og stak sydover til vi ramte det dybe vand. Her oplevede vi med det samme et fantastisk fiskeri, hvor jeg fik ny PR på både sej med en fisk på 13,6 kg – torsk med et eksemplar på 15,8 kg samt en imponerende lange 14,8 kg. Sidst men ikke mindst, blev det også til en helleflynder, der fik målebåndet op på 183 cm. Dette var en fantastisk oplevelse, og det tog over en time at få fisken ind, men det var også en oplevelse, der gjorde, at jeg sov helt fantastisk, da jeg ramte sengen om aftenen. Helleflynderen blev naturligvis genudsat nænsomt.
– Langen fangede vi på 60 meter vand på en hel makrel, som gav en fantastisk fight. Da den kom til overfladen, fik alle sig en overraskelse, da vi så hvor stor den var. Den blev den fanget på samme takel som min torsk, hvilket gjorde oplevelsen endnu større. Om aftenen serverede Per Sjøstrøm stegt lange, som ingen i Team Blop havde haft fornøjelsen af før. Og jeg må indrømme, at det var en lækker oplevelse. Der blev også serveret sej, og alle var enige om, at langen vandt med længder: Det er en fantastisk spisefisk, som jeg klart ville anbefale til dem, der ikke før har prøvet denne oplevelse.
– Er man til big game fiskeri, burde man overveje at prøve det på Værøy, for naturen, stilheden og det fede fiskeri, kan opfylde de flestes fiskedrømme. Rejsen tilbage til Danmark sker i morgen, hvor vi inden håber på at sætte endnu flere personlige rekorder.
Du kan læse mere om Verona Sportsfiskeri og Per Sjøstrøm her.

På turen fik Bobbi også ny PR på helleflynder. Øverst han PR lange.

Ny PR for torsk!
jun 8, 2021 | Nyheder
Der bliver taget godt med fisk på Det Gule Rev for øjeblikket. En af dem, der har haft succes er båden Sally fra Fishingbeyond her i går:
– Vi sejlede ud af Hanstholm i fuldstændig havblik vejr med solen stående op ved siden af os, fortæller Emil Østergaard. – Vi lavede nogle stops på vrag lidt længere inde, og da det ikke gav det store, sejlede vi længere ud. Da vi ankom på vragene, stod de flot på loddet. Dog så det ikke ud til, at der stod nogen fisk. Sally drevet hen over et par gange, men vraget var sultent, og der blev sat en del grej, så vi måtte igen videre.
– På det næste vrag var der meget godt gang i den med torsk i god størrelse, men der var også nogle små, som hurtigt blev smidt tilbage så de kunne blive større. Efter at have ligget der i en lille time, kom der en anden båd og ville have del, så vi takkede af og sejlede videre ud. Da vi ankom, troede vi dårligt vores egne øjne, for der stod fisk overalt på vraget, så hele skærmen var nærmest dækket!! Alle mand kørte ned og fik alle dobbelt hug med mørksej og lubber – første gang. Det var en meget god start, så vi besluttede os for at blive og se, hvad det kunne bringe mere.
– Der kom mange fisk op, men mange kom også tilbage igen, da de var lige i underkanten. Da mætheden var stillet i torsk, mørksej og lubber, blev der rigget om til at fiske med agn, efter nogle fine langer og måske endda en havkat. Vi sejlede tilbage henover vraget, firede ned, og efter godt og vel to minutter stod alle med bukket stang – nogle tungere end andre!

En smuk lange taget ombord på Sally i går.

Sej var der også masser af til gæsterne på Sally.
jan 26, 2021 | Nyheder
– Vi havde fiskede med almindelige jigs og ophængere, det meste af dagen uden det havde givet det helt store, fortæller Emil Engelbrecht Østergaard fra Fishingbeyond om sin tur ud på Nordsøen i går. – Det blev dog til lidt torsk og lubber. Vi knoklede rundt på forskellige dybder for at finde fiskene, uden der rigtig kom gang i den!
– Derefter sejlede vi ud i dybet på 110 meter vand, for at se, om det kunne byde på noget. Vi fiskede lidt videre, dog uden de store bid. Så skiftede vi til medefiskeri, hvilket gav pote efter 20 sekunder, hvor der kom et tungt hug. Fisken virkede ikke speciel stor, efterhånden som den kom op, men da den blev gaffet helt perfekt og slynget ind over rælingen fik alle ombord store øjne!! Der lå nemlig en dejlig stor lange på dækket, hvormed bådrekorden var slået.