GIGANTGEDDER I TYSKLAND

Store gedder kan man finde i mange søer, men vande der huser gigantfisk over 135-140 centimeter forbliver normalt en dybt bevaret hemmelighed. Her løfter vi sløret for en af dem – den tyske sø Wanging, hvor der oven i købet er perfekt mulighed for en hyggelig familieferie.

 

 AF JOCHEN BÖTTCHER

 

DET ER VORES SIDSTE DRIFT. Mine tænder er allerede ved at løbe i vand ved tanken om en solid peberbøf skyllet ned med en kold øl inde på restauranten, da det pludselig giver et brutalt ryk i stangen.

Jeg besvarer instinktivt rykket med et mindst lige så heftigt modhug. Min kraftige stang står spændt, så det knager helt ned i korken, mens jeg tydeligt kan mærke en stor fisk slå voldsomt til siden med hovedet, så det dunker massivt i stangtoppen. De langsomme, men blytunge slag med hovedet indikerer, at det er en rigtig god fisk. Tungt og langsomt nærmer den sig overfladen, og allerede inden jeg har set den, ved jeg, at det er en fisk over de magiske 120 centimeter.

Fem minutter senere glider den i nettet, og jeg er en lykkelig mand. Gedden, der har taget en XXL Shad – eller gummifisk – bliver efter et par hurtige billeder sat retur til sit rette element. Selv om jeg er svært glad for fisken, vil jeg blive ved med at komme tilbage. For jeg ved, at der er langt større fisk i søen – samt at det er et sted, hvor jeg – hvis jeg fisker længe nok – har en reel chance for for at slå min personlige rekord på 20,1 kilo fra floden Peenestrom.

 

Westin Cup 2026

 

Kæmpegedde fra den tyske sø Wanging

Jackson med endnu et moster – denne 128 centimeters fisk vejede 14,5 kilo og tog en sort/orange Kopyto.

 

Kæmpegedder i den tyske sø Wanging

Wanging har et unikt potentiale, hvis du er ude efter rigtig store fisk. Mine venner, der bor tæt på søen, har fanget mange gedder over 120 centimeter – op til 135 centimeter og knapt 19 kilo. Andre lokale lystfiskere har fået fisk op til 140 centimeter – og erhvervsfiskeren har fået fisk på over 140 centimeter. Hertil kommer en del troværdige historier om mistede megafisk over 20 kilo. Den største tabte fisk efterlod et 22 centimeter bredt tandmærke i en megashad. Så kan du selv prøve at gætte på, hvor stor den fisk har været…

Tro mig – selv om der kan være langt mellem huggene – så er dette et vand, hvor ethvert kast kan ændre dit lystfiskerliv med et trylleslag. Her er reel chance for en ny verdensrekord. Søen, der ligger i Bayern tæt på Østrig, består af to bassiner – Wanging og Taching. Arealet svarer til Furesøens, og den største dybde er 27 meter. Søen har alt, hvad der skal til for at producere deciderede gigantfisk: Masser af byttefisk, lavt fisketryk og et skånsomt erhvervsfiskeri.

Geddefiskeri på Wanging søen

Fiskeriet er ikke let – så er du advaret. Mit bedste tip i maj-juni er at koncentrere fiskeriet på dybder under ni meter, hvor der er masser af vegetation – fx den nordlige del af Taching. Men når først det bliver varmt i juli, bevæger fiskene sig ud på dybt vand. Så er der kun en ting at gøre: Afsøg de store vandmasser ved at kaste fra drivende båd. Den bedste teknik er helt klart kæmpestore softbaits på eller over 30 centimeter – som fx XXL-Shad, XXL-Tails og Shack Attack Curly Sues. Store synkende Zalt og Zalt Zam Woblere samt solide swimbaits som fx Baitsmith Magnum Trout, The Catch 22 Castaic Trout på 25 centimeter eller the CL8 Bait Swimbait, har vi dog også haft gode erfaringer med. Af agn, der er lette at få på det danske marked, er store Alien Eels og 25 centimeters 4-Plays oplagte agn. Grejet skal være kraftigt – selv bruger jeg ST. Croix Sling Blade, The Jerk eller Lamiglas 86xhf stænger. Mit multihjul er et ABU 5601C4 og min line er Power Pro fletline med en brudstyrke på minimum 18 kilo. Forfanget er af titanium med en brudstyrke på 60 to 100 lbs – kombineret med Stay Lok Snaps med en brudstyrke på 250-300lb. Der er ingen grund til at bruge for klejnt grej, for du ved aldrig, hvad der næste gang klapper sine enorme kæber om agnen. Udover megagedder er der nemlig også kæmpestore sandart og maller i søen.

 

Westin Cup 2026

 

 

kæmpegedde

En af årsagerne til den unikke geddebestand i Wanging er enorme mængder af byttefisk, kombineret med et meget lavt fisketryk.

Westin Cup 2026

ENGELSK STORGEDDE NAKKER SHADTEEZ

Tomas Dojcak, som Fisk & Fri har talt med her til morgen, var forleden til en større bådfiskekonkurrence – “Pike Maniac” på Pitsford Reservoir i England, hvor man udelukkende fik points for længden på fiskene – og da han fik monsterhugget fra den kæmpegedde, som du ser på billedet, havde han af samme årsag ikke vægten med. At det netop var ham, der fik hugget kan man vist roligt sige var lidt heldigt, for det var både første gang han fiskede på søen – og første gang han var med i en fiskekonkurrence, hvor man kun måtte fiske med kunstig agn.

Kæmpegedden på 119 cm, som med stor sikkerhed er over de i England magiske 40 lbs (18,12 kilo), blev fanget på kastefiskeri med en 15-40 grams stang fisket med 0,06 mm fletline samt et 24 lbs wireforfang. For enden sad softbaitet Shadteez fra Westin.

Den enorme gedde hjalp Tomas til at sikre sig en 5 plads til konkurrencen, der kørte på den samlede totallængde af de fem største fisk.

 

Friluftsland

 

 

Storgedden, der ikke just var underernæret, lod sig overlieste af softbaitet Shadteez fra Westin

Westin Cup 2026

GIGANTGEDDE TIL DANIEL STORMLY

Daniel Stormly har gennem mange år fisket røven ud af bukserne – og de sidste par år har det især været de helt store gedder, der har fået hans fulde fokus. Dedikationen har været 100 % – og det har ført til en imponerende stribe storgedder fra en række forskellige vande.

Hans benhårde sats gennem lang tid kulminerede lige inden fredningen med fangsten af en både fantastisk og yderst vejfortjent gedde af episke dimensioner:

– Det vildeste er at fisken(e) kommer fra et næsten nyt vand for mig, fortæller Daniel til Fisk & Fri. – Først fik jeg en gedde på 13 kilo+ og blot fem minutter senere kom mosterhugget på min yndlingsagn – en lille 20 cm Rattletrout i farven lemon fra Savage Gear. Jeg har ikke 100 % styr på vægten, da jeg ikke ønskede af forsinke genudsætningen ved at ringe til vejevidner mv. Min 25 kilos Super Samson vægt blev trykket i bund i en stor cradle, der vejer små fem kilo. Jeg rystede som en sindssyg, da vægten skulle holdes højt, mens den relativt lille bærekrog borede sig ned i min tommelfinger…Jeg kan derfor ikke sige andet en, at det er en dansk topfisk, men hvor helt præcist i rækken af storfisk, må forblive et mysterie. Det mest hjernedøde var, at jeg fik fisk på 11 og 15 kilo ugen før i et andet vand, slutter Daniel, som du kan følge på Instagram her.

Et kæmpestort tillykke med kæmpefisken her fra Fisk & Fri. Hvad end den så end vejede helt præcist er mindre vigtigt. En ting er sikkert – den er mere end rigeligt stor til at være PR for stort set samtlige skandinaviske geddefiskere…

 

Friluftsland

– 

 

Den pt gældende rekord for gedde ligger på 22,16 kilo og blev fanget i 2017 af Per Krarup.

Westin Cup 2026

DANSKER LANDER KÆMPEGEDDE I HOLLAND

En af landets dygtigste prædatorfiskere – Rasmus Christensen – er lige nu i Holland for at prøve kræfter med de store gedder og sandart dernede. Som sædvanelig gør han ikke noget halvt, så han er derfor dernede i en måned.

– Selvom det normalt er de store sandarter, som driver mig, var jeg simpelthen nødt til at se, om ikke jeg kunne finde en stor gedde eller to, fortæller han. – De første to dage i det klare vand var svære, men jeg fik overlistet 10-15 gedder med den største på 10,9 kilo. Men – i går aftes ved sekstiden så jeg en fisk, der var klart større end alt andet, som jeg havde fisket på. Eller sagt på en anden måde: Jeg var 100% at fisken, som jeg så på mit LiveScope, var over 120 cm:

– Fisken kom langsomt og huggede forsigtigt mit Westin Twinteez softbait på 22 cm i sølv med sort ryg og rødt hugpunkt. Jeg gav mit tilslag, og havde den på for en kort stund, hvorefter den slap. Forvirret tjekkede jeg mit rig, og begge mine trekroge var tygget samt bøjet synder og sammen. Helt fortabt sejlede jeg ind, da solens første stråler ramte mig. Otte timer senere var jeg igen ved at gøre klar, og i dag skulle de have en på snotten…

– Igen var det lidt svært fiskeri, men jeg fik en fin sandart efterfulgt af lidt smågedder, som stod på det dybe. Jeg kunne sagtens have forsat med at fiske på det dybe, hvor der var masser af fisk, men jeg havde en teori om, at et andet område med lavere vand ville holde på færre, men større fisk. Og jeg havde ret:

– Først fik jeg en gedde på 112 cm og lige over 13 kg – efterfulgt af et par timer med ingenting. Jeg var glad for den store fisk selvfølgelig, men havde stadig følelsen af den store jeg smed dagen inden i kroppen. – Her var meget større fisk, tænkte jeg. Og ganske rigtigt. Snart så jeg en fisk, som mest af alt lignede en malle på mit Garmin Livescope. Den svømmede stille og roligt rundt 10 meter nede. De første par gange hun så min agn, reagerede hun ikke og svømmede derefter helt ned til bunden.

– Så præsenterede jeg min agn lige foran hende, og der gik længe, inden hun til sidst langsomt rejste sig og fulgte min agn – ganske få centimeter fra den – hele vejen op. Kun fire meter under båden, fik jeg en følelse af, at min agn blev tungere. Ikke som et normalt hug eller et ryk – bare en fornemmelse. Jeg satte krogen, og fisken var ikke til at rykke, hvorefter en tung samt lang fight startede. Men – til sidst kunne jeg nette min nye personlige rekord i vægt: 123cm og hele 17,3 kilo. Jeg var helt paf – og stadig rystende, besluttede jeg at sejle ind. Jeg har jo trods alt tre uger mere til at finde en endnu større…

Du kan lære alt om den måde Rasmus fisker på ved at se denne video, hvor han demonstrerer brugen af LiveScope til sight-spin. Husk ,at det er gratis at abonnere på Fisk & Fris YouTube kanal.

 

Hvidovre Sport Januar udsalg

 

Westin Cup 2026

130 CM GIGANTGEDDE PÅ ABORREGREJET

Robert Kajos fra Slovakiet fik sig mildest talt noget af en spændende overraskelse, da han for fire dage siden var ude for at fiske efter aborrer. – Vejret var fantastisk, og jeg havde tidligt fri – så jeg skyndte mig at komme ud til min favoritsø for at fiske, fortæller han til Fisk & Fri. – Jeg fiskede efter aborrer med det lette grej, og der skete ikke det store, så jeg nød egentlig bare det fine solskin, der var på vandet.

  • Pludselig fik jeg det vildeste hug, og til at starte med troede jeg faktisk, at det var en malle. Men da fisken omsider kom op til overfladen kunne jeg se, at det var en enorm gedde, der havde taget mit lille 9 cm lange softbait. Jeg var mildest talt temmelig nervøs, for grejet var let – linen var 0,11 mm flet, og fluorocarbon forfanget var blot 0,45 mm. Stangen var blot en let spinnestang på syv fod med en kastevægt fra 7-32 gram. Mit net var selvfølgelig, alt, alt for lille og med sine mål på 50×60 centimeter og 30 cm i dybden skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, at det ikke lykkedes at få den i nettet første gang den kom til overfladen… Anden gang lykkedes det dog på mirakuløs vis at få den skovlet i nettet, men jeg var alene, så det var ikke ligefrem let at få et godt foto, og jeg var nervøs for at fisken skulle lide overlast. Jeg måtte derfor nøjes med fotos, hvor kæmpegedden lå på jorden – og satte den så ud hurtigt igen.

Gedden, der var cirka 130 centimeter og sikkert over 25 kilo, blev fanget fra en 27 hektar stor grusgrav med dybder op til 40 meter. Fisken huggede på 7 meters dybde. Jeg er lige nu nok verdens lykkeligste fisker, men egentlig en helt almindelig en af slagsen.

 

ForshagaAkademin 2026
A

 

Gigantgedden var 130 cm og i en imponerende kondi!

Westin Cup 2026