SVENSK KARPEDEBUT FOR DANSKERE

– Jeg er lige kommet hjem fra en rigtig god tur med to overnatninger i det svenske fortæller Anders Hansen. – Vi valgte at fiske i Henrikstorp Sø, fordi vi vidste, at der var et slæbested og vi havde besluttet at tage en robåd med, så vi kunne sejle ud og finde en plads. Det er jo ikke til at gå i gennem de tætte svenske skove med alt det grej, man har med på sådan en tur.

– Vi fandt en spændende plads på sydsiden af søen, hvor vi kunne fiske til nogle spændende sivkanter og åkandebælter. Efter nogle suder og brasner fik jeg på andendagen et rigtigt screaming take på en af stængerne, som fiskede ude i en åbning i åkandebæltet. Fisken satte sig dog, så vi måtte i båden og det lykkedes os at få den landet. Det var ikke nogen kæmpefisk, men min første svenske spejlkarpe på 5,5kg gjorde turen til en succes.

– Det er helt sikkert ikke sidste gang vi tager til Sverige, for den svenske natur er bare noget helt specielt. Mens vi ventede på hug kunne vi observere havørne, fiskeørne, glenter og traner. Vi fandt ud af, at det ikke er som her hjemme, hvor man bare kører til en sø, og måske skal gå lidt for at være fremme ved pladsen. Nej her kommer man let til at gå meget langt. Vi planlægger derfor næste gang en tur uden grej, hvor vi blot skal kigge på nye søer samt pladser, slutter han.

 

Grejxperten

Grejxperten