Succes med flade og horn i Helsingør
Molerne ved Helsingørs Nordhavn er et rigtig godt fiskested, hvad enten man er efter fladfisk – eller de mange hornfisk, som er i området lige nu.
Brødrene Wille og Mikkel Ratzlaff kender Nordhavnens mole i Helsingør som deres egne bukselommer, og her i går var de afsted på fiskeeventyr til det gyldne spot sammen med deres far – den garvede lystfisker Thomas Ratzlaff.
– Dagens fyraftensfiskeri var igen en succes med masser af hornfisk og fine flade, toppet af en rødspætte på hele 900 gram, som du kan se på billedet ovenfor, fortæller de. – De gode fangster blev sikret af børsteorm og vi fik også skrubber, isinger samt 10 hornfisk. Alt i alt en super dag, som vi delte i selskab med masser af hornfiskere, slutter de.
Har du selv været ude at fiske langs de danske moler, så husk endelig at sende os en fangstrapport til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.