mar 23, 2022 | Nyheder
– I det smukke vejr i går var jeg lige ude og fiske lidt ved Hedensted Put and Take, fortæller Flemming Bjerrum. – Der var lige blevet lukket fisk ud, og efter nogle kast var der flex på klingen. Det var kildeørred, der havde hugget på et 5,6 grams blink i sort med røde øjne. Lidt efter kom der endnu et godt hug, og det var igen en flot kildeørred. I alt lykkedes det mig at fange syv ørreder på under to timer. De andre fangede jeg på forskellige blink – fx Tasty i 5,6 gram. Jeg fangede også en pæn regnbueørred på 3,5 kg på Paven i 7 gram sort/gul. Til sidst fik jeg også en fisk på et blink i sort/orange på 7 gram – en fisk, som jeg gav jeg til en ældre herre ved søen. Knæk og bræk til alle jer, der skal ud at fiske, slutter han.
jan 31, 2022 | Nyheder
– Vinterfiskeri i stormvejr med lette agn på UL stangen er normalt ikke noget, som går hånd i hånd. Men ikke desto mindre var det netop dette, der skulle til for at lokke en af de helt store ørreder i Hedensteds Put And Take i går. Sådan lyder det fra Torben Højfeldt. – Den første times fiskeri bød ikke på nogen aktivitet rundt om søen til de ellers mange fremmødte fiskere, så jeg skiftede taktik, og gik fra de større blink til et helt let gummidyr fra Troutbite i grøn.
– Kort tid efter havde jeg en følger, men dog uden at den ville hugge. Så prøvede jeg med et farveskift til babyblå, og inden for ganske få kast kom det første hug, men efter en fin fight tabte jeg desværre fisken. Få minutter senere så jeg en stor fisk komme svømmende, og et godt kast ud cirka 30 cm foran fisken, var alt, hvad der skulle til. Den store regnbueørred kunne ikke stå for den babyblå farve, så den huggede resolut, hvorefter en fin fight kunne gå i gang. Jeg fik heldigvis hjælp til at få nettet den store fisk, da jeg selv stod på land og ikke kunne få nettet sikkert ind under fisken. Andy hjalp derfor til ved at gå ud i vandet og nette fisken sikkert: Indtil videre årets bedste fisk på 9,2 kilo.

9,2 kilo vejede Torben Højfeldts flotte regnbueørred fra Hedensted Put and Take.