WESTIN CUP 2026: HAVØRREDDEBUT MED FLUESTANGEN I ÅEN
– Jeg har mange kammerater, der fisker med flue, fortæller Erik Hansen. – Det har bare aldrig rigtig været mig.
– Egentlig har jeg altid syntes, det virkede lidt bøvlet med lange liner, kasteteknikken og det hele. Men jeg har også hørt historierne. Set billederne. De store, blanke havørreder, der lydløst patruljerer lige under overfladen, indtil en flue pludselig fanger deres opmærksomhed. Så kommer hugget. En voldsom trykbølge, et eksplosivt udløb – og pludselig er man forbundet med et af vores smukkeste rovfisk. Så nu skulle det være: Jeg købte en billig fluestang, et ganske fornuftigt fluehjul og en line, som en af mine venner anbefalede. Mere skulle der ikke til. Indtil i går havde jeg kun fisket med flue én gang i år og én enkelt gang sidste år. Resultatet? Absolut ingenting.
– Men – forleden aften klokken 21.27 ændrede det hele sig. Jeg var taget ned til Lilleåen sammen med et par gode venner. En af dem stod cirka 50 meter længere nede ad strækket, mens jeg fiskede mit eget vand af. Efter en times tid uden det store liv begyndte jeg egentlig at tænke på at pakke sammen. Aftenen havde været perfekt. Godt selskab, spejlblankt vand og en smuk solnedgang over ådalen. Ikke en vind rørte sig. Jeg lagde et par sidste kast over mod den modsatte brink og tog telefonen op af lommen for at se, om min kone havde skrevet. Vi venter nemlig vores første barn, og terminen er lige om hjørnet. Så tankerne vandrer naturligt lidt, når man står alene ude i stilheden. Og så skete det.
– Fluestangen blev nærmest revet ud af hånden på mig. “FISK!” råbte jeg. I samme sekund eksploderede fisken, der havde hugget en hjemmebundet Red Butt. Den gik fuldstændig amok, og jeg anede ikke, hvor stor den var. Mine venner kom løbende, og jeg kan stadig høre dem råbe: “Hold nu kæft, Erik! Det er en 75+ fisk!”. Og så begyndte jeg at ryste. Kort efter gik fisken direkte ind i sivene, og alt blev stille. Jeg var sikker på, at den var væk. “Nu røg den sgu,” sagde jeg til mine venner.
– Nu stod jeg med en fisk, der kæmpede for livet, mens fluestangen bøjede i en retning, den aldrig var beregnet til. Jeg var overbevist om, at det var slut. Men så vendte fisken. Den svømmede nedstrøms, passerede sivene og rev i samme øjeblik fluelinen fri. Derfra faldt pulsen en lille smule. Efter endnu et minuts nervepirrende fight kunne min kammerat endelig føre nettet under fisken. Og dér lå den. Det var en af de fisk, som man kun tør drømme om. En kæmpe sølvblank havørred på 80 cm og omkring 6,5 kg. Jeg stod fuldstændig målløs. Lykkelig. Det er præcis sådanne oplevelser, der gør fiskeriet så specielt. De kan ikke planlægges, de kan ikke købes – de skal opleves. Jeg kommer aldrig til at glemme den aften. Nu kan det nok være, at der skal investeres i lidt mere fluegrej…
