EN MASSIV HAVØRRED PÅ GENNEMLØBEREN

– Den 1. januar skulle egentligt have været årets første kystørredtur – traditionen tro, men det blev anderledes i år da jeg ved årsskiftet også har skiftet job og blev nødt til at lade op til mandagen. Sådan lyder det fra David Semajer-Garic. – Derfor blev årets første tur i lørdags i selskab med Stefano og Fillippo (@fishingchronicledenmark) samt Otto Herlev Jørgensen.

– Vi startede med at suse lidt rundt fra morgenstunden for at finde nogle passende forhold, og det fandt vi da også da Fillippo fik narret en flot overspringer på omkring 60 cm på helt lavt vand. Ja både Fillippo og Stefano havde held med at finde fiskene på første plads. Op af formiddagen blev pladsen desværre ødelagt at trækkende ålegræs og vi måtte søge nyt vand. 

– Ved den nye plads så det lovende ud. Der var ganske roligt, men med det perfekte svæv i vandet. Der skulle da heller ikke gå mange kast, før der var fast fisk, og årets første fisk til mig blev en gudesmuk 45 cm fisk, der hurtigt fik sin frihed. Der var lidt andre folk på pladsen, og alle havde fået fisk, så det var rigtig lovende.

– Inden årsskiftet havde jeg fået scoret mig noget af Westins nye W10 fletline i 0.10 til test. Den skulle måle sig mod min tidligere line, som jeg var meget glad for. Jeg elsker tynde fletliner, da min stang er så blød, at jeg må finde nogle ekstra meter ved linen. Og kaste langt – det kan den! Heldigvis for det, for fiskene skulle hentes langt ude trods at man skulle tro, at de ville være mellem benene på os. Line mere end godkendt, i hvert fald den mest glatte fletline jeg har prøvet.

– Som vi fisker os op af strækket, begynder fiskene at vise sig i overfladen. Flere head & tails peger os i retning af, hvor fiskene er, så det var bare at finde det rigtige agn. Da jeg efter en times tid fisker mig ned til Fillippo, peger han mig i retning af hvor fiskene er, og efter et par kast med min DC-lures Knægten den rigtige vej kommer hugget, vi har ventet på hele dagen – en sådan en dag, hvor man bare har den der fornemmelse i hvert evigt eneste kast – og så bliver man alligevel overrasket som altid.

– Hugget var tungt, og min bløde Parabellum stang stod helt bukket sammen, nu skulle krogholdet bare holde! Jeg var hoppet på en enkeltkrog, da der flød lidt ålegræs og blæretangsbuske rundt i overfladen – og jeg hader bare enkeltkroge. Fisker normalt med trekroge i str. 10 og 12 bag selv de største gennemløbere.

– Fisken gik bare tungt og langsomt rundt. Flere gange troede jeg, at den havde sat sig fast i noget på bunden, så langsomt gik det. En enkelt gang var den helt fri af vandet på kort snor, men ellers gik det virkelig langsomt og tungt. Fillippo forsøgte at lokalisere fisken inde på det lave vand, men selv på skinnebensdybde kunne vi intet se i det let plumrede vand. Flere gange forsøgte jeg at kane den ind, men uden held, da den langtfra var træt. Efter lidt dansen i ring forsøgte jeg lidt hårdere, men når ens stang ingen rygrad har, er det svært. Heldigvis hjalp fisken sig selv op på land, og på helt heltemodig vis sprang Fillippo på fisken, så den ingen udvej havde. 

– Med skæl smurt op af hele jakken fik Fillippo årets første og helt sikkert den mest fortjente – high five! Sikke en smuk fisk og så kun årets anden. Efter lidt fortjent fejring og fotosession, fortsatte vi maskinfiskeriet tilbage mod bilen. Der var stadigvæk fisk derude, og det blev også til et par målsfisk mere, inden vi blev enige om slutte dagen. En skøn første tur i det bedste selskab, og så hjælper det jo altid lidt på humøret, når alle har fanget fisk. Vi ses ved vandet og godt nytår!

 

Friluftsland

 

Her kan du se den nye lækre kystline fra Westin - som du kommer til at se mere til i en kommende test på fiskogfri.dk

Her kan du se den nye lækre kystline fra Westin – som du kommer til at se mere til i en kommende test på fiskogfri.dk

Et fantastisk åfiskeri

– I uges løb har jeg været i Varde Å for at prøve kræfter med den danske laks, og efter blot én time ved åen fik jeg den, fortæller Jack Schultz, der er mest kendt for sine mange flotte kystørred. Det er sgu da meget nemt – gud hvor er jeg dygtig! Nej, nu skal i nemlig høre, hvad der i virkeligheden var årsagen til min første lakse fangst. Jeg var nemlig deroppe med to sindssyg dygtige fiskere, som kender Varde systemet rigtig godt, og som præcis kunne pege på, hvor jeg skulle kaste mit blylod med gummi overtræk hen for at fange min første laks – i et å system som er 45 km langt.

– Jeg er enormt taknemmelig over de unge mennesker, som gider tager sig tid til sådan en gammel kystpisker som mig med på tur, og det bliver nok ikke sidste gang, at jeg propper de to gutter ind i Aygo’en og tager turen mod Varde. I øvrigt så viste de unge herre, at de kan deres kram – eftersom de også landede to super fiskselv! Mike “Bonecruiser” fik en laks på 88 cm og Lasse “Fehår” en på 97 Cm! Jeg selv – alias Jack Knæklys – fik både en laks på 65 cm og en havørred på 64 cm. Som bonusinfo kan jeg afslutningsvis fortælle, at vi delte seks iskolde Odense pilsnere for at fejre den fantastiske dag!

 

Hvidovre Sport

 

Jack Schultz med sin første laks fra Varde Å

Jack Schultz med sin første laks fra Varde Å.

 

Svenskekysten giver fortsat mange flotte havørreder

Her på redaktionen hører vi om en hel del fisk fra svenskekysten – hele vejen rundt om Skånes kyster – lige fra Hälsingborg, rundt om sydkysten og op til bunden af Pukaviken.

En af de mange kystfiskere, der har haft succes her på det seneste er Senad Alkovic. – Jeg bestemte mig for at fiske efter min nattevagt på jobbet, selvom jeg overhovedet ikke havde fået noget søvn. Men det skulle vise sig at være det hele værd. I dag tog jeg til et velkendt sted på vestkysten, for at teste nogle nye flueliner samt en ny stak fluer. Og allerede efter en halv times fiskeri hugger denne fine havørred på 1,5 kilo. En halv time efter fik jeg endnu et hug på min Magnus flue fra en lidt større blankfisk, som leverede en fantastisk fight, slutter Senad sin beretning til Fisk & Fri.

Har du selv fanget en god fisk – uanset hvilken art det er, så er vi meget interesserede i at høre om din fangst på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

Friluftsland