EN STOR DANSK GRØNLANDSHAJ

I januar fik en erhvervsfisker en stor grønlandshaj i trawlet ud for Hirtshals. Hajen stod desværre ikke til at redde, så den blev taget med i land. Den 202 kg og 301 cm lange haj blev herefter doneret til Fiskeatlasset på Statens Naturhistoriske Museum, hvor den nu er ved at blive konserveret.

– Den bliver gemt hel, for det er meningen, at den skal udstilles, når det nye museum åbner om et par år, fortæller Henrik Carl fra Fiskeatlasset. – Grønlandshajer er sjældne i danske farvande, og der går typisk et par år mellem hver registrering. Vi skal dog ikke længere tilbage end til december 2023 for at finde det sidste fund, for her skyllede en død grønlandshaj op på stranden ved Blåvand. Grønlandshajen er en af største kødædende hajer i verden med en maksimalstørrelse på ca. 550 cm og langt over 1.000 kg. Den lever af blæksprutter, fisk og sæler.

 

Friluftsland

Hvidovre Sport

MASSIV GRØNLANDSHAJ FRA SKAGERRAK

Svenske Leif Krause var forleden ude at havfiske på Skagerrak: – Mindre end ét minut inden vi havde planlagt at stoppe fiskeriet, fik jeg turens sidste nap. – Inden fisken, der viste sig at være en grønlandshaj, var ved båden, sikret, fotograferet og sluppet fri igen, var der gået tre en halv time. Hajen der var 364 cm lang og 178 meter i omkreds er uden sammenligning den største fisk, jeg nogensinde har fanget. Ifølge den længde/vægt skala jeg har kunne finde frem til, har fisken været i omegnen af de 400 kilo. På turen fik jeg også to fine brosmer med den største som ny PB på 15,4 kilo, slutter han.

Læs mere om grønlandshajen her.

 

drømmerejse til Amazonas fiskogfri.dk iFish Travel

 

 

Leif Krause med sin 400 kilos grønlandshaj fra Skagerrak

Leif Krause med sin 400 kilos grønlandshaj fra Skagerrak.

 

Leif Krause med sin nye PR på brosme.

Leif Krause med sin nye PR på brosme.

Hvidovre Sport

GAMMEL OG KOLD: FOREDRAG OM GRØNLANDSHAJEN

PRESSEMEDDELSE: På torsdag d. 1. december kl. 19-20 er der i anledning af Elsinore Evenings foredrag i akvariets store auditorium.

Kom og hør det spændende foredrag ”Gammel og kold – Grønlandshajens biologi og alder” når en af Danmarks dygtigste forskere i fiskefysiologi professor og marinbiolog John Fleng Steffensen Marinbiologisk Sektion under Biologisk Institut, Københavns Universitet gæster akvariet.

I dette eksklusive foredrag vil professor John Fleng Steffensen fra Biologisk Institut tage os med ud i dybet omkring Grønland og nordøstatlanten for at opleve den store og gådefulde Grønlandshaj. John Fleng Steffensen har sammen med andre forskere fra bl.a. Københavns Universitet påvist, at Grønlandshajen er det hvirveldyr på kloden der lever længst og i mindst 272 år.

Hans forskning viser, at Grønlandshajens alder måske kan nå hele 500 år og altså slå alle rekorder for alder inden for hvirveldyr. Foredraget vil handle om Grønlandshajens biologi, adfærd og hvordan alderen blev bestemt vha. kulstof-14, og der vil bl.a. blive vist spændende fotos og videoer fra Grønlandshajens verden i det kulsorte dybhav.

Foredraget foregår i regi af Elsinore Evenings torsdag d. 1. december kl. 19.00-20.00 i akvariets store auditorium og varer ca. en time. Adgang til foredraget og akvariet kræver alm. entré billet som kan købes på akvariet på dagen eller online via vores hjemmeside men ellers er der ingen tilmelding – bare mød op.

Til foredraget serveres der et glas vin. Hvis du har årskort er entré og alle foredrag gratis og et årskort kan du bestille over hjemmesiden. Udover foredraget kan du også sige godnat til fiskene med fodring eller komme med ”behind the scenes”, hvor vi viser endnu mere af Øresunds unikke dyreliv frem, sammen med spændende fakta om dyrene, Øresundsakvariet og det tilstødende forskningslaboratorium. Vi holder åbent kl. 17.00-20.30. Kl. 18.00 vil der være fodring og efterfølgende kan du komme med ”behind the scenes”. Kl.20.00 kan du være med til at sige godnat til fiskene med en fodring. På aftenen får du desuden 10 % rabat i shoppen.

For fuldt program og mere information om de forskellige foredrag og i øvrigt andre aktiviteter under Elsinore Evenings, se Øresundsakvariets hjemmeside www.oresundsakvariet.ku.dk.

Foto af Kristian Vedel: Stor grønlandshaj på vej mod båden for at blive mærket.

 

Hvidovre Sport

Hvidovre Sport

To storbrosmer på ét takel – og så en grønlandshaj!

Svenske Leif Krause, som du også tidligere har kunnet læse om her på fiskogfri.dk, har netop været to dage på dybhavsfiskeri med sin kammerat Andreas Ekfeldt, som virkelig gerne ville fange en kulmule.

– Selv var jeg mest opsat på det lidt mere tunge fiskeri, hvor jeg fangede seks brosmer over 10 kilo på hhv 10,8 – 11,3 – 11,5 – 11,9 – 12,3 – 12,8 under vores tur på Skagerrak. Brosmerne på 12,8 og 10,8 kilo var ret glubske, for da de slås om en makrel, der var agnet på to kroge nede i dybet, blev de begge hængende på hver sin krog!! Det er noget af det sygeste, jeg nogensinde har oplevet.

– Midt i det vilde lubbefiskeri kroger jeg en virkelige tung fisk cirka 500 meter under båden, og så får jeg ellers revanche for den store grønlandshaj, som jeg mistede for et par år siden. Det tog en times stenhård pumpen, før jeg fik den 282 centimeter lange haj til overfladen. Udover denne vilde fangst fik jeg også en hvidrokke på 8,9 kilo.

– Men hvordan gik det så med de mindre fisk? Vi fiskede en del efter guldlaks og fik virkelig mange med topfisk på 370 gram til Andy og 420 gram til mig. Og til sidst – blandt alle guldlaksene fik vi en kulmule på 300 gram. Heldigvis huggede den på Andreas´s krog…Og med den rundede han 70 fiskearter på sin meritliste. Undervejs så vi også flere springende tun, så de er der allerede – og en af bådene har også spottet en sværdfisk

 

Friluftsland

 

Leif Karuse med en af turens store brosmer.

Leif Karuse med en af turens store brosmer.

Hvidovre Sport

Kæmpe grønlandshaj landet i Skagerrak

På store dybder i Skagerrak gemmer dig sig nogle gevaldige fisk, som man måske ikke til daglig går og tænker over findes så tæt på Danmark. Vi har netop modtaget denne rapport fra norske Espen Abrahamsen:

– Team Trutta Raymarine har lige været afsted på Skagerrak i begge vores både med det mål at fiske målrettet efter grønlandshaj og helleflynder, fortæller han. – Vi tog afsted fra Langesund klokken syv om morgenen, og vandet var fuldstændig stille, så forventningerne var store for dagen.

– Efter halvanden times sejlads var vi fremme ved fiskepladsen, hvor taklerne med de store agn blev firet ned på 600 meters dybde. Og så var det ellers bare om at vente. Efter 45 minutter kom det første hug, og fisken fik god tid til at få agnen ordentligt ind i munden. Da jeg satte krogen, var det tydeligt at mærke, at der var en stor fisk i den anden ende. Desværre slap krogholder, da fisken var 70-80 meter under båden.

– Vi fiskede videre og hvade flere kontakter, men ingen ville blive siddende, før Robert Råmundsen lykkedes med at kroge en af dem ordentligt. Fisken tog line til at starte med, men den gav hurtigt op, og snart efter kunne vi lande en 12 kilos helleflynder. Efter et stykke tid napper det igen hos mig, og jeg sætter lynhurtigt krogen, hvorefter det bare føles blytungt i den anden ende.

– Det blev en hård fight, og det tog omkring 45 minutter at få den store fisk op, som viste sig at være en flot Grønlandshaj. Vi bandt fisken til båden med et tov, hvorefter jeg hoppede i vandet for at blive fotograferet med fisken, inden vi forsigtigt satte den ud igen. Gørnlandshajen – eller havkarlen, som den også hedder på dansk, blev målt til 265 centimeter med en omkreds på 126 centimeter, hvilket ifølge vores vægttabel svarede til cirka 145 kilo.

– Efter vores korte fotosession svømmede havkarlen stille og roligt tilbage, hvor den kom fra, hvorefter jeg – temmelig slidt i armene – snuppede mig en velfortjent forfriskning. Udover et par enkelte småhug skete der ikke mere den dag, men hvilken fantastisk dag det havde været på blik stille vand i selskab med gode venner. Det kan bare ikke blive bedre!

 

Køb fisketegn

 

Hvidovre Sport

2,5 meter grønlandshaj gik i trawlet

grønlandshaj fanget i Kattegat

Her kan du se grønlandshajen lige inden den bæres ind på Statens Naturhistoriske Museum i går.

– Vi har netop fået fat i en 2,5 meter lang grønlandshaj på over 100 kilo, der i går blev fanget i travl i den nordlige del af Kattegat halvvejes mellem Danmark og Sverige på 30-40 meters dybde, fortæller Henrik Carl fra Fiskeatlasset.

– Grønlandshajerne har deres primære udbredelsesområde i de nordlige have med koldt vand, og de kan findes helt ned til omkring 3000 meters dybde, fortsætter han. – Der er dog noget der tyder på, at der faktisk godt kan være en regulær bestand i Skagerrak. Gennem tiden er der fanget cirka 40 grønlandshajer i Danmark. Den sidste gang var i marts 2019, hvor et eksemplar blev fanget på blot syv meters dybde ved Ålbæk Bugt syd for Skagen. Svenske havfiskere har også fanget dem på stang i Skagerrak

– Disse hajer æder alt – både dødt og levende, og et større eksemplar napper let en sæl, afslører Henrik. – Hajen har hundredvis af syleskarpe tænder i overmunden, mens undermunden på en grønlandshaj fungerer som en sav, der saver byttet over i mindre stykker. En haj som denne ville helt sikkert ikke gå af vejen for at nappe en badegæst i ny og næ, hvis den færdedes på lavt vand om sommeren – men det gør den heldigvis ikke, da den normalt lever i koldt vand og på større dybder.

– En grønlandshaj kan blive over fem meter lang og veje over et ton – samt blive flere hundrede år gammel. Man ved meget lidt om den. Eksempelvis fanger man stort set aldrig unger eller kønsmodne fisk – og man kender ikke noget til, hvor de formerer sig, slutter Henrik Carl, som mens du læser dette netop er ved at konservere den i formalin, hvorefter den skal over i et kar med flere tusinde liter finsprit, så den er bevaret for eftertiden til forskningsformål.

Der kommer konstant nye arter ind til den store fiskesamling, som Statens Naturhistoriske Museum har – og i dag skal Henrik fx ud og hente en søhest fra dansk farvand, som skal undersøges nærmere.

Grønlandshaj fanget i Ålbæk Bugt 2019

Henrik Carl med grønlandshajen, der blev fanget i Ålbæk Bugt syd for Skagen i marts 2019.

 

Køb fisketegn
Hvidovre Sport