sep 10, 2025 | Nyheder
Man kommer ikke meget tætte på det traditionelle Furesøfiskeri end løslinefiskeriet, hvor man bare har agnene hængende lige under båden på et strategisk godt udvalgt sted.
Netop dette fiskeri har Jan Kristoffersen opdyrket på det seneste med et par kammerater bl.a. Kim Andersen og Per Lien Petersen, som du ser ovenfor med en af gutternes fine fangster – en aborre på 1,425 taget på en løslinefisket skalle. – Vi fisker typisk på 5-10 meter vand omtrent halvvejs nede i vandsøjlen med vores agn og så ellers hjulet på knarre eller løs bremse, fortæller han. – Efter vi fandt de rette områder, har fiskeriet været stabilt med 1-3 store fisk pr. tur. En enkelt af de større fisk, vi har fået, har dog også været på jig. I alt er det blevet til tre fisk over 1,4 kilo og det er it at vi også før gedder på løslinefiskeriet.
– Jeg har også fisket en dem trolling med wobler omtrent 15 meter nede på 20-30 meter vand, hvilket har givet en del gedder op til seks kilo med den bedste dagsfangst på otte gedder, slutter han.
Kim Andersen med en flot aborre fra Furesøen. på 1,415 kilo og 45 cm taget på løslinefiskeri med en skalle. Ovenfor Per Lien Petersen – også med en 1,4 kilos. Jan Kristoffersen har også fået store fisk – men har ikke gode billeder, hvor han holder dem.
jun 4, 2025 | Artikler, Medefiskeri, Predatorfiskeri, SANDART, Sandartfiskeri med agnfisk
Josef Hochmut fra Birkerød var en af de største profiler inden for skandinavisk sandartfiskeri gennem en lang årrække. Han er desværre ikke blandt os mere.
I disse kunstagnstider er det sjældent man ser folk fiske med levende agn efter sandart. Men – det virker stadig mindst lige så godt og på samme måde, som dengang jeg for 15 år siden stævnede ud på Furesøen med sandarteksperten Josef Hochmut. Joe, som desværre ikke er blandt os mere, var en af landets allermest hardcore småbådsfiskere, med en imponerende række af storsandart bag sig – heriblandt Furesørekorden. Her får du nogle af hemmelighederne bag hans imponerende storfangster af sandart fra især Furesøen.
AF JENS BURSELL
NÆSSESLOTTET er lige til at ane i det svindende lys, da vi stævner ud fra Frederiksdal med kurs mod et par gode sandartspots ude på midten af Furesøen. Vinden, der ellers har været rimelig kraftig, er ved at løje af, og skyerne er trukket godt sammen over landets dybeste sø. Vel ude på storsøen tager Joe farten af. – Tænd lige for loddet, siger han, idet han begynder at gøre sine stænger endnu mere klar, end de er i forvejen… Alt er timet og tilrettelagt. Flåddene er monteret, taklerne er klar – og et hurtigt flash med pandelampen ned i spanden afslører, at skallerne er i topform.
Josef – alias Joe – i en situation han er vant til. Bemærk den relativt lange og bløde stang, der giver en tidligere indikation af huggene – og er perfekt til at fighte en sandart.
Utallige store sandart på levende agn
Joe har siden 1984, hvor han startede sit fiskeri på Furesøen, fanget intet mindre end 133 sandart over 7 kilo og 4 over 8 kilo inklusiv Furesørekorden på 9,3 kilo og 96 centimeter, der blev taget den 22. juni 2008. Så mon ikke han har et par gode fif oppe i ærmet, tænker jeg idet han søsætter en velvoksen skalle på lidt over 20 centimeter. – Jeg foretrækker helt klart seriøse kampskaller – det giver bare større fisk, fortæller Joe, idet han sætter taklet i endnu en agnfisk, der sagte glider ud bag båden under det duvende lysflåd.
Da taklerne er ude, er det allerede blevet mørkt. Vi afsøger stille og roligt et område ude på midten af søen over cirka 25 meter vand. Der er næppe gået meget mere end et kvarter, før Joe har det første hug. Med knusende ro tager han stangen og strammer op, så et par tunge rusk forplanter sig stangen.
At dømme på den solide krumning er det en fin fisk, og inden længe basker en fin femkilos sandart i skæret fra lanternen på den lille båd. – Fin fisk, smiler han, mens han hurtigt og rutineret afkroger fisken. Jeg når lige akkurat at få et foto, inden han genudsætter den – præcis som størsteparten af de utallige andre sandart han har fået i samme størrelsesorden.
Det er en perfekt sommernat. Bølgerne skvulper dovent mod bådsiden og ude i mørket kan vi med en næsten meditativ ro betragte de seks lysflåd. Men pludselig er der kun fem lys derude i mørket, og roen bliver forvandlet til høj puls, da jeg ser, at det er en af mine stænger, der er bud efter. Sekunder efter signalerer et par solide dunk i stangtoppen, at mine Twinex kroge har sat deres spidser i kæften på en fin sandart, der efter et parminutter er både landet og genudsat.
Med et par fine fisk i båden tager vi den lidt med ro, mens Joe øser af sin store viden om fiskeri med levende agn efter sandart:
Endnu en flot sandart taget på flådfiskeri med en levende skalle ryger over rælingen på Hochmuts båd.
Pelagisk sandartfiskeri med levende agn
I starten af juni er sandarterne på Furesøen ofte at finde pelagisk cirka 10 meter nede i vandsøjlen, fortsætter Joe. – Hvis først de senere indfinder sig pelagisk, hvilket kan ske, hvis foråret har været meget koldt, så venter jeg ofte med at lægge mit fiskeri til et par uger senere. Når fiskene er trukket ud i det frie vand, er de nemlig tit lettere at få i tale.
I takt med at vandet bliver varmere, går de lidt op i vandet – fx 7-9 meter, hvorefter de stille og roligt går dybere og dybere ned til fx 12-14 meters dybde lige omkring springlaget. De sidste par år, hvor søen har klaret op, har fiskeriet faktisk været godt fra sæsonens start den 1. juni og helt frem til september. Selvom fiskene ofte findes pelagisk over 15-30 meter vand, går jeg ikke så højt op i, hvor meget vand, der er under kølen. – Det vigtige er, hvad dit ekkolod kan fortælle dig, når du sejler rundt og afsøger vandet for fisk. Finder du pludselig et sted med fx 4-6 gode rovfisk inden for samme skræmbredde på loddet – dvs tydelige aftegninger af »store bananer«, så er det bare om at ankre op. Normalt sejler jeg omkring uden agnene ude og afsøger vandsøjlen for fisk, hvorefter jeg ankrer op, når jeg ser noget spændende på loddet.
Ekkoloddet er alfa og omega, når store søer skal afsøges for gode hotspots. Her ses et par gode rovfisk – sikkert sandart – omkring springlaget i 12-13 meters dybde.
Vælg den rette fiskedybde til sandart
– Fiskedybden varierer, men ofte skal der fiskes lidt højere i de mørke timer, pointerer Joe. – Det er sjældent, at sandarten bevæger sig særlige mange meter op- eller ned i vandsøjlen over kort tid, så blot et par meters forskel kan betyde en del. Sandarten får tryksyge, hvis den stiger meget mere end 1-2 meter efter agnen. Gedden, derimod, stiger gerne 8-10 meter i vandsøjlen for at angribe et bytte. Det er derfor vigtigt, at agnfisken serveres lige over fisken – fx 1-2 meter over den dybde, de spottes i på loddet.
De bedste tidspunkter til sandart
Tidligt på sæsonen er der god chance for at få fiskene også om dagen, men når det bliver lidt varmere, så er det især i aften, nat og morgenfiskeriet, der giver bedst. Jo koldere foråret har været, desto bedre er dagsfiskeriet normalt i juni. Tilsvarende – jo klarere og mere vindstille det er, desto bedre er chancerne, når lyset svinder. I godt vejr dør fiskeriet ofte ud ved 9-10 tiden om morgenen, og der kommer normalt først gang i den ved 7-8 tiden om aftenen. Dagfiskeriet er normalt bedst, hvis det er skummelt og blæsende vejr – og der er normalt også i gustent vejr, at de rigtig store hugger.
Josef Hochmut med sin 9,3 kilos sandart fra sommeren 2008 der den dag i dag er Furesørekord.
Dørg med levende agn efter sandart
– Dørgefiskeri eksperimenterede jeg meget med sidste år, beretter Joe. – Jeg dørgede ved at køre elmotoren i rimelig god fart – og tog så ellers farten af båden, når jeg så nogle store fisk. Hver gang sikrede jeg mig, at mindst en af stængerne ikke blot fiskede det rette sted, men også i den rigtige dybde. Det var skide skægt – og gav masser af fisk. Det er jo ikke altid sikkert, at en af de stænger man har ude, fisker i den rigtige dybde. Derfor har jeg altid en stang stående klar med et paternostertakel uden flåd, som jeg hurtigt kan agne op og sende ned i den rigtige dybde. Om det var mere effektivt end at ligge for anker, skal jeg ikke kunne sige – men det var rigtigt underholdende.
– De fleste fisker med to-krogstakler efter sandart, men når fiskene er i hugget – typisk i starten af sæsonen – giver det ofte flere hug kun at fiske med en enkelt trekrog. Times modhugget rigtigt, så sidder den helt perfekt i ydersiden af munden, afslører Joe. Når der fiskes stationært som her, placeres krogen i ryggen. Når der dørges, skal den sidde i næsen.
Takler og liner til sandartfiskeri med agn
Hvis jeg på loddet kan se, at fiskene står på fx 12 meter, så sætter jeg altid flåddene på 14-15 meter for at kompensere for, at agnene trækkes op i vandet, når båden er i bevægelse. Jo tykkere line og lettere takler du bruger, desto lettere trækkes agnene op i vandet. Jeg bruger derfor en relativt tynd fletline på 0,17-0,18, for lettere at kunne fiske i den rette dybde.
Min favoritline er helt klart Stren Microfuse. Udover, at den er stærk og svært synlig for fiskene, så er fordelen, at den i forhold til mange andre flet- og fusionsliner er relativt let at kludre op. Dette er en meget stor fordel til bådfiskeri – især hvis der fiskes med fastspolehjul. Når først det er nat, det blæser, og der er hug på flere takler, så kan et forkert linevalg ende med den rene djævelskab af et kludder. En anden god line er Spiderwire Crystal, der dog er sværere at kludre op.
Hvis fisken ikke er sky benytter jeg ofte 40 grams flåd, der gør det lidt lettere at kontrollere agnen og fiskedybden. Fornemmer jeg, at fiskene hugger forsigtigt vil jeg dog ofte vælge at gå ned i 30 eller sågar 20 grams flåd, for at undgå at de spytter agnen. Den optimale dørgehastighed kan variere – normalt foretrækker jeg at sejle så langsomt, som det er muligt, uden at der går kludder i linerne.
Sandart på driftfiskeri med agn
Drivfiskeriet fungerer ofte godt, hvis der kommer lidt vind op ad dagen – især lidt senere hen på sommeren – fx august. I denne måned sker der i øvrigt tit en opblomstring i fiskeriet – ofte efter en par friske vestenvinde i midten-slutningen på måneden. Det letteste er at ligge med siden til vinden og så ellers drive derudaf med flåddene efter båden – dvs. opvinds. I meget kraftig vind kan det være en fordel at holde lidt igen, så det ikke går for hurtigt. Det kan enten ske ved at bakke med elmotoren – eller ved at lægge et drivanker ud. Det var på præcis denne teknik, at jeg fik min 9,3 kilos rekordsandart i 2008.
Vælg den rette stang til sandartfiskeri med agn
Grejet er noget anderledes, end hvad de fleste bruger. Jeg foretrækker forholdsvis bløde 12 fodsstænger med en aktion, der minder meget om barbestænger – dvs med en testkurve på 1,25-1,5 lbs. Fordelen med en relativt blød og lang stang, er dels at det er lettere at holde linerne fri af hinanden og dels, at fisken mærker mindre modstand, når de hugger. Det glæder især de stænger, der fisker tæt på eller lige under båden. Når der er stram – eller næsten stram line ned til taklet, vil fisken lettere mærke modstand fra stangen med en stiv stang – selv når der fiskes med knarre eller baitrunner slået til. Med en lang og blød spids er der derimod en større buffer for, at fisken ikke mærker modstand, inden man når at frikoble, så fisken kan få tid til at få agnen ordentlig ind, inden den mærker modstand.
Holder man godt øje med sine stænger, vil man ofte se stangspidsen bøje, inden trækket bliver så stort, at knarren eller baitrunneren giver line. Det øger chancen for, at man kan give løsline, inden fisken når at spytte. Afhængig af agnfiskens størrelse giver jeg normalt 10-15 sekunders friline, inden jeg gør modhug. Jo større agnfisken er, desto længere tid skal man give friline. Men ventetiden afhænger også af huggets udvikling. Kan jeg mærke, at sandarten står stille får den mere tid. Pisker den af sted, så knalder jeg til den med det samme.
Denne teknik bruger jeg især, når fisken virkelig er i hugget – typisk i starten af sæsonen. Under disse forhold foretrækker jeg nemlig at fiske mit takel med kun én enkelt trekrog, der sættes i agnfiskens næse. Monteret på denne måde, er det uhyre vigtigt, at fisken får friline, når den hugger. Omvendt kan man være meget hurtigere med et direkte tilslag, når der fiskes med dobbelt krogsæt. Personligt tror jeg meget på, at en så diskret præsentation som muligt giver klart flest fisk. Og en krog er mere diskret end to. Jeg har prøvet et utal af kroge og min helt suveræne favorit er Owner STN 36 BC str 4.
Multihjul til fiskeri med levende agn, skal helt have en knarre, så man kan høre hugget også.
Det perfekte hjul til sandartfiskeri med agn
Mit favorithjul til sandart med agn har i mange år været Penn International 975, hvis store force er at udvekslingen er relativt høj. Det er uhyre vigtigt at kunne spinne linen hurtigt ind – dels når der skal gives modhug, og dels når en stor fisk svømmer hurtigt imod en. Mange multihjul i 6000-6500 størrelsen er simpelthen for lavt gearet, til at fungere perfekt til søfiskeri. Andre gode hjul – som fx Ambassadeur kan i dag også fås i high-speed udgaver, hvilket klart er at foretrække.
Takler og kroge til agnfiskene
Et dobbelt krogsæt bruger jeg især, når jeg ligger og trækker. Her placerer jeg en str. 6 trekrog ved næsen og en str. 4 trekrog ved halen. Jeg foretrækker til enhver tid fluorocarbon forfang, da det giver en bedre præsentation. Hvis der er mange gedder, så kan det være nødvendigt at gå helt op i 0,62, men når der er færre gedder, foretrækker jeg helt klart så tynde forfang som muligt. Det er dog svært at slippe helt for gedderne, og 0,47 er derfor et godt kompromis. 0,30 er helt klart for tyndt – det kan selv en stor sandart rifle over under fighten. Min favorit er Sufix Invisible, og forfangslængden på mine flådtakler er normal 0,5-1 meter. Til fiskeri med paternoster takel er mine takler ofte 2-2,5 meter lange, hvor de er bundet som et combi-link med de yderste 50 centimeter i 0,62 fluorocarbon og den inderste del af forfanget i 0,35 mm.
Lange både stænger er perfekt til sandartfiskeri med levende agn.
Sådan belastes flåddet til sandartfiskeri
Belastningen på flådtaklet bør helt klart været semi-fikseret – dvs. fæstnet med et lille stykke tube til svirvlen mellem forfanget og hovedlinen. Årsagen er, at hvis man fisker med glidebly, er det sværere at kontrollere agnfiskens eksakte fiskedybde, fordi man risikerer, at blyet gilder op ad linen, så agnfisken lettere kan svømme op i vandet. Jo større agnfisken er, desto vigtigere er det at fiske blyet semi-fikseret. Et godt eksempel på et semi-fikseret bly til flådfiskeri efter sandart er Savage Gears In-Line sinkers.
Pludselig afbrydes samtalen af endnu et hug på en af Joe’s stænger – og det gode fiskeri fortsætter nogle timer endnu. Da natten er omme har vi fanget 7-8 flotte sandart samt et par gedder. Jo – en sommernat på søen, er en uforglemmelig oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009.
apr 9, 2025 | Artikler, GEDDE, Nyheder, Portrætter, Predatorfiskeri
Fisk & Fri´s fiskearkæolog har gravet i arkiverne, opsnuset gamle fortællinger – og giver dig her historien om den berømte Pohls Banke på Furesøen-
AF PER EKSTRØM
Hvor mange Furesøfiskere har ikke hørt eller selv sagt ordene – det var på Pohls Banke. Den ligger i den sydlige del af Furesøen, hvorfor den selvfølgelig ligger ”nede”. Vi kunne lige så godt sige ”Jydehullet” eller ”Den sorte Dame”, der ligger på sydsiden af Jydehullet, og ”Pohls” som ligger på østsiden. Hovedparten af Furesøfiskere ved imidlertid godt, hvor Pohls Banke ligger, så det er nemmere, end hvis man skal fortælle, hvor det var på søen.
Hvem var Pohl der gav navn til banken på Furesøen?
Men hvem var Pohl? Navnet dukker første gang op i en artikel i Lystfiskeri-Tidende i 1924, hvor Otto Wolff fortæller om tilblivelsen af Furesø-bankekortene. Her skriver han kort og godt: ”Pohls Banke efter Chr. S. J`s hustru, hvis kælenavn det er”. Et kælenavn og en mands hustru er ikke en omfattende beskrivelse af et menneske, så jeg gik på jagt for at finde ud af, hvem hun var.
Pohl blev født d. 19. april 1881 som Johanne Sophie Christensen, datter af ølhandler og værtshusholder Christen Christensen. Familien boede i Studiestræde 35 i København, som Christen Christensen ejede. Det må derfor antages, at hendes liv i opvæksten sandsynligvis har været nogenlunde problemfrit. Johanne var opkaldt efter en ældre søster, der var død som spæd et års tid hun kom til verden. Desværre døde faderen allerede i 1899, kun 52 år gammel af tuberkulose. En sygdom der på den tid var uhelbredelig, så det var en omvæltning for hele familien.
Pohl måtte derfor ud at tjene. I folketællingen fra 1901 kan man se hun året før er flyttet til Lykkesholmalle 5A, hvor hun er husbestyrerinde for grosserer Chr. S. Jacobsen. De er de eneste beboere i lejligheden. Mænd på den tid beskæftigede sig ikke med husgerning, og mænd, der havde et stort økonomisk råderum, havde selvfølgelig en husbestyrerinde. Chr. S. Jacobsen var tapetgrosserer med forretning i Bredgade 36. Papirtapeter var noget forholdsvis nyt for 125 år siden. Tidligere havde vægge enten været malede eller limstrøgne, så papirtapet var noget forholdsvis nyt inden for boligindretning, og naturligvis kun for de mere velstillede.
Chr. S. Jacobsen var en mand på lidt over 30 år, så han var en mand i sin bedste alder. Det var heller ikke usædvanligt, at en husbestyrerinde, foruden mad og rengøring, leverede lidt sengevarme. Ofte resulterede det i ægteskab eller børn. Mange gange begge dele. Af forskelligere registre kan det ses, Pohl flyttede hjem til moderen efter et par år, uden det havde haft ”konsekvenser”. Efter fraflytningen blev forbindelsen åbenbart bevaret for i 1905 blev de gift. Lidt usædvanligt blev de viet i præsten for Vor Frue Sogns private hjem.
Naturen og myterne på Furesøen
I januar 1910 bliver Chr. S. Jacobsen optaget som medlem af LF, og cirka samtidig indgår han lejemål på Møllehuset i Frederiksdal, hvilket han benyttede som fritidsbolig i sommermånederne. Chr. S. Jacobsen var en fremragende skribent og leverede gennem flere årtier artikler til Lystfiskeri-Tidende.
tNaturen og myter om Furesøen var hans speciale. Han udgav i 1929 den legendariske, ”Kogebog for Ferskvandsfisk”, hvor mange retter er opkaldt efter steder på eller omkring Furesøen. En af hans mest særprægede artikler hed ”Hvad akvariegedden lærte mig”. Artiklen fortalte, hvordan han havde en lille gedde gående i et akvarium i haven ved Frederiksdal. Her havde han observeret, at hvis han smed en regnorm ned til gedden og den kastede sig over den, så bed gedderne også ude på Furesøen. Lod gedden ormen i fred, var der ingen grund til at tage ud, for så bed gedderne heller ikke ude i Furesøen. Af andre pudsige indfald var en fiskedyst på 16 timer mellem ham og grosserer John Hornemann. Taberen skulle betales 2 kr. pr. pund fisk forskel til vinderen. Jacobsen vandt med 2½ pund, så han vandt 5 kr. fra Hornemann. ”Matchen” var åbenbart så speciel, at den fik omtale i Ekstrabladet.
Pejlemærkerne til Pohls Banke – det var jo lang tid før GPS´en blev opfundet. Øverst: 1) ”Skolemesteren”, eller blandt venner blot ”Mester”, lejede Møllehuset efter Chr. S. Jacobsen. Han underviste på Kongevejens Skole i Virum. Var en eminent lystfisker og gjorde livet surt for en hel del af Furesøens fisk. Både gedder og aborrer. Her med en mindre gedde. 2) Furesøens bankekort fra 1924.
Annoncen hvor Chr. S. Jacobsen sætter sin motorbåd til salg. Der står dog ikke, at Pohl er til salg.
Da motorbåden Pohl sejlede på Furesøen
Om det var en romantisk erklæring til hustruen Johanne, der gjorde, at han havde døbt sin motorbåd ”Pohl”, kan altid ses fra flere vinkler. Om Otto Wolff derfor havde navngivet banken ved Jydehullet ”Pohl”, efter motorbåden eller hustruen, må ligeledes bero på et gæt. Kærligheden mellem de to blev desværre ikke livslang. I 1926 blev de skilt. Det var Johanne der forlangte skilsmisse. Var det fordi manden havde sære idéer om, hvornår gedder huggede ude i Furesøen eller gemytternes uoverensstemmelser, kan vi ikke få dokumenteret, men skilsmissen var åbenbart noget som nagede ham resten af livet. Båden Pohl blev sat til salg via en annonce i Lystfiskeri-Tidende. Der stod blot: ”Den af mig til fiskeri på Furesø benyttede motorbåd er til salg”. Der stod ironisk nok ikke, at Pohl var til salg. Det var åbenbart et navn, han nødigt ville tage i sin mund igen. Lejemålet af Møllehuset blev opsagt og overtaget af en anden kendt LF´er, nemlig ”Skolemesteren”, der boede i huset de næste mange år. Til trods for at navnet Pohl måske gjorde ondt, så findes der en ret i hans kogebog, der som nævnt blev udgivet i 1929, som hedder ”Aborrefilet á la Pohl”.
Ved Chr. S. Jacobsens død i 1942, som 69-årig, står der noteret i kirkebogen: ”Fraskilt ”forgæves søgt oplyst”. Med andre ord, navnet Johanne blev ikke nævnt. Pohl fik aldrig en ny livsledsager. Hun døde i 1962, men i kirkebogen står, hun er fraskilt og ægtemanden var Christian Søren Jacobsen. Det skyldes nok, hun som kvinde havde et andet efternavn end det hun havde ifølge dåbsattesten. Hun blev gravsat i Ølhandler Christen Christensens familiegravsted.
Aborrefilet á la Pohl
Aborren skæres i Filet. Nogle koges andre paneres og steges på pande sammen med nogle kartoffelskiver og rå skiver af æbler, champignonskiver og artiskokbunde. Skysauce og engelsk sauce steges med, tilsat noget Vitamon. (Vitomon var et varemærke for tørbouillon)
Anrettes med de kogte fileter i en krans. Her indeni kommes de stegte fileter og de forskellige dele, som er stegt sammen med fisken. På de kogte fileter hældes bearnaisesauce. Over det hele strøs persille.
mar 24, 2025 | Artikler, GEDDE, Nyheder, Portrætter, Predatorfiskeri
Otto Wolff og Rudolf Rasmussens bankekort fra 1922. Nutidens lystfiskere vil næppe kunne genkende pejlingerne mod øst og nordøst.
Umiddelbart lyder navnet tilforladeligt og sødt. Jacob Haugaard har endda skrevet en sang med titlen ”Ingeborg”, som har ”bløde lår”. Men det er en helt anden Ingeborg, vi her skal have fat i, der har lagt navn til en af Furesøens kendte fiskepladser i Virum Bugten.
AF PER EKSTRØM
Vi skal meget længere tilbage i tiden for at møde vores Ingeborg fra Furesøen. Hun har sikkert været en rigtig sød pige, men slutningen på historien, som aldrig er blevet fortalt til ende, er trist.
Faktisk blev ”Ingeborg” fundet ved lidt af en tilfældighed. Da Otto Wolff tegnede sit første pejlekort over Furesøen i 1895 med nogle ganske få banker, tvivlede den daværende formand på, at det overhovedet kunne lade sig gøre at finde bankerne ved hjælp af pejlinger. På en rundtur i 1895 med formandens dampbåd, som Otto Wolff beskriver det, ”Så fandt vi banke efter banke til formandens store forbavselse, ”Ja! Vi fandt endda mere, for da vi stoppede for lidt maskinskade, opdagede vi sten og lavt vand under os, og vi var straks på det rene med, at den plads burde have et navn.
Sådan kom Ingeborg til at lægge navn til banken
Mens vi så diskuterede frem og tilbage herom, blev Hr. Thayssen – Admiralen kaldet, fordi foreningens både sorterede under ham – urolig. Han måtte endelig nå toget for det var hans datters fødselsdag. Galant foreslog formanden da, at vi gav ham en erindring med til Frk. Ingeborg”. ”Ingeborg” blev derfor påført Otto Wolffs pejlekort.
Opslag i diverse registre og kirkebøger bekræfter, at Frk. Ingeborg var født d. 27. oktober 1874. Dagen i 1895 var en søndag, hvilket med stor sandsynlighed bekræfter, at Ingeborg blev fundet d. 27. oktober 1895. På den tid ikke var der stort set ingen der arbejdede om søndagen. Thayssens hustru var mindre end et halvt år forinden gået bort, så det har været ham meget magtpåliggende at nå toget for ikke at skuffe sin yngste datter.
Hellig Olav i Frihavnen. Den bragte Ingeborg til Amerika, og sejlede i mange år over Atlanten. inden den blev ophugget i starten af 1930´erne.
Ingeborgs senere liv er nogenlunde til at følge. Ifølge Politiets Registerblade bliver hun boende hos sin far og en 2 år ældre søster i flere år efter moderens død. Modsat mange andre piger kommer hun ikke ud at ”tjene”. I 1902 ser det ud som om hun er i USA, da hun er registreret som ankommet til New York og Ellis Island, hvor alle der skulle ind i USA blev registreret. En ældre bror, Carl, havde tidligere taget turen over til det forjættede land, hvor ”guldet ligger på gaden”, så hun undersøgte måske mulighederne for også at emigrere til Amerika ved den lejlighed. Det skal indskydes, at faderen indtil 1880 drev virksomhed som udvandringsagent, så der har været et vist kendskab til amerikanske forhold. Ingeborg kom dog hjem igen. Men d. 16. november 1904 gik hun ombord på DFDS´s nye amerikabåd S/S Hellig Olav, som sejlede til New York. 30. november blev hun registreret ankommet til Ellis Island med 40 dollars på lommen. Om hun fandt lykken ”på den anden side af dammen”, vides ikke, men hun kom aldrig til at se sin far eller Danmark igen. For i en avisannonce d. 26. februar 1907 kundgør Ludvig Thayssen:
”Jeg har modtaget den sørgelige meddelelse, at min kære datter, Ingeborg Marie Thyassen d. 2. februar pludselig er død ramt af et hjerteslag i sin broders hjem i Mendenhall, U.S., hvilket jeg med sorg meddeler slægt og venner her. Underskrevet L. Thayssen.”
Dødsfaldet var åbenbart mere, end en far kunne bære. I Social-Demokraten fra 1. marts 1907 kan man på side 2 se følgende overskrift:
Inspektør Thayssen har skudt sig!
”En kone der gør rent i nogle lejligheder på Grundtvigsvej nr. 11, fik i går morgens en uhyggelig overraskelse, da hun gik ind i stuelejligheden. I sovekammeret fandt hun nemlig lejlighedens beboer, inspektør L. Thayssen liggende død på gulvet i en blodpøl. Thayssen havde i løbet af natten skudt sig i tindingen med en svær kalibreret revolver, hvis projektil sandsynligvis har virket øjeblikkelig dræbende. Konen hentede en politibetjent, der tog rapport over stuen og situationen, og noget senere hentede en rustvogn selvmorderens lig. Thayssen var i sin tid en kendt københavner, der blandt andre forretninger har haft en kaffeekspedition. Der er ingen tvivl om at økonomiske vanskeligheder har gjort ham ked af livet.”
Hvorfra journalisten vidste det, kan man kun gætte sig til. I begravelsesprotokollen er anført som bemærkning. ”Formodet bevæggrund: Økonomiske sorger”. Det undres man over, da det intet har at gøre med, hvad han døde af, men måske grunden til han skød sig.
Lystfiskeri-Tidende havde også en omtale af dødsfaldet uden at nævne dødsårsagen. Her blev Thayssen blev omtalt som et godt og elskværdigt menneske, en trofast kammerat og i sine yngre år var han inden for foreningen skattet som en dygtig og brav sportsfisker.
Sådan er livet. Et sammenfald af omstændigheder. Hvis der ikke havde været motorproblemer, var ”Ingeborg” aldrig kommet til at hedde ”Ingeborg” og vi havde aldrig kendt til hendes videre skæbne. Måske var banken blevet navngivet ”Godda min bare hals”, som Chr. S. Jacobsen omtalte den i en artikelserie i Lystfiskeri-Tidende i 1917. Men det er ifølge Otto Wolff et senere navn, som han ikke kendte oprindelsen til.
nov 8, 2024 | Nyheder
– Efter en kort dag på arbejdet og en lovende vejrudsigt, blev en båd hurtigt bestilt hos Fiskeringen i ved Furesøbad, og den gamle blev inviteret, fortæller Henrik Hytholm Jensen. – Der gik blot cirka én time efter vi sejlede ud, inden jeg selv fik en lille gedde på cirka tre kilo.
– Derefter kom mørket, hvor der igen gik en times tid, inden denne flotte sandart huggede på en Westin Twinteez afklippet til lille størrelse. Da den kom i nettet var jublen stor, og fisken vejede 6,40 kilo. Sandarten blev hurtigt fotograferet og målt til at være 86 cm lang, hvorefter den blev nænsomt genudsat. Fisken skulle vise sig at være den gamles PR på sandart, så det var bare helt perfekt. Derefter forsvandt fiskene, slutter han.
Se hvordan du fisker sandart med livecast teknik i denne video med Jens Bursell på Fisk & Fris YouTube, hvor der også er en række andre fede videoer med sandartfiskeri med Rasmus og Casper Christensen.
maj 3, 2023 | Nyheder
– Forleden, da min søn startede i SFO, var der pludselig tid til en fisketur – og den skulle gå til den lokale sø, fortæller Lars Iversen. – Fiskeriet gik fantastisk, og jeg fik fire gedder i omtrent den størrelse, som du ser på billedet. Alle fiskene huggede på en ørredimitation fra Savage Gear. Det endte med, at jeg også mistede en stor gedde, der var kroget yderligt i læben. Da den var tæt på dykkede den pludselig dybt, og så røg den desværre af. Øv – men sådan er det bare, når man fisker, slutter han.
Fisken deltager i Kinetic Fiskecup 2023, som du kan læse mere om her.
Husk, at der er masser af artikler om geddefiskeri i artikelarkivet på fiskogfri.dk her – og vil du have det fulde overblik over, alt hvad der er værd at vide omkring moderne geddefiskeri – så får du det hele samlet i bogen ”Geddefeber”, som du kan købe her (REKLAME).
jun 28, 2022 | Nyheder, Sponsornyt
– Her i weekenden stod den på fisketur til Furesøen, hvor Ishøj Sportfiskerklub havde deres årlige sommerkonkurrence efter rovfisk, fortæller Thoke Wistoft. – På turen var der præmier til største gedde, aborre og sandart, hvis man skulle være så heldig at fange et af de få eksemplarer i søen.
– Dagens sværeste fisk, skulle dog vise sig at være aborre, da de sædvanlige toppe og grunde var støvsuget for fisk. Det eneste vi så var enkelte fisk, der stod lige over bunden og bestemt ikke var i hug humør. Normalt ville vi aldrig bruge tid efter mikroaborrer, og slet ikke under den slags forhold, men nu var det jo en konkurrence, og både min kammerat Ulrik og jeg er udprægede konkurrence mennesker – i hvert fald, når det gælder fiskeri.
Her kan du se de kroge og softbaits, der overlistede de små, sky aborrer.
– Vi fangede de to eneste aborre i konkurrencen på 100 og 180 gr, så de vandt selvfølgelig første og andenpladsen i aborre De blev taget på dropshot, hvor agnen var en rød “spike tail” fra Blue Fox’s serie af “Lill’ Creatures”. Agnen har duft af krebs, og den røde farve blev valgt, da både farve og størrelse minder om de dansemyggelarver – også kaldet bloodworms, som de små aborrer elsker at mæske sig i. De blev agnet på en af de nye 7130NE Drop Lok kroge fra VMC, der har en lille lak kugle, som forhindrer agnen i, at glide ned over krogbøjningen. Til aborrefiskeriet brugte vi begge en 7 fods Omen 5-20 gr spinnestang fra 13fishing. Stangen er let og stiv med hurtig aktion, så krogen nemt sættes, når aborren hugger.
– Vertikal fiskeriet var noget bedre end aborrefiskeriet – faktisk var det uhørt godt fiskeri, men det kan Ulrik få lov at berette om ved en anden lejlighed. Resultatet var, at vi kunne score 1. og 2. plads i sandart samt en 1. og 3. plads i gedde, slutter han.
Thoke med en af turens fine gedder.
Dagens vinderagn til aborrerne.
okt 31, 2021 | Artikler, GEDDE, Portrætter, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri efter gedder, Trolling efter gedder
Woblerne var kæmper set med datidens øje. Den lille wobler til venstre er en dansk fabrikeret wobler – »Petrix«, som var almindelig på samme tid og havde en størrelse som svarede til en 20 gram Hilo. Bemærk blyfyldningen på den nederste wobler. Her kunne han »kratte« bly ud indtil wobleren havde den rigtige gang.
De fleste har hørt om Carlo Rasmussen wobleren. Men hvem var han – og hvorfor bliver han ofte et samtaleemne mere end 70 år efter han blev kendt som manden, der revolutionerede geddefiskeriet med sine egne hjemmelavede kingsize træwoblere?
AF PER EKSTRØM
DET FØRSTE MAN HØRTE til havnearbejderen Carlo Lamberth Rasmussen i lystfiskerkredse var, da han blev medlem af Lystfiskeriforeningen i 1944 på anbefaling af Søren Glæsel, der var en af datidens kendte geddefiskere. Umiddelbart var Lystfiskeriforeningen ikke en forening, man skulle tro en havnearbejder blev optaget i, da foreningen på den tid var hjemstedet for datidens lystfiskere i det bedre borgerskab. Et årligt kontingent på 80 kroner var ligeledes lidt af en sum penge efter tidens købekraft, men i en krigstid med varemangel var det begrænset, hvad man kunne bruge penge på. Imidlertid måtte Carlo’s evner som lystfisker været løbet i forvejen, så det faldt naturligt, at en mand med stor indsigt i geddegrejer måtte være medlem.
Store innovative woblere af træ
Materialet til fremstilling af woblerne har han sandsynligvis haft adgang til via sit arbejde i havnen. På den tid var skibscontainere ikke noget, som eksisterede, og lasten blev mange gange båret op fra skibets indre eller løftet op med kran. Måske faldt der en planke af på vej op fra lasten, som efterfølgende blev skåret ud i de rette størrelser. Kreativiteten fejler som regel ikke noget i krisetider. De fleste af woblerne blev fremstillet i bøg eller eg. Der er sågar en historie om, at han anvendte en af mederne fra sin mors gyngestol, da træet havde den rette krumning.
Blandt de øvrige medlemmer i LF var der stor interesse for at se nærmere på herlighederne, som Carlo fremstillede, men han holdt kortene tæt til kroppen. Kun ganske få fik foræret eksemplarer af woblerne. Hvor eftertragtede woblerne var, viser dette eksempel: En sommerdag i 1944 kom et medlem, som Carlo havde foræret en wobler, roende med nogle liner bag ud ude på Furesøen. Idet han passerer en anden båd, der lå på en banke og fiskede med »løse liner«, råbte to mand ham an:
»Hvad fisker De med?« – »Det er en af Carlo Rasmussens woblere!«, var svaret – »Lad os se den!« Blinkfiskeren vidste, at en af de to ombord i den anden båd var kendt for sin fingerfærdighed, så han svarede tilbage, at han havde lovet ikke at vise den til andre. På vej tilbage skete der imidlertid det uheldige, at han kom for tæt på de to og kom til at sidde fast i deres ankertov, så wobleren sad ubehjælpeligt fast. Med et svedent grin trak de tovet op og studerede wobleren længe, inden de gjorde den fri fra torvet og afleverede den tilbage med et »Tak for lån!«
Carlo Rasmussen med sin 11 kilos gedde fra den officielle befrielsesdag 5. maj 1945. Den blev lidt senere noget symbolsk slået af Knud Birch, der under Besættelsen både havde siddet i Vestre Fængsel og Frøslevlejren. Billede fra Lystfiskeri-Tidende.
Flotte storgedder til Carlo Rasmussen
Carlo Rasmussen beviste med det samme, at woblerne kunne fange fisk. Efter en tur kunne han fremvise to gedder på henholdsvis 9,75 og 7 kilo fra Furesøen fanget samme dag, hvilket var noget af en sensation på den tid. Hvor stor opmærksomhed han fik fra de øvrige medlemmer afspejler sig vel bedst i en notits i Lystfiskeri-Tidende, hvor redaktøren havde bemærket, at Carlo Rasmussen havde været på søen, og udfor sit navn havde skrevet et »Nul«. Det var usædvanligt. I efteråret 1944 besluttede Carlo Rasmussen at sælge sine rettigheder på wobleren til sportsmagasinet F.I.B. på Amagertorv i København. Det var en gammel hæderkronet virksomhed med rødder helt tilbage til 1874. Forretningen var den første, der solgte lystfiskegrejer til Københavnerne, men lukkede for mange år siden.
Nu da rettighederne var solgt, og wobleren dermed kunne blive hver mands eje, ville redaktøren af Lystfiskeri-Tidende, Børge Hamann vide, hvad hemmeligheden bag wobleren var. Han opsøgte dog først forskellige kendte geddefiskere, der i tidens løb også havde eksperimenteret med store woblere, for at få deres erfaringer med kæmpe woblere. Resultatet var en gang »snik-snak«. Kæmperne kunne fange fisk, men hvorfor og hvordan gik mest på teorier.
Geddewoblere for feinschmeckere
Ludvig Svendsen, der ejede Jagt & Fiskerimagasinet, havde en wobler med navnet »Den store Bastian«. Det var en blybelastet størrelse på 20-25 cm og vejede ikke mindre ende 415 gram. Den havde vist sit værd, da den en dag på Furesøen havde fanget en gedde på 5 kilo på 15 meter vand. Måske lå hemmeligheden i, at Carlo Rasmussen fiskede ude over dybet efter de pelagiske fisk og samtidig anvendte blybelastning. Han borede kort og godt huller i woblerne, fyldte dem med bly, og kontrollerede gangen. Gik de ikke, som han ønskede, krattede han noget af blyet ud, indtil de gik som de skulle.
To gedder på henholdsvis 20 og 15½ pund fanget på Furesøen d. 11. juni 1944. På bagsiden af fotoet står »Træk – hjemmelavet wobler – kæmpewobleren«. Ungersvenden til højre hedder Erik, men har ikke noget meget fangsten at gøre, bortset fra han hjælper med at holde. Privat foto.
Det var helt nyt. Geddefiskeri foregik per tradition langs sivene i og på søens banker. Ikke ude i det åbne vand. Ved interviewet stillede Børge Hamann en del spørgsmål, men svarene som Carlo gav, afslørede ikke hemmeligheden. Blandt andet ville Børge Hamnn vide om rillerne på ryggen af woblerne havde nogen betydning. Det vidste Carlo ikke, men det skadede hvert fald ikke. Hvad med farven, havde den nogen betydning? Carlo kunne bedst lide den farve som F.I.B. havde givet den, men farvevalget ville han overlade til mere erfarne fiskere. Børge Hamann foresatte, men fik kun hevet enstavelsesord ud af Carlo. Fiduser var der ikke mange af, og direkte adspurgt: »Andre fiskere er svært imponerede over Deres fangster og mener at, der må være særlige fiduser?«. Carlo svarede: »Jeg fisker akkurat ligesom alle andre. Og så til slut, som man sang i verset – alting får en ende«. Carlo Rasmussen var en mand af få ord og pralede aldrig om sine fangster. Meget sigende har han i sit første år sommedlem af Lystfiskeriforeningen ikke anmeldt en eneste fisk.
Det mest kendte billede af Carlo Rasmussen med gedden fra Farum Sø. I venstre hånd holder han wobleren og stangen som han fangede gedden på. Det var på en af de »små woblere«.
Kæmpegedden fra Furesøen
Året efter, i 1945 fanger han d. 5.maj, på Danmarks officielle befrielsesdag, en gedde på 11 kilo i Furesøen. Den blev imidlertid slået af Knud Birch, der samme år satte ny Furesørekord med en gedde på 13,25 kg – og så var det svært. Opsigt, selv uden for Danmarks grænser i en krigstid, vakte de eventyrlige fangster. Det svenske »Sportsfiskaran« bragte i december 1944 en artikel om de store woblere, der var blevet så populære i Danmark.
Historien om Carlos største gedde udspiller sig en decemberdag i 1948. Carlo Rasmussen slog, efter en tur på Farum Sø, et smut fordi Søndersø, hvor han møder nogle andre lystfiskere. Da han fortæller, at han var været på Farum Sø, var det entydige spørgsmål: »Det gav vel somsædvanligt ikke noget?« Stor var overraskelsen, da Carlo fremviste en gedde på hele 13 kilo. Selv fortalte han om oplevelsen: »Jeg har altid haft fidus til, at Farum Sø husede meget store gedder, og der på denne årstid er en tilpas ro på søen. Da jeg i søndags ved 8-tiden tog ud, var det meget tåget, og jeg måtte, for at orientere, mig holde mig ret nær land. Jeg trak en af mine hjemmelavede woblere efter båden. Wobleren var lidt mindre end den store model, meget mørk med en enkelt lys stribe langs siden På nordsiden af søen, næstenud for Farumgård, og kun 60-70 meter fra land fik jeg ved 9-tiden hug, og jeg var hurtigt klar over, at det var en pæn fisk – bl.a. fordi den ikke var til at få op fra bunden. Da jeg endelig så et glimt af den i vandet, bedømte jeg den til 13-14 pund, men 20minutter efter hugget var jeg klogere, thi da lå min hidtil største gedde i båden.
Min vægt, der vejer til 24 pund, gik i bund, og jeg tog derfor straks ind for at få fisken vejet. En meget nøjagtig vejning gav præcis 26 pund til resultat.«Hvad der senere blev Carlo Rasmussens skæbne vides ikke. Hårdt fysisk arbejde har altid været medvirkende til at slide på mennesker på den ene eller anden måde. Ganske få år efter fangsten af gedden på 13 kilo forsvandt Carlo Rasmussen ud af dansk lystfiskeri og Lystfiskeriforeningen.
Jeg har talt med personer som kender til hans videre skæbne, men den historie lader viligge, og i stedet må vi glæde os over de resultater, han opnåede påganske få år ved flid og ikke mindst nytænkning om, hvordan man også kan fange gedder.
Helsides annonce fra »Sportsfiskeren « januar 1945. Der var rift om herlighederne. På daværende tidspunkt var der udbredt varemangel, så et eller andet skulle man jo bruge pengene på. Nuvel! 14½ krone var alligevel en slat penge på det tidspunkt.[/caption]
