Stører er aktive i vand helt ned til frysepunktet, så de er et oplagt bytte under isfiskeri. Nu da flere af landets put-and-take-søer har åbnet op for isfiskeri i en eller anden form, har der været mulighed for at dyrke den sjældne form for fiskeri. Henrik Carl har dyrket størfiskeri fra isen adskillige gange gennem årene med fint resultat, og denne sæson har allerede givet flere fine fisk. – Jeg har aldrig prøvet isfiskeriet i Kaldred Put and Take før, så da jeg fik muligheden, var jeg hurtigt afsted, fortæller han. – Jeg valgte at fiske på et af søens dybeste steder, da bundvandet formentlig er varmest her. Der gik heller ikke lang tid, før den første stør snuppede en boilie, men desværre røg krogholdet på den 10-15 kg store fisk lige inden landingen. Senere var der mere held i sprøjten, og et par fisk kom på land. Den sidste var en hvid stør, som først overgav sig efter en temmelig hård fight med flere lange udløb, som virkelig satte isfiskegrejet på prøve, slutter han.
Har du selv været på isen, så send os et skriv og et par linjer til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.