Sommeren er over os, og hvad er bedre en at benytte det gode vejr og fridage til lidt fiskeri? Vores havne og moler er netop nu fyldt med mange forskellige fiskearter, der byder på gode oplevelser – både for enden af stangen, på tallerkenen eller efter en tur på grillen.

AF DAVID NIELSEN

DE DANSKE HAVNE OG TILHØRENDE MOLER byder på et spændende fiskeri året rundt, men særligt i sommertiden er disse pladser velbesøgte. Det gode vejr får mange lystfiskere til at komme ud med snøren og samtidigt er der mange fiskende turister. Desuden får havne og moler også besøg af det vi kan kalde sæsonfisk hen over sommeren, og derfor er udbuddet af forskellige arter man har mulighed for at fange, meget større i denne tid.

For mange er det netop spændingen ved ikke at vide, hvad det er der hugger, der er drivkraften i  fiskeriet og for andre er det tilgangen til at kunne fange en stribe gode spisefisk til middagsbordet.

Vores havne er kendetegnet ved at have dybere vand end det omkringliggende vand. Mange steder er der dybere sejlrender, der fungerer som en hovedvej for skibene, men som også får samme funktion for fiskene, der kommer fra dybere vand. Inderhavnene giver læ og rolige forhold og på ydermolerne kan man kaste sin agn ud på åbent hav. Molernes stensætninger har samme kendetegn som et naturligt rev og derfor er hele den maritime fødekæde tilstede her. Med andre ord virker moler og havne som magneter på mange fisk, og derfor har det også en stor tiltrækningskraft på lystfiskerne.

TIL HAVNENS SOMMERGÆSTER hører hornfisk og makrel. Begge arter kommer i stimer, og støder man først på dem, kan der gøres gode fangster. Hornfisken indfinder sig i slutningen af april, mens de første makreller normalt dukker op i juni. Begge arter spiser mindre fisk som tobis, sild og brisling, så den bedste måde at fange dem på, er enten ved at fiske med en af de førnævnte arter eller med kunstagn, der imiterer mindre fisk – eller med den ægte vare.

SPINNEFISKERI med blink eller kastepirke er effektivt, fordi man får affisket større områder. Varier indspinningen, så de forskellige vandlag bliver gennemsøgt. Når først den rigtige dybde er fundet, fisker man der. Som hovedregel træffes hornfisken højt i vandet, hvorimod makrellen kan være mere uforudsigelig.

Med et makrelforfang kan man fange flere makreller ad gangen. Makrelforfanget er et paternostertakel med 3-5 tavser. På hver tavs er der bundet en makrelfjer, som er en slags flue, bundet på en sølvblank krog og med en vinge af flashmaterialer. Oftest er fluens hoved bundet af rød bindetråd og som regel er der monteret en selvlysende perle foran krogen. I enden af forfanget monterer man en lille pirk eller et lod.

Makrelfjerene efterligner små fisk, og krogene får liv, ved at stangen hæves og sænkes i små ryk – som ved pirkefiskeri på havet. I mange grejbutikker kan man købe fem makrelforfang for 100 kroner, så det er en fiskeform, der er billig i grej!

Sildeforfang ligner til forveksling makrelforfang, dog er krogene noget mindre. Et sildeforfang fiskes også med pirkebevægelser, og her gælder det også om at få afsøgt forskellige dybder. I foråret og efteråret kommer de helt store rykind af sildestimer, men mange steder er det også muligt at fange sild hen over sommeren.

Med mindre blink som dette, er der gode chancer for makrel, hvis man affisker midtvandet systematisk.

Med mindre blink som dette, er der gode chancer for makrel, hvis man affisker midtvandet systematisk.

FLÅDMEDE MED NATURLIG AGN er en fiskemetode, der både er effektiv og hyggelig. Det er spændende at studere flåddet på overfladen og mærke adrenalinen i kroppen, når man registrerer at en fisk er ude efter agnen. Ved at benytte et glideflåd kan man selv indstille hvilken dybde, man vil fiske i og kan hurtigt afprøve forskellige fiskedybder.

Montér et flådstop på hovedlinen og påfør derefter en lille perle, flåddet og et kuglebly, der matcher flåddets bæreevne. Linen bindes i forfanget, der består af en svirvel, en halv meter nylonline og en enkeltkrog eller trekrog. Benytter man store agn, kan man have et dobbelt krogsæt på forfanget.

Afstanden fra flådstoppet til krogen er lig med fiskedybden. Flådstoppet kan flyttes op ad linen, og er så lille at det kan gå gennem øjerne på stangen og blive rullet op på hjulet. Den mest benyttede agn til denne type fiskeri, er strimler af sild. Foruden makrel og hornfisk, kan man også fange sej, torsk, havørred og mange andre arter på denne agn. Et alternativ til sild som agn, er tobis eller strimler af makrel eller hornfisk. Andre gode agn til flådmede i havnene er skalrejer, regnorm eller børsteorm. Et lille fif er at benytte et majskorn sammen med en af de førnævnte agn. Den gule farve er lokkende, men majsens søde duft i kombination med de andre agns duft, har også en lokkende effekt.

Multer er der masser af i de fleste danske havne – men de er ikke altid lige lette at fange.

Multer er der masser af i de fleste danske havne – men de er ikke altid lige lette at fange.

MULTEN er en anden sommergæst. Denne sky og hårdt kæmpende fisk omtales ofte som havnens grå spøgelse. Man ser dem som grå skygger i vandet, og de kan være frustrerende svære at fange.

Brød fisket i overfladen eller nede i vandet er den rette metode, hvis man vil have succes med multerne. Brødet kan fiskes på løs line, men det vil være en fordel at benytte et »surface carp waggler« flåd, der har indbygget en smule vægt. Denne vægt gør, at man får mulighed for at kaste længere ud.

På hver side af flådet monteres et lille flådstop til justering af fiskedybden, og i enden af linen bindes en lille enkeltkrog, fx i str. 6. Fiskeriet efter multer vil i starten være et opsøgende fiskeri, da det gælder om at spotte fiskene og finde ud af, hvor de holder til og, hvordan deres trækruter er. Når fiskene er lokaliseret, fodrer man med brød, der er skåret eller revet til små tern. Man vil ofte opleve, at multerne i lang tid ignorer de brødstykker, der kommer dalende ned gennem vandet, men pludselig bliver de aktive og begynder at spise. Multerne har nærmest en magisk evne til at undgå brødstykkerne, der har en krog i sig, men når en af dem alligevel bliver uforsigtig og man får kroget den, så venter der en herlig fight!

Skrubber som denne er der ofte mange af i havnen – og med agn som rejer, sand- eller børsteorm, går du ikke galt i byen.

Skrubber som denne er der ofte mange af i havnen – og med agn som rejer, sand- eller børsteorm, går du ikke galt i byen.

BUNDSNØREFISKERI er en anden klassiker på havnen. Et forfang agnet med sand- eller børsteorm giver næsten garanti for nogle fladfisk eller torsk. Man kan købe forfangene eller lave dem selv. Typen med farvestrålende perler og små spinnerblade forøger tit chancen for fangst. Mange kaster blot forfanget ud og venter på bid.

Fladfisk kan godt lide en agn i bevægelse, så hvis man i stedet fisker aktivt, ved langsomt at spinne forfanget ind, samtidigt med at der holdes korte pauser, får man dels affisket et større område men fanger også flere fisk. I tiden omkring solnedgang og solopgang kommer der gang i fiskene, men natten igennem er der også godt fiskeri. Særligt torsk er fødesøgende i de mørke timer, men prøv også målrettet fiskeri efter havørred i nattens mulm og mørke på havnen. Dette er en fiskeform, der er meget overset, men som kan byde på overraskelser i form af rigtig store fisk.

GREJET TIL MOLEFISKERI. Som ved alle typer af lystfiskeri vil man bruge forskellige typer af grej til forskellige fiskemetoder, hvis man skal have det optimale ud af sit fiskeri. Hvis man for eksempel fisker med lette flåd, skal grejet passe sammen, det vil sige en let stang og et lille hjul og tynd line.

Er det spinnefiskeri med kastepirke, kræves der tungere grej. Ønsker man at have en allround udrustning, der dækker de forskellige fiskeformer, som kan dyrkes ved havne og moler, bør man investere i en 9-10 fods kraftig spinnestang med et fastspolehjul i mellem størrelsen. Med sådan en stang vil man kunne dyrke bundsnørefiskeri, spinnefiskeri med blink/kastepirke og/eller silde- og makrelforfang, samt flådfiskeri.

Når fisken skal landes fra en høj kajkant, hvor man ikke kan komme ned, er et sænkenet uundværligt.

Når fisken skal landes fra en høj kajkant, hvor man ikke kan komme ned, er et sænkenet uundværligt.

Fladfisk, sild og til dels makreller, vil kunne løftes på land i stangen, men bliver vægten af fiskene for stor, er der stor risiko for at stangen knækker. Derfor er en form for net et vigtigt redskab at have med på fisketuren. Da der ofte er langt ned til vandoverfladen, er man nødt til at tage højde for det. Løsningen er enten et langskaftet net eller et såkaldt dropnet. På et dropnet er selve nettet monteret på en rund ring, der ofte er en meter i diameter. Nettet er monteret til en snor, så man kan sænke det ned i vandet og føre fisken ind over netkanten. Derefter er det bare at trække net med fisk op på det tørre. Der er ikke mange danske grejhandlere der forhandler denne type net, men ellers kan de bestilles på internettet – typisk via britiske grejhandlere.

Det ses desværre for ofte, at der mistes store fisk ved havnene, fordi folk prøver at hive fiskene på land uden et net, og linen derved knækker under det store pres.

Den klassiske molebidmelder – fjederklokken – har stået tidens test og virker bare, så simpelt at det næsten er til at græde over...Her er ikke så meget der kan gå galt.

Den klassiske molebidmelder – fjederklokken – har stået tidens test og virker bare, så simpelt at det næsten er til at græde over…Her er ikke så meget der kan gå galt.

AFHÆNGIG AF ÅRSTIDEN bør man også have en spand eller en køletaske med til opbevaring af sin fangst. I den kolde tid kan fiskene godt holde sig friske i en almindelig spand, men når det bliver varmere, er det en god idé at få dem på køl. En køletaske er desuden ideel til opbevaring af madpakken, drikkevarer og naturlig agn. En spand med en snor i, kommer man heller ikke uden Med en sådan kan man hale vand op til fingervask. Til de længere ture kan man gøre sig det mere bekvemt ved at medbringe en camping- eller festival stol.

Det er oplagt at tage børnene med på havnen og fiske, men tænk altid på sikkerheden. Hold opsyn med børnene og sørg for at de er iført redningsvest. Som voksen skal man også passe på. Stenene kan være glatte og man kan komme meget galt afsted, hvis man ikke passer på. Foruden at tænke på sin egen- og sine børns sikkerhed, skal man også tænke på de næste der kommer for at fiske eller andre brugere af havnene. Ryd derfor op efter dig selv og medbring dit affald, så alle kan få en god oplevelse på havnen eller molen. God tur.

 

Subbook

 

På klassiske blink og pirke som disse kan du fange alt godt fra havet – lige fra hornfisk og makrel til torsk og havørred.

På klassiske blink og pirke som disse kan du fange alt godt fra havet – ligefra hornfisk og makrel til torsk
og havørred.

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This