Mikael Svinth Møller som man tit ser ham: Et stort smil og en stor ørred!

 

Der er nogle lystfiskere, der bare er andre så overlegne, at man skulle tro, de bruger magi. Mikael Svinth Møller er en af disse Put & Take troldmænd – og her afslører han sine hemmelige tricks.

AF DAVID NIELSEN

ALLEREDE I FØRSTE KAST har han hug. Fisken ryger af krogen, men små tyve minutter senere er der fast fisk, og Mikaels UL-stang krøller helt sammen. Han fisker med et lille gennemløbsblink, og det har en af de store ørreder i Munkbro Fiskesø ladet sig friste af. Det bliver en lang og god fight på det lette grej, men til sidst giver fisken op og lader sig besejret omfavne at landingsnettets masker. Regnbueørreden vejer 5,77 kilo, og fangsten slår bare fast, at Mikael er en af disse Put & Take fiskere der bare kan sit kram!

Mikael Svinth Møller er 30 år, bor i Ikast og blev introduceret til Put & Take fiskeri som ganske ung. Det er den helt klassiske historie om faren, der tager sin søn med på fisketur. Mikaels far tog ham og hans søskende med på fisketur, men det var kun Mikael, der blev fanget, og med tiden er det blevet mere og mere. Det er kun putfiskeriet han dyrker, og han har deltaget i mange konkurrencer i søer over hele landet – med mange topplaceringer som resultat. I 2015 kunne han føje titlen som Danmarksmester i Put & Take fiskeri til listen over sine meriter. Han fisker i ørredsøer rundt omkring i hele landet, hvor han promoverer det moderne ørredfiskeri.

Få succes med ørredfiskeri i din put and take

Aktivt fiskeri er essensen af den dygtige fiskers succes. – Jeg fisker sjældent stationært med flåd og bait, men det er fordi, jeg ikke kan sidde stille, siger han og bryder ud i et stort grin. – Jeg vil hellere gå søen rundt og fiske aktivt og denne taktik giver også mange flere fisk. Det gælder om at finde ud af, hvad der trigger fiskene på en given dag, og hvis huggene ophører, skal der noget nyt til.

Når jeg tager på fisketur starter jeg altid med at gå en runde om søen, inden jeg betaler, for at se om der er noget liv søen. Sker der ikke noget, eller er der for mange mennesker ved søen, så kører jeg videre til en anden sø. Mine favoritsøer i lokalområdet inkluderer Tusaagaard-, Munkbro-, Vrads og Kærshovedgaard Put & Take. Mikael starter ofte med at fiske med en spinner, og den skal fiskes så langsomt, at bladet kun lige roterer, for så udsender den flest reflekser. Polaroidbriller er næsten lige så vigtige som fiskegrejet, for man ser mange flere fisk, som man kan kaste til og man ser også flere følgere, som man eksempelvis kan tirre til hug med et spinstop.

Det ligner magi, men med en lille smule øvelse kan man hurtigt lære at forme sin bait, så den bliver dødelig effektiv.

Det ligner magi, men med en lille smule øvelse kan man hurtigt lære at forme sin bait, så den bliver dødelig effektiv.

 

Grej til fiskeri i put and take efter regnbueørreder

Jo blødere stængerne er, des sjovere er det. – En stang kan ikke blive for blød, mener Mikael. –Til spinnefiskeri bruger jeg primært en Shorty 1 stang, som er meget blød. Dertil et passende størrelse fastspolehjul med 0,20-0,25 mm nylonline. Jeg fisker mest med UL-spinnere, små gummidyr, Sbiro Blades, mikroblink og bait. Agnene skal være små, da mit UL grej ikke kan kaste med så store vægte. Når jeg fisker med bait på spinneudrustningen – såkaldt spinbait – bruger jeg en svirvel med tre lejer, et splithagl og en forfangsline der er lidt tyndere end hovedlinen.

Afhængigt af forholdene spinnes der hurtigt eller langsomt ind. – Når fisken hugger giver jeg løs line, så den får mulighed for at sluge agnen ordenligt, fortsætter Mikael.

Bombardafiskeri i put and take søen

Til bombardafiskeri bruger jeg en stang i Pulse-serien, forklarer han. – Det er stænger på op til fire meters længde, der – selvom de er lette, kan håndtere at kaste med de tungere bombardaflåd. Jeg bruger særligt denne teknik, når jeg har brug for at kaste langt ud. Der er mange meninger om forfangslængden, men jeg holder mig til et forfang på ca. to en halv meter. Han fisker med en type bombardaflåd, der har vægten placeret på en måde, så flådet rejser sig op, når han stopper indspinningen. På denne måde registreres hug, mens agnen daler ned gennem vandet. Baiten, eller ørredej som den også kaldes, kan formes i en uendelighed af forme. Det kan være kugler, pølser, haletudser, L-form (rejen), elefantfod og mange andre variationer.

Et af Mikaels små fif er at blande to farver bait og forme klumpen i en L-form. Denne agn får en roterende og lokkende gang i vandet, når den spinnes langsomt ind.

Et af Mikaels små fif er at blande to farver bait og forme klumpen i en L-form. Denne agn får en roterende og lokkende gang i vandet, når den spinnes langsomt ind.

 

Roterende baits til ørred

– Det vigtigste for mig er, at baiten roterer, når den spinnes langsomt ind, understreger han. – Rejeformen (L-form) er den form jeg bruger i 95 % af tiden i forskellige størrelser. Lav en lang pølse og klem den flad i enden. Man kan selv justere, hvor meget den skal rotere. Om sommeren bruger han små klatter bait og gerne sort, når solen skinner. Til andre tider er ”pølser” af bait på helt op til 10 cm det, der giver fisk. Selv mindre fisk tager den, de skal bare have tid til at sluge den.

Mikael benytter sig af enkeltkroge i str. 12-14 til bait. En lille krog kan sagtens få fat. Hvis du fisker med for stor en krog og en lille klat bait, kan du risikere at baiten synker til bunds i stedet for at flyde over bunden, når du fisker bundfiskeri. Trout Bait sidder godt på krogen, smitter ikke af på fingrene, og så kan man kaste med det mange gange mens det holder formen.

Skift farve på agnen hele tiden i put and take´en

Under fisketuren lægger jeg mærke til, at Mikael ofte skifter bait og sætter nye farver på. – Det er fordi jeg hurtigt mister tålmodigheden, smiler han. – Men de mange skift gør, at man hurtigere får sig sporet ind på, hvad fiskene vil have.

Det store spørgsmål er så, hvilken farve bait, der er bedst? Til dette svarer Mikael, at det nok er individuelt. De fleste har deres favoritfarver. Han sammensætter tit to farver, gerne en sort og en skrigende farve – fx sort/orange, sort/gul eller sort/hvid. Dette giver kontrast, og gør at agnen nærmest blinker i vandet.

Flådfiskeri i put and take søen

Til lettere flådfiskeri bruger han et stickflåd/penneflåd. Det er rødt i den ene ende og gult i den anden. Det kan fiskes helt traditionelt opretstående, men Mikael fisker det liggende vandret på overfladen. Flåddet er så sensitivt, at når en fisk hugger og den svømmer mod højre, så ser du flådet trække mod højre, og så kan man give tilslag mod venstre, for så kroger man fisken.

Et bombardaflåd vil svømme rundt i en cirkel, og man ved ikke hvilken retning fisken svømmer. Her kan man risikere at hive bait og krog ud fiskens mund i tilslaget. Stickflåd er uhyre effektivt, især fra foråret og i de varme måneder. – Fisken mærker ingenting, og man ser de mindste ting på flåddet og kan give løs line på det rette tidspunkt, pointerer Mikael.

En erfaren put and take fisker

Mikael har fanget mange store fisk. Rigtig mange store fisk! Hans PR på regnbueørred lyder på imponerende 9,2 kilo – og han har fanget et utal af fisk over fem kilo, så mange at han ikke har tal på det. I 2016 blev det til seks fisk over 8 kilo fra forskellige søer. Når talen går på de store fisk, beretter han med en beundringsværdig ydmyghed, for det handler absolut ikke kun om at fange store fisk. Hvis han er ude at fiske og ser en familie, der ikke rigtigt fanger noget, kan han godt gå hen og spørge lidt ind til om de fanger noget, og om hvordan de fisker. Så får de et par gode fif med på vejen, som ofte giver succes.

Mikael er ofte coach/hjælper ved arrangementer for børn ved forskellige Put & Take søer,  og han elsker at være med til at hjælpe børnene, så de får en god oplevelse, er glade og vil ud og fiske igen.

 

Garmin Quatix

 

Mikroblink som disse kan være super effektive i put and take´en

Mikroblink som disse kan være super effektive i put and take´en

 

 

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This