Gennem det sidste år har Fisk & Fri bragt adskillige artikler, hvor vi har belyst skyggesiden af DTU Aquas rådgivningsmæssige magtmonopol, samt hvad det kan have haft af negative økonomiske og biologiske konsekvenser – både for fiskebestande og vandmiljø. Men hvad skal der gøres for at ændre kursen, så vi kan starte på en frisk og undgå, at det samme sker igen? Her får du et bud.
AF JENS BURSELL
DTU AQUA har I mange år haft monopol på stort set al rådgivning omkring akvatiske ressourcer herhjemme: De er den eneste rådgivende forskningsinstitution i §7 udvalget, der fordeler fisketegnsmidlerne til forskning og udsætninger af fisk. Her sidder de uden armslængdeprincip og rådgiver om projekter, der automatisk tildeles dem selv uden at komme i udbud – samt uden at der efterfølgende er den store kontrol med ressourceforbruget. Hertil kommer, at DTU Aqua har myndighedsbetjening, hvilket betyder, at de i praksis har monopol på faglig rådgivning i en masse typer af sager omkring vores akvatiske miljø – heriblandt udsætningstilladelser mv.
Netop fordi DTU Aqua i langt de fleste sager er de eneste, der spørges til råds, har de en enorm magt over, hvad der sker med vores fiskebestande. Fint, hvis de havde forvaltet deres position upåklageligt, men uacceptabelt, når de i mange tilfælde præsterer en fagligt stærkt kritisabel rådgivning. Med afsæt i Fisk & Fris artikler, hvor problematikken er opsummeret og dokumenteret i artiklen ”Om fisk og faren ved monopoler”, er det let at argumentere for, at kan være tale om en rådgivning, som i en række tilfælde i bedste fald er inkompetent. I værste fald bør man mistænke og undersøge for videnskabelig uredelighed, politisering, magtmisbrug og økonomisk svindel, hvis ikke en bedre forklaring end hidtil forelagt, gives af DTU Aqua. Hertil kommer eksempler på rådgivning fra DTU Aqua, der kan gøre det sværere at leve op til målsætningerne i EU’s Vandrammedirektiv om god økologisk tilstand i vores vande inden 2027. Læs mere om dette i artiklerne “Red sandarten – og få mere klart vand”, “Forringer Erhvervsfiskeriet søernes økologiske tilstand” og “Skarv, aborrer og sandart på Tissø”.
For at kunne genskabe tilliden til systemet, samt sikre, at historien ikke gentager sig, er der brug for indrømmelser og konsekvens – samt en fuldstændig reformation af den måde, som rådgivnings- og beslutningsprocesserne kører på. Det gælder både, når det drejer sig om §7 udvalget, fordelingen af Fisketegnsmidlerne – samt myndighedsbetjeningen.
Søfiskeriet er et af de områder, der kritiseres for at have været under – eller fejlprioriteret gennem en del år.
DTU Aquas troværdighed skal genopbygges
Fisk & Fri har som nævnt afsløret en række sager, hvor DTU Aqua tilsyneladende dels har afgivet urigtige oplysninger om regnskaber samt overforbrug af ressourcer og dels har leveret en fagligt svag samt kritisabel rådgivning, der i flere tilfælde er baseret på decideret ukorrekte og udokumenterede teorier eller informationer. Hvis man fremover skal have tillid til DTU Aqua som neutralt rådgivende forskningsinstitution, er det selvfølgelig vigtigt, at ovenstående uheldige forhold får en konsekvens: Man kan ikke have tillid til en ledelse, som tilsyneladende dels afgiver urigtige oplysninger, når det passer den – og dels fortier vigtige oplysninger for beslutningstagere og offentlighed. Endvidere er det uacceptabelt at ledelsen af DTU Aqua tilsyneladende dækker over den/de medarbejdere, der er roden til problemerne – i stedet for at tage ansvar for, at den rådgivning de leverer er korrekt og fagligt uangribelig.
For at rense luften og sikre tilliden fremover, kan der argumenteres for, at der enten bør ske nogle meget konkrete offentlige indrømmelser fra DTU Aqua side – og/eller der bør ske en fyring af de ledere/medarbejdere som har afgivet urigtige oplysninger, fortiet vigtig information for beslutningstagere og offentlighed – eller dækket over fagligt kritisabel rådgivning.
Stop magtmonopolet
Som vi har skrevet før: At reformere hele processen omkring, hvem der sidder i §7-udvalget, rådgivningen, anvendelsen af fiskeplejemidlerne samt DTU Aquas monopol på myndighedsbetjeningen, er af afgørende betydning for, at naturen, samfundet og vi lystfiskere fremover får mest muligt for pengene: Der skal simpelthen ske et større paradigmeskift i hele tankegangen omkring forvaltningen af vores akvatiske ressourcer, for at vi kan få et velfungerende og troværdigt system, der fremadrettet både tilgodeser naturen og bredden i dansk lystfiskeri på en langt bedre måde, en det er tilfældet nu.
Flere fisk og mere natur for pengene
For at vi kan få mest og bedst muligt natur for pengene, er det vigtigt, at de enkelte projekter kommer i en form for udbud, så man får de rigtige projekter udført bedst muligt – til den bedst mulige pris. På de mindre projekter behøver det ikke nødvendigvis at være en stor avanceret udbudsproces, men måske blot en fordeling af opgaver og projekter i et §7-udvalg, der er bredere sammensat, end det har været før, med repræsentanter for flere forskellige forskningsinstitutioner. På de største og dyreste projekter kunne man med fordel overveje mere avancerede udbudsprocesser.
Fagligt neutral rådgivning på fiskeriområdet
At få flere forskningsinstitutioner repræsenteret i §7 udvalget vil også være den bedste garanti for at man fremover får en mere fagligt neutral rådgivning, der tilgodeser alle hjemmehørende arter og dermed også en langt større bredde i dansk lystfiskeri. Der sidder eksempelvis store faglige kapaciteter inden for fiskeområdet på både Københavns og Syddansk Universitet – samt sikkert også Ålborg og Århus Universitet. Alle forskningsinstitutioner, der dokumenterbart har væsentlig viden på området, bør kunne få en plads i §7 udvalget – hvormed de fremover både vil kunne bidrage til en mere neutralt afbalanceret rådgivning og en bedre pris på projekterne.
Sandartfiskerne er blandt dem, der ikke har fået meget ud af Fisketegnsmidlerne gennem årtier.
De forskellige repræsentanter for forskningsinstitutionerne kunne også uden for §7-udvalget med fordel fungere som et fagligt rådgivende udvalg, der helt generelt rådgav til de overordnede rammer for forvaltningen af vores akvatiske ressourcer. Udvalget, som man eksempelvis kunne kalde Fiskerifagligt Udvalg – eller lignende, bør have en formand med biologisk baggrund, som er uafhængig af økonomiske og fiskeripolitiske interesser inden for forskning og erhverv. I udvalget træffes konsensus beslutninger om de overordnede rammer for ”best practice”, så rådgivning om alle fiskearter sker med afsæt i samme logik samt efter de samme grundprincipper. Det vil sikre, at eksempelvis centrale begreber som oprindelig udbredelse og hjemmehørende/ikke-hjemmehørende arter, der har stor betydning i en forvaltningssammenhæng – bedømmes og tolkes på et mere ensartet og fagligt neutralt grundlag.
Flere penge til fisk – og færre til grundforskning?
Et emne, der ligeledes skiller vandene er, hvordan Fisketegnsmidlerne bruges. Formålet med Fisketegnsmidlerne er, at de skal bruges på tiltag, der rent lavpraktisk gerne skulle give flere fisk og en mere rig natur. Helt konkret er der lovhjemmmel til at bruge midlerne således jfr §61 i den nuværende Fiskerilov (lovbekendtgørelse nr. 261 af 21.03.2019), som lyder:
§61. Midlerne fra lystfiskertegn og fritidsfiskertegn anvendes til 1) fiskepleje, herunder til udsætning af yngel og sættefisk samt foranstaltninger og forskning, der i øvrigt har betydning for reproduktion, vækst m.v. af fiskebestandene, og 2) administration og information om fiskeplejen og om lystfisker- og fritidsfiskertegnsordningerne.
Stk. 2. Midlerne kan desuden anvendes til kontrol med overholdelsen af reglerne for lyst- og fritidsfiskertegn..
Hvis man kigger på de forskningsprojekter, der foretages for Fisketegnsmidlerne, bør man som ansvarlig politiker og interessent stille sig selv spørgsmålet: Anvendes pengene pt lovligt jfr §61 i Fiskeriloven? Et godt eksempel er Søhåndbogen, som er ren formidling. Her bør man i samme moment tage en diskussion om, hvorvidt Fisketegnspengene fortsat skal bruges på formidling som fx Søhåndbogen, når forskerne jo også i forvejen har formidlingspligt ifht. Universitetsloven. Endvidere bør man tage en diskussion om, hvorvidt der bliver brugt for mange penge på eksempelvis grundforskning – og for lidt på projekter, der vil have en mere direkte og målbar positiv effekt for vores fiskebestande.
Såfremt det viser sig, at Fisketegnsmidlerne ikke er anvendt til forskning, der er hjemmel til jfr. “Lov om fisketegn”, bør man stille sig selv spørgsmålet: Hvem har haft ansvaret for dette – og hvilke konsekvenser skal det have? – udover selvfølgelig, at man skal sørge for, at det ikke sker frenmover.
Tilgodese bredden – både fiskemæssigt og geografisk
En af de ting, der i årevis har skabt diskussion blandt lystfiskere er, hvordan pengene fordeles. Der er ingen tvivl om, at hvis man vil tilgodese bredden i det rekreative fiskeri, så bør man tage en diskussion af, hvordan det bedst gøres.
Det er oplagt, at alle interessenter indenfor det rekreative fiskeri, som betaler penge for fisketegn, bør være repræsenteret i §7. Lige nu repræsenteres lystfiskerne kun af DSF, men hvorfor egentlig det? DSF udgør kun cirka halvdelen af de organiserede danske lystfiskere. Udenfor DSF står Dansk Havfiskerforbund med cirka 4.000 medlemmer og De Danske Småbådsklubber, som er i omegnen af 3.200. Hvorfor er de ikke inviteret med i §7, når fritidsfiskeriet er repræsenteret med flere forskellige og langt mindre organisationer? Hertil kommer en række store danske lystfiskerforeninger, der tilsammen sandsynligvis udgør i omegnen af 6-7.000 medlemmer, hvis stemme, som det har været hidtil. slet ikke er blevet hørt. Personligt synes jeg det er optimalt, hvis alle lystfiskere kan samles under én fane – nemlig DSF. Vi kan håbe på, at der vil blive grobund for en udvikling i denne retning med den nye bestyrelse i DSF. Men – såfremt disse klubber ikke i større stil bliver samlet under DSF med den nye bestyrelse anno 2020, vil det på sigt være rimeligt at give alle disse mange klubber udenfor DSF muligheden for at lave et samarbejdsudvalg eller en fælles organisation, der kan stille med en repræsentant til §7 på lige fod med fx DSF, så deres stemme også bliver hørt.
Kun cirka halvdel af de danske lystfiskere er organiseret i DSF. Hvis ikke en langt større procentdel af de danske lystfiskere kommer ind under DSF i den kommende tid, hvor der er kommet nye kræfter til bestyrelsen, vil det være oplagt, at man også lader andre grupper af lystfiskere få en plads i §7 udvalget, så de også bliver hørt. Hverken Dansk Havfiskerforbund eller De Danske Småbådsklubber med tilsammen cirka 7000 medlemmer er eksempelvis repræsenteret i §7 udvalget.
Tilsvarende kunne man forestille sig en model, hvor man tilstræber, at procentdelen af midler, der anvendes til forskellige arter af fisk – svarer nogenlunde til, hvor stor rekreativ interesse der er for de respektive arter. Hvorvidt det er tilfældet pt vil der nok være delte meninger om.
Ligeledes er det oplagt at tænke i at tilgodese de enkelte landsdele, efter hvor mange fiskere der betaler til fisketegn i de enkelte landsdele. Der vil selvfølgelig være en del projekter, som har bred national interesse, men med de penge, der fordeles til projekter af mere lokal og regional interesse, kan man med fordel overveje en model, hvor de enkelte områder tilgodeses i et omfang der svarer nogenlunde til de indbetalte beløb fra regionen. Det er klart, at der skal ikke være tale om et rigidt millimeterdemokrati, men en model, hvor man fra §7udvalgets side tydeligt viser, at man ønsker at tilgodese bredden – både i forhold til interesser og geografisk fordeling af interessenterne.
Fuld åbenhed og transparens i beslutninger og regnskaber
For at der fremover kan være fuld åbenhed og transparens over, hvordan fisketegnsmidlerne bruges, ville det være naturligt fremover at publicere offentlige tilgængelige referater fra §7-møderne taget af en uvildig repræsentant for §7-udvalget.
Tilsvarende bør der fremover være større gennemsigtighed i regnskaberne, så der også i det offentlige tilgængelige regnskab på fiskeristyrelsen.dk opgives timeforbrug og driftsomkostninger på underprojektniveau. Hermed vil man kunne forebygge fristelsen til at angive et fiktivt og for højt timeforbrug samt gøre det langt sværere at skjule omprioritering af ressourcer mellem forskellige projekter, der ikke officielt er blåstemplet af §7 udvalget. Dette vil være i alles interesse, så alle interessenter løbende kan holde øje med, hvordan pengene bliver brugt – samt råbe vagt i gevær, hvis ikke de anvendes optimalt. Både referater fra §7 møder og mere detaljerede regnskaber for alle projekter kunne oplagt publiceres løbende på fiskeristyrelsen.dk.
Konferencer om det rekreative fiskeri
For at sikre, at bredden bliver hørt – og der kontinuerligt kommer nyt input samt inspiration til beslutningsprocesser og forvaltning af det rekreative fiskeri, vil det være en god ide at invitere til en større konference – eksempelvis hvert andet eller tredje år, hvor alle interessenter fra det rekreative fiskeri samles. Her inviteres ikke blot forskere, politikere og interesseorganisationer, men også branchefolk, turisterhverv og presse, for på den måde at skabe det bedst muligt afsæt for en åben og konstruktiv debat om den fremtidige kurs – til størst mulig gavn for naturen, fiskeriet og det danske samfund.
Reformer myndighedsbetjeningen
Som det er lige nu, har DTU Aqua myndighedsbetjening på en meget stor del af den rådgivning, der foretages i forbindelse med blandt andet fiskeudsætninger. Det kan være en pointe i at der blot er én eller få udbydere af rådgivning for at modvirke for komplicerede arbejdsgange. Men – for at sikre, at rådgivningen foregår på et neutralt grundlag, bør den eller de instanser, som fremover har myndighedsrådgningen fagligt referere til ”Det Fiskefaglige Udvalg”, som sikrer at myndighedsbetjeningen sker inden for de overordnede faglige rammer, der er udstukket af dette udvalg samt godkendt politisk.
En ny kurs for det rekreative fiskeri
Det rekreative fiskeri i Danmark rummer mange ildsjæle, skarpe hjerner og kreative personer. Lad os håbe, at vi med en helt ny struktur for rådgivnings- og beslutningsprocesser omkring vores akvatiske ressourcer og det rekreative fiskeri, kan få skabt en positiv udvikling der i højere grad tilgodeser ikke blot mangfoldigheden i den danske natur, men også hele bredden i det rekreative fiskeri.
I forbindelse med sagen om DTU Aquas forbrug af ressourcer og kritisable faglighed har vi d. 25 august stillet formanden for §7-udvalget – Nis Christensen – en række spørgsmål, der gerne skulle belyse, hvorvidt Fisketegnsmidlerne anvendes lovligt, fagligt og økonomisk optimalt. Nis har lovet at besvare spørgsmålene, og vi afventer svar, så vi kan publicere interviewet på fiskogfri.dk.
