Vælg en side

Netop nu er der virkelig godt gang i mosegedderne – og da de små lavvandede moser ofte er dem, der først kommer låg på, når isen lægger sig – er det nu, du skal give det underholdende fiskeri fra land i netop disse vande en chance, inden Kong Vinter sætter en stopper for dit fiskeri.

Små lavvandede moser og søer er der tusindvis af rundt omkring i landet – og ofte kan disse små perler byde på et særdeles underholdende fiskeri efter især mindre fisk op til 5-6 kilo. Men – man kan selvfølgelig også være heldig at ramme ind i en af de helt store mosbegroede mosegedder.

1 – Fisk højt over grøden

Eftersom frosten ikke for alvor har holdt sit indtog – så står grøden stadig højt i de fleste mindre søer. Og – når der fiskes fra land indebærer det ofte – at der på trods af årstiden ofte skal fiskes ret højt i vandet, for at undgå at få grøde med ind i hvert eneste kast.

Samtlige af vores velkendt geddeagn virker godt til dette fiskeri, men da der som sagt ofte skal fiskes højt, vil det ofte være ultra langsomt synkende eller flydende hardbaits som er de letteste at fiske med under disse forhold. Softbaits kan selvfølgelig også anvendes, men så vil der typiske være tale om agn fisket uden vægt på shallow-rigs – og ofte i rimelig fart, så man ikke kommer for langt ned i vandet.

2 – Glem ikke klassikerne

Når det drejer sig om mosegedder, kan du have alt det moderne isenkram i boxen du måtte ønske dig, men du finder hurtigt ud af, at de gode gamle klassiske blink og spinnere faktisk ofte slår alt andet med hestelængder, når du fisker i de små lavvandede moser fra land. De kaster godt – og så fisker de simpelthen bare temmelig ofte røven ud af bukserne på alle andre mosegedde agn.

Skal du fiske rigtig højt er der ikke meget, der slår den højtgående spinner Mepps Aglia i fx sølv og bronze – fisket 10-30 centimeter under overfladen lige over grøden – eller grøde resterne. Fisk gerne relativt hurtigt med høj stangføring, så spinneren af og til trækker en svag kølvandsstribe på overfladen. Ofte er det netop dette, der skal til for at få fiskene til at gå amok – og det bliver først rigtig spændende, når en endnu større kølvandsbølge rejser sig lige bag ved din spinner og knalder kæberne sammen om spinneren. ABU Reflex spinnerne er også super gode til dette fiskeri – typisk i fx 18 gram – men de går noget dybere end Aglia´en.

Blink som fx ABU Atom og Utö kaster også suverænt i forhold til vægten – og kan fiskes i stort set alle dybder. Skal de fiskes højt over grøden, skal der dog både fart og højt hævet stangspids til for, at man undgår for mange problemer med grøden.

3 – Pas på når du vader

Når du fisker fra land i de lavvandede moser, skal du passe ekstremt meget på, når du vader, for der kan mange steder være et uhyggelig tykt mudderlag, som kan være svært at komme fri af, hvis først du begynder at synke. Mærk dig derfor forsigtigt frem med fødderne for hvert skridt du tager – og hold dig så vidt muligt så tæt på land, at du altid kan gribe fat i grene eller lignende, hvis mudderet bliver for dybt eller blødt.

Et rigtig godt tips til mosefiskere er at anskaffe sig et Restube bælte, hvor du kan trække i en snor, der udløser en CO2 patron, som blæser et stavformet flydeelement op, som du kan klamre dig til, hvis uheldet er ude.