Jens Bursell lander longfinned eel fra New Zealand

Jens Bursell med en 8 kilo+ longfinned eel på vej sikkert i nettet.

Følg med tilbage til årskiftet ved år 2000, hvor jeg sammen med min fiskeven Søren Beck tog et par måneder til New Zealand for at fiske efter de kæmpestore longfin eels. Vi er nu nået til guldgraver området på vestkysten af Sydøen, hvor vi fandt de allerstørste ål.

AF JENS BURSELL

Da guldfeberen rasede på New Zealands Vestkyst 1860´erne blev der gået hårdt til den. Nok blev der vasket guld på traditionel vis, men i flere områder blev der gravet efter guld – næsten på samme måde, som man graver grus i grusgrave. Resultatet er, at store dele af vestkysten er perforeret som en schweitzerost med vaskeægte guldgrave, der gradvist er blevet fyldt op med vand. Ved en stor del af disse er langs kanterne groet fuldstændig til i uigennemtrængelig skov og har i mange år ligget som glemte perler i det rå og ubarberede Westcoast landskab. Mange af guldgravene er indhyllet i en stank af glemsel og lårtykke storål…

Guldgrave og rullesten

Næste eftermiddag er vi klar ved en af guldgravene. For at lokke ålene til havde vi fyldt et ”rubby-dubby” net med blodryppende stykker af okselever og hængt det ud, et sted, hvor vi tidligere på dagen havde set en del rigtig gode fisk. Imens posen gør sit lokke-arbejde, går vi over til en anden guldgrav blot 50 meter væk. I en lille vig får Søren et godt hug fra en 4 kilos fisk, og i kampens hede lokkes masser af andre store ål til. I næsten hver eneste kast hugger ålene – ofte ”on the drop”, og den hektiske action kulminerer med, at jeg lander en utroligt stærk fisk på 6,2 kilo. Vi er helt forpustede og lykkelige over de mange store fisk. Hvis vi på det tidspunkt havde vist, hvad natten senere ville bringe, ville vi sikkert ikke havde været helt så overgearede.

Da mørket falder på, gør vi klar ved rubby-dubby sporet. Agnen er kvarte lammehjerter, der bliver fisket løsline blot tre meter fra land. Som bidmeldere bruger vi den klassiske touch-ledgering taktik – at holde linen løst imellem fingrene.

Der er ikke gået 30 sekunder, inden vi får det første hug, og sådan bliver det ved. I løbet af de næste fire timer hugger den ene store ål efter den anden. Aldrig har jeg oplevet så meget but-cracking nonstop action. Da vi fisker lige op ad en snag, får fiskene ikke så meget som en centimeter line, og hver gang vi kroger en af de store fisk er der tonsende flex hele vejen ned til bundduppen. Inden natten er omme har vi fanget mindst 90 ål, hvoraf ca. 50 stk er over 5 kilo. En del fisk vejede 6-7 kilo. De to største gik til Søren og vejede ikke mindre end 7,7 og 8,8 kilo. Det er en suveræn følelse omsider at vælte sig i store fisk oven på de adskillige tusinde kilometer vi har kørt i vores søgen efter det ultimative ålevand.

Uvejret bryder løs

De næste 5-6 nætter oplever vi vores livs ålefiskeri med masser af fisk på 5-7 kilo. For mit eget vedkommende kulminerer fiskeriet efter en uges tid. Det har i flere uger været næsten skyfrit på Vestkysten, men denne nat kommer et vildt uvejr ind over kystområdet.

I forbindelse med stormvarslet forudses op til 20 centimeters regnfald i løbet af natten… Det er et velkendt fænomen at pludselige barometerfald, kan få et hvilket som helst fiskeri til at gå amok, så jeg beslutter mig for at give den hele armen. Søren kører med til søen, men efter et par timer i silende regn begynder der at løbe en lind strøm af regnvand ned af nakken på ham. Da han har fået mere end rigeligt og er fint tilfreds med sine fisk indtil nu, beslutter han at tage hjem. På dette tidspunkt er jeg stadig helt tør – og kunne godt bruge lidt flere fisk på kontoen, så på trods af at uvejret langt fra har kulmineret, beslutter jeg mig for at blive.

Regnen bliver vildere, og det samme gør fiskeriet – konstant tonser jeg 4-7 kilos ål ind. Efter et par timer bryder lyn og torden løs over den gamle guldgrav. Pludselig stopper huggene, og der går et par minutter uden så meget som et eneste nøk i linen. Befriet over en lille pause kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om fiskeriet er ved at dø ud eller måske det modsatte – at en grumme stor dominant ål er kommet til fadet og har jaget ”småfiskene væk”…

Jens Bursell nyder ventetiden i sit telt

Jens nyder ventetiden i teltet.

Monsterhugget

I det samme løber linen ud, og jeg hamrer ind i en fisk, der føles langt større og voldsommere end nogen ål, jeg tidligere har fanget. Vel vidende at dyret er tabt, hvis jeg ikke holder den stenhårdt, læner jeg mig tilbage i stangen og blokerer bremsen. Fisken støder blytungt, men med et voldsomt pres får jeg hovedet op i overfladen. Fisken glider modvilligt en anelse tættere på nettet. Da jeg får tændt pandelampen tændt løber det mig koldt ned af ryggen. Dyret er langt bredere over ryggen end noget jeg tidligere har set – omkring 15-20 cm i diameter over nakken. Da kun dele af fisken er under vand er det svært at bedømme længden – men 140-150 cm er nok ikke helt galt i byen.

Kæmpeålen er langt fra klar til nettet og tonser tungt frem og tilbage lige uden for netrammen. Tordnen tager til og enkelte lyn er så tæt på, at de oplyser både vandet og fiskens hoved, der slår tungt rundt i overfladen. Himmel og jord står i et, og på trods af, at bremsen er praktisk taget blokket – både mekanisk og manuelt, lykkes det fisken at tage et tungt udløb hen under en nærliggende flydeø. På mirakuløs vis får jeg igen presset hovedet til overfladen, men desværre er det kun ½ meter fra kanten af øen. Fisken har altså en hel meter hale at gøre godt med i rødderne under øen…

Jens afkroger longfinned eel fra New Zealand

Her kan du se, hvordan man afkroger en stor ål med en conger-afkroger. Metalkrogen placeres på linen, hvorefter man trækker forfanget ud til siden mens afkrogeren trækkes nedad og i modsatte retning, så den griber fat i cirkelkrogens kroggab, der herefter trækkes baglæns ud. Hurtigt og super simpelt.

Efter meget kort tid mærker jeg, at ålen får solidt fat i en rod, og der er derfor ikke andet at gøre end at sætte alt på et bræt. Stangen belastes til det yderste og pludselig knækker wiren og den store Owner svirvel pisker som et projektil forbi med hoved. Slaget er tabt, og som jeg sidder der i den silende regn, går det pludselig op for mig, hvor vildt stormen er taget til. Brillerne dugger, alt grejet er gennemblødt og det lyner nu konstant lige over mit hoved. Tordenskraldene flænger konstant himlen, og totalt knækket pakker jeg sammen. At fortsætte fiskeriet og ende sine dage grillet af et lyn ville alligevel være mere end selv den største ål var værd.

Stenskred i guldgraven

De næste par nætter får vi en del 5-7 kilos fisk, og beslutter at udforske nogle nye vande, for at finde nogle endnu større fisk. Et af disse er en ultra-fræk guldgrav midt ude i et øde skovområde. Vi har lånt en gummibåd af en lokal kommerciel ålefisker, og da det bliver mørkt, forsvinder vi ud på søen, der ligger badet i månelys.

Da det vil være umuligt at lande en stor ål fra båden, leder vi i lang tid efter et sted, hvor vi kan fiske fra land. Vandet er kulsort, og som båden glider langsomt frem i det blikstille vand, kan vi ikke lade være med at fantasere om de meterlange ål, som måske svømmer rundt under båden på jagt efter et solidt måltid – måske et menneske ådsel…

Omsider finder vi et stykke bred uden bevoksning og tager retning imod det for at gå på land. Bunden falder næsten lodret og bredden der er temmelig stejl, består af store kampesten. Med møje og besvær får jeg mig bakset op. Jeg skal netop til at foreslå Søren at række grejet op, da stenene pludselig begynder at rulle under mig. Min ene fod er lige ved at blive klemt under en sten, som er på vej ned i dybet, da jeg til alt held får klamret mig til en halvrådden rod. Chokeret bliver jeg siddende på roden indtil Søren kan komme så tæt med gummibåden, at jeg kan hoppe ned i sikkerhed. Blot tanken om at ende sine dage fastklemt imellem nogle sten på 6 meters dybde, imens store glubske ål gradvist åd sig igennem ens kolde og halvrådne korpus, var rigeligt til at fremprovokere et planmæssigt tilbagetog.

Dagen efter tager vi den sidste tur til guldgraven, hvor jeg slutter af med en PR ål på 8,4 kilo. Egentlig er der masser af vande, som er værd at udforske i guldgraver området, men da vi også har lyst til at opleve andre dele af New Zealand, beslutter vi os for at følge den oprindelige plan – at udforske Fiordland og de centrale dele af Otago. I de følgende to uger får vi oplevet nogle af de meste fantastiske naturscenerier på øen – fjorde, søer, tågeskov og snedækkede bjerge.

Ål får vi også men langt fra i samme kvantiteter som i guldgravene. Det sidste sted vi når at afprøve er en fræk bugt på en større sø. På et par nætters fiskeri får vi en del ål, hvoraf kun relativt få fisk er over 6 kilo. Topfiskene – et par massive fisk på 8,3 og 8,5 går til Søren. Desværre randt fisketiden alt for hurtigt ud. På trods af, at det krævede et hårdt arbejde at finde de rette vande, har vi dog ikke haft det store at klage over – mindst 100 ål over 5 kilo kan man vel lige leve med…

 

Søsportens Sikkerhedsråd Sejl Sikkert

 

Myter og fakta

For de oprindelige folk på New Zealand – Maorierne, har de store ål igennem over tusind år været af stor betydning, både ernæringsmæssigt og mytologisk. Da de velsmagende fisk i flere områder har været den primære fødekilde, er det ikke få stammekrige, som er brudt ud i kampen om fiskerettigheder.

Ifølge gamle Maori-overleveringer stammer ålene fra de himmelske vande – Puna-kauariki og er afkommet af regnen – Te Ihorangi. Som de første fisk på jorden blev ålene anset at være forfædrene for alle andre fisk. Da nogle klaner af ål forlod de ferske vande for at forvandle sig til havfisk blev klanen Tuna beordret til at forblive i sumpenes frastødende vand, med det formål at være fødekilde for mennesket… I det gamle Grækenland, hvor ålene mentes skabt af Jupiter og gudinden Anguilla, regnes de i øvrigt også for at være guddommelige.

Vandfald i New Zealand

Turen ud til mange af de mere fjertliggende fiskepladser indvolverede lange vandringer gennem ufremkommeligt terræn langs floderne.

Guddommelige væsener kræver respekt – og skal man for alvor have succes med sit åle fiskeri, sang maorierne følgende hyldest til de aflange væsener:

Hei kai mau te tangata

Makutu mau, mahara mai

Kei reira to hara

Harahara aitua, harahara a tai

I pakia ai koe, i rahua ai koe

Niniko, koi tara, kia u o niho

Niniko koi tara koe

Kei te tai temu, kei te tai pari kei Rangiriri

Hau kumea, hau toia

Nau ka anga atu, anga atu

Nau ka anga mai, anga mai

Check den ud, hvis fiskeriet begynder at gå lidt sløjt…

Forskellige ålearter

På New Zealand fandtes oprindeligt to ålearter: Shortfinned eel (Anguilla australis), der som navnet antyder også findes i Australien og longfinned eel (Anguilla dieffenbachii), der udelukkende findes på New Zealand. Førstnævnte art findes i NZ primært i lavlandet og er dominerende i mange vande steder på Nordøen. Maksimalvægten er 7-8 kilo. Longfinned eel bliver betydeligt større og kan kendes fra sin mindre fætter på at rygdelen af halefinnen fortsætter betydeligt længere op ad ryggen. Denne art er dominerende på Sydøen samt i de højere liggende dele af vandsystemerne. Selvom der går tvivlsomme rygter om fisk på over 40 kilo, er de største veldokumenterede fisk fanget af erhvervefiskere på omkring 20 kilo.

Mange års intensivt erhvervsfiskeri har sat sine spor på bestandene af store longfinned eels. I langt de fleste vande vejer den gennemsnitlige fisk 1-3 kilo. Arbejder man lidt for sagen vil man dog kunne finde vande, hvor fisk på 5-6 kilo er rimelig almindelige. Fisk på i størrelses ordnen 10-15 kilo findes selvfølgelig stadig – men bered dig på en solid gang tålmådighed, da du sandsynligvis kommer til at fiske dig igennem hundredetusindvis af ål før du fanger den…

Til alt held påbød man i 1997, at alle kommercielt fangede ål over 4 kilo på Sydøen skulle genudsættes. At fredningen kommer i sidste øjeblik bekræftes meget godt af en lokal ålefiskers logbog fra 1999: Ud af 5 tons ål fangedes kun 12 individer, der var over 4 kilo! Samme år blev der til en enkelt fiskefabrik leveret 250 tons ål – kun én af disse var over 10 kilo, og vejede 13,5 kilo… Monstrene findes stadig, men der skal helt sikkert arbejdes, hvis man vil i kontakt med dem. Da reglen ikke gælder Nordøen, vil det snart se meget sørgeligt ud for disse bestande, og mange store ål er ifølge biologerne 60-80 år om at runde de 8-10 kilo. Maksimal alderen menes at ligge på over 100 år. Maksimal størrelsen angives at være 156 cm og 24 kilo.

De kønsmodne longfins drager i en alder af 23-30 år imod saltvand for at trække til gydestederne, der menes at ligge omkring Samoa i Stillehavet. På dette tidspunkt har de typisk en vægt på 4-5 kilo. Fisk der bliver over denne vægt er derfor ofte gamle hunner der er sterile eller ikke kan forlade vandet på grund af for lav vandføring.

I løbet af de sidste 10 år er den australske art mottled longfin eel (Anguilla reinhardti) indvandret enkelte steder på Nordøen. Under suptropiske forhold i hjemlandet Australien skulle denne art kunne blive helt op til 45 kilo.

Tips til longfins

Overvejer du et seriøst sats efter longfinnede eels på New Zealand, er du ildested uden en bil. Brugte biler i OK stand kan købes brugt fra andre rejsende på de fleste større backpacker hostels i Auckland og Christchurch. Med et par dages tålmodighed er det let at skaffe en velfungerende bil for 3-6000 kr. Ejerskiftet ordnes let på et hvilket som helst posthus, og bilen kan – hvis ikke den er totalt hærget og smurt ind i åleslim, som regel sælges for næsten det samme som den blev købt for.

Det bedste grej til ål i 3-10 kilos klassen er en helaktions 12 ft. karpestang med en testkurve på 2 ½ – 3 ½ lbs TC. Med et solidt fastspolehjul som f.eks. Shimano Baitrunner er du udrustet til den værst tænkelige situation. Da fiskene ofte står tæt på snags er en 0,50-0,60 hovedline af elastiske nylon – f.eks. Big Game, klart at foretrække. Er der mange klipper kan det blive nødvendigt med en snagleader af 80 lbs Spiderwire. Ofte står fiskene tæt på land, og her vil det bedst kunne svare sig at fiske ”løsline”. Ålens tænder minder meget om mallens og er ikke nær så skarpe som geddetænder. Alligevel er det dog nødvendigt med et wire forfang, for at undgå linebrud når fiskene begynder at sno rundt om sig selv. Går man efter lidt større fisk er Drennans 28 lbs Green Wire som skabt som formålet. Bliver wiren meget stivere end dette, går det ud over hugraten. De bedste kroge er som nævnt andetsteds i teksten Circle Hooks, fx: Gamakatzu Octopus Circle Hooks i str. 4/0 – 6/0. Fiskeriet er udelukkende C & R.

Vandring mod pladser med longfinnede eels på New Zealand

På vej mod nye spændende ålepladser på South Island.

Agn og foder

Krogen agnes bedst med halve eller kvarte lammehjerter, hele kyllingehjerter eller andre blodige kødstykker. Makrel-stykker er en anden helt suveræn agn. Nyre samt okse- og lammelever lokker suverænt, men sider ikke særlig godt på krogen. Af samme årsag egner de sig derfor bedst til foder – enten skåret i småstykker og puttet i en swimfeeder, eller i en rubby-dubby net, der kastes ud ved foderpladsen. Et anden hypereffektiv måde at lokke fiskene til, er ved at hælde blod direkte ud i vandet. Blod kan dog være svært at skaffe, og et godt alternativ er at putte ½ kilo hakket oksekød ned i en vanddunk med ½ liter vand + flavour. Ryst godt og hæld den lokkende suppe ud i vandet. Er der ål i nærheden skal de nok komme…Er der ingen slagter i nærheden kan man i stedet samle trafik-dræbte dyr på vejen. De fleste ”road-kills” er possums. Ådslet bindes med en snor til en passende sten og kastes ud på foderpladsen. Husker man at pierce kræet godt og grundig, vil der snart sive et lokkende duftspor ud i vandet…

Landing og opbevaring

Fiskes der efter større fisk er et stort ”mallenet” af den type der fremstille af The Catfish Conservation Group (UK), det helt ideelle. Med et sådant net har du nemlig en reel chance for at lande en monsterål på 10-15 kilo, hvis heldet skulle være ude. Selv til 7-9 kilos fisk er det med denne type net betydeligt lettere at håndtere ålene. Fordelen er indlysende nok, at der er god plads, når bæstet skal afkroges. Fiskene opbevares lettest i en ganske normal stor carpsack.

Vande og tidspunkter

Store ål kan findes i alle typer vande lige fra bittesmå drænkanaler til store søer og floder. Da erhvervsfiskeriet er hovedårsagen til udfiskningen af de store fisk, gælder det om at finde vande der ikke er blevet fisket kommercielt i mange år – hvilket typisk vil være vande med ekstremt dårlige adgangsforhold. Andre oplagte storfiskevande er isolerede småsøer – f.eks. guldgrave, hvor fiskene har svært ved at vandre ud, når først de er blevet store og kønsmodne. Jo mere utilgængeligt desto bedre. Skulle du ved et tilfælde falde over den lokale erhvervs-ålefisker, gælder det om at holde ørerne åbne – ofte vil de kunne give dig et væld af værdifuld info om hvilke vande, der kunne tænkes at rumme store fisk.

Fiskeriet er helt klart bedst aften-nat-morgen. Som ved så mange andre former for ålefiskeri, er perioden op til fuldmåne klart den dårligste periode at satse på. Skal der fiskes i denne periode er overskyede nætter eller perioden inden månen stiger op, helt klart det bedste bud på nogenlunde rimelige forhold.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This