– Alarmen ringede klokken 04.15, men sjovt nok, var der intet problem, at komme op, fortæller Victor Huber. – En hurtig tår kaffe, og et farvel til familien, og så var det off we go. De næste par dages familie var nu blot grandvoksne, sultne og tørstige mænd.
– Vi ankom til det sydlige Langeland ved otte-tiden. Dan og jeg havde udset os et par rev, som så giftige ud, men vi frygtede lidt, at de 10 m/s ville være for voldsomt. Vandet var dog perfekt farvet, og egentligt, var vinden helt fornuftig, så pulsen steg. Da vi nåede det andet rev uden kontakter og lidt for meget fedtemøg – skete der pludselig noget, og jeg fik en fin blank fisk på 51 cm på gennemløberen Knægten Slim. Fedtemøget forsvandt, og troen blev nu endnu større!
– Smaaask! Pludselig faldt et tungt hug på Knægten, og fisken sprang fri af vandet. Jeg råbte til Dan, at det var en god fisk. Efter en lang fight og meget snak om det eventuelt kunne være en sølvlaks, kom fisken forholdsvist udramatisk i nettet. Vi målte den til 65 cm og lige knap 4 kg. En ægte bombe!