Store fisk fra et lille fartøj – fra en Hobie Kajak kan man dyrke alt fra let havfiskeri til det mest ekstreme efter havenes giganter. På youtube.com kan man finde spændende klip fra hele verden, hvor kajakfiskere får deres sag for med spændende fisk.
Når man nævner ordet kajak, ser mange nok et billede af den ensomme grønlandske fanger, der sejler blandt store isbjerge. Men – en lystfisker er vel også en slags »fanger« og i en Hobie kajak kan man også komme til havs, have højt til loftet og få store fiskeoplevelser.
AF DAVID NIELSEN
KAJAKKEN vugger blidt på vandoverfladen, og jeg sidder med en følelse af, at der hvert øjeblik kan dukke et isbjerg frem af tågen. Men lokaliteten er Langeland, og klimaforandringerne er heldigvis ikke så fremskredne, at vil kunne lade sig gøre. Men her er tyst, og der er højt til himlen, nøjagtigt som der ville være hvis man befandt sig i en kajak på en grønlandsk fjord.
Jeg kigger intenst på stangspidsen og mærker så det konstante træk, da tobisen på mit takel bliver inhaleret på bunden, 12 meter under kajakkens køl. Modhug, fight og så bryder en flot pighvar vandoverfladen. Det kunne ligeså godt have været en havkat, rødfisk eller uvak, hvis jeg havde befundet mig højt mod Nord, for Hobie Kajakken er et fantastisk fartøj at dyrke havfiskeri fra!

Vores hjemlige fiskeri efter fladfisk, er som skabt til kajakfiskeri!
Kajakkens historie
Kajakken har mere end 1000 år på bagen som fartøj og jagtredskab, og stammer fra inuitterne, folkeslagene fra de arktiske egne som Grønland, Canada, Alaska med flere. Traditionelt set er kajakker lange og slanke samt beregnet til én person, men der har gennem alle tider været forskellige udformninger af disse både, da de blev tilpasset de farvande de skulle benyttes på, samt på hvilket bytte der skulle jages.
Nu om dage, er kajakken udbredt til hele kloden, og fremstilles primært af kulfiber, glasfiber eller plastik. De moderne typer af kajakker tæller bl.a. hav-, tur- og kapkajakker. Disse typer har forskellige konstruktioner, da kajakker til konkurrencesejlads, skal kunne yde en god fart, mens kajakker til tursejlads, skal være mere stabile og ikke behøver at kunne skyde samme fart.
Havkajakken er sødygtig og er designet til at kunne klare forholdene på forholdsvis åbent farvand.

En Hobie Kajak kan udstyres med alt tænkeligt elektronisk udstyr og blive en toptunet lille fiskemaskine.
Havfiskeri fra kajak
Roning i havkajak er blevet en populær sport herhjemme, og fiskeri fra denne kajaktype får flere og flere tilhængere. Kajakken er let at transportere og kan håndteres af én person, når den skal søsættes. Hovedparten af de lystfiskere, der har kastet sig over kajakfiskeriet, bruger den i jagten på havørreder. Fordelene er åbenlyse: Man kan hurtigt komme vidt omkring og få affisket en masse forskellige pladser. Mange af disse pladser er ofte svært tilgængelige for kystfiskeren.
Som kystfisker oplever man tit, at fiskene jager lige uden for kastehold, men som kajakfisker sejler man bare ud, hvor fiskene er. Med en kajak kan man også sejle ind på meget lavt vand og så at sige nærmest lydløst snige sig stille ind på sky fisk. En traditionel kajak har dog den ulempe, at den skal navigeres ved hjælp af hænder og arme, og dette gør det svært samtidigt at fiske aktivt, med mindre man trækker blink efter kajakken. Med en Hobie pedalkajak kommer man ud over dette problem.
Denne kajak, som er en »sit-on-top« kajak, drives frem af et pedalsystem, som får to finner under båden til at bevæge sig. Pedalerne betjenes, ligesom på en cykel, af dine ben, og da man har langt flere kræfter i ben end i arme, kommer man dels hurtigere frem og kan samtidigt komme meget længere. En kajak er normalt et ustabilt fartøj, der kræver nogen øvelse at lære at sejle, men Hobien er meget stabil, og er derfor ideel for uerfarne kajakfiskere.

Frank Koop med et par fine flade fra kajakken.
På havfiskeri i hobiekajakken
I en hobie kajak kan man fiske på samme måde, som fra en havkajak, men i Hobien har man hænderne fri og kan fiske aktivt og samtidigt have fremdrift. Sammenholdt med en småbåd, har denne kajaktype en hel åbenlys fordel, når der fiskes efter fladfisk ved ingen eller meget svag strøm.
En båd vil nærmest ligge stille under disse forhold, og da fladfiskene godt kan lide en agn i bevægelse, vil fiskeriet sjældent være særligt godt. Men i Hobien, kan man trampe sig stille og roligt frem, og derved fiske på samme måde, som hvis der havde været lidt strøm. Denne bevægelse kan gøre forskellen mellem fiasko og succes, og derved skabe gode fiskeresultater.
Det samme gør sig gældende ved fiskeri efter torsk. Er der ingen drift, er det som regel svært at fange fiskene. I godt vejr kan man tage sig en forholdsvis lang »cykeltur « til havs, og fiske efter arter, som man normalt ikke forbinder med kajakfiskeri herhjemme. PåYouTube kan man finde mange videoer med kajakfiskere, der fanger alt fra sejlfisk, hajer og andre eksotiske arter fra alle kroge af verden.
Mange fiskemuligheder fra kajakken
Herhjemme kan man dyrke pirkefiskeri efter torsk, sej og lubbe og kaste- eller flådfiskeri efter makreller. Med et simpelt medetakel agnet med børsteorm er skrubber, isinger og rødspætter mulige fangster, for ikke at glemme torsk, hvilling, knurhane, fjæsing, berggylt og mange andre arter. Med sildestykker eller tobiser på et glidetakel, er pighvar og slethvar mulige fangster. Ud for den jyske vestkyst er havbarsen et oplagt bytte, og på Bornholm kan man jagte storlaksen fra sin Hobie kajak.
Farvandene omkring Danmark er alle oplagte fiskepladser til havfiskeri fra kajak, det vigtigste er gode vejrforhold og skarp fokus. Ved ture længere til havs er det helt perfekt, hvis man kan alliere sig med nogle småbådsfiskere, så man har en »redningsbåd« lige ved hånden, hvis der skulle opstå en kritisk situation.
Hobie kajakken er forsynet med et rorsystem, pedaler og et polstret sæde med ryglæn, så man sidder behageligt. Der er gode muligheder for at påmontere stangholdere, ekkolod og små kortplottere, så man får de samme fordele i forhold til at finde fiskepladserne, som man har i en småbåd.
Fiskegrejet er det samme som ved småbådsfiskeri, men man kan dog ikke have så meget med i en kajak, og samtidigt skal man have orden i sagerne og tænke over, hvordan man organiserer sine ting, så man hurtigt og let kan komme til dem. Forholdsvise korte fiskestænger kan også være meget handy til fiskeri fra en kajak.
Jo – der er masser af fine muligheder for havfiskeri fra kajak i Danmark – det er sikkert.