– Det var blevet aftentid, og jeg havde aftalt med et par kammerater, at vi skulle prøve kræfter med torskefiskeriet fra flydering, fortæller han. – Vejret var eminent, og vinden var ikke eksisterende, hvilket virkelig er nødvendigt, når man ligger midt ude på det åbne hav med blot ens fødder som motor.
– Cirka klokken 17 ankom vi til fiskepladsen, omkring en halv times kørsel fra København, fortsætter han. – Trods varmen formåede vi at få pustet vores flyderinge op, og jeg fik monteret en Deeper SmartSonar på min flydering, så jeg havde mulighed for at kunne tjekke vanddybden og eventuelle fisk under båden. Jeg havde besluttet mig for, at jeg skulle fange min første torsk på fluestangen, så jeg monterede et kraftigt synkende skydehoved på min skydeline – og så var det ellers bare derudaf. Da vi nåede en vanddybde på syv meter påbegyndte vi fiskeriet, og der skulle ikke gå mere end 15 minutter, før vi havde fanget den første. Herfra stak det helt af, og vi fik fire mand tilsammen landet 50 torsk med en del større fisk imellem på op til omkring de 4 kilo. Alt i alt var det en uforglemmelig smuk oplevelse, og missionen om det første torsk på fluestangen lykkedes, slutter Axel sin beretning til Fisk & Fri.