Lige netop nu er det højsæson for torskefiskeriet på Øresund, og masser af forventningsfulde lystfiskere drager normalt ud med Øresunds mange turbåde – alle med håbet om at kroge den største fisk, de nogensinde har fanget. Desværre sætter Coronaen i år stopper for dette for rigtig mange mennesker. Men hvad får under normale omstændigheder så mange til at tage ud i i regn, slud, sne og frost? Læs og bliv inspireret!
AF PER EKSTRØM, FOTOS: NICOLAI ULRIK HANSEN OG JENS BURSELL
ALLE KAN VÆRE MED, når man står skulder ved skulder langs rælingen. Så er alle lige og som regel iført den klassiske ”sundhabit” – heldragten. Fødderne er pakket ind i termostøvler, da det vigtigste er at holde dem varme. Kun ansigtet er synligt. Hovedet er dækket af alt muligt. Fra den klassiske tophue til store pelshuer. Øjne, næse og mund er det eneste synlige, og forventningerne hænger som en usynlig dyne over dækket. De kan blive indfriet om få øjeblikke, når skipper har lokaliseret ”bulen” på ekkoloddets farveskærm, og skibsklokken signalerer, at nu er det nu.
Jeg var lige fyldt femten, da jeg første gang stiftede bekendtskab med vinterens torskefiskeri og nu, næsten 50 år senere, er jeg stadig ude flere gange hver vinter. De første mange år var det drømmen om kæmpen, der drev mig, men ganske langsomt blev det stemningen og de mange oplevelser, som trak i cirkushesten. Ofte møder man mennesker, man har fisket med i rigtig mange år og derfor har delt årtiers begivenheder med. De kommer også for at genopleve stemningen, euforien og ikke mindst udveksle tidligere tiders oplevelser, der kun har det med at blive bedre for hver gang, de fortælles.
Jagten på de store torsk
Allerede første gang jeg var på Øresund, blev jeg ”kroget”. Torskene var større, og sammenlignet med de torsk, som man kunne fange inde fra molen, var selv mindre torsk jo ”store”. Bulefiskeriet, som vi kender det i dag, er omkring 40 år gammelt og startede ved Helsingør i vinteren 1977, hvor turbåden Tina en januar dag halede over 50 torsk over 10 kilo på dæk.
Det var årsagen til at flere turbåde søgte mod Helsingør, hvorfra der ellers kun havde sejlet nogle få turbåde fra. I årene forud havde de fleste både fortrinsvis udgangspunkt fra København, Skovshoved Vedbæk eller Rungsted, og fiskeriet foregik altid omkring Hven. Første gang jeg ramte 5 kilo målet var fra Sundia bådene, som sejlede fra Kalkbrænderihavnen. I dag ligger PFA´s store kontorbygning, hvor bådene lå. Dagen var blæsende, og det gyngede noget, da jeg fik hug. Den var tung, og to gutter kom op ventede på, at jeg skulle få fisken op. De vurderede situationen og begyndte at diskutere den mulige størrelse. ”Den er 10!”, sagde den ene, og den anden bifaldt iagttagelsen. 10 kilo ville være fantastisk. Blot var situationen den, at de talte vægt i pund og ikke i kilo. Omsider kom den op. Det vil sige ”de” kom op. Jeg havde nemlig 2 torsk på. En på 5 kilo på pirken og en på 2,5 kilo på ophængeren. Så det med de 10 passede godt. Det var bare ”halv-ti”.
Skipper – her Martin Hubert på “Fyrholm” – søger efter ”buler”på bunden. Det gælder om at være klar, når der klemtes med klokken.
Nogle år senere kom jeg med på nogle af de første specimen ture med Bonavista og Skjold, hvor man dyrkede et betydeligt mere målrettet fiskeri på de store torsk. Man samlede simpelthen en flok lystfiskere, der var indstillet på, at man gik målrettet efter de store, og så blev mine drømme indfriet. Det var en helt anden filosofi, der herskede her. Her var det ikke mængden af torsk til den enkelte, som betød noget, men fangede bare én mand ombord en god fisk, så der var en fisker, som fik opfyldt drømmen. Fangede man så yderligere samme dag 2 eller 3 over 10 kilo, var det en fantastisk god tur, selvom det kun var de få, der fangede noget. Det er den filosofi, der stadig anvendes, når der fiskes der efter de store. Men hvordan forløber så en sådan dag, når de store jages?
En dag på Øresund efter torsk
Allerede før vintersolen løfter sit vinterblege lys over den sydøstlige horisont, mødes man ombord. På dækket hersker som regel en fortættet spænding. Kendte ansigter ser måske hinanden for første gang i månedsvis, så der uddeles en del mandekram og de sædvanlige høfligheder så som: ”Du er stadigvæk lige grim”. Alt efter vejrliget trækkes der under dæk, hvor duften af friskbrygget kaffe langsomt sniger sig op på dækket. Herefter trækkes der lod om pladserne. Førstevælgeren hoverer som regel, mens sidste vælgeren må indhøste en del bemærkninger, der ikke har det ringeste med velmenende trøst at gøre. På forunderlig vis kommer de fleste dog til at stå, hvor de gerne vil. Båden forlader nu avnen og sejler ud i tusmørket.
Mens det lysner langsomt, begynder skipper at afsøge de områder, hvor der normalt fanges torsk af den ”rigtige” størrelse. Farveloddet lyser det mørklagte styrehus op, mens skipperen holder øje med den øvrige skibstrafik og samtidig iagttager om, der skulle dukke torskebuler op. De fleste af skipperne er så erfarne, at de kender bundforholdene så godt, at selv små afvigelser på bunden omgående studeres nøje. Det kunne være torsk.
Bulefiskeri efter torsk
Når bulen er lokaliseret, er der stor forskel på, hvordan skipperen stopper ovenpå bulen. Nogle lister sig roligt henover den, mens andre nærmest hakker bremsen i og begynder at bakke hurtigt, alt mens der ringes ivrigt med skibsklokken som tegn på, at nu gælder det om at komme ned. I samme øjeblik suser samtlige pirke mod bunden, og hurtigt starter de rytmiske pirkebevægelser. Er der fisk, kan det ofte ske, at det er fiskere på et bestemt område af båden, der får fisk samtidig.
Måske er det midtskibs, måske i stævnen eller det kan være et par stykker, som står i samme side, der får hug. Hurtigt strammes linen op og stangen løftes, så der er styr på fisken. Uerfarne har mange gange i tidernes løb taget fejl af en stor torsk, og troet det var bunden med en tabt fisk til følge. De erfarne tager derimod lige bestik af situationen, løfter stangen og afventer de karakteristiske tunge dunk i stangen, som stortorsken ofte giver, mens den svømmer hen langs bunden i forsøget på at undslippe. Det kan også ske, at der overhovedet intet sker i løbet af nogle sekunder, og torsken står helt fast, mens linen strammes op, og der lægges pres på. Så kommer de berømte dunk, og kampen begynder. Jeg har en gang i nogle af mine første fiskeår, været ude for, at det jeg troede var et solidt bundhug, viste sig at være en stor torsk. Jeg stod og sled, da John Trab kiggede ud af styrehusvinduet, hvorefter han så på stangen og sagde: ”Ta´ det roligt – det er fisk”.
Der spejdes ned i vandet efter torsken. Hvor stor er den? Ofte ser de andre ombordværende fisken først, og så kan der komme kommentarer om, ”at nu bliver bunden helt hvid!”. Det kan også være at der råbes ”det er en måler!”. Det er imidlertid svært at bedømme en fisk nede i vandet, hvor den kan virke større.
Den fisk fik mig ud på en længere tur rundt langs rælingen hele båden rundt, inden den kunne gaffes, og 15,4 kilo vejede den. Det var en lang og tynd torsk, der ikke var tynget af en stor rognsæk og måske derfor havde ekstra kræfter. Er der flere, som har fisk på samtidig, kan der godt opstå kaos. De stille og rolige mennesker, som man få øjeblikke forinden har haft det hyggeligt med, bliver som forvandlede, når de får fisk på. Det er nemlig et spørgsmål om temperament. Selv erfarne fiskere kan få et fjernt blik i øjnene, og der opstår let råben og parlamenteren, når linerne filtres eller to fisk ikke lige har aftalt, hvilken vej de svømmer. Så er det, at én af parterne skal give sig og afvente til den fisk, der er tættest på båden, bliver gaffet først. Bagefter kan man så fokusere på den sidste fisk. Størrelsen er man som bekendt ikke herre over, men de magiske grænser på 10, 15 eller 20 kilo var i gamle dager målene, den ihærdige torskefisker higer efter.
Ikke så mange store torsk mere
Desværre har størrelsen på torskene været faldende de seneste år. Hvor en på 20 kilo blot for lidt over en halv snes år siden ikke var meget sjælden, så har fisk af den størrelse de seneste år været næsten ikke eksisterende. Når gaffen er slået i torsken og halet ombord, så skal den vejes. Den hektiske stemning falder lidt til ro. Bismervægtens raslen, og de uundgåelige kommentarer om den holder målet eller måske er lige under, er en del af gamet, mens det kontrolleres, at der er balance på vægten. I mellemtiden er skipper atter søgt tilbage til bulen, hvor han igen ivrigt klemter med skibsklokken og pirkene suser mod bunden. Så er det vinter på Øresund.
I dag er en tikilos en ret stor torsk på sundet, og de fleste er mere end godt tilfredse, hvis de har fået en 5-8 kilos fisk. Men – de mindre fiske er faktisk også virkelige sjove at fange, hvis bare man skalerer grejet lidt ned.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2018.
