VINKEL RIG OG RELEASE CONNECTOR: KROG BEDRE – FANG FLERE

Når du fisker med blink efter havørred, mistes over halvdelen af alle de fisk, der hugger. Men – med et par simple teknikker, kan du nu øge din fangstrate på gennemløbsblink med omkring 70 %. Her får du opskriften på et langt højre udbytte af dit havørredfiskeri.

AF JENS BURSELL

Release Connector til kystfiskeri efter havørred

Med en Release Connector som denne kan du forøge din landingsrate med cirka 70 % på gennemløbsblink.

DER MISTES MASSEVIS AF ØRRED under traditionelt kystfiskeri. Faktisk er det så normalt at smide over halvdelen af sine fisk, at mange ørredfiskere bare tager det som en naturlig del af gamet. En stor del af de fisk man mister mærker man blot som et kort stød i linen – og derfor regner mange dem ikke rigtig som ”mistet”. Men – fakta er, at de oftest har hugget reelt, men at du bare har brugt en teknik, der ikke var god nok til at kroge fisken. Og om du går glip af fisk, fordi du ikke kroger dem, når de hugger – eller fordi du mister dem efter et stykke tid under fighten – kan komme ud på et. Du går nemlig glip af en fisk, du har arbejdet hårdt for at få til at hugge.

Siden 2008 har jeg lave statistik på antal kontakter og landede fisk med de traditionelle ørredteknikker – samt sideløbende arbejdet målrettet med at udvikle nye teknikker, der hæver landingsraten og samtidig er mere skånsomme over for fiskene. Uden at gå i detaljer med denne statistik, hvis status i 2013 er forklaret i bogen ”Refleksioner på kysten” – har jeg sammen med et gæng testfiskere i dag et datamateriale på over 6000 ørredkontakter – som er grundlaget for de landingsrater, jeg refererer til i denne artikel.

Mere effektivt – og mere skånsomt

Omdrejningspunktet i mine nye rig-koncepter er at muliggøre brugen af betydeligt mindre kroge, hvorved man opnår en langt bedre penetration og kroghold, hvilket bidrager til at forøge landingsraten – og dermed fangstraten. Men – de små kroge er også et vigtigt element i at skade fisken mindre: Markant mindre kroge bidrager nemlig til kortere afkrogningstid samt mindre krogsår og blødninger – plus muliggør afkrogning 100 % under vand med en pushback disgorger selv på dybtkrogede fisk, hvilket du kan læse mere om her: https://vimeo.com/165110048. Teori og praktiske målinger, der viser, hvorfor små kroge penetrerer bedre samt gør mindre skade – kunne du læse i mine artikler om release-takler på bursell.dk.

Monterer man blot små kroge normalt – er de ikke godt nok eksponeret og kan risikere at blive overbelastet, hvis de er monteret, så der kan opstå brækstangseffekt. Derfor er samtlige af mine nye teknikker dels baseret på, at den lille krog dels skal være monteret asymmetrisk lidt væk fra agnen – og dels skal den være monteret på en måde, hvor potentiel bræstangseffekt minimeres eller allerhelst elimineres.

Mange havørredfiskere tror fejlagtigt, at de mange mistede fisk skyldes brækstangeffekt – og at ”man løser problemet” ved at bruge en gennemløber, men det gør man ikke. Vores data viser tydeligt, at man mister nogenlunde lige mange fisk på blink med fastmonteret krog og gennemløbere med samme kroge: Trådblink med fast trekrog str. 6-2 lander eksempelvis 40,4 %, mens gennemløber med trekrog lander 38,2 %. Til sammenligning lander en gennemløber med kvalitets enkeltkrog som fx Owner S-61 str 1-3/0 42,6 % af fiskene. Hvis det var brækstangseffekt, der var årsagen til de mange mistede fisk – ville vi forvente en langt højre landingsrate for gennemløberne, hvor der er betydeligt mindre risiko for brækstangseffekt, fordi gennemløberen kan glide op af linen.

Over de sidste par år er mine nye småkrogstakler til havørredfiskeri, hvor der anvendes trekroge str. 12-16, blevet testet af tusindvis af lystfiskere – hvoraf mange har givet feedback med date til min statistik. Jeg er derfor meget sikker i min sag, når jeg siger, at disse teknikker over en bred kam muliggør en forbedring i den gennemsnitlige landingsrate på 70-100 % – også for dig.

For at gøre det lettere at opnå en høj landingsrate på gennemløber uden at bruge avancerede release-takler har jeg udviklet to metoder – først vinkelrigget og dernæst release-connectoren. De bygger begge på at opnå den vigtige asymmetri og bedre eksponering, ved at forskyde krogen cirka 1 centimeter ud fra agnens længdeakse.

Med Vinkel-rig på gennemløberen

Vinkelrig

Med vinkel-rigget opnår du en forøgelse af landingsraten på cirka 70 % – men Release Connectoren er lettere, hurtigere og mere alsidig at bruge.

Idéen til Vinkelrigget opstod en dag, da jeg ryddede op i nogle rig-bits til karpefiskeri – og faldt over en pakke line-a-ligners, der er en slags vinklet siliconerør, som man bruger til at forbedre krogningen på karpetakler. Den måde jeg bruger line-a-ligneren på til vinkel-rigget er dog radikalt anderledes end den måde, den bruges på til karpefiskeri, men den gør sit job perfekt – nemlig at muliggøre en forskydning af den lille trekrog på en nem måde: Når du har stukket dit fluorocarbon forfang igennem gennemløberen, skal du blot stikke det igennem et T-bead og line-a-ligneren, hvorefter du monterer en 3 mm solid-ring med en str. 00-0 Owner eller Decoy springring, som holder din str. 12 krog – hvilket er super let.

Landingsraten på vinkel-rigget ligger på 65-70 %, hvilket er en markant forbedring, men begrænsningen i teknikken er, at den bedst egner til de mindre blink op til cirka 15 gram, fordi det bløde silikonemateriale relativt let kan gå i stykker, når der kastes igennem med de lidt tungere 20-30 grams blink – især når fletlinen er gennemgående helt ned til krogen. En anden ulempe er, at man skal have gode øjne, godt lys og ikke alt for kolde fingre for at kunne skifte kroge med de små spring-ringe – samt, at man skal bruge en helt speciel meget lille springringstang for at kunne anvende de små springringe i praksis. Det kan sagtens lade sig gøre, men den dag du har glemt din spring-ringstang eller taber den i vandet, vil du blive rigtig irriteret. Man kan godt bruge lidt større springringe og kroge til teknikken – det giver bare ikke lige så høj en landingsrate – og er ikke lige så visuelt elegant. På baggrund af disse mangler, gik jeg i tænkeboksen og udviklede en ny metode, der giver lige så høj landingsrate, men er betydeligt lettere at bruge – nemlig release-connectoren.

Release-connector – let og effektivt

Jens Bursell med havørred fra kysten taget på Release Connector

Jens Bursell med flot havørred fra fjorden taget på gennemløbsblink med Release Connector.

Et er at holde krogen i den rette afstand og position i forhold til blinket – det kan vinkel-rigget sagtens. Noget andet er samtidig at kunne styre orienteringen af krogen 100%, så man kan optimere chancen for blot at kroge på én kroggren. Og hvad skal man så bruge det til? Jo – én gren penetrerer omtrent dobbelt så godt som to grene, fordi der skal en mindre kraft til at få modhagen til at trænge ind. Og – én gren vinklet på rette vis giver den maksimale dybde på kroggrebet, mens hvis to grene rammer samme kæbe samtidigt – så kan kroggrebet rent fysisk kun bliver 40 % af dybden det maksimale kroggreb, hvilket selvsagt også medvirker til en bedre krogning. Så – hvis man laver et system, hvor man kan kontrollere disse parametre – ligger man godt i svinget til en højere landingsrate.

En asymmetrisk placering af krogen – samt 100 % styring på dens orientering – var udgangspunktet, da jeg sammen med min søn Max Bursell – gik i gang med CAD-program og 3-D printer for at skabe en krogholder, der levede op til præcis disse krav, så alle og enhver – uanset erfaringsniveau – kan få glæde af de små trekroges suveræne krogningspotentiale – uden at skulle lave avancerede takler. Et spændende projekt, hvor jeg for første gang har kastet mig ud i kommerciel fremstilling af fiskegrej.

Release-connectoren er i al sin simpelhed en krogholder femstillet af biologisk nedbrydeligt plast, der er så hårdt og stærkt, at kan man anvende tunge blink op til cirka 30 gram. Landingsraten er pt 71 % baseret på over 500 kontakter, hvilket er en forbedring på cirka 70 % set i forhold til gennemløber med en stor enkeltkrog.

Connectoren virker på følgende måde: Stik line eller forfang igennem connectorens to huller, bind krogen til linen med din favoritknude og klik krogen ind i release-connectoren. Du kan se en video med hvordan connectoren monteres på www.bursell.dk/release-connector. I denne position er krogen semi-fikseret – hvilket vil sige, at den sidder fastlåst i den perfekte stilling under kast og indtag, men i det samme fisken hugger vil release-connectoren frigive sig og glide op ad linen, så den ikke kommer til at influere negativt på krogholdet.

Release Connector fisket på gennemløber fra ILURES

At montere din krog med Release Connector er cirka 30 % hurtigere end den normale montage.

En anden fordel ved connectoren, er at den er cirka 30 % hurtigere at montere end både vinkelrigget og den traditionelle gennemløbs montage, fordi man ikke skal binde bruge tid på at sammenføje solid-ring og springring samt spring og krog. Desuden skal man ikke skal bruge hjælperedskaber som fx springringstang – og det er lettere at binde en knude i dårligt lys and at montere kroge i små springringe. For at connectoren fungerer rigtigt, er det vigtigt at bruge den krog, som den er designet til at passe med – nemlig Owner S 36 BCX str. 12. På disse kroge er der lige præcis den vinkel mellem krogens øje og grene, som gør, at den kan komme til at sidde korrekt – en vinkel der ikke findes på eksempelvis kroge fra Gamakatsu, VMC og Mustad. Til de fleste former for ørredfiskeri fås den højeste landingsrate med str. 12 – men jeg har også lavet en connector, der passer til str. 8/6 kroge – til dem der bare bedst kan lide lidt større kroge, eller vil anvende connectoren til grov havørred eller laks i åen – eksempelvis til store rørfluer eller gennemløbsspinnere.

Vend krogen rigtigt

Release Connector vendt korrekt

Når krogen som her vender korrekt i Release Connectoren eksponeres 100 % af kroggabet, hvorved der opnås maksibal dybde på kroggrebet. Tilsvarende penetrerer én gren dobbelt så godt som to grene.

Forkert vendt Release Connector på gennemløbsblink.

Når krogen som her vendes forkert i Release Connectoren opnås kun 40 % af det maksimale kroggreb, og det kræver den dobbelte kraft at få krogen til at penetrere. Det giver en markant lavere landingsrate.

Når du monterer din release-connector, er det yderst vigtigt at placere den, så én gren peger væk fra blinket – og to grene peger op mod blinket. Årsagen er som nævnt ovenfor – at det giver en bedre penetration og et dybere – samt mere sikkert kroggreb, hvilket bidrager til en højre landingsrate. Connectoren er designet, så krogen faktisk kun kan sidde på denne måde, men hvis man bruger vold kan man ved en fejl komme til at vende krogen forkert.

At vende krogen forkert kan koste mange fisk – en ting som en af mine testfiskere måtte erfare på den hårde måde, da han ikke havde fået set demonstrations videoen grundigt nok. Han havde blot fisket løs med krogen monteret 180 grader forkert – og kunne simpelthen ikke forså, at han smed mange flere fisk end alle andre der brugte connectoren. Tilsvarende kunne han heller ikke forstå, at hans connectors kun havde en meget kort levetid. Han var helt overbevist om, at han fiskede den korrekt, men da jeg bad ham sende et foto af hans montage, viste det sig, at han havde fisket den forkert… Hans landingsrate var helt nede på usle 33 %, når krogen vendte forkert med to grene væk fra blinket og én gren op mod blinket, men da han monterede den korrekt, landede han 83 % af sine fisk! Disse tal er blot baseret på omkring 50 fisk, så de er næppe signifikante, men det siger alligevel noget om vigtigheden i at orientere krogen korrekt. Og – da han begyndte at montere krogen på den rette måde holdt conenctoren pludselig meget længere, fordi de ikke blev spilet ud med vold, så de blev ødelagt.

Den allerhøjeste landingsrate på 86 % – altså en fordobling af landingsraten – for du med et release-takel, der har to trekroge str 12. Det er egentlig ikke specielt svært at binde dette takel, men det kræver alligevel noget mere af dig en fiskeriet med vinkel-rigs eller release-connector. Hvordan du laver den nyeste, lettest og bedste version af mit release-takel, kan du læse mere om en anden god gang.

Du kan læse meget mere om, hvor du kan købe Release Connectors samt hvordan din Release Connector skal bruges og monteres korrekt her.

Den rigtige fisketeknik

Når du fisker med små trekroge, skal du huske tre ting for at få maksimalt udbytte af teknikkerne:

  • Fisk med et bremsetryk på 1,1 kilo og peg altid stangen direkte mod blinket. Der må IKKE være en vinkel mellem line og stang, da det giver en dårligere ”prikning”.
  • Giv ALDRIG traditionelt modhug, men lav i stedet en hurtig, men jævnt accelereret opstramning.
  • Husk altid pen og pushback disgorger, så du let kan få de små trekroge ud igen.

HVOR KOMMER DE STORE SYDØSTDANSKE HAVØRRED FRA?

Det tænker jeg tit på, når jeg fisker fra Stevns, og der er gang i fiskeriet. Selvfølgelig stammer nogle af dem fra andre åer i regionen, men især i Østdanmark, er det begrænset hvor mange vandløb, der kan producere havørreder i større mængder.

TEKST: JIM PEDERSEN, FOTO: DAVID SEMAJER-GARIC OG JIM PEDERSEN

Sammen med Jesper Fohrmann og Søren Lænkholm har vi været på besøg ved Nybroåen, hvor vi havde aftalt møde med repræsentanter for Ystadortens Fiskevårds- och Sportfiskeklubb YFS.

fotofælde ved Nybroån

Søren Lænkholm og Göran Svensson inspicerer fotofælden ved Nybroån,

Nybroån leverer

Foreningen var repræsenteret af Anders Karlsson og Göran Svensson, og det var med stolthed, at de præsenterede os for deres fisketæller – et anlæg, der er placeret ved Köpingebro, fem kilometer opstrøms for mundingen.

Udover at tælle de fisk, der svømmer forbi fisketælleren, bliver hver eneste fisk videofilmet og længden af ørrederne måles ved samme lejlighed. Fisketælleren registrerer også, om der er tale om en opgangs- eller nedgangsfisk. Du kan selv følge med via dette link og i videoklippet her i artiklen, kan du selv se et  eksempel på havørreder. der er gået op i åen i 2019:

Fotofælden der tækker havørred i Nybroån.

I 2019 svømmede 7500 havørred op igennem fotofælden i Nybroån.

Antallet af havørreder der har passeret fisketælleren opstrøms i 2019 har været fuldstændigt vildt. Over 7.500 havørreder er det blevet til. Og der er tale om store fisk med høj gennemsnitsstørrelse omkring 65 til 90 cm. Den længste havørred der gik op i 2019 var hele 106 centimeter!

2100 opgængere på én dag

En af efterårsdagene i 2019 vil gå over i skandinavisk havørred historie: Her gik der efter et kraftigt regnvejr og dertil hørende meget vand i Nybroåen hele 2100 havørreder op i åen! Når havørrederne har passeret fisketælleren, så har de adgang til cirka 40 km vandløb. Det siger sig selv, at det er seriøst meget yngel, der bliver produceret. Men sådan har det ikke altid været. Den lokale fiskeklub Ystadortens Fiskevårds- och Sportfiskeklubb, har i over 70 år kæmpet for at gøre Nybroåen til den fiskerige å, den er i dag. Læs mere om det utrolige arbejde her.

Medlemmerne skal deltage i arbejdsweekender, hvor der arbejdes med forbedringer for havørrederne.

Danskere nyder godt af svenskerne arbejde

Der er i min optik ingen tvivl om, at mange af de fine havørreder vi fanger ved Stevns, Møn og Falster, kommer fra Nybroåen. Så herfra skal der lyde en stor tak til de mange frivillige, der arbejder for at forbedre forholdene for havørrederne i Nybroåen.

TRo flotte balnke havørred til David Garic

To flotte kystørred taget på Stevns af David Semejar-Garic.

Men – der skal selvfølgelig også lyde en stor tak til de mange frivillige i Danmark, der også arbejder på at forbedre forholdene for havørrederne i de danske åer. Et par på eksempler på dette arbejde, som vi vil kigger nærmere på her, er Grusbanden og Esrum Ålaug – men også de mange foreninger og andre sammenslutninger på Sjælland yder en flot indsats.

Grusbanden

Bandelederen for Grusbanden hedder Rune Hylby. Han er en utrættelig leder for mange aktiviteter på Sjælland, Lolland og Falster – samt en stor inspirationskilde for både unge og gamle. Rune har med sin positive og smittende arbejdsindsats igennem tiden hjulpet mange i gang med det store slid, som det er at udlægge gydegrus. Læs mere om Grusbanden her.

Esrum Ålaug

I Nordsjælland har vi Esrum Å, der udmunder nær Dronning Mølle. Esrum Å får især sit klare vand fra Esrum Sø. Men også de mange tilløb bidrager med at sikre en god og stabil vandføring året rundt.

Formanden for Esrum Ålaug, Søren Lænkholm, fortæller, at man ved den årlige el-fiskning fangede i 119 havørreder på halvanden fiskedag. Man havde for en sikkerheds skyld afsat to weekender til arbejdet, men de mange frivillige fik sig en slags ekstra friweekend i år, for ved strygningen blev det til otte liter rogn, som bliver til 70.000 ørredeyngel. En dag var altså rigeligt til at skaffe det avlsmateriale, man havde brug for.

Søren Lækholm, der var med til Nybroåen, var meget imponeret af fisketælleren. – Sådan en vil vi også have ved Esrum Å, var hans kommentar. –  Den kan være med til, at give en større forståelse for havørredernes liv i Esrum Å.

Læs mere om Esrum Ålaug her.

Tak til alle de frivillige

Hvor er det fedt med alle de frivillige og utrættelige lystfiskere, der hjælper til med til at sikre, at vi fortsat kan fange havørreder fra kysten. Hvis du er fristet til, at give en hånd med, så skal du bare kontakte en af de lokale foreninger. De vil tage mod din indsats med glæde.

 

 

 

BOMBARDA PÅ KYSTEN – SÅDAN

Der kan ofte være dage, hvor fluer giver mange flere havørredhug på kysten end blink, men hvad nu hvis du ikke er fluefisker – eller fiskene er så langt ude, at du ikke kan nå dem med fluestangen? Svaret er simpelt – brug et bombardaflåd til at få fluen ud på den rette afstand. Her får du en række gode tips til, hvordan du bedst griber fiskeriet an.

AF JENS BURSELL

Kastefiskeri med bombarda er en effektiv måde at fiske sin flue på.

Når du kaster din bombarda med et cirkelkast er det meget sjældent, at du får kludder. Følg med i den nærmeste fremtid, hvor vi uploader en video af, hvordan man gør her på fiskogfri.dk

Som spinnefisker på kysten vil man ofte komme ud for, at fiskene simpelthen ikke vil have de større kunstagn – typisk fordi de fouragerer på særlig små fødeemner, eller fordi vandet er meget stille, klart eller koldt. Her skal der ofte en flue til for at udløse hugget – og skal det foregå med spinnegrejet, kræver det, at du har en kastevægt, der muliggør kast og præsentation af de ultralette agn – også lidt længere fra land. Det er her bombardafiskeriet kommer ind i billedet, som en af de aller mest effektive metoder til fiskeri efter kystørred.

Skift til bombarda

Der kan naturligvis være dage, hvor fluestangen giver bedre, fordi fiskene er så tæt på eller så sky, at det bliver for upræcist og klodset med bombardagrejet, men i langt de fleste tilfælde, hvor der skal afsøges en masse vand for at finde fiskene, er der ikke meget, der slår bombardaen – uanset forholdene: Her bruges ikke tid på blindkast – og kastene er med det rigtige grej to-fire gange så lange som med fluegrejet, hvilket betyder, at man får præsenteret fluen for mange flere fisk – især når fiskene er jævnt fordelt på alle afstande med en del fisk længere ude. Og jo flere fisk man får præsenteret fluen for, desto større chance er der for, at nogle af dem hugger.

Vælg det rette bombarda grej

Der kan være stor forskel på, hvorvidt det er større kunstagn eller små fluer, som er mest effektive på dagen. Det kan derfor være en stor force at kunne skifte taktik, hvis det er nødvendigt for at få havørrederne til at hugge. Uanset om du egentlig har planlagt at fiske med blink, er det derfor en gode idé altid at have et bombardaflåd og -takel med i fisketasken, så du kan skifte til for eksempel en lille flue, hvis det er det, fiskene vil have. Et klassisk eksempel er, når vandet pludselig lægger sig og bliver krystalklart. Her kan det ofte være svært at overliste fiskene på spin med blink.

Når bombardaen primært er et supplement til blinket, skal stangen altså kunne bruges til både almindeligt spinne- og bombardafiskeri. En stang på ni fod og kastevægt 10-30 gram kan sagtens bruges, hvis man bruger et rimeligt kort forfang på 2,5-3 meter, men det er nemmere at foretage et hurtigt skift til bombarda, hvis man går med en tifodsstang, for det er helt klart lettere at håndtere det praktiske fiskeri med lange forfang, hvis stangen ikke er alt for kort. Især når fiskene er sky, kan det ofte være en fordel med forfang på 3,5-5 meter, og det er meget svært at styre på stænger under ti fod.

Udfordringen med korte stænger er ikke nødvendigvis så meget kastet, men snarere at få fisken inden for nettets rækkevidde, når fisken skal landes. En løsning kan selvfølgelig være at få en kammerat til at lande fisken – eller kane fisken i land – men der vil være mange situationer, hvor det heller ikke er optimalt. Lidt længere stænger på 10-11 fod er dog det bedste valg, hvis man vælger at satse 100 % på bombardafiskeriet. Tilsvarende er det en god ide med et landingsnet, hvor man kan forlænge skaftet.

Dit hjul og line vælges på samme vis som til spinnefiskeri med tilsvarende kastevægte. Særligt hvad linevalget angår, bør man være opmærksom på, at bombardaflåddet påfører linen et mekanisk slid, der tærer på det yderste stykke af linen. Det kan derfor anbefales at klippe de yderste par meter af en gang imellem – eller endnu bedre – kombinere den tynde hovedline med en lidt kraftigere slagline som nævnt ovenfor – for eksempel 0,10-0,12 mm flettet hovedline og slagline i 0,15-0,18 mm flette line, der sammenføjet med en dobbelt grinnerknude.

Inno Bombarda til kystens havørreder

Inno Bombardaen er en af de mest kluddersikre bombardaflåd, men det kaster ikke helt lige så godt som de mere slanke typer af flåd.

Flåd til bombardafiskeri

Bombardaflåddet fås i mange forskellige typer. Da man netop ofte vælger bombardafiskeriet i situationer, hvor der er klart vand, er det oplagt at vælge en model, der er så visuelt diskret som muligt – det vil sige et gennemsigtigt flåd.

Flydende bombardaflåd bruges normalt, hvis der fiskes helt oppe i overfladen med flydende eller langsomt synkende agn. Denne densitet egner sig også fint til at fiske fluen 30-100 centimeter nede, da en synkende flue hurtigt synker ned i denne dybde – især hvis man bruger fluorocarbonforfang, som synker hurtigere end nylon.

Intermediate bombardaer anvendes, når man vil fiske lidt længere nede i vandsøjlen, eller man ønsker at fiske ekstremt langsomt helt nede over bunden. De kan også anvendes, hvis man vil fiske agnen hurtigt på overfladen uden at trække for mange kølvandsstriber fra selve flåddet. Vægtneutrale flåd står, som navnet antyder, næsten stille i vandsøjlen, mens intermediate-flåddet synker ganske langsomt. Som allround flåd på kysten er flåd af denne type et rigtig godt valg.

Synkende bombardaer anvendes sjældent på kysten – men når de gør, er det typisk, når der skal fiskes på større dybde med moderat fart eller lidt højere med ekstremt høj fart – for eksempel tobisfluer.

Der findes også flåd med fleksibel synkehastighed, hvilket kan være en stor fordel, så man kan variere synkehastigheden efter situationen. På dem der er nemmest at bruge, kan man lukke vand ind/ud og dermed variere synkehastigheden fra flydende til intermediate – for eksempel Blue Fox Patriot.

Takel og kast

Der findes utallige måder at montere flåd samt forfang på – og der snakkes meget om at bruge diverse anti-tangle set ups for at undgå at taklet filtrer op på hovedlinen i kastet. Jeg har nu i mange år fisket med bombarda – og prøvet samtlige set-ups. Min holdning er helt klar den, at hvis du ofte får kludder, så har det tit noget at gøre med din kasteteknik – og ikke nødvendigvis den helt simple glidende montage.

Hvis du blot fører stangen bagover og lavet et svirpende hurtigt kast vil du få en del kludder af den simple årsag, at taklets bane i luften i starten af kastet – er meget tæt på kastets og dermed hovedlinens bane igennem luften. Løsningen er at lavet et ført cirkel kast. På denne måde for du stort set aldring kludder, selv med en helt simpel glidende montage af flåddet.

Landing med bombardatakiel er lettest med en lang og højt hævet stang

Udo Schröter i fuld færd med at lande en flot bornholmsk havørred. Pas på ikke at spinne bombardaen op i topøjet i kampens hede.

Lav et cirkel kast

Når flåddet er lidt under en stanglængde fra stangspidsen, svinger du stangen op i lodret, så bombardaen svinger ind til dig i håndhøjde. Grib løst om flåddet med tommel- og pegefinger. Løft flåddet en anelse, så fingrene glider fra flåddet og ned over forfanget, mens du pendulerer flåddet fremefter, så vægten fra flåddet trækker forfanget gennem dine fingre – til du står med fluen i hånden. Når fluen er tjekket, holdes forfanget med fingrene 15-30 centimeter over fluen. Idet du svinger stangen bagover til et nyt kast, slippes fluen med en ’ført bevægelse’, så fluen og forfanget svinger i en bue foran dig. Idet stangen føres helt bagud, lægges venstre hånd klar på bundhåndtaget, så du er klar til fremkastet, der herefter bør komme med jævnt accelererende kraft for at minimere risikoen for kludder. Følg flåddet gennem luften med øjnene, og brems det med fingeren på spolen, lige inden det lander.  Med dette kast får du stort set aldrig kludder – ligegyldigt hvilken montage du bruger – og hvor vinden kommer fra

Forfanget og montage

Nogle bruger ganske almindelig nylon på for eksempel 0,25-0,27 mm, mens andre foretrækker fluorocarbon, som er mindre synligt i vand. Personligt foretrækker jeg fluorocarbon – men det er lige så meget, fordi det synker hurtigere og er mere slidstærkt overfor mekanisk slid end nylon).

Standardmetoden er at montere sin enkeltkrogs kystflue i en rapalaknude for enden af forfanget, hvilket fungerer fint, hvis du er ligeglad med at miste mange fisk. Går du lidt mere op i, hvad du fanger, kan det anbefales at fiske med mindre fluer på rør med en str 14-16 trekrog samt de lidt større reje og tobis fluer med en Releasefly Connector og en str 14 krog. Det giver cirka dobbelt så mange fisk, fordi du kun mister meget få fisk.

For at reducere risikoen for ophængtning er det altid en god ide at bremse flåddets bane i luften en brøkdel af et sekund inden det lander, så forfanget strækkes ordentligt bag flåddet.

Sådan trådes bombardaen

Uden hjælpemidler er det letteste at tråde flåddet i tør tilstand, for når først indersiden af røret er vådt, klæber linen til siderne, så det er svært at få den igennem. Et godt trick er at lægge linen dobbelt og twiste den lidt om sig selv, hvorved den bliver stivere, så den er lettere at føre igennem røret.

HAVØRREDGUIDE TIL ROSKILDE FJORD

Den sydlige del af Roskilde Fjord rummer masser af gode muligheder for at fange sig en flot fjordørred. Vi har taget på tur med Claus Bagge Larsen, der har fisket området i over 20 år.

Af JENS BURSELL

Havørred fra Roskilde Fjord

Her kan du se et af Clauses yndlingsblink til Roskilde Fjord.

DET ER FORÅR PÅ FJORDEN. Lærkerne synger inde over markerne, og der er en forløsende snert af varme i luften. Vi har allerede været rundt på et par pladser for at finde fiskene, men indtil videre er det ikke rigtig blevet til noget.

– Roskilde Fjord kan være drilsk, og ofte skal der arbejdes lidt for at finde fisken, men når først man har fundet frem til dem, kan man tit have et rigtig godt fiskeri, siger Claus, idet han rutineret styrer sin toptunede fjordfræser hen i den perfekte kasteposition med fjernbetjeningen til den frontmonterede el-motor.

– Her oppe ved Skovrenden mellem Eskilsø og Horns Herred er der en smal passage, hvor en del fisk vandrende fisk trækker igennem forår og efterår fortæller Claus. – Selvom den nyeste forskning viser, at hovedparten af fiskene i den sydlige del af fjorden faktisk er stationære, vil der alligevel altid være en del fisk er pendler frem og tilbage gennem det smalle stræde. Og – når hornene kommer i april kan dette sted være helt suverænt, hvis det er musikål man er ude efter.

STRØMMEN er udadgående, hvilket plejer at være godt her, så det er med fuld tiltro til projektet at vi lægger os inde på skrænten til lavt vand og kaster ud over det lille stræde. Claus skifter blink og sætter en gammel Roskilde Fjord klassiker på – nemlig Isefjord Dræberen. – Det er John Petersen fra Herslev ved fjorden, der igennem mange år har lavet disse blink, og netop denne farve i blå/rød har gennem tiden givet utallige gode fisk fra fjorden, fortæller Claus.

Det skal hurtigt vise sig, at han ved hvad han snakker om, for få minutter efter, at han har skiftet, får han dagens første hug af en fin blankfisk, som efter en kort kamp går i nettet. Isefjord Dræberen er et relativt tungt blink, som er super godt, når man skal affiske hurtigt på lidt større dybde som fx her i Skovrenden, hvor det er fint at kunne komme et par meter ned i vandet – selv når strømmen løber godt.

Vi tager et har hurtige fotos af fisken, og fiskere videre uden den store action. – Lad os lige prøve på den anden side af molehovedet, siger Claus og trækker ankeret op, så vi kan forsøge på kanten af strømlæet bag molen til den lille mikrofærge, der sejler de 150 meter over til Eskilsø.

Ude foran molen sætter Claus den frontmonterede el-motor på spotlock, så vi kan holde den perfekte kasteposition. Næsten simultant kaster vi ud, og allerede efter få omdrejninger på hjulet får jeg et godt hug fra en fin blankfisk lige på skrænten mellem det lave bagvand og renden, hvor strømmen løber. På trods af sin relativt beskedne størrelse fighter den som besat, og selvom den næppe er over 45 centimeter, luner den rigtig godt.

Havørredblink

Kombinationen blå og rød kan være uovertruffen i fjorden.

SOLENS STYRKE tager til i løbet af den næste halve time, og godt tilfredse med at have fået et par fine fisk, ankrer vi op for at få os en god gang frokost i den spirende forårsvarme. Med i båden har vi min kammerat Michael Boysen, der også fisker en del på fjorden – og over den varme kaffe, kan vi få meget tid til at gå med at snakke om de mange forskellige gode områder i den sydlige del af fjorden.

Claus er helt klart den, der har fisket mest i fjorden af os tre – og jeg beder ham om hurtigt at gennemgå de bedste områder i fjorden. – Hvis vi starter ved Roskilde og tager turen med uret rundt i den sydlige del af fjorden, kan vi jo starte med de pladser, der ligger tættest på byen, siger han:

SANKT HANS BUGTEN og Kællingehaven, der ligger lige nordvest for vikingeskibene, kan være et rigtigt godt område til fjordørred – især i perioden lige inden hornene for alvor kommer i slutningen af april til starten af maj. Det er især området ved Parcelgården, der er godt og let tilgængeligt, men pas på, hvis du vadefisker, for der er nogle områder med ret blød bund her omkring. Det er dog ikke kun i foråret, at her er fisk. Det er værd at forsøge sig hele året – også om vinteren. I bugten er der et afløb fra Sankts Hans, hvor der kommer ferskt vand ud, der køler om sommeren – og virker som en magnet på fiskene om vinteren, hvor det ferske vand er en tak varmere end fjordvandet.

Havørred på genemløber og Release Connector

Denne fine havørred huggede på en gennemløber i naturlige farver – fisket med en er

KATTINGE VIG er et andet kendt område, hvor der kan være godt med fisk. Bugten omkranses af Boserup Skov på sydsiden og det uberørte Bognæs på nordsiden. Ude på næsset yngler havørnen, så der er meget stor chance for at se den imponerende ørn, når man fisker her. Ude i midten er der et dybt hul på 17 meter, som er mere end oplagt om sommeren, hvor mange af fiskene er stationære fjordørred. Husk fredningsbæltet inden i bunden af vigen ved Kattinge Værk.

BOGNÆS PYNTEN på nordvestsiden af Bognæs er et rigtig godt sted, der både holder standfisk samt opsamler en del passerende fisk. Her går et langt stenrev ud, der let kan affiske fra båd. Man kan også sagtens fiske fra land her, men det er en temmelig lang gåtur fra P-pladsen i bunden af Herslev Bugten. Man må nemlig ikke køre i bil på Bognæs, hvilket betyder, at der er meget helt uberørt fiskeri hele vejen rundt om næsset.

AGERNÆS – er den pynt, der er på østsiden af Bognæs. Her er en flot gammel skov, så det er en lækker gåtur derud – og fiskeriet kan være godt ude på spidsen. Lige nord for ligger flakket ”Uglen”, hvor der kan være godt bådfiskeri hen over revet.

HERSLEV BUGTEN kan være god både forår og efterår – og man kan i princippet affiske hele strækket med gode chancer for fisk mere eller mindre overalt – især i marts.

HULLET VED HERSLEV er fjordens dybeste parti og ligger lige ud for Herslev. Dette er især et oplagt sted til bådfiskeri om sommeren. Lige nordvest for dette ligger Langholm og Dybø, der er et godt sted at fiske havørred om foråret, hvis man har adgang til båd, så man kan komme derud.

LEJRE VIG helt nede i sydvestenden er rigtig god – især forår og efterår. Der løber en del ferskvand ud i området, hvilket også gør det til et ret attraktivt område at fiske om vinteren.

LYNDBY STRAND ved vikingeskibene – MFC Viking Tours – er også et godt stræk at affiske fra land, og du kan bare fiske løs eksempelvis fra Lyndby og hele vejen op til Lyndby Strand, hvor der kan være fisk mere eller mindre overalt.

GERSHØJ REVET – lige syd for Gershøj er et langt stenrev, hvor der kan være godt hele året, og man kan let fiske fra land.

SELSØBUGTEN, hvor der rinder en del ferskvand ud fra Selsø, kan også være en rigtig god plads i det tidlige forår, hvor vandet stadig er så koldt, at det ferske vand er særlig attraktivt.

SKOVRENDEN mellem Hornsherred og Eskilsø er som antydet helt klart et besøg værd især forår og efterår, hvor der kan være en del trækkende fisk både i den dybe rende og oppe på kanterne til lavt vand.

SYD FOR ESKILSØ ligger et område, hvor der er rigtig godt til bådfiskeri forår og efterår. Det er især på dybder fra to til fire meter, at man finder fiskene i dette område – og det er godt at trolle syde for øen og over imod Sønderby på Horns Herred.

HULLET UD FOR JYLLINGE er ret dybt – og her kan være godt hele året. Der kan fiskes fra kysten på lavere dybder – men også selve det 16 meter dybe hul er et oplagt sted at forsøge sig fra båd om sommeren, hvor der som nævnt er en del stationære fisk i fjorden.

Gundsøbugten, Salvadparken og Bolund på vej sydpå langs østsiden er alle så kendte pladser, at de næppe behøver nærmere præsentation. Her kan også være fisk hele året, men husk at være opmærksom på fredningsbælterne ved Hove og Maglemose Å.

BUGTEN VED FREDENSBORGVEJ helt nede i sydøstenden af Roskilde Ford er ret mudret at vadefiske, men området fra Veddelev og ned til Roskilde Camping er et oplagt sted at vadefiske, hvor man kan rende ind i ørred hele året rundt. Det samme gælder strækket, der ligger tættest på vikingeskibene, slutter Claus sin gennemgang af den sydelige del af Roskilde Fjord.

På tur med Claus

Claus, der er 44 år, startede sin fiskekarriere med aborrer i de lokale moser omkring Roskilde, hvorefter han senere begyndt at fiske en del predatorfiskeri. I 2013 vandt han den første Brakvands Cup med største fisk – og de sidste 25 år har han fisket en hel masse på Roskilde Fjord efter havørred året rundt. Foe nogle år siden købte han en stor toptunet alubud – ”Alu-baljen” – hvorefter han begydte at guide lystfiskere til både brakvandsgedder og fjordørreder. Med båden, der har alt fra kasteplatform, pedistalstole, moderne marineelektronik, frontmonteret elmotor, 80 hk på hækken samt Talons til at ankre op på de store fjordflats, er der alle muligheder for perfekte fiskemuligheder på den store fjord. Hvis du vil have en guidet tur på fjorden, kan du kontakte Claus på via www.pikeandseatroutguide.com.

Vinterfiskeri

Som sagt er der ørreder i den sydlige del af Roskilde Fjord hele året – også om vinteren. Men den kan dog være drilsk og især på dage, hvor der har været skrap frost natten før kan det sjældent svare sig at tage ud på fjorden, hvis ikke man er parat til at trække en nul-bon.

ILURES – KYSTKOMETER I EKSPRESFART

For blot tre år siden fiskede hverken Andreas Valentin Thomsen eller Thorbjørn Sørensen, som begge er 24 år, efter kystørred. Men så tog de en beslutning: Der skulle fanges havørred. Allerede året efter havde de designet deres egne super velfangende blink – og fanget fisk på det. Her får du historien om god energi,  iværksætteri der vil frem – og hvor hurtigt det reelt set kan gå, hvis man virkelig vil.

Af JENS BURSELL

havørredfiskeri på kysten med Ilures

Andreas Valentin Thomsen og Thorbjørn Sørensen nyder udsigten ved Vejle Fjord.

MORGENEN er ung endnu, da jeg ruller ind i skoven og møder de to gæve unge havørredfiskere – Andreas og Thorbjørn. De har allerede ventet lidt, så de er klar med stort K – iført støvler, waders og det hele. Inden længe har jeg også fået snøvlet mig klar – og kort efter bevæger vi os ned langs de blændende smukke kystskrænter på nordsiden af Vejle Fjord.

Bøgen står perfekt med sit grønne løvhæng – og bag grenene glimter fjorden lokkende. Inden længe er vi helt nede ved vandet.

  • Lige her har vi haft et rigtig godt fiskeri på det sidste og fået adskillige fisk på hver eneste tur, fortæller de, mens vi får sat et par af deres nye gennemløbere på forfanget. Allerede i et af de første kast er der fast fisk for Andreas, og efter en kort gang luftakrobatik, kan han lande en fin sølvblank fisk omkring målet, der lynhurtigt og forsigtigt får sin frihed igen.

Vi spotter en enkelt fisk mere på vores tur ned over strækket, men udover den gode start, går det lidt langsomt. Solen bager – og der er ikke meget vind. Inden længe beslutter vi os derfor for at køre til Fyn og forsøge os med en plads, der plejer at være lidt bedre under disse svære forhold til dagsfiskeri.

VEL FREMME på den næste plads lægger Andreas igen ud med et perfekt kast ind over et mørkt område, og sekunder efter står han igen med fast fisk på. – Den kan helt klart noget den her, siger han henkastet over skulderen til mig, der går lige bagved. Han har en blå/sølv version af Ilures Tobisen på, mens jeg selv har sølvversionen i stål for enden af linen. – Hvor der er én er der ofte flere, tænker jeg så jeg kan bare ikke dy mig… Mens Andreas fisk nærmer sig nettet lægger jeg et kast ud over samme område – og kort efter står jeg også med en fin fisk på. Jo – der er ingen tvivl om, at de tobisimitationerne sidder lige i skabet – og meget tyder på, at havørrederne er helt enige.

DE TO GUTTER har helt sikkert ikke ligget på den lade siden de startede med at fiske. – Vi kender faktisk hinanden fra meget langt tilbage, fortæller Andreas. – Vi har gået i folkeskole sammen i den jyske by Thyregod, og har efter dette fulgtes ad hele vejen op igennem gymnasiet, hvor vi også gik på naturfagslinjen sammen.

Andreas har fisket efter havørred de sidste tre år og Thorbjørn kom med på fiskevognen for blot to år siden. – Jeg har altid fisket rigtig meget, men problemet har i perioder været, at jeg har spillet så meget fodbold, at der bare ikke var særlig meget tid tilbage, fortæller Andreas. – Men – efter gymnasiet havde vi pludselig rigtig meget tid, fordi vi holdt et sabbat år, og så var det altså bare havørredfiskeriet, der fangede os lige med det samme. – Tid var der jo nok af – og så blev vi altså bare enige om at fyre den for vildt af på kysten, mens vi havde alle mulighederne for at gøre det, griner de. Og som sagt så gjort: De to fyre brugte derefter al deres tid på at køre rundt og fiske kysterne tynde, i deres jagt på sølvtøjet langs de Østjyske og Vestfynske havørredrevirer, og det var noget der til sidst gav sølvblanke resultater.

Kystørred taget påIlures gennemløber fisket med release connector

Denne fisk faldt for en Ilure gennemløber fisket med Release Connector.

– I STARTEN kan vi vist roligt sige, at det gik det noget langsomt, siger Thorbjørn og smiler mens han tænker tilbage på en hel masse ture, hvor de brugte hundredevis af timer på at fangede ufattelig lidt i forhold til deres anstrengelser.

Efter sabbatåret studerede Andreas Naturressourcer på Københavns Universitet, men besluttede sig efter knapt et år til at stoppe uddannelsen, hvorefter han flyttede retur til Thyregod. – Så skulle jeg jo finde på noget andet at lave – og jeg besluttede hurtigt, at det skulle have noget at gøre med fiskeri, fordi det havde jeg jo altid været helt vild med, fortsætter Andreas. – Hans idéer passede godt sammen med, hvad jeg gik og foretog mig på mit studie, der hedder Business Development Engineering i Herning, fortæller Thorbjørn. – Dette studie, som er en del af Århus Universitet, er nemlig stærkt fokuseret på iværksætteri, og i forbindelse med dette, var jeg selvfølgelig også på udkig efter et godt projekt, der var i tråd med studiet.

– Da jeg kom hjem fra København tog jeg allerede den første dag over til Thorbjørn, så vi kunne kunne lægge store planer over nogle øller – og allerede efter et par dage i tænkeboxen fik vi den idé, at vi ville starte med at fremstille kystblink, beretter Andreas.

– PÅ STUDIET har jeg lært at tegne i CAD, som er et computerprogram, man bruger til at designe objekter i 3-D, forklarer Thorbjørn. – Programmet kan selvfølgelig også bruges til at designe blink, så det gik jeg selvfølgelig i gang med sammen med Andreas. Når man arbejder på denne måde er processen ret hurtig, for når man har tegnet sit blink, printer man det blot ud på en 3-D printer for at evaluere resultatet og bruge dette til at lave den mere traditionelle støbeform. – Allerede en måned efter beslutningen om at vi skulle til at lave vores egne blink blev truffet – havde vi det første demo-eksemplar af vores blink klar til testfiskeri, og blot ti dage senere havde vi fanget den første havørred på det.

Gennemløbsblink fra Ilures– DET NYE BLINK – der senere er blevet kendt som Ilures Tobis – satte for alvor skub i tingene, fortæller de. – Det første år fangede vi næppe mere end ti havørred over målet, men med de nye blink og noget mere erfaring i bagagen, lykkedes det Andreas året efter at fange over 300 ørred over målet, hvilket for alvor begyndte at give os rigtig meget blod på tanden til at fortsætte ud af samme tangent. De mange fisk gjorde, at vi efterhånden kendte vores blink rigtig godt, hvilket selvsagt også giver den optimale grobund for at fintune og forbedre produktet, inden den endelige version kommer i produktion.

– I dag har vi Ilures Tobis i 18 og 24 gram i flere forskellige versioner – nemlig én med glat side og én af stål med et profileret skælmønster på siderne af blinket. Stål til gennemløbere er helt nyt, så det forventer vi os meget af, siger de to iværksættere. – Fordelen ved stål fremfor fx hvidmetal G som de fleste blyfri blink laves af, er at massefylden er lidt højere, så de kaster bedre – og disse blink har vi i 17, 20 og 22 grams versioner.

– ILURES KUTLING var det andet blink vi lavede, og det havde vi faktisk klar blot få måneder efter Tobisen, afslører Thorbjørn. – Til at starte med havde vi den både i en 7 og 9 grams version, men vi har valgt fremover kun at sælge Kutling RL i 9 grams versionen, da de ligger ret tæt på hinanden. Kutlingerne fås pt i fem forskellige farver.

– ILURES gik på markedet med deres lækre gennemløbere i december 2017, og siden er det gået forrygende med at få langede blinkene over diskene i deres webshop. – Dette er den oplagte måde at starte for en iværksætter, men det siger sig selv, at man på den lange bane kommer til at sælge mere ved at komme ud i alle grejbutikkerne – og det er vi da også godt på vej til at komme her i 2018-2019, siger de.

– Vi er som sådan ikke specielt inspireret af nogen af de danske blinkproducenter – vi har blot kigget på havørredens byttedyr – og så ellers bare lavet noget der ligner, samt kaster godt. Så simpelt er det, griner Andreas. – Det er klart, at vi så efterfølgende har arbejdet utroligt meget med vægtfordelingen i agnene for at få dem til at kaster perfekt samt gå godt i vandet – og det er blandt andet også på denne måde at Tobis´ens unikke trekantede tværsnit er opstået. Vi har selvfølgelig allerede nogle nye spændende blink på tegnebrættet, men dem må I høre om en anden gang, griner de to gutter, som vi helt sikkert kommer til at høre meget mere til i de kommende år.

Ilures modtog legat på 25k fra Fonden for Entreprenørskab

– Gennem iværksættermiljøet på Århus Universitet fik vi kendskab til, hvordan man kunne ansøge om mikro-legater, som støtter iværksætter virksomheder, fortæller Andreas. – Da vi har finansieret alt selv, så vi det som en god mulighed for at skabe lidt startkapital. Vi sendte derfor den skriftlige ansøgning samt en videopitch, hvor vi fremlagde planen med vores virksomhed – samt vores forretningsidéer. Det resulterede i, at vi modtag et mikro-legat på 25.000 kroner – hvilket selvfølgelig hjalp os til at få en rigtig god start på virksomheden.

FRA 0-100 PÅ ET SPLITSEKUND

Isgang eller tidligt forårsfiskeri er af mange fjord- og kystfiskere forbundet med kanonfiskeri med masser af hugvillige havørreder. Læs videre og få de rigtige råd til hvor og hvordan du fanger de første ørreder i det iskolde vand.

Af Andreas Aggerlund

(mere…)

REJERNES HERRE

Kern Leo Lund er en af landets mest innovative fluebindere, og hans vellignende rejefluer flytter grænserne for hvad, der er imitationsfiskeri på kysten. Følg en tur med Kern på kysten og bag stikket.

Af Andreas Aggerlund

(mere…)

NYE TIDER PÅ ODENSE FJORD

Den 20. januar ender høringsfristen for bekendtgørelse omkring fiskeriet i Odense Fjord. Bekendtgørelsen er spændende, fordi den tager helt lokale hensyn til havørredens færden i fjorden og ikke mindst fordi den er et resultat et et bredt samarbejde på tværs af flere interessegrupper.

Af Lars Christian Bentsen

(mere…)