– Jeg har netop haft årets sidste tur til Sneum, fortæller Casper Kenny. – Efter cirka halvanden times fiskeri opstrøms, er der bud efter spinneren. I det sidste sving i strømmen ved egen brink, foran mig, hugger en fin han laks på 63 cm. Det bliver en kort intens fight, og den er hurtigt tilbage i åen.
– Under en time senere, står jeg og nyder naturen samt dagdrømmer lidt. Jeg kaster opstrøms langs egen brink. Igen, lige foran mig, hamrer en stor fisk til spinneren. Jeg ser et glimt af en kobberfarvet bredside: “FISK…” får jeg råbt til min kammerat Morten. Den går dybt og laver en masse tunge kraftige hovedrusk. Jeg kan ikke gå nedstrøms, og på modsatte bred hænger træer og buske ud i åen. Det er et udfordrende sted, som let kan resultere i en mistet fisk, men Morten er klar med nettet. Laksen giver en rigtig god fight, og heldigvis laver den ikke de lange udløb op eller ned strøms samt anden ballade.
– Jeg ryster, har gummiben og er super koncentreret, men Morten laver en konge netning, og så har jeg fået en ny PR. Det er en rigtig grov smuk hanlaks på 98 cm. Min første lakse sæson er gået over alt forventning med fem laks, hvor de største var på 87 og 98 cm. Jeg kan næsten ikke vente til sæsonstarten i 2021.